Complicated

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Samuel Thompson er en 17-årig musiknørd og mere eller mindre et usynligt individ på Watford High. Han er en enspænder og han foretrækker at passe sig selv og være i fred, men hvor nemt er det at være i fred, når man pludselig finder interesse i skolens mest populære pige, Ashley Williams? Hvad sker der, når deres liv bliver vendt op og ned, og kan man overhovedet være venner med en populær, når man selv er en del af taber-kulturen?

21Likes
38Kommentarer
5717Visninger
AA

7. The Losers Club


Ashley’s synsvinkel: Mandag,11.41, gråt vejr - Watford High.

 

Jeg pakker mine ting sammen og kan ærligt ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Lige meget, hvor jeg går føler jeg, at folk ser på mig også ser de billedet. Det er forfærdeligt og ikke nok med det, så har jeg siddet alene, fordi Chloe og Aria satte sig ved et tomandsbord i timen. Det med Dylan var en bommert, men jeg havde virkelig håbet, at hun kunne se gennem fingre med det min situation taget i betragtning. Jeg svinger min taske om skulderen og går ud på gangen, inden jeg stiller mig til at vente på pigerne. Jeg er simpelthen nødt til at redde den her ud.

“Chloe, kan vi ikke lige snakke?” Kalder jeg, da hun kommer ud fra klassen. Chloe sender øjne til Aria, inden hun går over til mig og lægger armene over kors.

“Hvad?” Spørger hun flabet og jeg må virkelig kæmpe mod alt indeni mig for ikke at svare endnu mere flabet tilbage. Hun behøver ikke ligefrem tro, hun er bedre end mig.

“Jeg er virkelig ked af det. Det var ikke min mening, jeg ved ikke, hvad der skete,” prøver jeg, men hun fnyser bare. Fucking bitch altså.

“Det skulle du sgu nok have tænkt på lidt før, du knaldede ham ikk?” Siger hun spydigt og vreden begynder stille at ulme.

“Pff jeg gjorde bare, hvad du ikke kunne tage dig sammen til,” svarer jeg spydigt tilbage, da jeg ikke længere kan holde mig selv i skak. Det er fandme sidste gang hun har talt sådan der til mig.

“Undskyld hvad?” Siger hun og kigger på mig med opspærrede øjne.

“Come on, søde. Han er en dreng, de er ikke ligefrem raketvidenskab,” fortsætter jeg flabet og hun kigger fornærmet på mig. Aria har klogt nok valgt at blande sig helt uden om.

“Tænk engang her troede jeg, det var et rygte, men jeg tog fejl. Du er sgu alligevel skoles største luder,” siger hun og lægger ekstra tryk på ‘luder’. Kæft hvor er hun dog sunket lavt ned også på grund af fucking Dylan. Fucking kælling altså.

“Og det værste af det hele er, at du stadig er misundelig på mig, men desværre for dig. Så bliver du aldrig mig. Du er og bliver en 2’er,” siger jeg hånligt og sender hende et luftkys, inden jeg banker skulderen ind i hende, da jeg går. Fuck en so altså, og tænk engang at hun ikke har bedre replikker end dem alle andre bruger. Jeg bliver jo for fanden ikke mere billig af, om de er tres eller to, der kalder mig billig. Desuden har jeg kun været i seng med 3 drenge i alt, så hvorfor det lige er det rygte af alle ved jeg sgu ikke lige eller jo, det er nok på grund af billedet, men hvilken pige har ikke sendt et topløst billede? Nu må de fandme lige slappe af og køre på nogen andre end mig.

Jeg går ud i kantinen, men hvor fanden skal jeg overhovedet sidde? Jeg kan jo ikke sidde med tøserne længere. Mason og de blå idioter er også udelukket, måske skulle jeg bare være flabet og sætte mig sammen med Dylan. Jeg overvejer det faktisk mere end jeg burde, men får så øje på Elliot. Ej, det overvejer jeg helt seriøst ikke eller gør jeg? Sam viste sig jo faktisk at være virkelig rar at snakke med også havde han også humor, men nej det er sgu da under min standard at sidde med nørderne. Hvor sidder de over hovedet? Det er ikke lige gået op for mig, at de ikke sidder i kantinen ligesom alle andre og pludselig virker idéen ikke helt dum. Hvis jeg følger efter dem hen til deres nørde sted, så skal jeg bare ikke opdages også slipper jeg for alle mulige blikke fra folk, der mener, at jeg er fucking billig. Det er sgu en plan! Jeg kigger mig over skulderen og skynder mig efter Elliot, men alligevel på en forholdsvis sikker afstand. De drejer ned af en fløj, som jeg mener er forbudt område? Der er i hvert fald ikke nogen, der bruger den og det er nok af den grund, at de har valgt den. Jeg kigger mig over skulderen, men ser til mit held, at gangen stort set er tom og jeg skynder mig ned af fløjen. Da jeg når helt ned i enden, finder jeg en dør, hvor der står “musik” på og jeg kigger undrende på døren. Vi har sgu da ikke et musiklokale på skolen, har vi? Jeg trækker på skuldrene og skubber langsomt døren op, inden jeg bliver mødt af et par forbløffede øjne. Shit, det er sgu The Losers Club det her, hold nu kæft man. Der sidder to røde hårede trolde og spiller skak, en rimelig overvægtig pige og spiser for tre, også ligger Elliot og 2 andre i nogen sækkestole. Hvorfor har jeg aldrig set de her mennesker før? Shit, de må gemme sig godt, men hvor er Sam?

