Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
381Visninger
AA

8. Kapitel 8

Der er mørkt i lejligheden, da jeg kommer hjem torsdag aften. Mørkt og stille.

”Mor?”

”Hej Skat.” Hendes stemme kommer fra stuen.

”Hvorfor har du ikke noget lys tæ- Ah.” Hun sidder i sofaen, delvist oplyst af tv’et, der viser Netflix’ røde farver. Hun har fjernbetjeningen i den ene hånd og er ved at scrolle igennem en eller anden film-kategori.

”Har du haft en god aften?” Hun kigger hurtigt op og sender mig et af de tynde smil.

”Yeah, det var fint.” Det har ikke rigtig været anderledes fra alle andre aftener i min fars selskab. Vi spiste, mens han spurgte ind til skolen og snakkede om sig selv, og så tog jeg hjem. Line var der ikke. ”Han undskyldte for, at han var sur i lørdags.”

”Mmhh.”

”Og så inviterede han mig til brunch på lørdag.” Jeg dumper ned i sofaens anden ende, og hun flytter sine fødder lidt, så jeg bedre kan være der.

”Hvor fint.” Hun sætter en film i gang og lægger fjernbetjeningen ind på sofabordet. Hun skubber sig op på albuen, så hun kan nå flasken på bordet og hælde op i sit glas.

”Drikker du vin?”

”Er der noget galt i det?” Hun synker tilbage i sofaen med glasset i hånden.

”Det ved jeg ikke. Det er torsdag?”

”De siger, at hvis du drikker et glas rødvin, svarer det til at træne i en time.”

Jeg skæver til flasken. Der er omkring halvdelen tilbage. Jeg tvivler på, at fire glas vin svarer til at træne i fire timer. ”Hvis du siger det.” Det er jo ikke fordi, det gør nogen forskel, om hun drikker det nu eller i weekenden. Hun plejer bare ikke at drikke i hverdagene.

Hendes film er en eller anden kliché, romantisk komedie, som jeg ender med at se sammen med hende. Hun stiller glasset fra sig, da filmen slutter. Hun lægger hovedet på ryglænet og stirrer op i loftet. Uden lyden fra filmen er der utroligt stille i vores stue. Men der er noget ved mørket og stilheden, jeg godt kan lide.

”Du bør invitere Nadia over en dag.”

”Hvad?”

Hun flytter sig, så hun kan se over på mig. ”Nadia,” gentager hun. ”Du bør invitere hende over en dag.”

”Mor. Det er slut. For længe siden.”

”Men vil du gerne have det sådan?”

”Ja.” Jeg kan ikke huske, hvad jeg fortalte hende, da vi slog op. Jeg kan ikke huske, om jeg fortalte hende, at det var mig, der gjorde det.

Hun sukker og kigger over på sit glas. ”Er du sikker?”

Ja.

”Okay.” Hun samler sit glas op, men drikker ikke af det. I stedet stirrer hun ned i det og slynger resten af væsken rundt. Jeg kan se hende synke.

”Mor?”

Da hun kigger op på mig igen er hendes øjne blanke. ”Jeg vil bare ikke have, at du ender som mig,” hvisker hun.

Jeg rynker brynene, rykker tættere på hende. ”Hvad mener du?”

”Alene.” Hun taler så lavt, at jeg knapt nok hører det. Jeg kan ikke vurdere, om jeg skal være bekymret. Jeg kan ikke vurdere, om det er vinen, der taler. Jeg rykker helt hen til hende, så jeg kan nå hende.

”Mor. Jeg er nitten.”

”Det ved jeg.” Hun fnyser og sender mig et blik gennem sammenknebne øjne. ”Jeg har født dig. Det er ikke lige et øjeblik, jeg glemmer. Jeg er udmærket godt klar over, hvor gammel du er, min søn.”

Jeg kan ikke helt lade være med at smile. ”Jeg er ikke sikker på, at Far ved det.”

Hun udstøder en lyd. Et halvkvalt grin. ”Din far er forfærdeligt.” Hun ryster på hovedet, tømmer sit glas og sætter det tilbage på bordet med et smæld. ”Jeg burde ikke sige sådan noget, men det er sandt.” Hun giver min hånd et klem og skubber sig op fra sofaen. ”Jeg går i seng.” Hun snupper glas og flaske fra bordet og bærer det ud i køkkenet.

Jeg bliver siddende i sofaen. Jeg hører hende rumstere i køkkenet, jeg hører hende gå ud på badeværelset. Jeg hører vandet løbe, og at der bliver trukket ud i toilettet.

Så hører jeg døren til soveværelset lukke.

Der bliver helt mørkt, da jeg slukker fjernsynet.

