Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
43Kommentarer
10720Visninger
AA

10. 9. I'm not on drugs. I'm just in love - You're high enough for me.

 

Alexander’s synsvinkel: Søndag, 22.17, mørkt - Ethan’s hus, Hilhurst.

 

“Er du træt, baby?” Griner jeg, da Bella endnu engang gaber. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige til, at hun er her. Jeg har savnet hende uendeligt meget, ingen tvivl om det, men jeg kan bare ikke glemme, hvad jeg gjorde ved hende.

“Mhm,” svarer hun. Eller et svar er det vel ikke mere en lyd. Jeg smiler og kysser hende i håret. Det er fantastisk at have hende her hos mig igen. Hun gør mig glad mere end man kunne forestille sig, og jeg nyder at have hende så tæt på mig.

“Så skal du sove,” siger jeg blidt og nusser hende, men hun ryster på hovedet. Måske er vi en anelse klistret, men ingen af os har altså nægtet at slippe hinanden siden, hun dukkede op og skældte mig ud. Egentlig havde jeg jo fortjent det, har været lidt af en røv over for hende, men jeg kan ikke lide, når hun er sur på mig.

“Jo kom, jeg hjælper dig,” fortsætter jeg og sætter hende op. Idet jeg vil trække hendes t-shirt af, griber hun dog fat i mine hænder og puffer mig blidt væk. Undrende kigger jeg på hende, men hun ryster bare på hovedet og ligger sig træt ned igen.

“Baby, du kan jo ikke sove i dit tøj. Du kan låne en t-shirt,” siger jeg og rejser mig fra sengen. Hun opfører sig mærkeligt lige nu, og jeg forstår det ikke helt. Vi er jo forhelvede på gæsteværelset, hvem skulle kunne se hende? Desuden så plejer hun da at være ligeglad. Jeg finder min hvide t-shirt og kaster til hende. Opgivende sætter hun sig op i sengen, griber t-shirten for derefter at rejse sig og gå hen mod døren.

“Hvor skal du hen?” Spørger jeg og kigger undrende op på hende. Hun behøver, da ikke gå ud for at skifte. Jeg har sgu da set hende uden tøj på mange gange.

“Bare ud og skifte,” svarer hun hurtigt og trækker på skuldrene. Shit, hun er mærkelig lige nu. Det stresser mig fandme.

“Det kan du sgu da bare gøre her?” Fortsætter jeg utålmodigt og hun sukker opgivende.

“Alex vær sød bare at lade mig gå ud og skifte,” siger hun stille og jeg kigger uforstående hen på hende. Hvorfor skal hun bøvle så meget, når vi nu endelig er sammen?

“Du opfører dig åndssvagt,” mumler jeg og smider selv mit tøj, inden jeg lægger mig tilbage i sengen. Bella bider sig nervøst i læben, men tager så sine bukser af. Tøvende og med fronten mod mig trækker, hun sin trøje af, men er nødsaget til at bukke sig frem for at gribe min hvide t-shirt, også er det, det går op for mig, hvorfor hun ikke ville skifte. Hendes ryg er gul og blå og jeg spærrer forskrækket øjnene op. Det er mig, der har gjort det der. Det er min skyld, at hun ser sådan ud. Bella må have set min reaktion for, hun skynder sig at kaste t-shirten over hovedet og komme hen til mig.

“Skat, det er ingenting virkelig. Det gør ikke ondt, du skal ikke tænke på det,” siger hun og lyder helt desperat. Jeg har gjort hende ondt og ikke nok med det, så har jeg efterladt mærker på hendes krop. Min mave slår knuder og jeg føler mig syg og dårlig.

“Babe, please sig noget. Lad os snakke om det hele,” siger hun og putter sig ind til mig, men jeg kan slet ikke forholde mig til andet end, at det er min skyld. Stille og blidt nusser hun mig på min mave, inden hendes smukke blå øjne søger mine, men jeg er fraværende. Det eneste jeg kan se, at det blå mærke på hendes ryg, der sidder fast i min hukommelse.

“Gør det ondt?” Spørger jeg hæst efter lidt tid og kigger endelig ned på hende. Hun er smuk, og hun er min og jeg har gjort hende ondt. Fuck altså.

“Nej det gør ej,” skynder hun sig at sige, men jeg tror ikke helt på hende. Har på fornemmelsen, at hun lyver for mig.

