Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
43Kommentarer
10699Visninger
AA

5. 4. Forvirret


Isabella’s synsvinkel: Onsdag,10.12, overskyet - Bellas lejlighed, London.

 

Dovent og med lukkede øjne strækker jeg min arm ud mod Alex for at mærke, at han stadig ligger ved siden af mig, dog er det eneste jeg får fat i hans dyne og lettere panisk slår jeg øjnene op og opdager til min store frygt, at han ikke ligger ved siden af mig. Fuck! Mit hjerte begynder automatisk at slå hurtigere og panikken spreder sig rundt i kroppen på mindre end et sekund. Drømte jeg bare, at han kom hjem i nat eller hvad fanden sker der? Skrækslagen for, hvor han er henne sætter jeg mig op i sengen, men høre så den betryggende lyd af vandet fra bruseren. Han er her, Alex er her. Jeg ånder lettet op, og kører en hånd gennem håret. Shit, jeg nåede alligevel at blive bange der. Jeg ville ikke ane, hvad jeg skulle gøre uden ham. Han betyder så meget for mig. Jeg skæver til displayet på min Iphone, den er 10.14, hvorfor er han så tidligt oppe? Det ligner ham slet ikke. Fuld af undren rejser jeg mig fra sengen og trækker en af Alex’s t-shirts ned over min nøgne overkrop. Den dufter godt friskt, sødt og en anelse røget ligesom jeg kan lide det. Jeg går over og ruller gardinet op, hvor jeg bliver mødt af den sædvanlige travle trafik og en grå overskyet himmel. Til mit held har jeg fri i dag, så jeg kan bruge hele dagen sammen med Alex og vi kan få snakket ud, fordi jeg fortryder virkelig, at jeg skældte ham ud. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men shit man, han må aldrig gøre min så bange igen. Jeg var så hunderæd for, at han havde forladt mig og endnu mere ræd for, hvad han kunne finde på at gøre, især fordi han ikke har nogen steder at tage hen. Jeg sukker og sætter kursen mod stuen, men stopper overrasket op, da jeg ser at den er helt opryddet. Sig mig, drømmer jeg eller hvad? Jeg var så panisk i går, at jeg droppede alle tanker om oprydning og nu er stuen helt ren og pæn. Tæppet og puderne i sofaen ligger pænt. og jeg forstår virkelig ikke, hvad der foregår. Alligevel kan jeg ikke lade være med at smile skævt, i det jeg sætter kursen ud mod badeværelset og forsigtigt skubber døren op.

“Babe?” Kalder jeg med grødet morgen stemme, og kort efter dukker det dejligste ansigt frem med drivvådt hår og et dejligt drenget smil, der får det til at trække sammen i maven, så den slår kolbøtter. De brune øjne har dog et undrende udtryk over sig.

“Vækkede jeg dig, smukke?” Spørger han med rusten stemme, der afslører, at han har været i byen i går, men det generer mig ikke det mindste, så længe han bare er her hos mig nu.

“Ja, du var væk. Jeg troede, du var gået fra mig,” siger jeg stille og sætter mig ned på toiletbrættet. Han svarer ikke med det samme, men slukker i stedet vandet og rækker ud efter et af de hvide håndklæder, som han svinger om livet.

“Jeg kunne aldrig i min vildeste fantasi drømme om at gå fra dig, baby,” svarer han glad og kysser mig på panden, inden han begynder at tørre sig selv og det våde hår. Hvad pokker går der dog af ham? Han virker underligt lettet. Jeg kan dog alligevel ikke lade være med at smile over hans ord og nyde udsigten af ham.

“Er det dig, der har ryddet op i stuen?” Spørger jeg efter lidt tid stadig med blikket hvilende på Alex. Han vender sig rundt mod mig og nikker. Jeg måber, hvad fanden fejler han? Han burde sgu da ligge med ekstremt mange tømmermænd lige nu, så fuld som han var i går.

