Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
43Kommentarer
10674Visninger
AA

16. 15. I'm coming home

       

Alexander’s synsvinkel: Fredag, 14.33, snevejr - Gaderne, London.

 

Kæft et fucking møgvejr. Det er fandme den største gang sjap, der har været i lang tid. Alligevel kan jeg ikke lade være med at være glad. Jeg skal se Bella igen og ja jeg ved godt, det kun var kort tid, vi var skilt fra hinanden, men det er lige forfærdeligt hver gang og frygten for at miste hende gør ondt hele vejen igennem. Tømmermændene er knap så slemme nu, som de har været og jeg er klart i bedring, men det var fandme lidt af en omgang, jeg udsatte mig selv for. Jeg elsker hende og at sætte os på pause var nok noget nær, det værste hun kunne udsætte mig for. En pause redder ikke en skid, tværtimod jeg skal bare hjem og overtale hende. Forklare hende, at jeg nok skal gøre det her godt igen og vi skal hjælpe hinanden som et rigtigt par. Det kan jeg godt, det skal jeg kunne.

Jeg drejer hen ad vores gade og trækker hætten endnu tættere om ørene, mens jeg gnider mine hænder mod hinanden i et desperat forsøg på at skabe bare en smule varme. Booze’s joggingtøj er ikke ligefrem det mest varme til en begyndende vinter, men mit eget lige så lidt egnede tøj var smurt ind i bræk, så jeg er ham evigt taknemmelig for, at jeg ikke skal gå i bar røv hele vejen hjem.

Jeg når hen til lejligheden og fisker min nøgle frem, inden jeg låser mig ind og tager trappen hele vejen op til vores lejlighed, 2 trin af gangen. Jeg har så mange følelser inden i, at det er helt ubeskriveligt. Jeg glæder mig til se hende, holde om hende, kysse hende, men jeg frygter hvordan det kommer til at være mellem os. Hvad nu, hvis hun ikke har tilgivet mig? Og hvad hvis hendes pause forslag kommer til at hænge os overhovederne hele tiden? Jeg vil bare have, at det var som før, jeg rodede mig ud i det her.

 

Jeg tager en dyb indånding og låser mig ind i lejligheden. Tager mine sko af - som i øvrigt også var smurt ind i bræk, det kunne dog heldigvis tørres af - og sætter dem pænt i gangen. Jeg kan høre, hun er inde i stuen og jeg træder længere ind i gangen, så jeg til sidst står i døråbningen ind til stuen.

“Hey,” siger jeg blidt og smiler svagt. Bella slukker fjernsynet og kigger op på mig med hendes smukke blå øjne, som jeg er så åndsvagt vild med.

“Hej,” svarer hun lavt og gør tegn til, at jeg godt må komme hen til hende. Jeg vil ikke være for påtrængende, hvis hun stadig er såret, men jeg tager imod hendes tilbud og går gennem stuen for at trække hende op fra sofaen og ind i en omfavnelse. Hende i mine arme lige der, hvor hun høre til.

“Jeg har savnet dig,” mumler jeg ved hendes øre og strammer mit greb om hende. Hendes hår dufter godt, alt for godt faktisk.  

“Jeg har også savnet dig,” svarer hun og trykker sig tættere ind til mig, hun virker lidt mut og jeg kan ikke lade være med at få dårlig samvittighed, er det min skyld, at hun ikke er glad? Har jeg gjort hende ked af det?

“Baby, du må ikke være ked. Jeg er her nu, og jeg går ikke igen og jeg er ved at få styr på det hele. Booze har skaffet mig et møde med chefen, så vi kan finde en løsning og jeg kan komme ud af det hele, okay? Det skal nok gå, vi ordner det,” fortæller jeg hurtigt og trækker mig fra hende, så jeg kan se hendes smukke, men bedrøvede ansigt. Jeg kysser hende hurtigt på panden, men hun trækker sig væk og bider sig nervøst i læben. Jeg sukker tungt.

“Baby, kom nu. Jeg skal nok løse det,” bliver jeg ved og føler mig helt desperat efter hendes afvisning.

“Det er ikke det,” siger hun lavt, næsten så man ikke kan høre det og jeg kigger uforstående på hende på sin vis en smule lettet.

“Hvad er der så?” Spørger jeg blidt og stryger hende over kinden. Jeg elsker hende alt for meget, hun er min. Ingen andres, kun min og vi skal være sammen til vores dages ende. Det skal vi bare.

“Alex, jeg elsker dig,” begynder hun.

