Pauline dør til sidst

Pauline sidder i en fremmed lejlighed sammen med tre fremmede mennesker. Ude på den anden side af døren er verden gået amok.

2Likes
0Kommentarer
90Visninger

Author's note

Novellen er lavet som en præmie i en konkurrence jeg afholdt på min forfatterside.
AA

2. Is i maven

Der var tre islagkager. Hjemmelavet islagkager. Den gamle dame præsenterede sig som Grethe, og det var ikke uden en vis stolthed at hun placerede sine kreationer på spisebordet. De var flot dekoreret med lyseblå blomster i fondant. Uden tvivl hjemmelavet. Isen begyndte hurtigt at smelte i den indelukkede lejlighed.
Pauline havde ikke fået andet end en chokoladebar at spise siden dagen før, så synet at det fint dækket bord fik hendes mave til at rumle af forventning. Gad vide om det også er sådan zombierne føler det når de ser os, tænkte hun.
Grethe behøvede ikke at sige værsgo før de alle gik i gang. De to teenagepiger glemte helt at de havde grædt deres eyeliner til ukendelighed. De begyndte at grine en smittende latter, da isen gled ned af det ene fad og endte i skødet på pigen med det korte hår. Grethe skyndte sig straks ud i køkkenet efter en stak blomstret servietter, som ikke hjalp stort.
Pauline kørte det ene stykke ind efter det andet. For hver bid føltes det som om hele verden uden for gled i baggrunden, men efter stykke nummer seks gav hun op. Der var stadigvæk næsten en hel islagkage tilbage, men heller ikke de to unge piger kunne mere. De var gået ind på Grethes soveværelse for at se om de kunne finde noget rent tøj.
”Jeg kan altså ikke mere,” prustede Pauline. Hun skubbede stolen væk fra bordet. ”Tak for mad Grethe. Jeg er ret sikker på det her ikke var en del af min kur, men det kan vist også være lige meget nu.”
Grethe kom med en stor metalskål og hældte det sidste at islagkagen op i den. ”Måske vi kan drikke det senere med sugerør,” klukkede hun, og forsvandt ud i køkkenet igen.
Pauline rejste sig og opdagede hvor mæt hun var. Nærmest kvalmende mæt. En time på sofaen vil gøre godt nu, tænkte hun.
”Der kommer en bil!” Pigerne kom løbende ud fra soveværelset. De råbte i munden på hinanden.
”Vi så en bil nede på vejen! Den er dernede endnu!” De nærmest væltede over hinanden for at komme ud på balkonen.
Ganske rigtigt kom en bil sneglende sig ned ad gaden. De to unge piger begyndte at råbe og viftede med armene, og Pauline og Grethe kunne ikke lade være med at blive grebet af deres begejstring. Her var måske deres chance for at komme væk. Det var en blå varevogn med en stor skydedør i siden. Et øjeblik så det ud som den ville fortsætte forbi under dem, men så stoppede den.
Vinduet blev rullet ned, og en mand med rødt fuldskæg stak hovedet ud og kiggede op på dem. ”Hvad fanden laver I deroppe? Få nu røven med jer og kom herned inden det begynder at vrimle med de sataner. Jeg har plads omme bagi.”
”Der er en af dem her i huset,” råbte den korthårede pige ned til ham.
”I får max 5 minutter, så er jeg skredet. Jeg er lige kørt forbi en kæmpe flok af dem. De kan være her hvornår det skal være,” sagde han, og rullede vinduet op igen.
De to unge piger fik travlt med at pakke deres ting sammen, og nåede helt hen til kommoden før de kom i tanke om zombien, som sikkert luskede rundt derude foran et sted. Pauline var ikke sikker på om hun var klar til at møde sin døde bror, som var fuldstændig ligeglad med hvem det var han spiste. De var alle mad. Også selvom man var i familie.
”Jeg bliver her,” sagde Grethe sagte.
”Hvad?” udbrød Pauline.
De to unge piger nikkede bare og begyndte at finde noget de kunne slå fra sig med. En stok og en paraply blev deres våben.
”Jeg kan ikke løbe ned af den trappe. Jeg venter bare her til militæret kommer.” Grethe smilte usikkert. ”Smut nu med jer. Jeg skal nok hygge mig... og jeg har jo rigeligt med småkager. De kan sagtens holde sig til I får sendt noget hjælp hen til mig. Gå så.”
