Strangers II

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 apr. 2018
  • Opdateret: 25 jun. 2018
  • Status: Igang
Alex og Bella er flyttet sammen i en lille lejlighed i London og skal lære hinandens gode og dårlige sider endnu bedre at kende, men er det overhovedet muligt at to så forskellige personligheder kan enes under samme tag? Kan Alex give slip på hans ungdom og barnagtigheder og fokusere på at starte et voksent liv sammen med Bella? Hvad sker der, når der kommer interesse udefra? Og er deres forhold stærkt nok til at klare både op- og nedture?

31Likes
43Kommentarer
10720Visninger
AA

11. 10. Home Sweet Home


Isabella’s synsvinkel: Tirsdag, 08.37, regnvejr - Ethan’s hus, Hilhurst.

 

Jeg vågner op med den sygeste morgenkvalme og det tager ikke specielt lang tid, før det går op for mig, at det ikke bare er kvalme. Aftensmaden vil op og ud og hurtigere end man kan tælle til tre er jeg sprunget fra sengen og ud mod badeværelset for at gribe fat i toilet kanten og mærke musklerne i min mave trække sig sammen, før jeg brækker aftensmaden op. Shit, hvor det stinker og fuck hvor er der fucking meget. Ikke længe efter, at jeg er ankommet på badeværelset kommer Alex susende ud og får øje på mig.

“Åh baby for faen,” mumler han og lader sin hænder samle mit hår omme i min nakke, mens han blidt nusser mig på ryggen. Jeg kaster op igen, og da jeg endelig er færdig sætter jeg mig udmattet op af væggen og kan mærke, hvordan sveden nærmest drypper af mig. Det er så ubehageligt, men samtidig så latterligt hårdt at kaste op.

“Er du okay?” Spørger Alex blidt og nusser forsigtigt min arm. Jeg nikker svagt og han sender mig et omsorgsfuldt smil. Han er dejlig. Træt læner jeg hovedet mod væggen og han slipper mig.

“Jeg kommer lige om lidt, skat,” siger han og efterlader mig alene ude på det kølige badeværelsesgulv. Det er faktisk meget rart, at her ikke er for meget varme. Det ville bare gøre det hele mere ubehageligt og klamt. Hvad fanden har jeg overhovedet spist? Jeg aner det ikke, måske var der bare noget, jeg ikke kunne tåle eller ikke var vant til at spise. Døren til badeværelset går op og Alex kommer ind med et glas i hånden. Han sætter sig på hug foran mig og putter mit hår bag øret. Svagt smiler jeg taknemmeligt og retter opmærksomheden mod glasset i hans hånd. Han rækker mig glasset og jeg tager en slurk, det er saftevand. Han er simpelthen skøn og betænksom, og hvad fanden skulle jeg gøre uden ham altså.

“Er det bedre?” Spørger han blidt og sætter sig helt ned på gulvet til mig. Træt putter jeg mig ind til ham, og han kysser mig på panden.

“Meget,” mumler jeg svagt, dog stadig med en del kvalme. Jeg satser på, det går over i løbet af dagen. Sådan bliver vi siddende længe ude på badeværelsesgulvet, indtil Alex foreslår, at vi tager et bad.

 

10.01

Vi står nede på stationen sammen med Ethan, og Alex har været over mig hele dagen. Det er næsten for meget, men han har nægtet at gå fra mig siden i morges, fordi han er bange for, at jeg får det dårligt igen. Lige nu har jeg det fint, er en anelse træt, men det er vel meget normalt. Det er i hvert fald ganske udmærket taget i betragtning, at jeg ikke rigtig har kvalme længere. Jeg skæver til uret. Toget går 10.10, så vi har været i god tid i dag. Snakken mellem Ethan og Alex flyder som den nu engang gør, men Alex bliver ved med at kigge hen på mig, som om jeg falder om hvert tredje sekund. Rolig altså, jeg brækkede mig. Det var bare lidt dårlig mad. Pludselig ringer Alex’s telefon og på samme måde, som den aften hjemme ved mine forældre trækker han sig væk og efterlader Ethan og jeg alene. Hvad fanden er det for noget med de skide telefon opkald? Det stresser mig for sindssygt, at han ikke fortæller mig en skid.