“Læg dig ind i seng, baby. Jeg har en overraskelse til dig,” tilføjer han til sit nik, inden jeg når at svare. Hvad har han nu fundet på? Jeg har så mange spekulationer lige nu, og hans opførsel er super sær. Ekstremt dejlig, men virkelig underlig taget i betragtning af de sidste dages begivenheder. Alligevel gør jeg bare som han siger og går træt ind i sengen igen, og lægger mig bevidst under hans dyne, fordi den dufter meget bedre. Jeg ligger og lytter efter ham, og kan høre, at han pusler rundt ude i køkkenet, hvilket bare er endnu mere mærkeligt, fordi jeg ved, hvor elendig han er til at lave mad.

  Efter lidt tid går døren til soveværelset op, og ind kommer Alex med en bakke i hænderne kun iført et par jeans. Fuck, hvor er jeg dog jorden heldigste. Alex sætter bakken i fodenden af sengen, inden han selv kravler op og giver mig et kys, som jeg glædeligt gengælder. Jeg har savnet ham.

“Hvad har du lavet, babe?” Spørger jeg nysgerrigt og lægger min hånd på hans mave, i det han lægger sig ned ved siden af mig. Mit blik lander på bakken, der indeholder en brødkurv med rundstykker i. Udover brødkurven er der en kagedåse, to glas med smoothie i, og selvfølgelig et stort glas nutella. Sidst men ikke mindst, ligger der en rose og jeg kan simpelthen ikke lade være med at smile, fordi ja han er jordens dejligste og jeg er så vanvittigt forelsket i ham.

“Hvad mener du?” Spørger han blidt og kigger op på mig med hans flotte brune øjne, jeg på ingen måde kan få nok af. Gud, hvor er han dejlig og han er min, ingen andres og han kan lige vove på nogensinde at skride igen.

“Du er tidligt oppe, har ryddet stuen op, lavet morgenmad, og du var altså virkelig fuld i går. Hvad er der sket?” Spørger jeg nysgerrigt og nusser ham. Alex smiler skævt og puster tungt ud, mens han tænker over ordene.

“Hmm, du sagde, du var træt af tomme løfter, så nu vil jeg gøre det godt igen. Det bliver bedre, baby, det gør det,” siger han seriøst og referer til vores skænderi i går. Jeg mærker straks et stik af dårlig samvittighed nede i maven, og bider mig kort i læben, inden jeg læner mig frem og kysser ham.

“Du skal slet ikke gøre alt det her for mig. Jeg overreagerede,” svarer jeg ham stille og han ryster på hovedet af mig og sætter sig op i sengen. Han gider ikke diskutere med mig om hvis skyld det var, og det kan jeg egentlig godt forstå. Jeg har heller ikke den største lyst. Alex løfter bakken op i vores ende og sætter sig i skrædderstilling, inden han tager fat i kagedåsen.

“Jeg ved ikke, om det er nok,” starter han ud og går i gang med at fjerne låget på kagedåsen. Undrende løfter jeg et øjenbryn, hvad er ikke nok?

“Og jeg skal nok tjene nogle flere, hvis det ikke er, men her det er en begyndelse,” snakker han videre og rækker mig kagedåsen. En anelse skeptisk tager jeg imod den og får øje på alle pengene i det. Fuck. Hvor fanden har han fået dem fra? Og nu går det op for mig, at han sagde det til mig i nat. Han sagde, at han havde skaffet pengene, men han nægtede at fortælle hvordan. Jeg synker en klump og skæver over til ham, men han sidder bare afslappet og betragter mig.

“Alex, jeg ved ikke... du skal ikke... hvordan?” Ender jeg med at spørge med store øjne og han griner bare, inden han ryster afvisende på hovedet og kravler frem og kysser mig. Jeg er så forvirret lige nu, har han lige lagt sit liv om på et døgn eller hvad fanden foregår der?

“Spis baby,” kommanderer han efter lidt tid, hvor jeg bare har siddet mere eller mindre mundlam. Alex rækker mig et rundstykke med nutella, og jeg beslutter at lade spørgsmålene om pengene være og bare hygge mig med ham.