“Må jeg se det?” Spørger jeg. Bella tøver, men nikker så inden hun langsomt trækker op i trøjen og det blå mærke på ryggen kommer til syne. Jeg skærer en grimasse og mærker, hvordan hadet til mig selv vokser. Fuck Cameron, hvis vi ikke havde taget det lort, var alt det her ikke sket. Forsigtigt og ganske blidt røre jeg ved det, og hun spænder op i kroppen.

“Du sagde, det ikke gjorde ondt,” siger jeg forskrækket og hun vender sig om mod mig med et trist smil.

“Det gør det heller ikke så meget,” svarer hun undvigende. ‘Ikke så meget’, så det har altså gjort ondt. Fuck hvor jeg hader mig selv!

“Jeg er så ked af det, mus.” Min stemme er svag, men hun ryster bare på hovedet og trækker mig ned i et kys. Kysset er ikke som det plejer at være, men derimod ømt og blidt, fordi jeg er så pisse bange for at gøre hende ondt igen.

 

“Må jeg godt spørge dig om noget?” Lyder hendes stemme ud i mørket, efter vi havde besluttet at gå i seng eller rettere jeg bestemte, at vi skulle gå i seng, fordi hun selv havde sagt, at hun var træt. Jeg ligger med armene om hende og med næsen næsten helt inde i hendes hår, fordi jeg elsker at dufte til hende. Hun dufter så fandens godt, at jeg ikke kan lade være.

“Om alt,” svarer jeg træt og nusser hende på maven. Jeg har savnet hende, hendes nærvær og hendes tryghed så latterligt meget.

“Havde du taget stoffer, den aften du ved?” Siger hun svagt og jeg strammer grebet om hende af frygt for, at hun vil gå, når hun hører svaret. Alligevel er jeg godt klar over, at hun ved det. Selvfølgelig gør hun det, når Chris tog stoffer.

“Det tror jeg godt, du selv ved,” mumler jeg og kysser hende i nakken. Hvorfor vil hun også snakke om alt det her nu? Kan vi ikke bare glemme det og være sammen. Bella sukker svagt over mit svar, og jeg frygter, at hun går fra mig.

“Men hvorfor? Du kender jo til Chris og alt det.” Hendes stemme er sårbar og jeg ved, at Chris er et ømt emne for hende. Jeg har heller ikke ligefrem det største behov for at snakke om hendes eks’er, men hvis hun vil snakke, så snakker vi.

“Jeg ved det ikke.. Lige pludselig dukkede Cameron op og,” begynder jeg, men tøver så. Hvor meget kan jeg overhovedet fortælle hende? Jeg beslutter mig for sandheden, også undlader jeg bare delen, om hvorfor jeg var på baren. Hun behøver jo ikke vide, om mit ‘arbejde’.  

“han foreslog, at vi skulle tage en streg og fordi jeg er bange for, at han tager dig, så skulle jeg nok lidt overgå ham,” indrømmer jeg og føler mig en anelse dum. Men for fanden han er det største fjols, jeg længe har mødt og jeg har fandme et behov for at hæve mig over ham, og det pisser mig af. Jeg er kraftedme også bare bange for, at han snupper hende.

“Du er sød, babe, og lidt dum,” siger hun og jeg griner kort. Bella vender sig rundt, så vi ligger front mod front og jeg nyder at kigge på hende, trods det er lidt sværere i mørket. Hun er så latterligt smuk og hvis det stod til mig kunne jeg kigge på hende i evigheder.

“Lov mig, at du ikke gør det igen. Jeg vil ikke miste dig, Alex,” siger hun med seriøsitet i stemmen og jeg smiler skævt. Hun er sød, når hun passer på mig. Et eller andet sted er jeg jo for fanden bare en lille unge, der er blevet svigtet så latterligt meget, at jeg er bange for at blive svigtet af hende. Det ændrer bare ikke på, at det burde være mig, der passede på hende. Føler dog mest, at hun er min redningskrans og ikke omvendt.

“Det lover jeg,” svarer jeg og kysser hende. I mit hoved lover jeg dog kun at prøve, jeg vil gøre mit bedste, men man ved fandme aldrig med den branche. Bellas læber er bløde og hun giver mig en ro, jeg på ingen måde selv er i stand til at finde.

“Er du meget sur over, jeg tog ned til Cameron?” Jeg vil gerne have, at hun stopper med at snakke. Det har jeg aldrig gjort. Hos mig snakker vi ikke om tingene, de ting jeg har haft af problemer har jeg fundet mine egne løsninger på og ellers er de blevet droppet og fortrængt.

