Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
43Kommentarer
10723Visninger
AA

9. 8. I've got a hundred million reasons to walk away. But baby, I just need one good one to stay


Isabella’s synsvinkel: Søndag, 11.52, overskyet - Bella’s lejlighed, London.

 

Jeg må være faldet i søvn på sofaen igen for, da jeg vågner, ligger jeg ude i stuen og ikke inde i min og Alex’s seng. Eller lige for tiden er det vist mest bare min, hans side er kold og pænt redt, og det er kun, når jeg ligger mig der, at den bliver brugt. Jeg savner ham, forfærdelig meget, men jeg er efterhånden også pisse træt af udelukkende at snakke med hans telefonsvarer. Hvor lang tid kan han være sur på mig? Jeg mener, et eller andet sted har jeg jo for helvede ikke gjort noget forkert. Jeg har kun drukket et glas vin med Cameron, intet andet. Det var ham, der overreagerede, fordi han er så pisse jaloux og bange for at knytte sig til andre. Han burde have mere tillid til mig virkelig, hvis der er nogen, der kunne finde på at knalde ved siden af, så er det fandme ham. Tanken har strejfet mig, måske er han taget hjem til en eller backup tøs også ligger han og boller hende? Jeg skærer en grimasse, føj for helvede, hvis det er tilfældet, så er vi kraftedme færdige. Ja, jeg ved godt, at Ethan påstår, han er hos ham, men jeg har jo intet bevis? Jeg ved kun, at Alex ignorere mig for sygt og jeg forstår ikke hvorfor. Han er så latterligt barnlig nogen gange. Vi kunne da i det mindste prøve at snakke om tingene. Fjernsynet kører, det gør det cirka 24 timer i døgnet, fordi jeg så slipper for at tænke på ham. Lige meget hvor vred, skuffet, såret og ikke mindst ked af det jeg er, så elsker jeg ham jo for helvede og jeg kan ikke undvære ham. Lige siden han skred natten til torsdag har jeg haft det elendigt og mit overskud har været lig nul. Det kan man sgu også godt se, hvis man kigger rundt i lejligheden. Sofabordet er fyldt med affaldsrester, madrester og emballage fra alt jeg har spist, samt tomme tallerkner, glas og bestik, fordi jeg ikke lige har haft den største lyst til at rydde op. Der står også en tom vinflaske, også ligger der hans blå Kings på bordet, men jeg har efterhånden røget pakken tom. Tror kun, der er sådan 3 tilbage, og hey jeg har faktisk lært at inhalere. Jeg har heller ikke været i bad, men hvorfor skulle jeg? Det er jo ikke ligefrem, fordi der kommer nogen og besøger mig, hvis man altså ser bort fra Madison, der kommer rendende i tide og utide, og jeg skal jo heller ikke selv noget. Har i hvert fald ikke lige planer om at skulle møde på arbejde, jeg kan bare ikke overskue det. Så ja jeg ligger bare her fra jeg står op, til jeg falder i søvn. Jeg har kun sovet på sofaen, fordi jeg ikke kan holde ud, at han ikke ligger inde ved siden af mig i sengen. Ja, jeg ved godt, at jeg er pisse ynkelig, men jeg mangler ham så fandens meget og jeg kan ikke uden ham, det kan jeg virkelig ikke. Jeg tror også, jeg har tabt mig, spiser i hvert fald ikke særlig meget, og det jeg spiser er ikke ligefrem nærende, mest is og mælkesnitter.