“Jeg elsker også dig,” afbryder jeg hende og hun vifter med hånden for at få mig til at tie stille. Forsigtigt puffer hun mig ned i sofaen og jeg forstår ikke helt, hvad hun vil.

“Jeg elsker dig og lige meget, hvad jeg siger til dig nu, så elsker jeg dig og du må virkelig love ikke at gå fra mig eller blive alt for sur. Jeg var ikke mig selv, da det skete, jeg var vred og såret og ked af det og jeg fortryder det så meget,” siger hun og jeg kigger forvirret på hende. Hvorfor skulle jeg gå? Jeg er jo lige kommet og jeg forstår da slet ikke, hvad jeg skulle være sur over, og er det mig, der gjorde hende vred og såret og ked? Jeg fletter vores fingre med et skævt smil og kysser hendes håndryg.

“Jeg går ingen steder, baby, det er her, jeg er hjemme,” svarer jeg og hun bider sig i læben igen. Hendes reaktion gør mig nervøs, måske vil hun ikke være sammen alligevel? Tanken får det til at slå knuder i min mave.

“Skat, sig nu, hvad der er,” skynder jeg mig at presse på, fordi tanken om at hun ville gå er for hård.

“Babe, da vi havde skændtes i går over det hele var jeg virkelig vred på dig, fordi jeg følte mig virkelig såret og jeg ved ikke, hvad der gik af mig, men jeg ville også såre dig, tror jeg, og jeg fortryder det så meget, fordi det skulle ikke være sket, men jeg gik ned til Cameron..” Hvad fuck lavede hun nede ved Cameron? Hvordan har hun såret mig? Bare det ikke er det, jeg tror. Fuck det kan jeg ikke klare, hvis det er. Jeg får det helt dårligt. “...og den ene ting førte lidt den anden med sig også var vi sammen, men babe det betød intet virkelig. Jeg elsker dig, ingen anden og jeg fortryder det så meget!” Udbryder hun hurtigt efterfølgende, men jeg slipper bare hendes hånd og stirre tomt ud i luften. Hun er mit et og alt, kun min alene og Cameron har rørt ved hende på samme måde, som jeg gør. Det føles som om hele min verden falder sammen på mindre end tre sekunder og jeg har en eller anden underlig trang til at græde over hvor såret jeg er, en ustyrlig vrede og hævntørst efter at give Cameron så mange bank og nærmest lyst til at grine over, hvor fucking latterligt det hele er. Der er så mange ting, jeg er nødt til at overveje lige nu. Jeg er så såret, så vred og ked af det.

“Babe, vil du ikke nok sige noget?” Hvisker hun og prøver at tage min hånd, men jeg kan ikke få mig selv til det. Det eneste jeg kan tænke på, er hans hænder på hendes krop og jeg væmmes.

“Af alle mennesker, hvorfor så lige ham?” Spørger jeg sammenbidt og spytter det sidste ord ud, som var det det mest væmmelige jeg længe havde hørt. Tanken om Cameron får det hele til at syde og boble i hele kroppen og jeg kan snart ikke rumme det længere.

“Babe, jeg ved det ikke. Jeg er ked af det,” skynder hun sig at sige, da jeg endelig svarer. Hun rykker tættere på mig og jeg tror, det er det, der udløser det hele. Jeg springer op fra sofaen ude af stand til at tænke en eneste fornuftigt tanke, griber fat i sofabordet og får væltet det rundt. Jeg er nødt til at reagere, jeg kan slet ikke rumme så voldsomme følelser i min krop.

“Hvad fanden tænkte du på?” Råber jeg og sparker yderligere til sofabordet, mens jeg kigger bebrejdende på hende og midt i mit vredesanfald begynder jeg kraftedme og at græde. Det har jeg sgu alligevel aldrig gjort før, men jeg har kraftedeme også så mange følelser i kroppen, at det er umuligt at styre noget som helst. Bella sidder fuldstændig stift oppe i sofaen, og jeg tror, hun frygter, at jeg gør hende noget, men jeg rører hende ikke igen. Ikke når jeg er vred, det har jeg lært.

“Svar mig for fanden!” Råber jeg grædende og tørre hidsigt tårerne væk, men det er som om tårerne har vakt hende til live og hun rejser sig forsigtigt op fra sofaen udmærket klar over, at jeg er en tikkende bombe.

