Øjnenes hemmlighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 apr. 2018
  • Opdateret: 5 apr. 2018
  • Status: Igang
Historien foregår ude i fremtiden og handler om Lucy som pludselig ikke er den hun troede hun var. Universet bliver domineret af racer og der er udbrudt krig. Hvad Lucy ikke ved, er at hun er en afgørende brik i krigen.


I er meget velkommen til at komme med feedback :-)

0Likes
1Kommentarer
174Visninger
AA

3. "Damen med det grå hår"

Døren smækkede, men pistolerne kunne stadig høres fjernt. Mace kiggede på mig og gav slip. Vi var i en have inden i et bjerg. Blomster, græs og træer blomstrede og groede på fineste vis, selvom der sikkert ikke kom regn ret tit herinde.
Lias stønnede bag ved os, og var det eneste udover os som kom igennem. Jeg sendte ham et ømt blik, og i samme øjeblik rejste han sig op, som om alt var i skønneste orden. Jeg var helt paf. Endnu en gang havde jeg været vidne til død. Og måtte havde set underlig ud da…

 ”Velkommen” En gråhåret ældre dame trådte frem fra en bygning. Hun smilte stolt. Mace trådte et skridt frem og gav hende hånden. ”længe siden” Damen smilte, og fokuserede på mig. ”Du må være Lucy” Hun kiggede intenst og nysgerrig på mig. ”Jeg har længe gerne ville møde dig”. Jeg kiggede på Mace, som så ligeglad ud. Jeg nikkede. ”Ja, jeg er Lucy” Damen smilte og gav mig et køligt håndtryk.
”Din mor og de andre er indenfor” Hun begyndte at gå over mod døren.
Jeg tøvede, men fulgte eftersom jeg ikke ville stå der alene. ”Lucy” Mor kom løbende med åbne arme hen til mig. Hun knugede mig helt ind til hende. Duften af hendes parfume var beroligende, og jeg glemt i et kort sekund hvor jeg var.
”Mhh Mhh” Lød en stemme, og vi gav slip på hinanden.

Lias, Mace, mor, mig og 4 andre som havde fulgtes med mor her hen, blev eskorteret igennem bygningen og hen til et lokale. Lokalet var proppet med mennesker som snakkede i munden på hinanden.
Vi gik ind, en efter en, da der ikke var plads til at gå ved siden af hinanden.
Jeg gik sidst, hvilket jeg fortrød i det sekund vi alle var inde i rummet.
Folk blev helt stille og gloede på os. De havde gjort plads til os, så vi kunne komme igennem.

Da vi var kommet igennem menneskeflokken, endte vi på et podium.
Jeg fik en pludselig fornemmelse af at noget var galt.
Den gråhåret dame, begyndt at snakke til flokken. Da det begyndte at flimre for mine øjne. Jeg prikkede diskret til mor og hviskede til hende ”der er noget galt” Mor hviskede tilbage til mig, uden at kigge på mig, ”shh, det her er vigtigt skat” Jeg flakkede lidt, og greb hårdt fat i mors arm, for at stå stabilt. ”Lucy” råbte hun og jeg faldt.


”Hun er allerede i gang, det er for sent at lade hende gå under jorden. Vi må sørge for at forklare hende hvad der sker med hende” Mor snakkede med en eller anden. Jeg åbnede øjnene forsigtigt. Jeg havde ret, det var hende og så var den anden den gråhåret dame. ”Hun er vågen” Sagde damen med det grå hår.
Hun kiggede på mig, og måtte havde opdaget at jeg lyttede med. Mor skyndte sig hen til mig. ”Er du okay?”
Hun kiggede bekymret. ” hvad skete der?” Jeg kiggede rundt og opdager at jeg ligger i en seng med en masse dimser og maskiner omkring mig. ”Du besvimede” Mor aede mig på panden.  ”Du er ved at vokse”
Hun smilte stolt. Og satte sig på sengekanten. ”Vi Alloer piger bliver færdig udviklet ved alderen 17, det er smertefuldt, da vi får ekstremt vokseværk, og derfor lukker vi for en kort tid af.” Jeg kiggede måbende på hende. ”og når ja, nogle får en gave” Hun blinkede nysgerrigt til mig. ”En gave?” Min nysgerrighed kom hurtigt frem. Mor kiggede hen på damen som nikkede. ”Nogle får healer kræfter, andre tankelæsning, eller hurtighed” mor grinte da hun så mit måbende ansigt ”Det sker for en ud af en million” Sagde damen.
”Som Ola, siger så er det meget sjældent” Hun smilte og rejste sig. Jeg satte mig op og opdagede at jeg er iført en natkjole. ”Giv dig god tid til at lærer din nye krop at kende” Mor blinkede og fulgte med Ola, som den gråhåret dame hed.

Jeg kiggede mig i spejlet. Jeg havde mistet mit hvalpe fedt, min numse havde fået en rund og mere fyldig facon, mine bryster var vokset og mit hår var blevet meget længere og mere mørkt.  Den pige jeg kiggede på, var en der kunne være på forsiden af et modeblad. Det var alt det jeg altid havde været misundelig efter og alt det jeg aldrig ville tro jeg kunne få. Jeg havde stået i noget tid og beundret mig selv, da døren blev åbnet og en pige kom ind. Hun havde skulder langt lyst hår og blå fangede øjne. Hun gjord store øjne og skyndte sig hurtigt ud ad døren. I det øjeblik gik det op for mig hvor underligt det måtte se ud. Rød i hoved skyndte jeg mig i det tøj som var blevet lagt til mig på en stol ved siden af sengen. Et par tæt siddende bukser, en top og en trøje med lynlås.