“Øh Elliot ikke?” Spørger jeg og tiltrækker mig hele rummets opmærksomhed. Jeg smiler stift og kigger ned på Elliot.

“Hvad laver du her? Det her vores sted. Vi plejer at kunne få fred her!” Lyder det helt panisk fra pigen i sækkestolene og jeg rækker hænderne op i forsvarsposition.

“Rolig. Jeg leder bare efter Sam eller Samuel, har I set ham?” Siger jeg stille i frygt for at blive hørt af andre end dem, selvom det nok er ret umuligt taget i betragtning, at det her lokale er rimelig afsides.

“Ovre i hjørnet,” siger Elliot og nikker over mod det bagerste hjørne og ganske rigtigt, der sidder han gemt bag en masse rod på noget, der ligner en bænk, der står mellem skabet og væggene. Han har store høretelefoner på og sidder og vipper med hovedet og den højre fod, mens han laver et eller andet på sin computer. Jeg træder helt ind i rummet og lukker forsigtigt døren efter mig, inden jeg møver mig forbi de mange instrumenter og rodet for til sidst at stoppe op ved Sam. Han lægger ikke mærke til mig, men fortsætter med at sidde helt opslugt med, hvad end han har gang i.

“Sam?” Siger jeg. Ingen reaktion. Jeg puffer forsigtigt til ham.

“Hvad?” Mumler han irriteret og kigger endelig op. Han er nær sprunget en halv meter, da han får øje på mig og jeg smiler. Han skubber høretelefonerne af og lægger computeren fra sig.

“Shit, du gav mig et hjertestop. Hvad laver du her?” Spørger han og sætter sig op, så vi kan sidde to på hans bænk. Jeg bider mig i læben, hvad laver jeg overhovedet her? Jeg kan fornemme, at de andre lytter til vores samtale, men det er sgu nok heller ikke hverdag, at der kommer en populær ind på deres sted for at hive fat i en af deres kammerater.  

“Jeg ved det egentlig ikke,” svarer jeg og kommer med et nervøst grin. Hvis de så mig herinde ville jeg blive slagtet levende, ingen tvivl om det. Sam siger ikke noget, men flytter sig bare lidt mere, så jeg kan sætte mig ned hos ham. Alligevel bliver jeg bare stående.

“Altså jeg kan godt gå igen, hvis du var midt i noget?” Siger jeg og han ryster på hovedet. Sam rejser sig op og jeg kigger undrende på ham.

“Du kan bare sætte dig, men jeg forstår ikke, hvad du vil herinde, når du kan sidde derude?” Bliver han ved og klør sig usikkert i nakken. Hvorfor er han så usikker? Han gør det hele tiden alle de der små tegn på, at han er utilpas.

“Det er din plads, jeg står bare. Og jeg trængte til lidt fred, jeg er ikke lige den mest vellidte for tiden,” griner jeg bittert og Sam smiler skævt.

“Sæt dig nu bare, og du skal være velkommen til hver en tid,” siger han og jeg gør som, han siger og sætter mig på hans bænk. Sam forsvinder ned foran i lokalet og henter en ny stol, som han stiller ved siden af.

“Jeg tror ikke de andre, bryder sig om, at jeg har fundet jeres lille klub,” driller jeg lavt. Sam griner og kigger hen på mig. Han virker mere selvsikker i dag, måske er det fordi vi er på hans territorium?

“Det er fordi, de er vant til at være de populære herinde, men nu er du her jo,” hvisker han tilbage og jeg fniser. Jeg forstår ikke, hvorfor han er så sød overfor mig. Jeg mener, det er jo ikke ligefrem, fordi de mennesker jeg omgås med er søde over for dem han omgås med.

“Har du ikke noget mad?” Spørger han og jeg ryster på hovedet. Jeg fik ikke lige taget noget inde i kantinen, men så spiser jeg bare hjemme, det gør jeg tit.

“Vi kan dele mit, så er vi kvit for pizzaen,” siger han og roder lidt i sin taske, inden han finder nogle boller frem.