“Alex fald ned,” siger hun blidt, men alligevel bestemt. Jeg stirrer vredt på hende, men lader mine fægtende arme falde ned langs siden, mens tårerne stadig triller ned af mine kinder og mit bryst hæver og sænker sig i en ubeskrivelig hurtigt fart. Bella går rundt om sofabordet, men da hun kommer tæt på, bakker jeg automatisk. Hvad nu hvis jeg kommer til at gøre hende noget? Hun skal holde sig væk.

“Skat rolig,” siger hun igen og går de sidste par meter hen til mig, inden hun lægger sine hænder på mit bryst, så hele min krop brænder over hendes berøring. Jeg ryster af vrede, men jeg tror ikke hun bemærker det. Hun lader sine hænder glide fra mit bryst og op i min nakke, hvor hun blidt nusser mig, så mit åndedræt langsomt bliver mere roligt.

“Jeg tænkte ikke,” svarer hun stille og kigger mig i øjnene og det er tydeligt at se den desperate og bange følelse i dem.

“Men det gør jeg nu og jeg fortryder det mere end noget andet og at se dig så knust, mus, det knuser mig mere end du aner. Jeg elsker dig,” fortsætter hun og tørre forsigtigt mine tårer væk, inden hun løfter sig op på tæer og placere et kys på mine læber. Det brænder i hele kroppen, alle hendes små berøringer og jeg forstår ikke, hvordan hun har gjort det, men jeg er udmattet og træt og ikke vred mere. Og jeg har endnu ikke oplevet andre end Ethan, der kan få mig til at falde ned igen. Jeg synker en klump og kigger bedrøvet ned på hende. Mit syn er helt sløret af de tårer, der konstant bliver ved med at vælte op. Kæft man, hvornår fuck er jeg blevet så blød? Hvad fanden er det, hun gør ved mig. Bella fletter vores fingre og puffer mig blidt ned at sidde på gulvet, inden hun sætter sig omvendt på mit skød og låser sine ben omkring min overkrop. Forsigtigt hviler hun sin pande mod min og jeg trækker vejret tungt ind.

“Kan du lide ham?” Mumler jeg hæst efter et stykke tid, hvor vi bare har siddet med hinanden. Bella sukker og nusser mig blidt omme i nakken.

“Nej, skat, det var dumt og ubetydeligt. Du er den eneste, der betyder noget,” svarer hun kort efter og kysser mig hurtigt.

“Jeg vil ikke miste dig. Jeg fungerer ikke uden dig,” mumler jeg og kigger ned i mit og hendes skød. Jeg tror næsten, hun smiler lidt, da hun lægger sine hænder på mine kinder og løfter mit hoved for at få øjenkontakt.

“Du mister mig aldrig nogensinde, okay?” Siger hun og jeg nikker og denne her gang, er det ikke bare hende, der kysser mig. Vi kysser hinanden, vores læber falder i rytmer og vores tunger leger og jeg føler mig tryg. Jeg er hjemme igen, i et rodet i hjem fyldt med kaos og drama, men jeg er hjemme, hvor jeg hører til og vi skal nok få ryddet op. Hendes hænder finder vej op i mit hår og mine arme lægger om livet på hende. Hun er min og aldrig aldrig aldrig nogensinde igen, er der andre, der må få hende. Jeg fjerner mine læber fra hendes mund og kysser hende i stedet ned af halsen. Markerer med hvert enkelt lille kys, at hver en centimeter af hendes krop er min og det hele tilhører mig.

 

*

 

“Mhm,” mumler hun, da jeg begynder at kysse hende på skulderen og halsen igen. Vi lå og puttede under min dyne før, mens vi snakkede om alverdens ligegyldige ting. Hendes nøgne krop virkede bare alt for distraherende under dynen, så jeg kan ikke lade være med at kysse hende og mine læber finder deres sædvanlige vej op til hendes og hun fniser.

“Jeg troede, du var færdig?” Driller hun og kysser mig igen. Jeg smiler i kysset.

“Jeg bliver aldrig færdig med dig, skat,” svarer jeg og kysser grådigt videre ned af hendes hals og videre ned til hendes bryster. Hun er så gude smuk, jeg elsker alt ved hende. Jeg er fuldstændig betaget af hendes person og hvor er jeg dog lykkelig over, glad for og ikke mindst stolt af, at hun er min.