  Dovent sætter jeg mig op i sofaen, inden jeg kører en hånd gennem mit filtrede hår. Jeg har stortudet lige siden torsdag, men nu tror jeg ærligt ikke, at jeg kan knibe en tårer mere ud, om det så galt en million. Jeg føler mig så tom og ikke mindst efterladt, jeg forstår ikke, hvordan han bare kan ignorere mig på den måde, betyder jeg virkelig så lidt for ham? Han er kraftedme et svin, og alligevel så savner jeg ham, så det gør jeg helt ondt både psykisk og fysisk. Gad vide om man kan dø af hjertesorger? Sikkert ikke, men det føles fandme sådan. Måske jeg bare skulle droppe mænd og springe ud som lesbisk, eller endnu bedre som ensom kattedame? Fuck it, hvem prøver jeg at narre, som om det nogensinde kommer til at ske. Jeg er fandme så skudt i Alex, at jeg sikkert aldrig kommer til at møde en, der er lige så skøn og dejlig som ham. Det behøver jeg jo egentlig heller ikke, hvis han bare snart stopper med at ignorere mig. Jeg griber ud efter cigaretpakken og kravler hen for at åbne et vindue. Det er stort set den eneste tid på dagen, hvor der kommer frisk luft ind i min ellers indelukkede stue. Som sagt har orden og oprydning ikke lige været det, jeg har haft mest overskud til. Egentlig lidt dobbeltmoralsk taget i betragtning, at det var en af de grunde til, at Alex og jeg ikke kunne enes. Jeg sætter mig op i vindueskarmen og fisker en af cigaretterne op, inden jeg sætter den mellem læberne og tænder den. Har efterhånden forstået, hvorfor han gør det, det giver en underlig ro i hele kroppen og man bliver også langt mere afslappet, hvilket egentlig er tiltrængt i øjeblikket.

Da jeg er færdig med at ryge, lukker jeg vinduet i igen og smider mig dovent tilbage på sofaen. Endnu en dag skal tilbringes blandt puder, tæpper og min egen elendighed. Hvorfor har jeg så svært ved at klare mig uden ham? Alt gik jo nemt før vi overhovedet begyndte at snakke, så jeg har aldrig troet, at jeg kunne gå ned på den her måde. Jeg sukker, griber fjernbetjeningen for at gå ind på Netflix og sætte ‘Friends’ på. Jeg elsker Friends, desuden giver serien for det meste også altid et godt grin, så hvis jeg ikke når at falde i søvn, bliver mit humør forhåbentlig løftet en anelse.

 

12.16

Bank! Bank! Bank!

Tre hårde slag på min hoveddør vækker mig og forvirret slår jeg øjnene op, hvem kommer nu? Kan folk ikke bare lade mig være i min egen elendighed altså. Irriteret over at være blevet vækket ligger jeg mig ned igen og drejer mig om på den anden side, men til hvilken nytte, når personen igen begynder at hamre på livet løs.

“Isabella Boulder nu åbner du fandme din hoveddør ellers får jeg nogen til at komme og bryde ind! Jeg nægter at lade dig ligge derinde og rådne op.” Madisons råbene stemme erstatter bankene på døren og jeg puster tungt og opgivende ud, inden jeg irriteret rejser mig op og slæber mig ud til hoveddøren.

“Bella åben nu for fanden!” Råber hun utålmodigt. Jeg har jo for fanden heller ikke en chance for at nå derud altså.

“Jaja, slap nu af,” vrisser jeg og låser døren op, drejer om på hælen og går tilbage ind i sofaen, mens hun kommer væltende inden for.

“Fy for helvede, hvad er det for en stank? Seriøst åben et vindue! Ærligt, hvornår var du sidst i bad? Ej, Bella for fanden du er sgu da nødt til at rydde op, du kan ikke bare sætte dit liv på stand by på grund af ham,” plaprer hun løs, men jeg hører ærligt ikke efter. Mit blik følger hende rundt i stuen, i det hun går hen og åbner mine to vinduer på vid gab for at lufte en anelse ud. Hysterisk forsvinder hun ud i køkkenet og kommer bagefter tilbage med plastpose, som hun fylder op med alt mit affald, dog ikke uden en del skældsord og ansigts skæren.

“Seriøst Bella, hvad har du tænkt dig at gøre i morgen? Du skal på arbejde,” minder hun mig om, men jeg ryster bare på hovedet. Hvis jeg ikke kan overskue mig selv, så kan jeg fandme heller ikke overskue arbejde.

“Jeg melder mig syg,” brummer jeg og det er tydeligt, at jeg ikke har brugt min stemme til andet end at tude de sidste par dage. Madison ryster opgivende på hovedet og får fjernet det sidste affald, inden hun forsvinder ud i gangen og sætter posen op af hoveddøren, så hun husker den, når hun går igen.