“Jeg er bare bange for at miste dig,” siger jeg bund ærligt. Bella’s hånd finder min og hun fletter blidt vores fingre, inden hun kigger op på mig.

“Det kommer ikke til at ske nogensinde.” Hun er bestemt, men jeg føler mig på ingen måde sikker. Jeg ved godt, at det er mit eget problem, at jeg har det sådan, men der jo for helvede ikke så meget at gøre ved det.

“Nu skal vi sove,” påpeger jeg, så hun ikke kan stille flere spørgsmål. Jeg vil gerne besvare hendes spørgsmål, det er ikke det. Det skal bare ikke være mange på en gang. Bella nikker og putter sig tættere ind til mig. Stilheden når dog kun lige at falde over os, før min Iphone lyser hele rummet op igen. Undrende griber jeg ud efter den og ser til min store overraskelse, at det er Nora, der har skrevet.

Nora: Hey Alex, er du stadig i byen eller er du taget hjem til hende din kæreste? Må jeg egentlig godt møde hende? Mor flippede, da hun fandt ud af, at du havde været her uden at sige hej og hun flippede endnu mere, da hun så din gave. Det er alt for meget, Alex virkelig. Hvor har du fået dem fra? Jeg savner dig, måske kan vi mødes, inden du rejser? (Hvis du altså stadig er her i Hilhurst) - Nora <3

Alex: Hey tøsen, jeg er her stadig og hun er her også. Måske vi kunne spise en is or something i morgen? Hvis du altså har lyst.

Nora: Ej Alex, det ville være skønt! Hvor og hvornår mødes vi?

Alex: Hmm, jeg snakker lige med Bella, okay? Så skriver jeg til dig i morgen, er du hjemme hele dagen?

Nora: Ja, jeg er. Glæder mig!

Alex: Lige over ;)

Jeg gaber træt og smider min Iphone over på det lille brune træ natbord. Gæsteværelset er ikke særlig stort, men det er ligegyldigt. Det er hyggeligt, og hvis man ligger tæt, kan man sagtens ligge to i sengen. Af den grund er det heller ikke et problem for Bella og mig, fordi vi er sgu klistret.

“Baby?” Siger jeg svagt ud i rummet, vil ikke vække hende, hvis hun allerede er faldet i søvn.

“Mhm?” Jeg ligger afslappet min arm omkring hende og trækker hende tættere på mig. Fuck, hvor har jeg savnet hende så fucking meget altså.

“Vil du møde min mor?” Spørger jeg, og jeg ved sgu ikke, om det er en god idé. Ærligt har jeg ikke det store behov for at snakke med hende, men alting går bare lidt nemmere med Bella, desuden lyder det til, at Nora godt vil have jeg kommer forbi. Forbavset vender Bella sig rundt og kigger på mig med store øjne.

“Selvfølgelig vil jeg det, men jeg troede ikke I snakkede?” Siger hun og jeg trækker på skuldrene.

“Det gør vi heller ikke rigtigt, men Nora vil godt have jeg kigger forbi og jeg vil godt se, hvor stor bebs er blevet,” svarer jeg og hun nikker forstående. Sikke et par dage, hvordan kan man gå fra at have ingen til at have udsigt til at have alle? Det er sgu lidt af en mundfuld. Med hovedet fuld af tanker om i morgen og Bella i armene, falder jeg langt om længe i søvn.

 

09.52

Fuck, Bella skal møde min familie i dag. Min fucked up familie, der er medskyldige i, at jeg er så fucked up, som jeg nu er. Jeg åbner træt mine øjne og mærker, hvordan dagen tegner til at blive bedre end de sidste par dage, fordi jeg ligger med armene om jordens mest fantastiske pige. Drillende placere jeg små fjerlette kys fra hendes øreflip og bevæger mig længere ned mod hendes kraveben. Et smil former sig på hendes skønne læber, og formålet med kyssene lykkedes. Hun er vågen.

“Alex?” Siger hun med seriøsitet i stemmen.

“Mhm?” Brummer jeg og smiler skævt, idet jeg løfter mig op, så jeg ligger på min arm og kan se ned på hendes ansigt.

“Du er pisse forstyrrende,” siger hun ligeud, og jeg griner. Jeg kender fandme ikke nogen udover mig selv, der har et så stort sovehjerte som hende. Dog synes jeg kun, det er dejligt. De søndage som vi har tilbragt i sengen, har været nogle af mine yndlings stunder.