Jeg kiggede mig lige i spejlet et øjeblik. Det lange bølgede hår gik ned til midten af ryggen. Mor ville helt sikkert sætte det op, hvis hun fik muligheden for det. Jeg åbnede døren og gik ud på gangen. Det er ingen at se, så jeg går til venstre i håb om at finde mor. Uheldigvis ender jeg i en fyldt spisesal. Mor er ingen steder at se. Jeg træder ind og leder videre efter nogle genkendelige ansigter, da jeg får øje på Mace. Han sad ved et langt bord som kun var halvfyldt. ”Hej” Jeg rødmede og satte mig ned. Mace var lige ved at få et stykke brød galt i halsen. ”Hold da op” Jeg kiggede forvirret på ham, indtil jeg kom i tanke om min lille forandring.
”Er det slemt?” Jeg kiggede på ham og så ned i bordet, i mens jeg sad med en tot hår i hånden. ”Du ligner din mor på en prik” Jeg kiggede op. ”Gør jeg?” Jeg blev varm inden i, min mor var det smukkeste menneske jeg kendte, så at blive sammenlignet med hende, var en kæmpe kompliment.  Jeg kiggede rundt netop for at finde mor. Hun sad ved et af de andre border med Ola og et par andre, som også ser vigtige og alvorlige ud. Jeg får øjenkontakt med mor og hun smiler. Faktisk så rejste hun sig op og kom over til mig. ”Har du tid?” Hun lage sin hånd på min skulder. Jeg smilte til dem ved mit bord og rejste mig op. Vi gik hen ad en gang som førte ud til en lille have. ”Jeg burde egentlig ikke fortælle dig det, men vi skal flyttes Gallas. Det er det sikreste sted, for der ligner vi alle andre. De ældre mener i hvert fald at det er det bedste og de har allerede skaffet os steder at bo”. Mor kiggede på mig med glæde i øjnene. Jeg smilte. ”Hvis du synes det er bedst for os.” Mor krammede mig. ”Godt min skat” Hun kyssede mig på panden og vi gik tilbage.

Jeg sad på mit tildelte værelse og kiggede ud ad vinduet. En masse mennesker går rundt. Nogle snakker sammen, andre nyder vejret og nogle går bare rundt. Det var svært at vænne sig til de nye øjne, de så skrøbelige ud, lidt ligesom diamanter. Mor har altid sagt at jeg har øjne som diamanter, men da jeg var lille, synes jeg det lød skørt da jeg jo havde brune øjne, eller i hvert fald troede det.
Jeg sad og dagdrømte da mor og Ola kom ind. ”Er du klar”? Ola kiggede skeptisk, men mors ansigt var mild.
Vi gik igennem spisesalen og ned af nogle lange gange. Jeg ved ikke hvor stort det her skjulested er, men det er stort nok til at blive væk. Endelig skulle vi ind ad en dør. Inden i den kæmpe hal stod der 3 rumskibe af en art. En flok mennesker stod og snakkede, men blev stille da vi kom hen til dem. ”som I ved så tager vi en kæmpe chance ved at flyve hjem. Vi kan kun håbe på det bedste. I er hver og især blevet udvalgt til at komme med” Ola klappede den nærmeste på skulderen. I vil blive inddelt på to fly og vil derefter selv skulle klare jer. Vi ved ikke hvad der venter jer, men Pao, som er kansler på Gallas, skal nok rådgive og hjælpe jer i sikkerhed.” Hun kigger kort på mor som nikker. ”Flyene flyver om en halv time, så I bedes venligt at gøre jer klar” Hun gav mor et håndtryk, ”god tur”. Hun henvendte sig derefter til mig. ”Må du være tapper” Hun trådte et skridt tættere på mig, og kyssede mig på kinden, og så gik hun. ”Hvad handlede det om?” sagde jeg til mor. Mor tog min hånd og trak mig med hende, ”det forklarer jeg på vejen”.

Vi havde spændt selerne og sad nu i et hvidt rum. 20 personer, både mænd og kvinder.
De kiggede alle på hinanden, og prøvede at undgå øjenkontakt med mor og jeg.
”Hvorfor undgår de os?” Hviskede jeg til mor. Mor tøvede. ”fordi vi to er specielle”. Først dér gik det op for mig, at vi var de eneste med helt lyse øjne. De andre havde mørkere øjne men stadig blå.
Jeg så spørgende på mor som fortsatte, ”vi er alloer, men de er galler. Ola din tante er også en galler.”
”Er hun min tante?” Jeg måbede. Det havde altid bare været mig og mor. Jeg havde ikke tænkt over at jeg havde andre familiemedlemmer, jo så lige en undtagelse med min far, som døde da jeg var lille.
”Allo blev for nogle år siden, udryddet for alloer, men få nåede at flygte, her i blandt dig og mig”
Jeg skulle lige synke det. Vi var så godt som udryddet, og dem som åbenbart har dræbt vores art, vil have fingre i os og dræbe os.
Jeg nåede ikke at spørger mor mere, for pludselig begyndte flyet at flyve. En ung pige længere henne begyndte at græde. Mor nussede mig på armen og rettede fokusset over på den gærdende pige. ”Være ikke bange, min kære. Hun henvendte sig til den grædende pige. Vi skal hjem til din familie og vi vil være i sikkerhed. Vi kan endelig blende ind uden at skulle skjule vore sande idensitet”. Jeg kiggede undrende op på mor og hviskede ” Jamen det kan vi da ikke?” Hun kiggede kort på mig ”Nej, skat vi to er som sagt helt specielle, men det er stadig vores pligt at hjælpe når vi kan”. Mor fjernede igen fokusset fra mig. Og sendte pigen et smil. Hun var stoppet med at græde og en kvinde som sad ved siden af hende holdte hende i hånden.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...