Complicated

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Samuel Thompson er en 17-årig musiknørd og mere eller mindre et usynligt individ på Watford High. Han er en enspænder og han foretrækker at passe sig selv og være i fred, men hvor nemt er det at være i fred, når man pludselig finder interesse i skolens mest populære pige, Ashley Williams? Hvad sker der, når deres liv bliver vendt op og ned, og kan man overhovedet være venner med en populær, når man selv er en del af taber-kulturen?

21Likes
38Kommentarer
5666Visninger
AA

6. Pizza


Samuel’s synsvinkel: Lørdag,00.02, køligt - Samuel’s hus.

 

Jeg springer af min cykel og smider den tilfældigt ude i garagen. Den har ingen betydning for mig, den er kun en gammel rustbunke, som jeg ikke kan vente med at skille mig af med. Den dag jeg får mit kørekort bliver seriøst den lykkeligste dag i mit liv. Træt låser jeg mig ind i vores lille almindelige hus. Det er i to plan; entre, bryggers, toilet, stue, køkken, soveværelse med tilhørende toilet nedenunder. Kontor, to værelser og et badeværelse oven på. De er alle sammen gået i seng og det kommer egentlig ikke bag på mig. Min søster sover hos en veninde. Hun er 14 og allerede nu mere social end jeg nogensinde har været. Jeg går ud i køkkenet og hælder fraværende havrefras op i en skål, inden jeg dækker det med mælk. Træt griber jeg en ske fra skuffen og tjekker min Iphone. Siden billedet af Ashley dukkede op, har jeg været mere opmærksom på de sociale medier, men det ser ikke ud til, at der er dukket noget op. Alligevel tjekker jeg også lige instagram og snapchat til sidst for en sikkerheds skyld, og der på Lances MyStory er der en video af Dylan, der siger et eller andet, mens billedet af Ashleys nøgne krop er klippet ind som et klistermærke oppe i hjørnet. Jeg ser historien igen denne gang med lyd på og bliver forbavset over, hvor fucking streng Lance er over for hende, taget i betragtning, at de er ekskærester.

“Var det godt at knalde hende Dylan, hva? Var hun god eller er hun lige så klam og brugt i sengen, som de siger hun er?” Lance griner og jeg lukker irriteret ned for snapchat, mens jeg håber og beder til, at Ashley ikke ser det, men selvfølgelig gør hun det. Hvordan kan hun overhovedet holde det ud, og hvorfor er der ikke nogen, der gør noget? Jeg ville godt, men som om jeg har nogen form for effekt. Ashley kunne ikke engang genkende mig. Jeg skraber de sidste havrefras op af min tallerken, inden jeg sætter den i vasken og går træt op på mit værelse. Tøjet smider jeg i en stor bunke på gulvet, skal alligevel på arbejde i morgen kl.14.00, så der er absolut ingen grund til at rydde op og desuden magter jeg det ikke. Jeg lukker øjnene og endnu engang dukker billedet af Ashley op på min nethinde. Hvorfor kan jeg ikke bare glemme det? Jeg føler mig som den mest perverse stodder, hver gang jeg skænker det en tanke. Irriteret på mig selv klemmer jeg øjnene hårdere sammen i et håbløst forsøg på at falde i søvn. Tankerne om Ashley er forstyrrende og jeg ved ikke, hvorfor jeg pludselig skal tænke så meget på hende. Det har jeg fandme aldrig skulle før, jeg mener, vi snakker jo ikke engang sammen. Hun ved ikke engang, hvem jeg er. Jeg giver op, sætter mig op i sengen og finder min MacBook frem, inden jeg går på Netflix og sætter en ligegyldig film på. Så kan jeg forhåbentligt falde i søvn til den.

 

Lørdag, 12.33

Irriterende nok faldt jeg ikke i søvn før klokken tre og nu skal jeg på arbejde om en halv time. Træt rejser jeg mig op og træder ligegyldigt på mit arbejdstøj, idet jeg går ned for at spise morgenmad. Min mor står i køkkenet og vasker op, og hun smiler til mig, da hun får øje på mig.

“Hej sovetryne, lang vagt?” Spørger hun og jeg nikker. Hun slipper opvasken og kommer gående hen med nybagte boller til mig. Jeg smiler taknemmeligt og giver hende et kram, inden jeg sætter mig ned og tænder for tv’et, mens jeg spiser min morgenmad.

“Hvornår skal du afsted i dag?” Spørger hun og jeg fjerner fokus fra fjernsynet og over på hende.

“Jeg skal være der klokken 14,” fortæller jeg og hun sukker opgivende.

“Du laver jo snart ikke andet end at være på arbejde, skat,” siger hun og jeg smiler.