“Ryger du stadig?” Spørger hun og nikker i retning af pakken på bordet. Gud, hvor ville jeg ønske, at hun stoppede med at udspørge mig og bare lod mig sejle min egen sø. Jeg orker hverken hende eller hendes alt for høje gear, vil bare gerne have fred. Af samme grund svarer jeg hende ikke, men retter bare min opmærksomhed mod fjernsynet, der stadig viser Friends. Det er mit yndlingsafsnit, det med Unagi fra sæson seks. Helt klart den bedste sæson efter min mening, og jeg ved, at Alex er enig.

“Hallo jorden kalder Bella?” Siger hun utålmodigt og sætter opgivende hænderne i siden. Stumt kaster jeg et blik på hende, og løfter et ‘hvad?’ øjenbryn uden at sige noget. Madison ruller øjne, men sukker så. Hun krydser stuen og sætter sig ned i min fodende, mens hun sidder lidt og tænker.

“Bella prøv og hør. Jeg er godt klar over, at du elsker ham og at du ikke forstår, hvad der foregår, men du kan ikke bare ligge her inde for altid. Lige nu er tingene måske uoverskuelige og uudholdelige, men de bliver bedre, det lover jeg. Men du er simpelthen nødt til at prøve at fortsætte med dit liv. Det kan ikke bare gå i stå på den her måde,” siger hun og lægger sin hånd på min ankel, mens hun nusser den blidt. Jeg kan langt bedre lide hende, når hun er så forstående over for mig.

“Jeg ved det godt, men jeg savner ham,” siger jeg svagt og kigger alle andre steder hen end på hende. Jeg hader at have det sådan her, det gør jeg virkelig. Det er nærmest kun Alex, der har hørt mig være helt knust og det har endda været i telefonen. Den første gang var, da Chris slog op med mig og den anden gang var da Chris blev indlagt på psyk. Det er også derfor, jeg ikke forstår ham. Han ved, hvor meget jeg er imod stoffer, fordi Chris bl.a. tog det og nu gør han også. Ugh nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg kunne læse hans tanker.

“Har du overvejet at tage efter ham?” Spørger Madison efter lidt tid og jeg kigger forbavset over på hende.

“Mener du sådan tage til Hilhurst?” Siger jeg ærlig en anelse forvirret. Desuden hvad nu hvis han afviser mig?

“Ja, overrask ham. Snak med ham,” foreslår hun og jeg ligger lidt og overvejer hendes forslag. Det er måske en idé. Jeg mener, når han ikke vil snakke med mig i telefonen, så må jeg jo bare rejse hen til ham eller?

“Jeg synes, du skal gøre det,” presser hun på og jeg piller en anelse usikket ved en hårtot. Jeg kan godt lide idéen, det kan jeg virkelig, men bare tanken om, at han ikke vil se mig. Jeg kan ikke holde det ud.

“Okay.” Min stemme lyder langt mere beslutsom end den egentlig er, tror faktisk ikke, at jeg har været så usikker før. Madison kigger overrasket over på mig, men smiler så stort.

“Skønt mus! Så skal du bare ud i bad, og gøre dig klar!” Griner hun og puffer mig op af sofaen. Gør jeg virkelig det her? Det gør jeg vist nok.

 

13.21

Jeg bider mig nervøst i læben, i det jeg træder ud af bilen. Madison har kørt og hun er ovenud begejstret for, at jeg gør det her. Selv er jeg ret usikker, der er så meget, der kan gå galt, men på den anden side, så vil jeg virkelig gøre alt for at se ham, dufte ham og ikke mindste snakke med ham igen.

“Skal jeg følge dig ind?” Spørger hun blidt og jeg ryster på hovedet. Jeg kan godt selv, desuden skal jeg lige købe en ny pakke cigaretter til Alex. Jeg har næsten røget alle hans jo.

“Det er okay. Jeg klarer mig,” svarer jeg og sender hende et anelse stift smil.