“Ved du, hvem det er der ringer til ham?” Spørger jeg en anelse frustreret Ethan. Ethan ryster dog bare på hovedet og jeg sukker irriteret. Hvorfor skal han have hemmeligheder for mig? Jeg mener, man har sgu da ikke hemmeligheder for hinanden i et parforhold eller det har man jo så, hvis man finder sammen med en som Alex eller for den sags skyld Chris. De har altid gang i et eller andet mystisk, som de ikke fortæller os. Og fuck hvor det pisser mig af, jeg vil gerne hjælpe ham og være der for ham, men det er fandme svært, når han ikke inddrager mig i det. Jeg sukker irriteret og Ethan kigger over på mig.

“Er du egentlig okay?” Spørger han og virker bekymret, hvad fanden kommer det ham ved? Han skal bare svare mig på om min mand er ude i noget lort eller ej og det kan han ikke engang. Er de så overhovedet bedste venner eller holder Alex bare det her skjult for alle? Måske er Ethan med i det. Fuck det pisser mig af.

“Jaja, det var bare bræk,” mumler jeg irriteret og skæver op til klokken. 10.07 nu må han sgu godt komme tilbage, så vi kan nå toget, fordi jeg venter i hvert fald ikke, hvis han misser det pga et telefonopkald, fandme nej. Jeg vil hjem.

“Så er jeg her igen!” Siger Alex glad, idet han lægger armene om mig og kysser mig på kinden. Okay, han er forvirrende lige nu.

“Hvem ringede?” Spørger jeg nysgerrigt og prøver at gemme mine frustrationer væk, men det er sgu en anelse svært.

“Ikke nogle du skal tænke på,” svarer han undvigende og kysser mig igen. Jeg skæver over til Ethan, der bare trækker på skuldrene. Hvad fanden er det, han holder skjult? Fuck, hvor det pisser mig af altså.

“Nå skal vi komme af sted?” Mumler jeg opgivende og de andre nikker. Alex samler vores tasker sammen eller min lille weekendtaske, han kom uden noget som helst andet end sig selv og sit jakkesæt. Han har dog fået lov at låne lidt tøj af Ethan på ubestemt tid.

  Vi siger farvel til Ethan, da toget kommer rullende ind på perronen og med hinanden i hænderne går vi ind og finder vores pladser. Alex skubber tasken ind under sædet, mens jeg snupper vinduespladsen og sætter mig til at spekulere over hans mærkelige telefonopkald. Alex vælter rundt ved siden af mig, men får endelig sat sig ned, inden han tager min hånd og smiler til mig.

“Hvad tænker du på?” Spørger han, da han ser mit tænksomme udtryk. Jeg ryster på hovedet, men han giver ikke op og jeg sukker.

“Hvem du modtager de der mærkelige opkald fra,” svarer jeg ærligt og nu er det hans tur til at sukke.

“Ingen baby. Det er virkelig ikke noget, du skal tænke på,” siger han blidt og kysser min håndryg. Jeg sukker, hvorfor skal han være sådan her? Hvorfor kan vi ikke bare være hundrede procent ærlige overfor hinanden? Jeg fortæller sgu altid ham alt, det eneste jeg ikke fortalte ham var, at jeg havde besøgt Cameron, men det fandt han alligevel ud af.

“Jeg ville bare ønske, at der ikke skulle være hemmeligheder mellem os,” mumler jeg og læner mig op af ham. Alex kysser mig på panden og læner sit hoved op af mit.

“Det har vi heller ikke,” svarer han, men det er jo ikke rigtigt. Han fortæller mig ikke, hvad fanden det er han går og laver, også påstår han, at vi ikke har nogle hemmeligheder.

“Hvis du siger det,” mumler jeg en anelse fornærmet. Alex sukker og kigger trist på mig, men jeg er ligeglad. Jeg vil bare gerne have, at han er ærlig overfor mig.

“Baby, hvis jeg nu siger, at det er for alles bedste, at det kun er mig, der ved det her. Er det så ikke okay?” Spørger han. Shit, jeg vidste det. Han har gang i et eller andet lort eller det kunne i princippet lige så godt være en pige, men min mavefornemmelse fortæller mig, at det ikke er en affære, men noget lort. Men okay, hvem tjener også lige fem tusind på en enkelt aften? Alligevel sukker jeg bare og nikker, for at putte mig indtil ham igen og falde i søvn.