 

12.01

“Baabe, min far har lige spurgt om vi vil spise med ham og hans nye kæreste i aften,” siger jeg inde fra stuen af. Jeg har lige været i bad sammen med Alex efter vi har haft nok den bedste morgen, siden vi flyttede ind. Han har været kærlig og betænksom hele morgen, og så havde vi det bedste morgenknald, men okay alt sex med Alex er også bare godt. Jeg smiler ved tanken, og endnu mere da han dukker op i dørkarmen med vådt hår. Det er min mand, det der og han er fandme skøn.

“Det er da en god idé, er det ikke?” Spørger han og lægger spørgsmålet tilbage på mig. Jeg trækker på skuldrene, havde egentlig lidt håbet, at det bare var ham og mig hele dagen.

“Jeg vil bare gerne være sammen med dig?” Svarer jeg ærligt og kigger op på ham med et svagt smil. Alex fjerner sig fra dørkarmen og træder længere ind i stuen, indtil han til sidst kommer hen og stiller sig foran mig i sofaen.

“Det er vi da bare i aften, baby,” siger han kærligt og giver mig et kys. Han har været så sindssygt kærlig her til morgen med kys og kærtegn, at det næsten er for meget, men jeg nyder virkelig hver og et.

“Hm okay så” siger jeg smilende og kan slet ikke lade være og smile. Han er så pisse skøn, og jeg elsker ham så vanvittigt meget.

 

17.56

Alex svinger bilen ind i min fars indkørsel og ikke længe efter, står vi sammen med hinanden i hænderne foran hoveddøren, og venter på at far skal lukke op. Jeg har nærmest ikke set mine forældre, siden jeg flyttede, så det bliver godt at se min far igen. Alex virker til gengæld en anelse urolig, måske er han nervøs?

“Skat rolig,” siger jeg og giver hans hånd et klem. Hans brune øjne kigger bare ned på mig, og han giver mig et skævt smil, men når ikke at svare før døren går op og min far træder ud med et stort smil.

“Bella!” Udbryder han og slår armene ud. Jeg slipper Alex, og træder frem for at give ham et stort kram. Det føles helt mærkeligt at være her igen. Det der med at gå fra at være fars lille pige til at flytte hjemmefra, og nu er vi her igen. Jeg trækker mig fra ham og han vender sig mod Alex og rækker armen frem.

“Alex hej,” smiler han og de giver hinanden hånden. Min far og Alex har faktisk klikket ret godt fra dag 1, men jeg tror alligevel, at Alex altid bliver en anelse utilpas, når det kommer til familier, fordi hans egen er så ødelagt. Alex lukker døren efter os, og vi begynder at tage overtøjet af.

“I kommer lige til spisetid,” fortæller han begejstret og vi følger efter ham ind i stuen, hvor han har dækket fint op med rødvinsglas, stearinlys, servietter og hvad der ellers høre til. Ude i køkkenet står en smuk kvinde med lyst hår og et rødvinsglas i hånden. Hun ser faktisk helt ekstremt venlig og åben ud, men også ret sofistikeret. Min far går glad hen til hende, inden han lægger armene om hende og giver hende et kys på kinden.

“Benjamin, lad mig da lige præsentere mig først,” griner hun og giver hans arm et kærligt klem, inden hun vikler sig fri af ham og går hen mod Alex og jeg.

“Hvor hyggeligt endelig at møde dig, Bella. Din far har snakket så meget om dig,” siger hun og rækker armen frem mod mig, inden jeg tager imod den med et forsigtigt smil.

“I lige måde..?” Fisker jeg efter hendes navn.

“Emily,” præsentere hun sig, inden hun vender sig om mod Alex.

“Og den unge mand her, må næsten være din kæreste, Alex ikke sandt?” Fortsætter hun og rækker hånden frem mod Alex, der tager imod den med sit sædvanlige og altid charmerende smil, der gør et godt indtryk på alle. Jeg tror slet ikke, at han er klar over, hvor nemt han har ved at få folk til at synes om ham. Han er så underholdende og nem at snakke med, samtidig med at han er ekstremt charmerende, men han kan slet ikke selv se det.

