Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
43Kommentarer
10693Visninger
AA

15. 14. Back for good

Isabella’s synsvinkel: Torsdag, 10.12, overskyet - Bella’s lejlighed, London.

 

Jeg vågner op med den ledeste morgenkvalme og tarme, der vrider sig. Det tager mig ikke mere end 5 sekunder at registrere, at det er en fuldstændig umulighed at holde gårsdagens aftensmad inde og jeg styrter fra soveværelset og videre ud på toilettet for at gribe fat i kummen, mens det føles som om hele min krop bliver vendt med vrangen ud af. Fy for helvede, hvor er det så fucking klamt. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor jeg har det sådan her. Og jeg kan da godt nok ikke lige overskue at skulle være syg ovenpå i går. Jeg mener, jeg er vågnet med kvalme før, især de sidste par dage har jeg haft lidt, men det var kun dengang hjemme ved Ethan, at det var lige så slemt som i dag. Jeg sukker og skyller ud i toilettet, inden jeg udmattet sætter mig op af væggen. Opgivende kører jeg en hånd hen over min svedige pande og kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor det er så fucking hårdt at kaste op. Alligevel er det eneste jeg kan tænke på Alex og min konstante paranoia for, at der kommer nogen og kidnapper eller overfalder mig. Men jeg savner ham, jeg savner ham så latterligt meget. Det stresser mig bare, at han ikke vil lade mig hjælpe ham. Vi kunne jo for pokker finde ud af alt det her sammen, hvis han bare fortalte mig, hvad der foregik i hans liv i stedet for at rode sig ud i sådan noget lort. Jeg sukker, gad vide hvor han er nu overhovedet? Bare han ikke har gjort noget dumt. Jeg mente jo ikke det med pausen eller måske gjorde jeg. Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg gerne vil være sammen med ham, men ikke på den her måde, hvor han bare forsvinder. Jeg ringede til Madison i går, efter jeg havde været sammen med Cameron, fordi jeg har virkelig brug for at snakke med hende. Om det hele både Alex, Cameron, min mærkværdige morgenkvalme, bare helt mit liv. Det virker så uoverskueligt for tiden, måske er det Alex, der gør det. Jeg kan sgu ikke rigtig finde ud af det. Hovedsagen er, at jeg skal være hos Madison kl.12.00. Jeg lukker kort øjnene, inden jeg tager en dyb indånding og beslutter mig for et bad. Det er tiltrængt og jeg er sikker på, at det vil få den her latterlige kvalme til at forsvinde.

 

Jeg træder ud af badet og binder et hvidt håndklæde rundt om mit våde hår, inden jeg vikler mig selv ind i et lidt større hvidt badehåndklæde. Jeg har sat musik på, der spiller rundt i hele lejligheden i håbet om, at sangene vil overdøve mine alt for forstyrrende tanker. Det er det, jeg skal bruge Madison til. Hun skal hjælpe med at sortere i mine tanker, så jeg kun beholder de nødvendige. Nynnende, trisser jeg ud fra badeværelset, gennem stuen og videre ind i vores soveværelse, hvor jeg finder et sæt sødt undertøj. Jeg lægger noget hurtigt make up i det lille spejl, der står ovenpå vores hvide kommode, inden jeg går i gang med at tørre mit lange mørkebrune hår. Hvor end jeg gerne ville, så kan jeg ikke stoppe med at tænke på Alex, så da jeg har trukket mine sorte jeans på ender jeg alligevel med at smide hans mørkeblå hoodie på. Den er en tand for stor til mig, men jeg kan godt lide oversized, så det gør mig intet overhovedet. I det jeg er ved at tage min smykker på, går det op for mig, at jeg faktisk er pisse sliksulten. Har den vildeste trang til kakaomælk og mælkesnitter, uh eller chokolade. Fuck man, jeg bliver sgu nødt til at smutte forbi tanken, inden jeg kører hjem til Madison. Jeg griber ud efter mine nøgler og hopper i mine hvide sneaks, inden jeg smækker hoveddøren efter mig. Dropper morgenmaden, har meget mere lyst til chokolade og jeg er 19, så hvem fanden skulle stoppe mig? Jeg smiler skævt og prøver for 117 gang at holde alle de bekymrede tanker på afstand, men det virker som en umulighed, så jeg skynder mig bare at hoppe ind i min bil og sætte noget højt musik på.

 

11.28

“Smukke? Er du oppe?” Spørger jeg grinende og åbner døren ind til Madisons værelse. Musikken spiller ud af hendes computer og hun sidder i undertøj og gør sig klar ved sit make up bord.