“Hold mig opdateret,” siger hun og smiler stort. Jeg nikker og vi slår armene om hinanden, inden jeg ser hende sætte sig ind i sin bil og kører væk. Jeg tager en dyb indånding og går ind mod stationen. Nu er der ingen vej tilbage. Hurtigt smutter jeg ind i kiosken og køber en pakke blå kings, samt en ny lighter for derefter at smutte ud og finde mit tog. Det tager ikke specielt lang tid, og da jeg ikke har noget at slå tiden ihjel med, tænder jeg en smøg for at få mig selv på andre tanker. Konstant virker muligheden om at tage tilbage og hjem i lejligheden langt mere tiltrækkende, men jeg bliver stående. Smider smøgen, da jeg er færdig og tvinger mig selv ind i toget, da det kommer susende ind på perronen. Nu er der fandme ingen vej tilbage. Jeg skal hente min mand hjem.

 

Togturen er decideret ulidelig. Jeg har intet underholdning, udover min Iphone med, så tankerne har en 5 timers lang tur til at få frit løb i, og det er det rene tortur. Jeg når stort set at gå igennem alle mulige udfald for, hvad der sker, når han opdager mig. Både lige fra den største og mest forfærdelige afvisning til den mest fantastiske forsoning, håber af gode grunde på den sidstnævnte. Dum som jeg er, skrev jeg selvfølgelig også en besked til Alex om, at jeg savnede ham. Den svarede han ikke på og jeg fik lige dobbelt så ondt i maven over min beslutning, som jeg havde før. Ærligt, hvis han bare smækker døren i hovedet på mig, så ved jeg ikke, hvad jeg gør udover at begrave mig selv levende. Det værste ville dog alligevel være, hvis døren blev åbnet af en eller lille billig blondine lavet af plastik, der præsenterede sig som Alex’s kæreste. Bvadr den tanke får det til at vride sig i maven på mig og jeg skynder mig straks at tænke på den fantastiske forsoning, som jeg håber og beder til, at vi får.  

 

18.32

Toget sænker farten og en forvrænget stemme i højtaleren, fortæller mig, at jeg er ankommet til Hilhurst. Fuck. Jeg er her i Alex’s by, uanmeldt og med stor sandsynlig for at blive afvist. Shit shit shit. Mit hjerte slår derudaf i det, jeg træder ud af toget og officielt befinder jeg mig i hans hjemby, helt og aldeles på udebane. Stationens størrelse, menneskemængden og ikke mindst den nærmest ikke eksisterende trafik i forhold til London, fortæller mig at jeg er kommet til en lille by. Han havde sgu ret, og med det samme slår det mig, at jeg overhovedet ikke har den fjerneste idé om, hvor fanden Ethan bor. Amen det tegner jo godt det her. Frustreret finder jeg min Iphone frem og ringer op til Madison, men alt jeg får er hendes telefonsvarer. Fuck jeg hader telefonsvarer.

Bella: SOS SOS svar, dumme!

Jeg stopper min Iphone tilbage i lommen og går ud af stationen uden nogen idé om, hvor fanden jeg vil gå hen. Måske jeg skal spørge nogen? Ej, det vil fandme også være for stalker agtigt at spørge efter en adresse. I stedet finder jeg den første og bedste bænk, mens jeg venter på, at Madison skal svare.

 

18.46

Madison: Hvad så?

Bella: Hvor fanden bor Ethan?

Madison: Øhh 2 sek, finder lige ud af det. Er du stået af toget?

Bella: Ja? Ellers ville jeg jo nok ikke skrive SOS

Madison: Ha ha du’ sjov i dag - Ethan tager den ikke, men mener han bor på Hilhurst Street et eller andet. Det er et stort hvidt hus, ret lækkert

Bella: Thanks babe <3

Madison: <3

Det kunne jeg have sagt mig selv. Seriøst den her by er fandme så lille at alt hedder noget med Hilhurst; Hilhurst Station, Hilhurst High School, Hilhurst Private School, Hilhurst Street, Hilhurst pizza og sådan fortsætter det bare. Man kan i hvert fald ikke undgå at opdage, at man er i fucking Hilhurst altså. Jeg sukker og ryster på hovedet, inden jeg går tilbage ind på stationen for at lede efter informationsskranken.