Jeg er i et mærkeligt humør, da jeg gør mig klar til selv at gå i seng. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ved, hvad det betyder. At jeg ikke er i stand til at falde i søvn det næste stykke tid. Jeg har bare heller ikke noget at lave. Jeg kigger min bogreol igennem efter noget at læse, men jeg har ikke rigtig lyst. Så får jeg øje på kassen fra min mormor. Jeg har stadig ikke kigget i den. Jeg er stadig bange for, at det er mere, end jeg kan klare.

Jeg åbner den, tager spillekortene og skynder mig at lukke den igen. Jeg skubber min computer til side på skrivebordet, så der er plads til at lægge en syvkabale. Det var min mormor, der lærte mig at lægge syvkabale, engang jeg var på vinterferie hos hende. Det er meget snart ti år siden. Hun lagde altid en kabale, inden hun gik i seng. Hvis den gik op, betød det, at morgendagen blev en god dag. Nogle gange lagde hun mere end en, inden hun kom i seng.

Min tredje går op.

 

Da jeg kommer hjem fra skole fredag, trækker jeg kassen ud midt på gulvet. Den ene side af kassen ser ud til at være en stabel bøger, så jeg begynder med den anden. Det første jeg tager op er det mørkeblå krus. Mit yndlingskrus. Så er der det spil Ludo, vi altid spillede, da jeg var helt lille, og den nussede bjørnebamse, jeg så tegnefilm med i sofaen. Det indrammede billede af min mormor og mig, der plejede at stå på reolen.

Det er da, jeg sidder med rammen mellem hænderne, at det går op for mig, at det her ikke bare er en kasse hun har lavet, for at samle nogle ting, for at putte dem af vejen. Det er en kasse, hun har lavet, da det gik op for hende, at hun højst sandsynligt ikke ville klare den. En klump samler sig i min hals, og da jeg blinker, flyder mine øjne over, og de første tårer løber ned ad mine kinder. Jeg tørrer dem væk og hiver kassen tættere på. Den er det, der er tilbage af alt den tid, jeg har brugt sammen med hende. Den er alt jeg har tilbage af hende.

Det sidste i kassen udover stakken med gamle bøger er pakket ind, firkantet og føles som flere bøger. Der er juletræer og snefnug på papiret, og et til-og-fra-kort er sat fast i gavebåndet.

 

Til: Simon

Fra: Mormor

 

Har jeg lige fundet min julegave? Jeg hiver forsigtigt papiret af, og der gemmer sig rigtig nok tre bøger under det. Forsiderne ligner ikke de fantasy-romaner, der fylder mine hylder. De er i pastelfarver først og fremmest.

Med rynkede bryn samler jeg den første op og vender den rundt, så jeg kan læse bagsideteksten. Og jeg er nødt til at læse den en gang til. Bare for at være sikker på, at jeg læste rigtigt. At det ikke var noget, jeg bildte mig ind.

Bogen handler om en dreng, der forelsker sig i sin bedste ven.

Jeg læser bag på den anden bog. Og den tredje. De har alle sammen homoseksuelle hovedpersoner.

Hun vidste det. Jeg ved ikke hvordan, men hun vidste det. Og det her er hendes måde at fortælle mig det på. Fortælle mig, at hun vidste det, og at hun har det helt fint med det.

Jeg er ret sikker på, at det eneste, der holder mig fra at begynde at græde igen, er overraskelse.

Jeg åbner den første bog, og hun har skrevet i den. Runde blokbogstaver, selvom jeg nu har lært at læse hendes skråskrift. For nostalgiens skyld går jeg ud fra. Mine hænder ryster, da jeg læser det.

 

Kære Simon

Du har fyldt mit liv med glæde. Mere end du kan forestille dig. Har jeg nogensinde fortalt dig, hvor lykkelig jeg blev, da din mor fortalte mig, at jeg skulle være mormor? Det har jeg nok. Jeg har elsket dig, siden jeg så dig første gang, og det knuser mit hjerte at vide, at jeg ikke vil være der til at se dig blive en rigtig, voksen mand.

Jeg beder til, at du bliver lykkelig, og du skal vide, at jeg altid vil elske dig. Lige meget hvad. Jeg er stolt af dig. Husk at elsk dem omkring dig. Der findes ikke noget i verden, der er bedre end kærlighed.

Knus Mormor

 

Nu græder jeg. Da de første tårer rammer de tynde sider, lukker jeg bogen sammen, inden det lykkes mig at gøre hendes bogstaver ulæselige. Jeg ville ønske, at jeg kunne ringe til hende. At jeg kunne tage bussen ud til hende. Jeg vil bare så gerne se hende igen eller høre hendes stemme eller have muligheden for at fortælle hende, hvor højt jeg elsker hende.

Jeg knuger bogen ind til mig. Bamsen sidder lænet op ad kassen og kigger på mig, og det får mig kun til at græde endnu mere.