“Nogen må jo tjene til huset, mor,” driller jeg og stopper den sidste halve bolle i munden. Charmerende? Meget, det er jeg godt klar over. Jeg smutter oven på igen, inden jeg griber min mac og går ud på badeværelset. Jeg sætter den til at spille mine tracks, også hopper jeg under det varme vand. Nogen gange står jeg bare og lytter til dem for at kunne høre, hvad de mangler og badet er et godt sted at gøre det. Jeg vasker mig hurtigt og mit mørke hår hænger fugtigt og klistrer på min pande, da jeg slår et håndklæde om livet, laver nogle rettelser i musikken og skynder mig tilbage på mit værelse, hvor jeg hurtigt får taget mit arbejdstøj på. Der er en halv time til, jeg skal møde, så det passer lige med, at jeg cykler derhen, så jeg er der i god nok tid. Jeg siger farvel til min mor, smutter ud i garagen og finder min rustbunke af en cykel, inden jeg sætter kursen mod Pizza Planet iført min grimme røde uniform.

 

16.01

Et skævt smil breder sig på mine læber, da jeg ser Ashley’s adresse på min liste. Hvor den pludselige glæde kommer fra, aner jeg ikke, men jeg kan heller ikke lade være med at blive nervøs. Jeg starter motoren på knallerten og sætter kursen mod Eastford Avenue 13, mens jeg ikke kan lade være med at tænke på, hvor god en dag lørdag egentlig er og hvor meget jeg elsker mit arbejde. Jeg svinger ind på hendes vej og parkerer foran hendes hus, der ser endnu bedre ud, når det bliver lyst op af sensommersolen. Jeg tager min hjelm af og tager mig selv i at rette på mit hår, inden jeg presser den røde kasket ned over hovedet igen. Min mave slår knuder og mine håndflader bliver helt svedige, da jeg nærmer mig døren. Alt glæden fra før er nærmest forsvundet og erstattet af en meget nervøs Sam, da jeg ringer på hendes hoveddør. Døren går op og jeg bliver mødt af Ashley, der kun er iført en stor hættetrøje. Hendes hår er sat op i en rodet knold og hun har ingen make up på. Alligevel ser hun godt ud, men da jeg får øjenkontakt med hende, går det op for mig, at hendes øjne er helt røde. Har hun grædt? Det ville i hvert fald være en meget menneskelig reaktion på alle de ting, der florerer omkring hende.

“Hej Sam,” siger hun og smiler svagt til mig. Mit hjerte springer et enkelt slag over, hun kunne huske mig! Hun kunne huske mit navn!

“Hey,” siger jeg og smiler skævt, idet jeg føler mig en smule mere selvsikker end jeg gjorde igår, da jeg stod over for tre tøser.

“Oksekødspizza, ikke?” Spørger jeg og rækker hende pizzaen, men hun skyder et øjenbryn i vejret og ryster så på hovedet.

“Nej, jeg er vegetar,” fortæller hun. Fuck, selvfølgelig skulle der gå ged i bestillingerne, når jeg er hos hende. Jeg lukker kort øjnene og ryster på hovedet.

“Det er min skyld. Jeg henter en ny til dig,” siger jeg så, selvom det egentlig ikke står i min jobbeskrivelse.

“Ej Sam, det skal du altså ikke. Hvad med dine andre kunder?” Siger hun og jeg ryster afvisende på hovedet.

“Jeg har kun tre tilbage, så dem aflevere jeg lige på vejen. Desuden så er det mig, der har fucket up,  altså henter jeg en ny pizza til dig, du ligner også en, der godt kunne bruge en pizza,” siger jeg og fortryder det straks. Jeg har lige sagt, at hun ser tømmermændsramt ud, hvilket betyder ikke pæn.

“Altså ikke at du er grim, fordi du er ret pæn, men du ved, du ser træt ud eller ikke sådan træt, men bare sådan øh..” Jeg stopper og klør mig flovt i nakken. Hun griner kort.

“Jeg er med, Sam. Det er sødt af dig,” siger hun og smiler. Jeg ånder lettet op og smiler skævt til hende.

“Ny pizza, vi ses om et kvarter,” siger jeg og vender rundt, inden jeg små løber tilbage til scooteren og kører så hurtigt, jeg kan med de tre sidste pizzaer. Da jeg har afleveret den sidste pizza, skynder jeg mig tilbage til Pizza Planet og løber ind til chefen.

“Hey, er det okay? Jeg tager fri nu?” Spørger jeg og håber og beder til, at det er okay.