 

15.27

Vi følges ad hånd i hånd på vej hjem til mig, og for et kort øjeblik har jeg glemt alt, om hans mystiske telefon samtale. Vi pjatter, snakker og har det hyggeligt, præcis ligesom da vi lige mødtes eller da vi lige flyttede sammen, før alle bumpene på vejen. Jeg elsker ham, ingen tvivl om det og han gør mig så uendeligt glad, at det halve kunne være nok.

“Hvad er dine planer for i dag?” Spørger han nysgerrigt, idet vi når hen til lejligheden. Jeg smiler op til ham og stopper op på trappen, inden jeg lægger armene om ham.

“Hmm, jeg havde tænkt noget alla det her,” svarer jeg flirtende og finder hans læber. Jeg har efterhånden konkluderet, at lige meget hvor mange kys jeg giver eller får, så er det bare aldrig nok. Jeg kan ikke få nok af Alex, og sådan er det bare. Alex trækker sig igen og jeg kigger undrende på ham, han plejer sgu da ikke have noget imod at kysse mig og nu havde jeg lige besluttet mig for, at han skulle kysses hele vejen ind i soveværelset.

“Hvad er der?” Spørger jeg fuld af undren og han bider sig nervøst i læben. Jeg slipper ham og kigger op på ham. Hvad fanden foregår der? Hvad er det, han ikke fortæller mig? Irriteret sætter jeg hænderne i siden og kigger afventende på ham.

“Baby, du må ikke tro, jeg ikke vil. Du ved, der ikke er noget, jeg heller vil, men,” han tøver og hans blik flakker alle andre steder hen end på mig. Hvad fanden er det, der foregår? Kan han for engangs skyld ikke bare åbne sin mund og fortælle mig, hvad han har gang i?

“jeg er altså nødt til at smutte igen. Jeg skal lige ordne et par ting,” mumler han usikkert og klør sig i nakken.

“Nu?” Udbryder jeg irriteret. Hvorfor kan han ikke bare være her hos mig? Det er jo det, jeg allerhelst vil have.

“Jaa nu, mus, men jeg skal nok komme hurtigt hjem,” skynder han sig at tilføje. Ikke en skid, han gør, det gjorde han fandme heller ikke de andre aftener, hvor han lige skulle ‘ordne noget’.

“Det’ fint, bare smut. Jeg er nok gået i seng, når du kommer hjem,” siger jeg fornærmet, tager min taske ud af hænderne på ham og vender mig rundt for at gå op til lejligheden.

“Skal jeg ikke følge dig op?” Spørger han forbavset, men jeg vifter bare afvisende med hånden.

“Nejnej, smut du bare. Du har jo så travlt,” siger jeg. Han sukker og kører frustreret hænderne gennem håret, så kan han fandme lære det.

“Bella stop nu,” prøver han og jeg stopper op på trappen og vender mig rundt. Nu må han fandme lige finde ud af, hvad han selv vil.

“Nej Alex, du skal stoppe. Gør hvad du skal, men lad vær at lov mig ting, du alligevel ikke holder. Jeg ved jo godt, du ikke kommer tidligt hjem og lige meget, hvor meget du påstår, at hvad end du laver er ‘ingenting’, så er det alligevel vigtigere end mig, og det er også fint. Så skal du bare heller ikke forvente, at jeg sidder og venter på dig, når du kommer hjem,” svarer jeg irriteret og han kigger såret op på mig. Det er jeg sgu ligeglad med, jeg er fandme også såret.

“Du er det vigtigste for mig, og du må aldrig tro andet,” svarer han stille og jeg ryster på hovedet og går de sidste par trin op til lejligheden, inden jeg låser mig ind og smider skoene. Jeg er ovenud taknemmelig for, at Madison har ryddet hele stuen op for mig, inden jeg tog over til Alex. Træt og udmattet, samt irriteret og frustreret over vores diskussion sætter jeg mig hen i sofaen og finder min Iphone frem. Jeg trænger til at snakke med Madison, hun plejer at kunne sætte en bedre vinkel på tingene. Jeg finder hende i mine kontakter og facetimer hende, og der går ikke mere end et par sekunder før, hun dukker op på min skærm.

“Hej skaat!” Hviner hun og jeg griner. Hun er fandme savnet den tøs, vi har næsten aldrig tid til hinanden længere.

“Heej!” Svarer jeg og kan se, at hun sætter sig tilrette i sin seng.