 

 

Da vi endelig er kommet ud af sengen igen, render vi begge to rundt med kæmpe bollehår og hun har intet andet end min t-shirt på, så det er ligesom det skal være. Min pige i min t-shirt. Jeg selv har kun et par joggingbukser på og vi kan ikke lade hinanden være på nogen måde. Lige så snart vi kommer indenfor rækkevidde af hinanden bliver der uddelt små kærtegn og kys, og jeg nyder det. Jeg elsker, når vi har det godt sammen. De aller bedste perioder i mit liv er sammen med hende. Jeg går ind i stuen og strækker mig. Vi tog en lur efter anden omgang og jeg føler mig overraskende frisk og godt til mode, men det væltede sofabord i stuen, bringer minderne om, hvad hun fortalte mig for bare et par timer siden frem igen. Jeg prøver ikke at tænke på det, det gør jeg virkelig, men det er bare svært. Hun betyder så meget for mig, og det at han bor lige nedenunder gør mig bare rigtig utilpas. Jeg går hen og rejser sofabordet op, inden jeg lægger tingene, der lå på det før tilbage igen. Dovent smider jeg mig på sofaen.

“Skat?” Bella kommer gående ind i stuen og jeg kan ikke lade være med at smile drenget til hende, så hun bare fniser af mig.

“Hvad så, baby?” Spørger jeg og gør tegn til at hun skal komme hen til mig. Hun krydser stuegulvet og kravler op på mig i sofaen, inden jeg får et hurtigt kys.

“Hvad vil du have til aftensmad?” Spørger hun og sidder og leger lidt med mine hænder. Jeg bider mig kort i læben og giver hende et meget tydeligt elevatorblik.

“Hmm, dig?” Foreslår jeg og hun fniser, inden vores læber igen møder hinanden et kys. Hun er dejlig, mere end man kunne ønske sig og mine hænder er bestemt ikke langsomme til at finde ind under den lidt for store t-shirt.

 

*

 

“Baby?” Siger jeg, da vi ligger og putter i sofaen. Min hånd ligger på det nederste af hendes mave og tegner forsigtigt små bløde cirkel nus.

“Jaa?” Svarer hun og drejer hovedet, så hun kan kigge op på mig.

“Du ved godt, at vi faktisk kun mangler at have sex i køkkenet og gangen, så har vi gjort det i hele lejligheden,” siger jeg og griner. Bella fniser.

“Du er skør, skat,” griner hun og kysser mig på brystet. Jeg smiler skævt ned til hende og blinker kækt, så hun fniser igen. Det er jordens dejligste lyd og det har det været lige siden, jeg hørte den første gang i telefonen.

“Skal vi ikke ringe efter en pizza? Jeg orker ikke at lave mad,” siger hun, da min mave knurrer. Jeg nikker og Bella rejser sig op, for derefter at kaste min t-shirt overhovedet igen. Bella forsvinder ud i køkkenet og kort efter kan jeg høre, hun ringer og bestiller pizza. Jeg har godt nok savnet hende meget. Gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor meget hun egentlig betyder for mig. Bella kommer tilbage igen og kravler smilende ind under tæppet til mig.

“Hvornår havde du en aftale med ham der i morgen?” Spørger hun nysgerrigt og nusser mig lidt på mit bryst.

“Jeg ved det ikke. Omkring eftermiddagen vil jeg tro, Booze skriver,” svarer jeg og nyder at have hende her tæt på.

“Okay, skal jeg tage med eller vil du selv gå?” Fortsætter hun og jeg kigger forskrækket over på hende.

“Du skal ikke med under nogen omstændigheder, hvad hvis de gør dig noget?” Udbryder jeg forskrækket, hvordan kunne hun overhovedet få den idé?

“Jamen jeg bryder mig bare ikke om, du tager derhen alene, skat,” siger hun ærligt og jeg smiler svagt.

“Det skal nok gå, baby, din far har tilbudt mig en læreplads som murer og jeg har sagt ja,” snakker jeg udenom og hun smiler stort over nyheden.

“Du forstår ikke, hvor glad du lige gjorde mig,” siger hun og vi kysser hinanden hurtigt.

“Hvad skal du i morgen?” Spørger jeg og skifter helt emne.

“Jeg har lige en lægetid om formiddagen, men ellers intet,” fortæller hun og jeg løfter nysgerrigt et øjenbryn.

“Hvorfor skal du til lægen?” Spørger jeg en anelse bekymret og hun smiler bare.

“Vi skal bare lige snakke om nogle ting, ikke noget alvorligt overhovedet,” svarer hun og jeg smiler lettet. Det lyder næsten for godt til at være sandt lige nu. Måske kommer der faktisk ro på det hele, man kan i hvert fald håbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...