“Jeg har da været oppe længe!” Udbryder hun grinende og jeg ryster på hovedet, inden jeg går hen og smider mig i hendes seng. Jeg er ikke langsom til at pakke den første mælkesnitte ud og åbne min kakao, og er du så færdig, det er noget af det bedste, jeg har smagt længe! Fuck, det var seriøst lige det jeg trængte til. Jeg smider træt min Iphone ved siden af mig, har slet ikke magtet at tjekke den eller jeg tør ikke. Jeg er så pisse bange for at modtage trusler fra dem der, der er efter Alex, men alligevel vil jeg så gerne vide, hvordan han har det, måske skulle jeg skrive til ham?

“Hvad sker der for maden?” Spørger Madison, idet hun vender sig om og får øje på mig, der bare ligger og æder mælkesnitter. Jeg skubber tankerne om Alex væk og trækker på skuldrene med et kort grin.

“Jeg tror ikke, du forstår, hvor meget jeg har lyst til søde sager!” Siger jeg og hun griner, inden hun hopper i et par hyggebukser og en kort t-shirt.

“Er der nogen, der er lidt PMS?” Spørger hun med et glimt i øjet og joiner mig i hendes seng, hvor hun rækker ud efter en mælkesnitte. Egentlig er jeg ikke meget for at dele dem, især fordi det er min eneste mad, men jeg kan ikke sige nej til Madison, så jeg siger ikke noget.

“Hm ja, det kunne godt tænkes, det er i hvert fald lidt tid siden, jeg har haft min mens, nu hvor jeg tænker over det,” svarer jeg og tager en bid mere af snitten.

“Du er sikkert bare gravid. Havde du ikke også haft morgenkvalme dengang der, hvor I overnattede hos Ethan?” Joker hun og puffer drillende til mig, men lige pludselig synes jeg overhovedet ikke, det er sjovt længere. Shit man! Tænk, hvis jeg er gravid? Jeg har jo ikke haft min mens længe og morgenkvalmen og den her pludselige trang til sødt? Ej, det kan jeg simpelthen ikke være, jeg er jo overhovedet ikke gammel nok. 19 år, det er ikke gammelt nok, er det?

“Ej Bella, slap af - du er sgu da ikke gravid, I bruger vel kondom?” Fortsætter Madison, da hun ser mit paniske udtryk. Jeg ryster langsomt på hovedet og kigger over på hende med store øjne.
“Bruger I ikke kondom?” Udbryder Madison og taber skuffen i gulvet. Hvordan kan det overhovedet være hendes største bekymring?

“Nej vi gør sgu da ej. Jeg er på pillen for helvede,” vrisser jeg og tager mig til hovedet. Det er ikke godt det her, det er overhovedet ikke godt.

“Jamen burde den ikke være safe? Har du husket at tage den?” Presser Madison på og jeg kan slet ikke overskue den her snak lige nu. Kan vi for helvede ikke bare forholde os til, at Alex og jeg er på pause? Det var jo det, jeg kom for at snakke om og ikke det her baby-pis.

“Madi, please jeg ved det ikke eller jo jeg plejer at være god til at tage dem. Kan det ikke være lige meget?” Prøver jeg opgivende og hun kigger på mig, som om jeg er fuldstændig skudt i hovedet.

“Hvordan kan du sige det er ligemeget? Du er måske gravid og du er ligeglad?” Spørger hun og sukker tungt.

“Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad, men jeg har lige sat Alex og mig på pause for fanden!” Udbryder jeg frustreret og griber fat i en af hendes puder. Ugh! Jeg kan slet ikke overskue det her pis lige nu. Jeg presser den mod hovedet i desperat forsøg på at presse mine tanker sammen, så det ikke føles som om mit hoved er ved at sprænge.

“Hvad har du?” Spørger Madison og lyder om muligt endnu mere overrasket.

“Hvorfor?” Fortsætter hun dog i et lidt mere roligt og blidt toneleje. Jeg sukker og fjerner puden fra mit fjæs, inden jeg puster tungt ud. Vi sidder kort i stilhed, mens jeg prøver at samle alle mine tanker også begynder jeg fra starten af og fortæller hende om, hvordan Alex og jeg begyndte at skændes over lejligheden, oprydningen, huslejen, hans pludselige forsvindingsnumre, der viste sig at være narkohandel, jeg fortæller hende om delen, hvor jeg tjekkede hans telefon og fandt ud af, at de truede ham med mig, om mit og Camerons uheldige knald og runder af med den nylige tanke om, at jeg muligvis er gravid. Hvordan pokker er vi overhovedet noget herud? Jeg forstår det simpelthen ikke.

