Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
373Visninger
AA

9. Kapitel 9

”Du har allerede købt din vente-muffin.”

Han ser op og smiler, da han får øje på mig. Jeg forventede ikke, at han ville være her.

”Jeg er et meget utålmodigt menneske.” Han har den sorte hat på. Men ingen kjole. Regnbue-halstørklædet hænger over stolen sammen med jakken i dag. Den samme skitsebog er opslået foran ham.

”Hvor længe skal du vente?”

”Til klokken tre.”

”Hvis du keder dig for meget, kan du altid komme og have matematik med mig.” Jeg siger det kun halvt som en joke. Han ser rædselsslagen ud, og reaktionen er så straks, at den kun kan være oprigtig.

”Er du ude på at slå mig ihjel?”

”Undskyld. Det var en dårlig idé.”

”Den værste.”

”Men hey. Siden du er her nu, må du have overlevet sidste gang.”

”Det var kagen.”

”Ja, det er videnskabeligt bevist, at kage kan redde liv.”

”Er det?”

”Nej.”

”Øv.” Han trommer blyanten mod papiret. Lyden er mindre gennemtrængende end da det var mod bordet. ”Skulle du ind i kantinen?”

”Åh. Ja.” Jeg kigger på hans muffin. ”Jeg går ikke ud fra, at jeg får selskab i dag?”

Han ryster på hovedet. ”Jeg kan ikke gå derind igen. Så kommer jeg bare til at købe en kage mere.”

”Du har ikke engang spist af den der?”

”Det er underordnet.”

Så jeg går derind alene og køber en gulerodsbolle, selvom jeg egentlig ikke har brug for den. Men jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare, at jeg er her. Jeg kunne sige, at jeg tilfældigvis bare kom forbi, men jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, hvis han spørger, hvor jeg var på vej til eller fra.

”Jeg er glad for, at du kom tilbage,” siger han, da jeg igen står over for ham. ”Din skole er virkelig kedelig.”

”Hvor længe har du siddet her?”

”Aner det ikke. Fem minutter sikkert.” Fem minutter er ikke særlig lang tid. Ikke når man tager i betragtning, at han skal sidde her en time. Jeg konkluderer, at det nok er bedst, jeg lader være med at kommentere det.

”Så kan jeg gå ud fra, at det er en fast ting, at du er her om mandagen? Eller er det en naturlig tilfældighed? Jeg føler ikke, at jeg har data nok til at opstille en hypotese.”

Han blinker. ”Det der, tror jeg ikke, jeg forstod.”

”Undskyld.”

”Men jeg er her hver mandag.”

”Og alligevel har jeg ikke set dig her før i sidste uge.”

”Jeg har heller ikke set dig,” påpeger han.

”Eller også har du, men du har ikke lagt mærke til det, fordi du ikke vidste, hvem jeg var.”

”Det lyder klogt nok til, at det nok er rigtigt. Eller også er det bare måden, du siger det på, der får det til at lyde klogt.”

”Altså det giver vel mening…” Jeg stopper mig selv, inden jeg kommer for godt i gang. Jeg er bange for, at jeg ender med at tabe ham.

”Vil du sidde ned?” spørger han. ”Det er lidt underligt, at du står op.” Jeg hiver stolen over for ham ud. Han har lukket skitsebogen, så jeg kan ikke se, om det, den var slået op på i dag, var noget, jeg kunne få mere mening ud af.

”Det er lidt en skam, at din pause er så kort.”

”Yeah.” Det er også lidt en skam, at jeg er typen, der godt kan lide matematik og ikke pjækker. Det er også lidt en skam, at han skal mødes med nogen, for så er han her ikke, når jeg skal hjem. Men hvis ikke han skulle mødes med nogen, ville han slet ikke være her i første omgang, så det er da bedre end ingenting.

”Jeg havde lidt håbet, at du havde købt en muffin,” siger han med blikket rettet mod min bolle.

”Hvorfor?”

”Fordi der var to slags, og jeg havde meget svært ved at bestemme mig for, hvilken der så bedst ud. Og hvis du nu havde købt den anden, kunne vi bytte halvdelen.”

”Det havde været smart.”

”Meget. Når det kommer til kage, er jeg ret klog.”

”Det må også være det område, hvor det er vigtigst at være klog.”

”Ja. For kage redder liv. Hvornår har matematik nogensinde redet et liv?”

”Jeg tror bare, jeg lader være med at svare på det.”

”Det er nok bedst.” Han kigger op på mig, og han smiler, og han er virkelig pæn.

”Vil du høre, hvordan jeg ellers har været smart?” spørger han, og jeg nikker. ”Jeg har puttet min telefon i lommen, så jeg ikke kan se, om det er tid til, at du går.”

”Så det er ikke nu, jeg skal gøre dig opmærksom på, at jeg har ur på?”

”Helst ikke.” Han hiver i det flettede armbånd. Det er delvist babyblå og delvist babylyserød. ”Du bør nok tjekke klokken til gengæld.” Det gør jeg, og den er næsten to. ”Du skal til at gå, skal du ikke?”

”Jo.”

”Hyg dig i helvede.”

”Jeg synes stadig ikke, at matematik er helvede.”

”Det ved jeg.”

Jeg rejser mig op, selvom jeg helst vil lade være. ”Vi ses, Alex.”

”Vi ses, Simon.”

Jeg rynker brynene. ”Hvornår har jeg fortalt dig, hvad jeg hedder?”

”Da du var superfuld.”

”Åh.”

”Ja. Åh.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...