“Du elsker mig,” driller jeg videre og kysser hende glad.

“Uheldigvis,” griner hun og gengælder. Luften imellem os er clearet, og det er underligt rart. Det er altså derfor, man snakker om tingene. Måske jeg burde gøre noget mere i det.

“Er du nervøs?” Spørger hun efter lidt tid. Tøvende tænker jeg mig om og ryster så på hovedet.

“Spændt, men du er her jo, så det går,” svarer jeg og kysser hende igen. Jeg kan ikke lade være, hun er så dejlig at kysse. Alt ved hende er dejligt og lige nu er jeg pisse forelsket i hende.

“Der er godt nok ikke meget badboy tilbage i dig,” driller hun grinende og jeg kigger fornærmet ned på hende, men bryder så ud i et stort smil.

“Oh baby, der er masser. Det er udelukkende, fordi jeg kan lide dig, at jeg opføre mig pænt,” svarer jeg pjattende og hun griner. Det er berusende, hun er berusende og fuck hvor jeg elsker hende.

“Masser ligefrem?” Gentager hun og løfter udfordrende et øjenbryn. Javel ja, det er med den på. Hun er i et lige så drillende humør, som jeg er.

“Mere end du aner,” svarer jeg udfordrende tilbage. Når hun lægger op til ballade, så skal hun sgu også få ballade.

“Hmm vis det,” siger hun selvsikkert og vores læber mødes i et grådigt kys. Fuck, hvor er hun dejlig.

 

13.10

Alex: Vi er der halv to <3

Nora: Mener du det?!

Alex: Jaa, og vi har is med ;)

Nora: Fuck jeg glæder mig

Alex: Hov hov ikke bande, unge dame

Nora: Som om du ikke selv gør det, skynd dig nu bare! Glæder mig!

Alex: Hahaha, ses :b

Bella og jeg drejer ned af vejen til lejlighederne, hvor min mor bor. Vi går hånd i hånd med flettede fingre og jo nærmere vi kommer, desto mere nervøs bliver jeg. Mit fokus ligger dog alligevel mest på Bella og på vores morgen, der var intet mindre en fantastisk. Det er som om, at efter vi har været fraskilt er vi endnu mere nyforelskede og klistrede end vi var før, og fuck hvor må vi være belastende for omgivelserne, men jeg er pisse ligeglad for hun er min og jeg er så stolt og ikke mindst glad, når jeg går sammen med hende på den her måde.

“Er du okay?” Spørger hun og kigger på mig med hendes dejlige øjne, da vi træder hen til dørtelefonen. Jeg har isposen i min højre hånd og hendes hånd i min venstre, så lettere besværet, men uden at slippe nogen af delene får jeg presset knappen til min mor ind.

“Ja, jeg er så,” svarer jeg kort, men jeg er sgu ikke helt sikker. Jeg har været så vred på min mor så længe, det bliver en anelse sært, tror jeg, men jeg er jo fucking også bare nødt til at komme videre.

“Hallo?” Lyder Noras forvrængede stemme i dørtelefonen og jeg smiler skævt.

“Det er fra isbilen. Vi kommer med en privat levering,” griner jeg og hun bosser os ind. Opgangen lugter stadig lige så meget af røg som før, men det generer mig ikke helt så meget i dag. Vi begynder bestigningen af trappen, men er kun nået til anden sal, da en dør højere oppe bliver åbnet og Nora stikker sit hoved ud.

“Hej grimme,” hilser hun glad og jeg griner. Kæft man, hun var fandme en møgunge, da jeg skred, men jeg har måske savnet hende lidt alligevel.

“Hej dumme,” svarer jeg igen og hun forsvinder grinende for at gå os i møde på trappen. Nora kommer springende ned og slår armene om halsen på mig og jeg ville ønske, at det også var den her modtagelse, jeg havde fået i går, men sådan er det jo. Nora slipper mig og vender sig over mod Bella.

“Ikk hver for hård ved hende, Nora. Hun er en god pige i modsætning til dig,” siger jeg drillende og Nora sender mig et fornærmet blik, inden vi begge begynder at grine. Vi har sært forhold og det har vi altid haft. Det meste af tiden, har det gået på at såre hinanden mest muligt ved at sige grimme ting og være efter hinanden, men lige nu tror jeg sgu bare vi har savnet hinanden.