“Hvordan gik det hos Alex?” Spørger hun nysgerrigt og jeg smiler træt. Det gik jo godt, vi er gode venner igen, men han er bare så monster forvirrende.

“Det gik godt. Vi fik snakket ud og jeg mødte hans familie,” svarer jeg og kommer i tanke om Alex’s mor og søstre. Jeg kan godt se, hvad han mener, når han siger, at de er anderledes, men jeg kunne godt lide dem og Valeria har gjort sit bedste med Alex. Jeg tror, jeg brød mig mindst om Nora, hun var en tand for flabet og opmærksomhedskrævende på den ikke så fede måde, men Alex holder tydeligvis af dem lige meget, hvad han siger.

“Mødte du hans familie?” Måber hun. Madison er cirka ligeså overrasket, som jeg var, da han foreslog det. Jeg nikker.

“Ja, jeg gjorde. Han har den sødeste lille baby søster,” griner jeg og Madison griner med. Jeg kunne heller ikke lade være med at drømme om en familie med ham, da jeg så hvor god og kærlig, han var over for hende. Forhåbentlig går der dog lige et par år, før vi når dertil.

“Så nu har du planer om babyer med ham eller hvad?” Driller hun og jeg ryster på hovedet.

“Dog ikke, men jeg havde faktisk den vildeste kvalme, da jeg vågnede i dag. Jeg brækkede mig to gange, så måske er jeg alligevel gravid,” joker jeg og Madison griner. Selvfølgelig er jeg ikke gravid, trods vores aktive sexliv, så passer vi på. Så nej, ingen babyer før om lang tid.

“Hvis du er, vil jeg være gudmor,” dipser Madison og jeg griner. Hun er skøn og fantastisk til at tage den trykkede følelse, jeg render rundt med.

“Jaa, men han opførte sig mærkeligt igen lige så snart, vi var på vej hjem,” indrømmer jeg og forvirringen lyser ud af mig. Jeg aner ikke, hvad han har gang i, men jeg ville ønske, jeg gjorde. Det ville gøre det hele så meget nemmere, så jeg ikke behøvede at rende rundt og konstant være bekymret for ham.

“Hvad nu?” Spørger hun og jeg trækker på skuldrene, inden jeg kører en hånd gennem håret.

“Jeg ved det ikke. Måske er det mig, der overreagerer, men han modtog endnu et af de der mærkelige opkald, jeg fortalte dig om,” siger jeg opgivende og Madison ser tænksom ud. Vi sidder begge to lidt og tænker over det hele.

“Har du overvejet at tjekke hans mobil?” Lyder det pludseligt fra Madison. Nej, selvfølgelig har jeg ikke det. Det kan jeg sguda ikke være bekendt, det er hans private og jeg stoler jo på ham. Så langt vil jeg alligevel ikke gå, tror jeg.

“Ej, det kan jeg da ikke være bekendt? Jeg stoler jo på ham,” siger jeg og får næsten helt dårlig samvittighed ved tanken. Madison trækker på skuldrene.

“Jamen når han ikke vil fortælle dig det. Du skal jo bare gøre det, så han ikke opdager noget,” siger hun og jeg bider mig i læben. Jeg ved sgu ikke, det er ikke den smarteste plan, men jeg har vel ikke så mange andre muligheder. Han vil jo ikke snakke med mig om tingene.

“Jeg ved ikke rigtigt,” mumler jeg og skærer en grimasse. På den ene side lyder det vildt fristende, at det måske er muligheden for at få svar på mine spørgsmål, men den anden side så er det bare en vild krænkelse af hans privatliv.

“Du bestemmer. Jeg skal jo ikke presse dig til noget,” siger hun og jeg smiler, men kan alligevel ikke slippe tanken helt. Jeg beslutter mig for at lade den ligge for nu og tænke videre over det lidt senere.

“Hvad sker der egentlig mellem dig og Ethan? I skriver ret meget sammen, har jeg fået på fornemmelsen,” driller jeg og Madison rødmer. Uha, måske ender vi med at blive bedstevenne-par. Det ville være lidt af en drøm. Madison og jeg begynder at lege videre med tanken, og vi snakker om nabohuse med matchende biler og de samme slags hunde og vores børn, som vi bliver enige om skal være kærester, så vi kan komme i familie sammen. Snakken er skøn og jeg nyder ikke at tænke på Alex for en stund.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...