“Ja, Benjamin har også snakket om dig. En ambitiøs ung mand, der ved, hvad han vil med sit liv, samt både har job og lejlighed med sin kæreste. I er jo er rigtigt power-par, kan man sige,” snakker hun begejstret og min far kommer hen og lægger armene om hende. Jeg skæver kort over til Alex efter kommentaren om jobbet, men han virker meget afslappet, så måske har han reelt set fået et job. Jeg forstår det bare ikke, han forsvinder midt om natten og kommer hjem med et såkaldt job og penge. Jeg er altså en anelse mistroisk.

“Ja, det er rigtigt, Alex. Bella har jo sagt, du var så hurtigt til at finde job, hvad er det egentlig du laver?” Spørger min far nysgerrigt og denne gang skæver Alex over til mig, og jeg sender ham et undskyldende blik. Det er jo en løgn, men mine forældre har bare bedre af den der lille løgn og så finder Alex og jeg selv ud af det.

“Øh.. Jeg kører rundt med varer til kunder,” siger han og jeg kigger undrende på Alex. Det der er noget, jeg ikke ved noget om, men jeg tror, han fortæller om hans såkaldte job ellers er det en løgn, det er en anelse forvirrende faktisk.

“Så lidt ligesom en postvæsen?” Spørger Emily, inden min far begynder at puffe os mod bordet.

“Ja, både og det er mere specielle pakker til forskellige begivenheder,” forklarer han uddybende, men alligevel undvigende. Alex trækker min stol ud og sender mig et kærligt smil, inden jeg sætter mig ned og han sætter sig ved siden af mig. Tilsyneladende godtager de hans svar for emnet skifter og snakken flyder videre, mens min far serverer maden for os alle, inden han skænker op i glassene. Stemningen er hyggelig og jeg kan egentlig godt mærke, at jeg har savnet min far. Jeg nyder at sidde her sammen med far og Alex. Hans nye kæreste virker ekstremt sød og god for ham, så jeg kan ikke håbe andet end, at hun bliver hos ham. Nogen gange er jeg bange for, at han bliver ensom, men det gør han forhåbentlig ikke, når han nu har Emily. Maden smager også ekstremt godt, og vi er næsten kommet igennem hovedretten, da Alex’s telefon pludselig ringer. Han tjekker displayet og skærer så en grimasse, inden han retter opmærksomheden mod os andre.

“Undskyld, men jeg er simpelthen lige nødt til at tage den her,” siger han hurtigt, inden han skubber sin stol ud og nærmest springer ud af stuen. Okay, det var fandme mærkeligt det der, og jeg kan se, at det undrer min far lige så meget som mig, især fordi jeg ikke kan se, hvem der skulle ringe til ham. Han snakker jo kun med Ethan af hans gamle venner for tiden.

“Måske du lige skulle tjekke op på ham?” Foreslår min far, og jeg tænker, at han også så det mærkværdige blik i Alex øjne, da han modtog opkaldet. Jeg nikker, inden jeg rejser mig og stille følger efter Alex. Jeg kan ikke finde ham med det samme, men hører så hans stemme indefra et af værelserne.

“Behøver det være lige nu?” Spørger han en anelse irriteret, og jeg rynker undrende brynene. Jeg ved godt, det er forkert af mig at stå og lytte, men jeg vil godt vide, hvad der foregår med ham. Det er en af tingene, der kendetegner typer som Alex. Lige meget hvor meget man tror, man kender dem, så er der bare nogen ting, man aldrig vil kende til. Han har den der mystiske bad boy attitude over sig, og jeg ved, at han ikke fortæller mig alt, men det behøver han heller ikke, så længe han ikke er i problemer.

“Nejnej, der er ikke noget problem. Ja, jeg kommer nu så,” svarer han og bliver så stille, hvilket fortæller mig, at den ophidsede telefonsamtale er slut. Jeg er nødt til at flytte mig, så han ikke finder ud af, at jeg har lyttet. Hurtigt træder jeg et par skridt tilbage og begynder derefter at gå hen mod værelset, han er inde på, i det han selv kommer ud.