“Hej,” hilser jeg og ekspedienten smiler venligt op til mig.

“Hvad kan jeg gøre for dig?” Spørger hun med en rigtig guide stemme.

“Øhh ved du hvilken retning Hilhurst Street ligger i?” Spørger jeg en anelse usikkert, men hun fortsætter bare med at smile. Damn, hvis jeg skulle smile så meget ville jeg få ondt i kæberne.

“Ih ja, du skal bare dreje til højre, når du er kommet ud af stationen. Følge vejen også skal du dreje til venstre om 700 meter, også er du der,” svarer hun smilende. Jeg siger tak, inden jeg drejer om på hælen. Det var sikkert første gang i hundrede år, at der kom en turist og spurgte om vej. Sulten er også begyndt at trænge sig på, samt trætheden. De sidste par dage, har jeg kun sovet og det har været umuligt i dag, så jeg trænger ærligt bare til at få fyldt alle mine behov.

  Jo nærmere jeg kommer Hilhurst Street, desto hårdere banker mit hjerte i brystet på mig og endnu engang begynder de forskellige scenarier at udspille sig i mit hoved. Shit, hvor er jeg dog nervøs. Idet jeg drejer ned af gaden, tror jeg et øjeblik, at mit hjerte springer ud af brystet på mig. Jeg kan slet ikke overskue det, tror bare jeg er nødt til at se tiden an for de her tanker tager fandme livet af mig. Og som om jeg ikke kan blive nervøs nok, slår jeg nærmest kolbøtter indvendigt, da jeg får øje på det hvide hus. Shit, det er nu. Jeg har fundet Ethan’s hus. Alt inden i mig skriger på, at det her er en dårlig idé og jeg skal vende rundt og tage hjem. Jeg bliver bare skuffet og såret, jeg ved det. Det hvide hus kommer nærmere og nærmere og jeg stopper op foran indkørslen og får øje på deres postkasse med navnene; Mr. & Mrs Lawrence, Ethan Lawrence og Carmen Lawrence. Nervøst og med hjertebanken, går jeg igennem indkørslen og stiller mig foran hoveddøren, hvor jeg prøver at få kontrol over min vejrtrækning. Det er nu eller aldrig. Jeg bider mig i læben, tager en beslutning og slår tre faste, hurtige slag på døren. Jeg holder vejret og venter i spænding, hvad hvis der slet ikke bliver lukket op? Skal jeg så sidde og vente eller bare tage hjem? Jeg når dog ikke at tænke tanken til ende, før døren går op og jeg bliver mødt af en ung smuk pige. Hun er max 2 år yngre end mig, har langt brunt hår og de smukkeste blå øjne, jeg længe har set. Shit, det er sikkert derfor, han ikke har taget telefonen. Han har haft gang i hende her. Fuck mig, det er slut nu, hvordan fanden kan han også gøre det mod mig? Først yder han vold mod mig og sårer mig så meget, samtidig med at jeg bliver skuffet, så ignorere han mig i flere dage og nu byder han mig hende her. En smuk smuk pige, fuck hvor jeg hader ham.

“Øh Alex, jeg tror, det er til dig,” kalder hun og jeg sender hende et stift smil. Fuck hende. Fuck ham. Fuck MAdison for at overtale mig til det her lort.

“Hvem fuck gider at besøge mig?” Kan jeg høre ham vrisse inde fra huset af. Perfekt, han er i perlehumør. Shit, hvor jeg fortryder det her, big time altså.

“Kom nu bare,” sukker pigen opgivende og jeg bliver lettet, da hun forsvinder fra døren og lader den stå. Ud i gangen kommer Alex, og hans ansigtsudtryk forvandler sig fra irriteret til overrasket, også til bekymret og det eneste jeg kan tænke er; wow. Han er kun iført et par joggingbukser, samtidig med hans hvide Calvin boxers stikker en anelse op over kanten. Han har bar overkrop, poser under øjnene, et tomt udtryk og et rodet hår. Han ligner kort sagt lort, men jeg ser sgu nok ikke meget bedre ud og det trøster mig lidt, at han også har det hårdt. Alligevel er det eneste jeg kan tænke på, pigen der åbnede og jeg mærker, hvordan de sidste mange dages bekymring, sorg, vrede og skuffelse vælter op i mig.

