Normer og Kærlighed

Om dengang ridderen vandt prinsessens hånd. Om tårne bevogtet af drager. Om konger, der lover det halve kongerige væk for at få deres børn tilbage. Om blikke, der mødes, og skæbner, der ændres.

Deltager i Altervative kønsroller-konkurrencen, valgmulighed nr. 1: skriv en historie med "alternative gender characters".

3Likes
0Kommentarer
189Visninger

Author's note

En af vinderne af Alternative kønsroller-konkurrencen, 2018.
AA

2. Dragen og prinsessen

 

Der var engang for længe siden
en prinsesse med gyldent hår,
med øjne så klare som stjerner

og et hjerte helt uden skår.

 

Hun levede på et slot med sin far,
der var konge af et frodigt land,

men uden mor og søskende
skulle hun have en mand,

 

så kongen holdt en ridderturnering
for at finde en god kandidat,

men prinsessen kunne ikke give sit hjerte
til en tilfældig soldat.

 

Hun sagde til kongen: Ӯrede fader,
jeg kan ikke ægte den mand, du behager.

Jeg elsker ikke den kække soldat…
Jeg beklager.”

 

Men kongen var ikke tilfreds og sagde:
”Du ægter manden, der vandt din hånd.
Du kan sidde på dit værelse og ruge,
til I knytter ægteskabsbånd!”

 

Prinsessen blev ført til sit værelse,
og lukket inde bag lås og slå

brød tårerne frem på hendes kind,
og hendes hjerte gik næsten i stå.

 

Hun gruede den dag,
hun ville blive lukket ud,

og den dag kom hurtigt
hvor hun stod iført det hvide skrud.

 

”Hjælp mig! Red mig fra min grelle skæbne,”
hviskede hun med formørket hjerte,

og tusind kilometer derfra
rørtes en drage af hendes smerte.

 

Med et arrigt brøl satte den af,
spredte vingerne og fløj af sted

med raslende skæl og glødende øjne
for at gøre prinsessen glad.

 

Skridt efter skridt, trin efter trin
trådte prinsessen nærmere den kække soldat.

Med det skinnende sværd ved siden
lignede han en god kandidat,

 

men hans blik var grumt og koldt.
Selvom hans smil var charmerende,

så så prinsessen ham dog
som alt andet end betagende.

 

Hun tog endnu et skridt mod soldaten,
der snart ville blive hendes mand,

da et buldrende brøl lod sig høre:
Det rystede det ganske land.

 

En drage med kulsorte øjne
og skæl som det kolde metal

dykkede ned fra himlen
som svar på prinsessens kald.

 

I kløerne greb den prinsessen,
og soldaten trak sit sværd,

men sværdet mødtes af ild
og en drages himmelfærd.

 

Prinsessen grinede hjerteligt
og smed sin sko,

der ramte soldaten i hovedet,
imens hun var tryg i dragens klo.

 

Snart efter faldt prinsessen i søvn
i dragens skarpe kløer.

Da den lagde prinsessen i sin hule,
virkede den ikke så tom som før.

 

I dagevis sov prinsessen,
imens dragen holdt vagt,

men en sen aften vågnede hun
og kravlede ud af sin bryllupsdragt.

 

”Undskyld hr. Drage,” sagde hun lavt,

”har du noget, jeg kan tage på?”
Dragen stivnede og kiggede væk,
inden den fandt et tæppe i den smukkeste blå.

 

”Tak, fordi du reddede mig, hr. Drage.”
Men dragen sagde: ”Du er ikke reddet endnu.”
”Hvad mener du, hr. Drage,” spurgte prinsessen.

”Hvem reddede mig, hvis ikke du?”

 

”Din far vil komme efter dig, prinsesse,
Og din soldat vil føre an.

De mener, at piger er svage
og har brug for en sværdduelig mand.”

 

Dragen så væk med et skamfuldt blik,
imens den ventede på prinsessens svar.
”Så vil jeg vise, at de tager fejl,” sagde hun.

”Jeg vil vinde over soldaten og far.”

 

Efter det sagde de ikke mere,
de sad bare ved siden af hinanden.

Prinsessen var nervøs, og det føltes, som om
hun langsomt mistede forstanden.

 

Solen stod op og gik ned syv gange,
inden de så nogen nærme sig.

”Nu kommer de, hr. Drage,”
sagde prinsessen og pegede på den snoede vej.

 

”Hvad har du tænkt dig at gøre, prinsesse?”
spurgte dragen med rumlende stemme.
Prinsessen mærkede et sug i maven:
en frygt, hun ikke kunne glemme.

 

Kongen stod frem med våben i hånden
og soldaten med draget sværd,
men dragen rykkede sig ikke,
og prinsessen blev stående ganske nær.

 

”Lad min datter gå, dit bæst!”
råbte kongen og trådte frem.
Prinsessen trådte tilbage.
Hun ville ikke med hjem.

 

”Lad mig være i fred, far,”
råbte prinsessen rasende tilbage.
Hun stirrede olmt på soldaten:
Hun var ikke til for at behage.

 

”Bare rolig, prinsesse, der sker dig ikke noget,”
råbte soldaten og løftede sit sværd,
før han vendte sig mod dragen og sagde:
”Kom og kæmp som det bæst, du er!”

 

Prinsessen blev mere og mere rasende
for hvert minut, der gik.
Hun lægger en hånd på dragen
for ikke at gå i panik.

 

Med den anden hånd greb hun en sten
og kastede den efter de to mænd.
”Lad mig være i fred,” råbte hun.
”Forsvind og kom aldrig igen!”

 

Men soldaten var opsat på at få sin brud
og kongen at få sin datter tilbage.
Mændenes magtkamp havde blændet dem,
så de ikke forstod, hvad hun sagde.

 

Prinsessen greb endnu en sten.
Soldaten trådte frem imod dragen.
Prinsessen greb en til sten
og kastede: Hun ramte soldaten i maven.

 

Den anden sten ramte ham også:
Den slog ham helt ud.
Dragen var stolt, og prinsessen var glad:
Hun var ikke soldatens brud.

 

”Forsvind og kom ikke igen,”
råbte prinsessen for anden gang.
Denne gang vendte de to mænd om,
og turen hjem føltes ekstra lang.

 

Med smil på læben og tindrende øjne
giver prinsessen dragen et knus.
”Så du det, hr. Drage?” let hun.
”Jeg er fri af min faders hus!”

 

Dragens sorte øjne strålede,
den raslede med skællene og spredte vingerne ud
glad for at prinsessens hjerte er let,
og hun ikke blev soldatens brud.

 

Prinsessen placerede et kys på dragens kind,
og i dens sted stod den skønneste ungersvend.
Prinsessen rødmede, og dragemanden lo.
De levede lykkeligt til deres dages ende.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...