“Hey babe, er du okay? Du gik så pludseligt,” siger jeg og lader som om, jeg ikke har hørt hans telefonsamtale. Jeg ved godt, det ikke er helt i orden, men ja sket er sket. Alex stopper op, og han virker ærligt en anelse stresset og presset, men han nikker bare og sender mig et hurtigt smil.

“Baby, jeg er virkelig ked af det, men jeg er nødt til at gå. Det burde ikke tage lang tid, så jeg skal nok komme og hente dig, okay?” Han snakker ekstremt hurtigt, og jeg når knap at opfatte, hvad han siger, før han er gået forbi mig og ind i stuen til Emily og min far.

“Benjamin, det har været ekstremt hyggeligt, men der er kommet noget i vejen, så jeg bliver simpelthen nødt til at gå nu. Jeg er sgu ked af det,” hører jeg ham sige, og da jeg træder ind i stuen, har han taget sin blazer på og rækker hånden frem mod Emily. Ja, han har endda klædt sig i et jakkesæt, fordi han gerne vil se præsentabel ud foran min far, men det kan jo være lige meget, når han alligevel skrider.

“Det var hyggeligt at møde dig, Emily. Jeg håber snart, at vi ses igen,” fortsætter han med at charmere, i det han siger farvel og kommer hen mod mig igen.

“Babe, hvad sker der?” Spørger jeg en anelse forvirret og han ryster bare afvisende på hovedet, inden han lægger sine hænder på mine arme og giver mig et kys og et kærligt klem.

“Ikk tænk på det, skat. Jeg ringer, når jeg er færdig,” siger han også er han ude af døren, før jeg kan nå at svare. Shit, hvad fanden sker der? Han har simpelthen opført sig så ekstremt mærkeligt lige siden, vi havde vores skænderi i går. Ikke nok med, at han har skaffet pengene, så har han også ryddet hele stuen op og lavet morgenmad til mig i morges, og nu det her forsvindingsnummer. Jeg vil virkelig gerne vide, hvad fanden der sker for ham? Forvirret går jeg tilbage til min far og Emily, der også virker en anelse overrasket over hans pludselige exit.

“Er der sket noget?” Spørger Emily helt bekymret, og jeg sætter mig træt og forvirret ned på stolen.

“Jeg ved det ikke,” siger jeg stille og kigger opgivende frem.

“Hvad skulle han?” Spørger min far efterfølgende og jeg trækker på skuldrene.

“Jeg ved det ikke,” siger jeg igen og sukker træt, fuck altså. Det her er simpelthen for mærkeligt, jeg forstår ham ikke nogen gange. Vi passer så godt sammen, men når han laver de her ting, og de er så hemmelige, så bliver jeg bare i tvivl. Kan jeg overhovedet stole på ham? Selvfølgelig kan jeg det, nu skal jeg også lige stoppe med at være overdramatisk. Han sagde, at det ikke ville tage lang tid, han er sikkert tilbage om en times tid eller sådan noget.

“Nå skal vi så ikke spise dessert?” Spørger min far for at lette stemningen og jeg nikker fraværende, inden jeg går i gang med at hjælpe ham med oprydningen.

 

22.23

“Han kommer nok snart hjem, skat,” siger min far opmuntrende og stopper bilen ude foran min lejlighed. Alex er stadig ikke kommet og hentet mig, som han havde lovet, så nu bad jeg far kører mig hjem.

“Sikkert,” svarer jeg en anelse irriteret og går ud af bilen. Jeg lukker bildøren og han ruller ruden ned.

“Det skal nok gå, Bella. Jeg elsker dig,” siger han og jeg smiler svagt, før jeg svarer i lige måde og vender ryggen til ham for at gå hen og åbne døren. Et eller andet sted har jeg bare lyst til at sætte mig ned og tude, fordi Alex gør sådan nogle fucking mærkelige ting, men jeg gider ikke sidde og tude hvergang, han går. I stedet låser jeg mig ind i opgangen og fisker min Iphone frem for at ringe til ham. Den går på svaren med det samme.