Pauline vil gerne have sagt noget, men tiden løb. Hun gav Grethe et kram. Sammen fik de skubbet kommoden væk fra døren.
Pigen med brillerne åbnede døren på klem og kiggede ud.
”Der er fri bane.” De skyndte sig så lydløst de kunne ud på gangen i ejendommen. Bag sig kunne de høre døren ind til Grethe blive låst igen. De skulle hen til trappen og fire etager ned og så ville de være ved hoveddøren, hvor den blå varevogn holdt og ventede på dem.
Pauline begyndte at tro på det, da de kom hen til trappen. De stod helt stille og lyttede. Ingen Jan eller andre zombier. Kunne deres egne vejrtrækninger. De listede i starten, men for hvert trin satte de farten op og blev mere skødesløse. Friheden ventede lige for enden at trappen.
Motorlyden fra den blå varevogn nåede deres ører, hvilket kun fik dem til at sætte farten yderligere op og kaste den sidste rest af forsigtighed bort.
De to unge piger var allerede ude ved bilen, da Pauline stakåndet nåede det sidste trin. Den megen iskage i maven havde taget pusten fra hende, og et sidestik brændte.
Hvorfor fanden har jeg ikke holdt min træning ved lige, bandede hun indvendig. Hun støttede sig til metalgelænderet og kæmpede for at få kontrol over vejrtrækningen. Ude på vejen kunne Pauline hører varevognens sidedør blive åbnet.
Hun fandt de sidste energireserver frem, og små løb de sidste meter hen til døråbningen.
”Kom nu!” råbte manden i bilen. ”Der kommer en ordentlig røvfuld dernede.”
Pauline kiggede i den retning han pegede, og så flere zombier end hun kunne tælle, slæbe sig frem i den modsatte ende af vejen. Store, små, kvinder, mænd, børn og nogen som var så ødelagte, at det var svært at sige hvad de havde været før de var blevet ramt af grufulde virus.
Hun tog et skridt frem, men blev holdt tilbage af en hånd. Et øjeblik troede hun det var Grethe som havde ombestemt sig, men så kiggede hun ned på sin arm. En bleggrøn hånd med sorte plamager borede sine negle ind i gennem hendes solbrune hud.
Pauline gik i stå og kunne ikke gøre andet end at stirre ned på de små bloddråber, som begyndte at pible frem. Det var først da endnu en hånd skød frem og begyndte at hive tilbage i hendes lange hestehale, at hun reagerede og rev sig løs.
Hun snurrede rundt og stirrede forskrækket ind i Jans blodindsmurte ansigt.
Hans øjne var mælkehvide og tomme, og huden hang løst ved den ene kind. Det store bidemærke i hans hals, som var grunden til hans forvandling, var blevet lilla og væskende.
Han væltede frem mod hende, men hun sparkede ham væk.
Paulines bror faldt, men han rejste sig stille og roligt.
”Skrid nu med dig,” skreg hun desperat. Det der engang havde været hendes bror hvæsede blot af hende og angreb på ny, men han var langsom.
Pauline kastede sig ud til siden og undgik. Hurtigt var hun oppe igen og skyndte sig hen til bilen.
Sidedøren var lukket og låst, og vinduet var rullet op. Pauline flåede i døren, men manden med fuldskægget rystede undskyldende på hovedet og pegede ned på hendes overarm.
Hun kiggede ned på den. Hun forstod. Hun var smittet. Bilen gassede op og forsvandt væk ned ad gaden. Pauline løb efter den, men gav op efter få meter. Det dunkede allerede i armen, og en dundrende hovedpine fik det til at sortne for hendes øjne.
Hun blev nødt til at sætte sig ned på vejen. Der gik ikke lang tid, så var hun omringet af flokken af udøde. Til hendes store overraskelse angreb de hende ikke denne gang. Enkelte zombier snuste til hende, men langt de fleste gik bare videre ned ad gaden.
Sveden sprang frem på hendes pande og det blev svært at fokusere.
Overalt omkring hende hørte hun de gurglende stemmer og fødderne der klaskede mod asfalten.
Pauline lagde sig ned. Rystelser jog igennem hendes krop. Inden hun gled ind i mørket nåede hun at tænke en sidste tanke – hvis jeg ikke havde spist al den islagkage, så havde jeg siddet i den bil nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...