“Men ja, det var jo ikke min mening at sætte os på pause, fordi jeg elsker ham så latterligt meget og nu begynder jeg at tude.. og ugh! Hvorfor kan vi ikke bare have et skide normalt forhold?” Spørger jeg og tørrer frustreret mine tårer væk. Madison siger ikke noget først, men trækker mig bare ind til sig. Shit, hvor har jeg dog savnet den pige mere end noget andet. Hun betyder virkelig alt for mig.

“Shit mus, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,” hvisker hun og stryger mig blidt over håret. Det er måske også lidt en mundfuld at få at vide, men om ikke andet så var det rart at få det fortalt.

“Jeg ved det heller ikke,” mumler jeg træt og ligger mig ned i hendes skød. Jeg betragter hende, mens hun sidder og kigger lettere tænksomt ud i luften.

“Måske skal vi bare snakke det igennem fra ende til anden?” Foreslår hun og jeg smiler svagt. Det bliver sikkert pisse svært, men ikke desto mindre er det nok tiltrængt at få en andens synsvinkel på.

“Hm okay,” svarer jeg og putter mig lidt mere ind til hende. Madison er seriøst den søster jeg aldrig fik. Hun er så gude smuk og helt igennem skøn, hvad fanden skulle jeg gøre uden hende?

“Lad os starte med Alex. Ikke alt hans lort, bare Alex. Vil du være sammen med ham eller ej?” Spørger hun og jeg ruller øjne. Det var da, det dummeste spørgsmål, hun kunne stille.

“Selvfølgelig vil jeg være sammen med ham. Jeg kan jo ikke undvære ham,” svarer jeg hurtigt og hun smiler, men  jeg forstår godt nok ikke helt af hvad.

“Hvad?” Brummer jeg lettere irriteret, måske var det her alligevel ikke en god idé. Hun tager det tydeligvist ikke seriøst.

“I er bare søde. Og hvad med Cameron?” Spørger hun og jeg tænker lidt. Cameron er sød, ingen tvivl om det, men han er bare lidt for meget. Et eller andet sted føler jeg mig også udnyttet, han vidste jeg var vred, såret og ked af det pga Alex også var han der lige til at trøste mig. Ikke at det var en undskyldning for at gå i seng med ham, men jeg har bare vanvittig dårlig samvittighed overfor Alex.

“Nej, jeg vil kun have Alex,” svarer jeg efter lidt tid og hun nikker.

“Men søde, så er der jo ikke rigtig noget at sige eller gøre. Du er nødt til at snakke med ham om alt det her,” svarer hun og nusser mig i håret. Jeg bider mig kort i læben. Et eller andet sted har hun jo ret. Jeg ved bare ikke helt, jeg frygter for at fortælle ham om Cameron, selvom jeg stadig er såret over alt det, han har udsat mig for. Shit, hvor er jeg egentlig splittet.

“Det der bekymrer mig mest er egentlig baby-delen, må jeg ikke lige låne din Iphone, så jeg kan google p-piller?” Spørger hun og jeg sukker. Jeg magter virkelig ikke at tage stilling til alt det nu. Alligevel rækker jeg dovent ud og tager min Iphone op til hende. Madison tager imod den med et svagt smil og jeg lukker kort øjnene.

“Alex fra Boring har skrevet,” siger hun ud af det blå og jeg får det vildeste deja vu. Det var jo præcis det, hun sagde, da jeg havde slået op med Chris for et års tid siden og et kort øjeblik er jeg bange for, at det er noget jeg har drømt, men jeg nåede jo knap at lukke øjnene. Jeg flår min Iphone ud af hænderne på hende og ganske rigtigt. Jeg har fået en notifikation fra Boring app’en.

“At du stadig har den app,” griner hun, men jeg svarer ikke. Selvfølgelig har jeg den. Det er der alle mine og Alex’s første beskeder ligger. Så hurtigt som jeg kan, åbner jeg app’en og kan ikke lade være med at smile over beskeden, samtidig med at jeg bliver så latterligt forvirret. Det er præcis det, han skrev til mig, da han skrev allerførste gang og replikken er stadig lige så lam og dum, som første gang. Det betyder bare så latterligt meget, at han valgte lige netop den og et eller andet sted, kunne det jo godt være et tegn på, at han ville starte forfra? Gøre det hele godt igen? Eller er det mig, der totalt overanalysere alting.