“Uhh Alex!” Udbryder jeg frustreret og bare lige for at sætte prikken over i’et kommer Cameron selvfølgelig gående ind. Han sender mig et undrende blik over mit lille udbrud og stopper så op.

“Hvad så, prinsesse? Hvad sker der?” Spørger han flirtende og jeg ruller øjne. Fuck, ham magter jeg bare mindst af alt lige nu.

“Ærlig Cam, så er jeg ikke humør til det flirtende fløde pis, så hvis du ikke kan stoppe med det, så kan du godt bare skride,” siger jeg frustreret og kører en hånd gennem håret, mens jeg prøver at få min desperate og paniske vejrtrækning under kontrol. Alex, du er seriøst den største spasser nogen gange, og han gør mig så pisse bekymret.

“Beklager, hvad sker der?” Spørger han og vender stort set 180 grader, i det hans flirtende ydre bliver erstattet af et bekymret blik.

“Ikke noget,” puster jeg tungt ud og kigger opgivende på ham.

“Hm, jeg tror ikke helt på dig, men hvis du ikke vil snakke om det, må jeg så i det mindste byde dig på et eller andet? Et glas vin fx?” Spørger han helt uden et eneste tegn på en bagtanke, hvilket nok er det, der gør, at jeg bliver overtalt. Jeg har ikke lyst til at sidde alene i min lejlighed og vente på, hvornår Alex kommer hjem, hvis han kommer hjem altså. Og hvad nu hvis, han er pisse stiv igen? Gud, hvor kan jeg på ingen måde overskue det. Jeg nikker svagt og Cameron sender mig et opmuntrende smil for så at træde frem og låse sin dør op. Egentlig er jeg ikke typen, der drikker, men et glas vin i ny og næ takker jeg ikke nej til. Jeg følger efter Cameron ind i hans lejlighed, og den ligner min, bortset fra at møblerne virker langt dyrere, så er den lysere, mere ren og langt mere opryddet, sofistikeret og elegant. Den giver et indtryk af tjek på tingene, og det tror jeg bestemt også han har. Cameron går hen til et lille barskab i hans stue og han gør tegn til, at jeg bare skal tage plads i hans sofa, hvilket jeg gør.

“Hvid eller rød?” Spørger han, mens han finder to glas frem og kigger over på mig. Han har smidt jakken, men ellers var han iført et sort jakkesæt, hvilket jeg ikke helt forstår, men måske har han et fint job eller sådan noget.

“Hvid,” svarer jeg stille og kan ikke lade være med at kigge mig omkring i hans sort hvide minimalistiske indrettede lejlighed. Der hænger billeder på væggene, men ikke af en kunstner jeg kender.

“Hvad arbejder du som?” Spørger jeg for at bryde stilheden, da han kommer gående med vinflasken og de to glas. Cameron smiler skævt, og sætter sig ved siden af mig.

“Jeg er chef i et lille firma,” forklarer han og skænker op til os begge, inden han rækker mig mit glas. Vi skåler, og jeg må indrømme, at han nok alligevel har forstand på vin for den her er i hvert fald god.

“Er du sikker på, du ikke vil snakke om det? Hvad du siger her, bliver her,” siger han tillidsfuldt og jeg sukker, og sætter mit glas fra mig. Egentlig burde jeg bare holde min kæft med mine og Alex problemer, men det kunne være meget rart at snakke med en, der ikke kender noget til Alex’s og mit forhold og bare kan se det udefra.

“Det er bare Alex,” sukker jeg og Cameron siger ikke noget, men gør bare tegn til, at jeg skal fortsætte.

“Jeg ved ikke helt, Cam. Det er altså en lang historie,” påpeger jeg stille og griber ud efter mit glas for at tage en slurk mere. Cameron smiler svagt og rykker lidt tættere på mig, inden han sætter sig afslappet tilbage i sofaen.