“Fuck dig,” hvisker jeg og tårerne presse på.

“Du har ignoreret mig siden, du skred og jeg har ligget syg af bekymring og dårlig samvittighed derhjemme, når det fucking eneste jeg burde er at være glad for, at du skred. Du er så fucking lav og klam. Kæft man, 4 dage din spasser også har du allerede fundet en ny at kneppe, fuck dig.” Det sidste nærmest råber jeg med tårerne løbende ned af kinderne af ren og skær raseri og frustration. Alex kigger måbende på mig og åbner munden, inden han lukker den igen. Han kan ikke finde ord. Jeg hanker op i min håndtaske og drejer knust rundt på hælen. Fuck en spasser. Jeg begynder at gå, skal fandme bare væk fra ham og den tøs. Der går dog ikke særlig lang tid, før jeg mærker hans hånd om mit håndled.

“Bella,” begynder han.

“Slip mig;” hvæser jeg og trækker min hånd til mig, men han griber den igen.

“Lyt!” Kommandere han hæst og jeg stopper op, sætter hænderne i siden og kigger vredt op på ham. Hvorfor går jeg ikke bare? Hvorfor har han den her effekt på mig?

“For det første er hende pigen der Ethans lillesøster, og hun er forbudt område. For det andet så har det her været de 4 sværeste dage i mit liv, og jeg er så ked af, hvordan jeg har opført mig. Jeg gjorde det for din skyld, det gjorde jeg virkelig. Jeg er ikke god for dig,” siger han og det sidste er næsten en hvisken. Hans stemme er hæs og træt, og han virker nærmest endnu mere ødelagt end mig. Og fuck, hvor er jeg dum. Det stod for fanden på postkassen, at Ethan havde en søster. Hvordan kan han ikke tro, at han ikke er god for mig? Se på for mig for helvede, jeg er helt ødelagt. Mine øjne finder hans brune blanke øjne.

“Du er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Hvordan kan du sige sådan noget?” Hvisker jeg og lader mine hænder hvile på hans ansigt. Åh min mand, hvorfor gør han sådan noget her? Han har ignoreret mig, fordi han ikke mener, han er god for mig. Hvor er det åndssvagt. Han er åndssvag.

“Jeg begik vold på dig,” hvisker han knust og en tåre glider ned af hans kind. Jeg ryster på hovedet. Han må ikke sige sådan noget, det var ikke det, der skete. Det var det virkelig ikke.

“Du var ikke dig selv. Det er okay, skat. Jeg er okay,” siger jeg og kysser ham. Han smager en smule salt, men jeg har savnet ham så meget, at det slet ikke kan beskrives. Han er varm og tryg og jeg vil aldrig miste ham igen nogensinde. Alex strammer sit greb om mig og jeg nyder at være i hans favn, helt og aldeles hans.

“Undskyld,” hvisker han og trækker sig lidt fra mig. Alex læner sin pande mod min og jeg smiler svagt og nusser ham i nakken.

“Det er ligemeget,” svarer jeg og han ryster på hovedet, så godt han nu kan uden at fjerne sit hoved. ‘Nej, det er ej.” Han giver tydeligvis ikke op, så jeg siger ikke noget, men kysser ham bare igen. Selvfølgelig er det heller ikke helt lige meget, men jeg vil bare have, at han er min igen.

“Jeg elsker dig,” hvisker han og kysser mig dybt. Alex for fanden, han har gjort mig så bekymret og alt sammen, fordi han troede, han passede på mig. Jeg smider min taske fra mig på jorden, hopper op og svinger benene om livet på ham. Stædigt nægter han at slippe mine læber, mens han sætter os ned på jorden, så jeg sidder på hans skød med benene rundt om ham. Vi er låst og vi skal fandme aldrig låses op igen. Fuck jeg elsker ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...