“Hvad skriver han?” Spørger Madison nysgerrigt, fordi jeg bare bliver ved med at stirre på beskeden.

“Det præcis samme, som han gjorde allerførste gang, han skrev til mig,” siger jeg lavt og smiler svagt ved tanken, inden jeg beslutter mig for at lave samme nummer.

Alex: Wow.. Tror aldrig jeg har set en med SÅ flot en tunge :o

Bella: Øhh Tunge? Må være en seriøst dårlig ice breaker ellers har du fat i den forkerte pige.. Du kan ikke se min tunge..

Jeg smiler skævt og lægger min Iphone fra mig, men den når knap at ramme hendes dyne før den vibrere igen og Alex navn, dukker frem under det genkendelige Boring logo.

Alex: Du svarede, hah.. Baby, jeg er så ked af det. Jeg vil ikke miste dig, du må ikke sætte os på pause. Jeg lover, vi finder ud af det her. Jeg finder ud af det. Må jeg ikke nok komme hjem igen? Jeg har brug for dig.. <3

Endnu engang finder tårerne frem i mine øjne og jeg kan knap svare på grund af mit slørede syn, men for fanden hvor er han dejlig. Hvorfor kunne vi ikke bare være noget frem til det her i går morges, så havde jeg ikke behøvet at dumme mig? Åh, hvad skal jeg dog sige til ham?

Bella: Du må altid komme hjem, men kun hvis du lover ikke at gå fra mig igen <3

Alex: Lover! <3

Bella: Jeg elsker dig, hvornår er du hjemme så? <3

Alex: Jeg elsker også dig, baby. Nok sådan 15, er det okay? <3

Bella: Jaa, så kan jeg også lige nå hjem fra Madi <3

Alex: Hvorfor er du der? <3

Bella: Skulle bare snakke med hende <3

Alex: Om os? <3

Bella: Jaa og nogle andre ting, kan vi ikke snakke, når du kommer hjem, babe? <3

Alex: Jo vi kan så, glæder mig til at se dig <3

Bella: I lige måde, babe <3

 

“Hvad så? Finder I ud af det?” Spørger Madison smilende, da jeg endelig lægger min Iphone fra mig. Jeg kan ikke lade være med at smile, min dreng kommer hjem. Hvordan kunne jeg dog være så dum at smide ham ud? Jeg elsker ham jo. Alligevel har jeg en kæmpe knude i maven, jeg er nødt til at fortælle ham om Cameron, det er jeg bare ellers kan jeg simpelthen ikke leve med mig selv.

“Ja, det tror jeg, men jeg er jo nødt til at fortælle ham om Cameron, alt andet kan jeg ikke være bekendt,” mumler jeg træt og tager mig til hovedet. Puh, jeg kan virkelig ikke overskue alle de her ting lige nu og da slet ikke, hvis jeg også er gravid. Jeg burde virkelig bestille en tid til lægen.

“Det skal nok klare den, smukke, bare du får styr på baby-delen. Det tror jeg altså, er det vigtigste,” svarer Madison og skæver ned til min mave, som om hun tjekker om man rent faktisk kan se det på mig. Nu må hun altså lige styre sig, det er jo ikke engang sikkert.

“Jaja, jeg tager til lægen i løbet af de næste par dage. Nu vil jeg bare gerne koncentrere mig om at hjælpe Alex,” vrisser jeg irriteret over, at hun bliver ved med at bringe den muligvis eksisterende baby op.

“Fair,” svarer hun optaget af sin Iphone og jeg overvejer lidt om jeg måske skulle tage hjem. Jeg kan ikke lige overskue at være her, når han snart kommer.

“Madi? Jeg smutter nu her, jeg ringer til dig, når jeg har fået tid ved lægen og styr på det hele,” siger jeg beslutsomt og griber ud efter min Iphone og kakaomælken. Madison kigger op fra sin Iphone.

“Mener du det? Du lover, du ringer!” Siger hun skarpt og sender mig så et stort smil, så vi begge griner kort. Vi giver hinanden et kort kram efterfulgt af et kindkys også er jeg ellers på vej ud i bilen igen med tusinde tanker om Alex, og en meget sær blanding af at være spændt og glæde sig til at se ham, samtidig med jeg er pisse nervøs for hans reaktion over det med Cameron...

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...