“Well jeg ved ikke med dig, men jeg har ikke travlt.” Hans stemme er rolig og behagelig og jeg tager mig selv i at føle mig alt for godt tilpas i hans selskab, selvom jeg udemærket er klar over, at Alex ville slå mig ihjel, hvis han vidste, at jeg befandt mig i Camerons stue.

“Okay så. Jeg mødte Alex for første gang lige før sommerferien, men vi havde skrevet i over et halv år inden. Vi har bare boet for langt væk og har haft for travlt til at mødes, du ve’, men så tilbragte vi faktisk hele sommeren sammen og jeg blev virkelig glad for ham, og omvendt han blev glad for mig. Og du ved, Alex er den der type, der ikke rigtig gider skolen, så han besluttede at droppe ud for at flytte ind hos mig, og han lovede, at han ville få sig et job og ligesom være en del af noget fælles, men det følte jeg bare ikke han var, og han har ikke søgt et eneste job, hvad jeg ved af, og det kom vi op at skændes over, hvilket resulterede i, at han skred og kom hjem midt om natten pisse stiv, og ved du hvad? Da jeg vågnede havde han skaffet pengene til huslejen, ryddet hele lejligheden op og lavet morgenmad til mig, hvilket var ekstremt underligt og overvældende, og jeg kunne ikke helt forstå det, vel? Men så nu her til aften, hvor det hele lige er gået så godt modtager han et eller andet opkald, også har han bare været forsvundet siden og han tager den ikke, når jeg ringer og nu sidder jeg her hos dig udemærket klar over, at han ville slå mig ihjel, hvis han vidste, at jeg gjorde det, men jeg forstår ham bare ikke,” fortæller jeg og kan slet ikke stoppe, da jeg først er startet, men det er rart og Cameron er en sindssygt god lytter. Alligevel virker det hele så rodet og usammenhængende. så jeg tvivler på, at Cam fattede en brik- Jeg sukker, da jeg er færdig med min lange talestrøm og Cameron sidder lidt og overvejer mine ord.

“Hm, skal jeg sige, hvad jeg tænker?” Spørger han efter lidt tid og jeg smiler svagt. Det er sgu næsten helt betænksomt af ham at spørge. Jeg sipper til min vin og nikker så.

“Okay, i mine øjne virker det til, at I er to forskellige steder i hver jeres liv. Måske er han ikke helt klar til at lægge sin ungdom fra sig, han virker i hvert fald en anelse umoden og barnlig, også er der dig. Du er moden, og har styr på dit liv, en rigtig kvinde i mine øjne, men misforstå mig ikke; I passer godt sammen og I er sikkert også gode for hinanden, måske er det bare lidt for tidligt, men hvad ved jeg,” snakker han og jeg havde aldrig troet, at jeg skulle høre noget så fornuftigt og ikke flirtende totalt fløde lamt komme ud af hans mund. En anelse overrasket kigger jeg over på Cameron, der pludselig virker langt mere sofitiskeret og voksen end ham den flirtende Cameron jeg altid møder i opgangen.

“Måske har du ret,” sukker jeg og tømmer mit vinglas. Jeg har brug for tænketid, Camerons ord satte en hel del tanker i gang.

“Jeg tror, jeg siger tak for i aften. Det var hyggeligt, selvom det var kort, men det er nok min skyld,” siger jeg og sender ham et svagt smil. Cameron rejser sig også.

“Kort er bedre end slet ikke, men ja det var bestemt hyggeligt,” i stemmer han og følger mig ud til døren. Jeg samler min jakke op og åbner døren, inden vi siger farvel og jeg giver ham et hurtigt kram. Ikke noget særligt bare som tak for vinen. Træt sætter jeg kursen op mod min lejlighed fast besluttet på bare at gå på hovedet i seng, gider i hvert fald ikke sidde oppe og vente på Alex. Shit, hvor er jeg dog forvirret over det hele, måske burde jeg ringe til Madison? Jeg ved det ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...