“Du må så være Nora,” hilser Bella smilende og Nora nikker, inden de giver hinanden et kort kram.

“Det er mig, og du må være hende, der har fået Alex til at opføre sig pænt,” griner Nora og jeg skuler til hende. Nora griner bare og jeg fletter mine fingre ind i Bellas igen, mens vi tager den sidste trappe op til lejligheden. Nervøst bider jeg mig i læben og skæver til Bella, der bare nikker opmuntrende. Jeg smiler skævt og tillader mig at stjæle et hurtigt kys, inden vi træder ind i den lille lejlighed. Min mor står ude i gangen med bebs på armene og et kort øjeblik kan jeg slet ikke forstå, hvordan hun kan være blevet så stor på et halvt år. Stemningen er en anelse trykket og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg overhovedet skal sige til min mor. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det?

“Alex har taget is med,” siger Nora og gør et forsøg på at lette den anspændte og akavede stemning, der har lagt sig over os.

“Øhh ja, skal jeg smide dem i fryseren eller vil I have dem nu?” Spørger jeg hæst. Min mor ser gammel ud, hun har fået en helvedes masse bekymringsrynker, og det klæder hende altså ikke. Jeg har altid syntes, hun har været en pæn kvinde med sit mørke hår og brune hår, som vi alle sammen har, men hun er bare slidt at se på og det er sgu ikke kønt.

“Put dem i fryseren. Jeg har lavet mad til os,” siger hun og smiler en anelse stift. Jeg nikker, men aner ikke, hvor fanden køkkenet er. På den anden side, så kan der for helvede ikke være så mange rum i den her lille lejlighed. Bella følger efter mig og kort efter står vi ude i det lille køkken. En smule frustreret over min beslutning om at mødes med dem, smider jeg isene i fryseren. Bella lader en beroligende hånd glide hen over min ryg og op på min skulder.

“Slap af skat, snak med hende,” siger hun og kysser mig hurtigt, da jeg rejser mig op fra min hug position.

“Du ved ligeså godt som mig, at det ikke er noget, vi gør specielt meget i herhjemme,” vrisser jeg og ønsker mig hjem til Bellas familie, hvor vi altid sidder grinende rundt om bordet eller Ethans, hvor alle elsker alle. Hvorfor kan min ikke være sådan?

“Så er det måske på tide,” foreslår hun og smiler til mig. Hun er dum, når hun siger, at jeg skal gøre det rigtige. Men hun har ret, det har hun fucking altid. Jeg smiler og lægger armene om hende, for at trække hende ind i endnu et kys.

Inde i stuen sidder mor og leger med bebs på gulvet. Hun pludrer på livet løs og lyden er sgu noget af det sødeste, jeg længe har hørt. Min mor snakker med hende, og det er underligt nok som om de forstår hinanden. Jeg kan da godt høre, at nogle af lydene minder om ord, men jeg kan sgu ikke høre hvilke.

“Øh mor?” Spørger jeg for at fange hendes opmærksomhed. Hun kigger smilende op på mig, som tegn på, jeg skal fortsætte.  

“Skal jeg hjælpe dig med noget af maden eller holde øje med hende der?” Fortsætter jeg og nikker i retning af bebs. Min mor smiler skævt, ligesom når jeg gør det og sætter sig lidt mere op.

“Er det Bella, der har den gode indflydelse på dig eller har min opdragelse alligevel båret frugt?” Spørger hun med et drillende smil og Bella fniser. Hvad sker der for alt snakken om, at jeg opfører mig pænere pga Bella?

“Jeg tror, det er lidt en blanding?” Svarer jeg og trækker på skuldrene.

“Jeg tror, det er Bella!” I stemmer Nora med et grin, så de andre også griner. Det virker underligt, som om de allerede har glemt, at vi ikke har set hinanden i et halvt år.

“Men jo Alex, du må gerne hjælpe mig,” fortsætter min mor og jeg nikker. Bella smiler og sætter sig ned til bebs, der straks bliver begejstret over, at der kommer en ny legekammerat. Jeg smiler over synet og tanken om, at Bella skal være mor til vores børn en dag gør mig glad.

“Hun er smuk,” kommentere min mor, da vi står ude i køkkenet. Jeg smiler skævt og koncentrere mig om at skærer maden ud til bebs i små hapser, så hun ikke bliver kvalt. Det var lige den opgave, jeg følte, jeg mestrede bedst.