“Du betalte for pizzaen,” påpeger jeg. Sam trækker på skuldrene og rækker mig en af bollerne. Den ser hjemmebagt ud og jeg tager nysgerrigt en bid, og det går op for mig, at jeg faktisk er pisse sulten. Alle de bekymringer tager hårdt på en.

“De er gode, hvem har lavet dem?” Spørger jeg og dropper at tygge af munden. Sam smiler, men spiser ikke selv noget. I stedet er han gået i gang med at pakke sin computer og høretelefoner sammen.

“Min mor. Hun elsker at opvarte min søster og mig,” fortæller han og jeg smiler. Hun lyder virkelig som en god mor. Han nævnte hende vist også sidst, han var hos mig.

“Hvad var det, du lavede, da jeg kom?” Spørger jeg nysgerrigt og spiser det sidste af min bolle. Sam sætter sig tilbage på stolen. Han tøver lidt og virker næsten en anelse genert omkring det.

“Bare noget musik, jeg arbejder på,” mumler han og klør sig igen i nakken. Jeg har efterhånden luret ham. Han roder sig i håret eller klør sig i nakken, når han bliver utilpas.

“Kan du spille musik?” Spørger jeg overrasket og han nikker. Hvorfor er han ikke mere begejstret, det er sgu da fedt!

“Altså jeg laver mest tracks og sådan på min computer, men jeg kan spille klaver, guitar og en smule trommer,” fortæller han og kigger ned på de andre. De bliver ved med at kigge op på os, også vende tilbage til deres eget igen.

“Må jeg ikke høre?” Tigger jeg. Sam har været ekstremt åben og sød overfor mig, så nu vil jeg gerne vise, at jeg har interesse i ham. Han virker bare så usikker.

“Jeg ved ikke rigtigt,” mumler han og skærer en grimasse. Han skæver rundt til de andre.

“Må jeg så høre noget af det på din computer?” Spørger jeg og han ryster på hovedet. Jeg er ham evigt taknemmelig for, at jeg må være herinde, men han er altså en anelse sær, men de andre herinde er mere.

“Hvorfor ikke?” Spørger jeg og han trækker på skuldrene. Vi sidder i stilhed lidt tid, inden han rejser sig op og går hen og tager fat i den akustiske guitar. Da han kommer tilbage sætter han sig og kigger op på mig.

“For det første, så synger jeg ikke og for det andet, så er jeg altså ikke så god,” siger han, men jeg tror ikke en skid på ham. Jeg tror, hans status på skolen har gjort ham usikker og det er måske også forståeligt taget i betragtning, hvem han tilbringer sin tid med, men Sam er ikke ligesom de andre i det her lokale. Han er faktisk en køn fyr, også er han sjov og charmerende på sin egen måde.

“Spil nu bare,” siger jeg og det gør han så. Fingrene glider hen over strengene, mens guitaren spiller forskellige toner og det lyder smukt. Hvad fanden var det for noget vås om, at han ikke var god? Det går lynhurtigt hver gang, han skifter og jeg sidder fuldstændig opslugt af lyden, selvom jeg ikke kender sangen eller melodien er det vel nok nærmere. Jeg ved ikke, hvor lang tid, der går, men pludselig stopper han og skæver op til mig, inden han nervøst bider sig i læben.

“Du er jo vildt god!” Udbryder jeg og klapper af ham. Han ryster på hovedet, men griner så. De andre kigger over på os, men jeg kunne ikke være mere ligeglad. Sam rejser sig og sætter guitaren på plads, inden han kommer tilbage i dag.

“Ashley?” Spørger han efter lidt tid og kigger på mig med hans grønne øjne.

“Mhm?” Siger jeg og sætter mig tilrette på hans bænk med let bøjede ben, sådan som han sad, da jeg ankom.

“Er du okay?” Spørger han stille. Mit blik lander på de andre i lokalet og jeg har egentlig lyst til at fortælle ham, hvordan jeg har det, men ikke når de andre er her.

“Hvad skal du i dag?” Spørger jeg undvigende og han løfter kort et øjenbryn.

“Ikk noget?” mumler han og jeg smiler, inden jeg roder ham i håret.

“Perfekt, så fang mig ude på parkeringspladsen efter skole, så tager vi hjem til dig også lover jeg at svare på dit spørgsmål,” siger jeg og han kigger måbende op på mig. Jeg griner og samler mine ting sammen.

“Om du vil det eller ej, så har du godt af at være social, Sam,” griner jeg og han ryster på hovedet af mig.

“Vi ses,” siger han og jeg smiler tilfreds, inden jeg forlader lokalet. Så slipper jeg også for at skulle hjem, jeg har ikke rigtig lyst til at være hjemme for tiden. Det hele minder mig lidt om alle dem, jeg er blevet droppet af, så det bliver rart at komme hjem til Sam, det er jeg stensikker på.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...