“Øh jo er alt okay Sam?” Spørger chefen og jeg nikker, inden jeg takker ham og styrter ud i køkkenet og beder dem lave en vegetar pizza, så hurtigt som muligt. 10 minutter senere sidder jeg på min cykel og er på vej tilbage til Ashley balancerende med en pizza på styret. Jeg tramper så hårdt jeg kan i pedalerne og ikke længe efter svinger jeg skarpt ind på Eastford Avenue. Jeg er nær styrtet i min iver, men formår at blive på cyklen, selvom jeg slingrer en del de efterfølgende meter. Jeg cykler pustende ned mod Ashley og smider min cykel på græsplænen. Jeg tager mig et øjeblik til lige at få kontrol over min vejrtrækning og bliver enig med mig selv om, at jeg hellere må starte i fitness med den elendige kondition, jeg er udstyret med. Usikker på mig selv trisser jeg op mod hoveddøren og ringer på, og der går ikke specielt lang tid, før Ashley dukker op.

“Et styks vegetar pizza,” siger jeg med et skævt smil, dog stadig en anelse forpustet. Ashley smiler.

“Det er virkelig sødt af dig, Sam. Hvad skal du have for den?” Spørger hun og finder en pung frem. Jeg ryster på hovedet.
“Den er på min regning. Det var jo min fejl,” siger jeg og løfter min hat af for at køre en hånd gennem mit hår, der viser sig at være en anelse fugtigt af sved. Jeg sætter kasketten på igen.

“Ej, det er alt for meget. Kan vi så i det mindste ikke spise den sammen, så du ikke har været så meget igennem uden noget for det eller skal du tilbage?” Spørger hun og mit hjerte skipper et par slag. Har Ashley lige inviteret mig indenfor? Mine håndflader bliver straks svedige, da jeg ser på hende.

“Øh jeg fik lov at få fri, når jeg har afleveret din pizza,” lyver jeg. Jeg spurgte, om jeg måtte få fri, fordi jeg så ville have længere tid til at snakke med Ashley, men jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle ind i hendes hus.

“Så kom ind,” siger hun og forsvinder selv indenfor. Mit blik lander på hendes bare ben, hvorfor har hun ikke mere tøj på? Sam hun har tømmermænd, hun slapper bare af og det ville klæde dig at gøre det samme! Jeg træder indenfor og lukker forsigtigt døren efter mig, inden jeg tager mine slidte sko af og stiller dem i hendes helt rene gang. Her er intet rod og det virker overdrevet luksus i forhold til mit gamle hus. Jeg går længere ind og bliver mødt af en lys og lækker stue, hvor der i midten er en snoet trappe til oven på.

“Wow dit hus er vildt,” siger jeg og kigger mig omkring. Der hænger sort hvid billeder af Ashley og nogle andre børn rundt omkring i stuen. Børnene ligner hinanden, mens Ashley slet ikke ligner nogen. Det undrer mig kort, men jeg vælger ikke at spørge ind til det.

“Synes du?” Spørger hun med et skævt smil og kommer tilbage i stuen med to tallerkner. Jeg nikker og kigger mig nysgerrigt omkring.

“Mit hus er noget gammelt skrammel, tror ærligt det falder sammen en dag,” fortæller jeg og hun griner kort. De hvide møbler og alt lyset får stuen til at se, så ren og pæn ud og jeg ved, at jeg med garanti spilder pizza i den hvide sofa, hvis jeg sætter mig der, fordi det er bare sådan jeg er.

“Du arbejder ret meget, gør du ikke?” Spørger Ashley nysgerrigt og sætter sig hen i sofaen, mens jeg bare står og kigger mig omkring. Jeg drejer min opmærksomhed mod hende og nikker så.

“Jo, min mor siger, jeg arbejder for meget, men du ved jeg har ikke så meget andet at lave. Det med at være social siger mig ikke så meget,” svarer jeg og føler, at jeg fortæller hende alt for meget. Tænk, hvis hun fortalte alt det her til Mason. Så ville han have nok stof til at mobbe mig resten af året. Jeg synker nervøst en klump og skæver til hende.

“Også har jeg lokket dig til at være social nu eller hvad?” Spørger hun og betragter mig henne fra sofaen, inden jeg går hen og sætter mig på gulvet ved bordet. Jeg vurdere, at det er her, jeg kan gøre mindst skade.

“Sådan cirka,” griner jeg og hun ryster på hovedet af mig. Jeg skæver op til hende, mens jeg tager en bid af mit stykke. Egentlig er vegetar pizza ikke lige mig, men når hun nu vil dele.

“Jeg synes ikke, han kan være det bekendt, at du ved det,” siger jeg efter et stykke tid og kigger flovt ned i min tallerken. Jeg vil ikke blande mig, men jeg synes også hun skal vide, at jeg ikke er som dem, men okay det ved hun nok godt allerede. Jeg er ligesom ikke football spiller, kun en usynlig musiknørd.