“Meget,” svarer jeg en anelse kort for hovedet, mens fokusere på det lille stykke brød på tallerknen.

“Hun er god for dig, er hun ikke?” Spørger min mor videre. Hvordan kan man overhovedet være i tvivl om det? Jeg kan slet ikke hænge sammen uden hende.

“Jeg har i hvert fald ikke mødt nogen, der er bedre for mig,” svarer jeg og min mor smiler.

“Så går jeg udfra, at du ikke har planer om at flytte hjem?” Jeg kigger over på min mor og bliver mødt af et lettere trist smil.

“Nej, ikke foreløbig,” siger jeg og slipper kniven, inden jeg drejer mig rundt, så jeg kan se på hende.

“Det havde jeg godt regnet ud. Du rejste bare så pludseligt, også var du jo for fanden kun 17, Alex. Jeg tror bare, jeg har håbet, at du kom hjem til mig igen. Du er jo min lille dreng,” siger hun og jeg smiler skævt og ryster på hovedet, inden jeg åbner armene til et kram. Lettere forbavset kigger hun på mig, og det går op for mig, at det nok lige så meget er min skyld, som det er hendes, at vi ikke har haft den samme nærkontakt, som andre har til deres forældre, fordi jeg har været så åndssvagt vred på hende.

“Men jeg er 18 nu, og jeg har det godt,” svarer jeg og slipper hende igen. Min mor stråler og nikker, inden hun vender tilbage til det hun er i gang med.

“Det ved jeg godt. Har du fået arbejde?” Spørger hun nysgerrigt og jeg skærer en grimasse. Selvfølgelig skulle det spørgsmål af alle spørgsmål lige komme.

“Ikke rigtig. Jeg har leveret små jobs hist og her, men nej ikke rigtigt,” indrømmer jeg. Det er rart for engangs skyld at være en smule mere ærlig og uddybende. Hun nikker forstående.

“Jeg vil ikke blande mig, men bare pas på med den slags arbejde, okay? Jeg gætter på, det er det arbejde, der ligger i konvolutten, du kom forbi med,” spørger hun og jeg nikker og bider mig i læben.

“Det skal nok gå, mor. Jeg finder nok snart noget bedre,” siger jeg, men det er sgu nok mest af alt for at gøre hende tryg. Jeg duer jo ikke en til en skid.

“Det ved jeg, men bare pas på med, hvad end du kører rundt med. Har du overvejet at blive murer, tømrer eller noget i den retning?” Foreslår hun og for engangs skyld er det faktisk noget, der lyder tiltalende, i forhold til hvad alle andre har foreslået mig.

“Hmm måske, jeg må se på det,” siger jeg og hun smiler. Snakken fortsætter, mens vi laver maden færdigt og kort efter sidder vi alle sammen om hendes lille spisebord, inde i stuen. Det var rart at snakke med hende, og det giver en underlig lettende følelse i kroppen. Bella er sgu skøn, det er hun bare og jeg er fandme heldig at have hende.

 

18.31

Trods vi har spist en stor og ikke mindst sen frokost skal vi gå, fordi jeg ved, at Ethans mor har lavet aftensmad til os alle, og vi kan simpelthen ikke være bekendt at komme for sent. Så vi er trukket ud i gangen, og de står alle sammen og betragter os tage vores overtøj på. Da jeg har fået mit på, går jeg hen og giver Nora et kram.

“Du ringer bare, okay? Så finder vi en dag, du kan komme på besøg hos os,” siger jeg og trækker mig fra omfavnelsen. Nora smiler over hele fjæset og giver glad Bella et kram, mens jeg vender mig mod min mor.

“Pas nu godt på hende. Hun er værd at beholde,” siger min mor og snakker om Bella, og jeg nikker. Ingen tvivl om det. Bella er mere end værd at beholde. Jeg krammer hende farvel og kilder kort bebs på maven, inden jeg tager Bella i hånden og vi går ud. Ingen af os siger rigtig noget før, vi står ude på gaden igen., men føler mig lettet. Det var en god oplevelse.

“Hvad synes du?” Spørger jeg en anelse nervøst og Bella stopper op. Hun smiler til mig, kysser mig hurtigt og siger så;

“De var skønne, babe virkelig. Og de elsker dig meget højt, næsten lige så højt som jeg elsker dig.” Jeg smiler og kysser hende. Taget i betragtning, at mandage er lorte dage, så har den her fandme været god.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...