“Hvem?” Spørger hun og kigger ned på mig.

“Lance. Billedet,” mumler jeg og kigger ned i bordet. Jeg skæver dog alligevel op til hende og kan se, at hendes ansigtsudtryk har ændret sig fra afslappet til anspændt.

“Er det derfor, du er kommet? Fordi du tror, at jeg er pisse billig og nem at komme i bukserne på? Tag dig sammen, Sam. Fuck en taber, du er,” snerrer hun og jeg kigger overrasket op på hende. Jeg er fuldstændig mundlam, er slet ikke vant til at blive set eller hørt, så jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere.

“Nej, undskyld det var ikke sådan ment. Jeg skal nok gå nu,” mumler jeg slukøret og rejser mig op. Jeg tager min tallerken og stiller den ud i køkkenet. Hurtigt finder jeg skraldespanden og smider mit pizzastykke ud, inden jeg skylder tallerknen af og sætter den ved siden af vasken. For fanden Sam, der ødelagde du lige det. Mit hjerte banker hårdt i brystet over hendes reaktion, og jeg træder ud i stuen med bøjet hovedet.

“Hvordan var det så ment?” Spørger hun. Shit, jeg havde lige håbet, at jeg måtte gå. Slippe for yderligere af hendes verbale tæv. Jeg sukker, tager mig sammen og kigger op på hende. Hun ser overrasket ud, gad vide hvad hun er overrasket over? Usikkert klør jeg mig i nakken.

“At han ikke kan være bekendt at dele billedet, især når du har en kæreste. Og nu vil jeg ikke stå og forsvare ham vel, men Lance er lidt af et pikhoved og det er også pikken, han tænker med, så jeg tror bare, han er misundelig på Mason for at være ærlig, men derfor er han stadig et pikhoved, fordi han delte billedet,” siger jeg hurtigt og er nær snublet i alle ordene. I takt med jeg får snakket færdigt vokser Ashleys udtryk til et skævt smil og hun sender mig et svagt smil.

“Du er en skøn fyr, Sam, men jeg er ikke sammen med Mason mere,” fortæller hun og jeg kigger overrasket hen på hende.

“Hvorf-,” skal jeg til at spørge, men stopper mig selv og siger i stedet; “Tak for mad. Det var hyggeligt,” inden jeg begynder at gå igen. Jeg skulle slet ikke være gået ind i starten.

“Hvorfor har du så travlt? Det er jo ikke, fordi jeg bider,” siger hun og jeg stopper op endnu engang. Jeg smiler skævt, men føler mig stadig en anelse utilpas i hendes selskab. Det hele er bare meget overvældende.

“Det tror, jeg ikke helt på,” svarer jeg og hun griner, inden hun klapper på sofaen som tegn på, at jeg skal komme hen til hende. Usikkert går jeg hen til hende og sætter mig helt nede i fodenden, så langt væk fra hende som muligt. Ashley griner og rykker frem, inden hun rykker min kasket af og sætter den på sit eget hovedet. Hurtigt prøver jeg at tæmme mit hattehår, men smiler så til hende.

“Det var ham, der slog op med mig, fordi jeg er billig,” fortæller hun og besvare mit spørgsmål. Jeg nikker bare.

“Så er han også et pikhoved, for du er ikke billig,” svarer jeg og hun smiler.

“Tak for tilliden, Sam, men jeg tror altså ikke, du kan kalde alle sportsfyrene for pikhoveder,” griner hun og jeg trækker på skuldrene.

“Men det er de? Hver og en, der spiller på footballteamet,” siger jeg og hun griner igen. Jeg nyder bestemt at være i hendes selskab, men jeg bliver enig med mig selv om, at det er bedst at gå, inden jeg ender med at skræmme hende væk igen.

“Er det okay, hvis jeg går? Jeg har nogle ting, jeg skal have ordnet derhjemme,” siger jeg. Okay, det var en dårlig undskyldning, men jeg håber, hun godtager den. Ashley nikker smilende og følger mig ud i gangen, hvor jeg tager mine ultra ødelagte sko på.

“Vi ses, Sam,” siger hun og smiler til mig, idet jeg skal til at gå. Hun rækker mig min hat, men jeg ryster bare på hovedet. Så har jeg forhåbentlig en undskyld for ikke at have den på.

“Behold den. Ses,” tilføjer jeg og går ud af døren med et kæmpe smil på læberne. Hun er jo fucking sød og nem at snakke med. Smilende griber jeg min cykel og cykler helt opslugt af mine tanker om Ashley hjem igen.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...