Hvorfor fortalte hun mig det ikke? At hun havde regnet det ud? Fordi hun ventede på, at du talte til hende, fortæller stemmen i mit hoved mig. Og jeg ved den har ret. Hun ville aldrig bede mig tale om noget, jeg ikke var klar til at tale om. Så hun ventede. Og da hun vidste, at hun ikke længere ville være der, når jeg engang var klar til at tale om det, fandt hun en anden måde at fortælle mig det på.

Da jeg endelig er i stand til at tørre mine øjne, hvor det rent faktisk har en effekt, samler jeg bogen op igen og slår op på den første side. Jeg har aldrig læst en bog med en homoseksuel hovedperson. Jeg har stort set aldrig læst noget, der var realistisk. Min interesse har altid ligget hos fantasy. Men da jeg først begynder, er jeg ikke i stand til at holde op igen.

Jeg opdager ikke, at min mor er kommet hjem, før hun åbner døren til mit værelse. Jeg farer sammen og skynder mig at lægge bogen fra mig. De andre ligger heldigvis i skjul bag kassen. ”Du forskrækkede mig.”

”Undskyld.” Hendes blik lander på kassen, og tingene der ligger omkring den. ”Har du fundet noget spændende?” Hun lukker døren bag sig, og jeg skynder mig at skubbe de tre bøger og gavepapiret ind under sengen. Jeg sørger for at sætte mig, så jeg skjuler det. Jeg ved ikke, om hun også ved det. Jeg ved ikke, om hun også har været i stand til at regne det ud, når min mormor har. Men min mavefornemmelse fortæller mig, at det ikke er tilfældet. Og jeg har ikke lyst til, at hun skal finde ud af det på den måde. Og selv hvis hun ved det, har jeg ikke lyst til, at samtalen starter sådan.

Jeg ved, at min mormor ikke har sagt noget til hende. Det ville hun aldrig gøre. Slet ikke før hun har snakket med mig.

”Yeah,” svarer jeg, da min mor sætter sig på gulvet. Hun samler bamsen op. Et smil spreder sig på hendes læber, men hendes øjne er triste. Jeg viser hende resten af tingene, og bagefter hjælper hun mig med at lægge dem tilbage i kassen. Jeg skal have fundet plads til dem rundt omkring, men jeg tror, det er noget, der skal gøres lidt ad gangen. Jeg er heller ikke helt sikker på, at jeg kan få plads til alle tingene på mit værelse. Der er i hvert fald ikke mere plads i min bogreol i forvejen.

”Hvad er klokken?” spørger hun, da vi er færdige.

”Fem.”

Hun sukker. ”Så må jeg hellere gøre mig klar til at komme af sted. Vil du med i dag?”

Jeg overvejer det lidt, men ender med at ryste på hovedet. ”Jeg vil helst blive hjemme.”

”Okay.” Hun rejser sig. ”Jeg har ikke nået at lave noget til køleskabet, men jeg kan tage et stykke lasagne op af fryseren. Har du lyst til det?”

”Det vil jeg gerne. Hils Marianna fra mig.”

Hun smiler. ”Det skal jeg nok.” Hun bliver stående og kigger ned på mig. Smilet falmer. ”Er du okay, Simon?”

Jeg blinker, kigger over på kassen, op på hende igen. ”Ja.”

”Godt. Vi ses i aften.”

”Vi ses.” Jeg ser efter hende, og lige inden hun lukker døren, spørger jeg: ”Er du okay?”

Hun vender sig og møder mig med et træt smil. ”Jeg er også okay.”

”Godt.”

Jeg hører hende gå og overvejer, om hun gerne ville have, jeg var taget med. Hun plejer ikke at spørge. Så spørgsmålet er, om det var for min eller hendes egen skyld, at hun spurgte i dag. Problemet er, at jeg virkelig ikke kan vurdere det. Jeg har ikke set min mors søster siden begravelsen, men min mor har besøgt hende hver fredag aften, som hun plejer. Undtagen sidste uge på min fødselsdag. Der tog hun af sted lørdag i stedet. De sidste par gange, har hun været træt, når hun kom hjem.

Jeg burde være taget med hende.

Men det er for sent nu.

For at være helt sikker, går jeg ind i stuen, så jeg kan se ned på parkeringspladsen. Hendes bil er væk. Så henter jeg bogen og sætter mig til at læse i sofaen. Jeg laver ikke andet resten af aftenen og glemmer næsten at varme lasagnen.

Lørdag morgen ringer min far og aflyser brunch. Jeg er hverken overrasket eller ked af det. Han rykker det til lørdag i næste uge, og min mor himler med øjnene, da hun tror, jeg ikke ser det.

Så i stedet bruger jeg lørdag formiddag på at læse. Og lørdag eftermiddag og lørdag aften. Jeg læser alle tre bøger i løbet af weekenden. Jeg bliver meget god til at skjule, hvad jeg læser, for min mor, uden at hun lægger mærke til noget.

Da jeg børster tænder søndag aften, kommer jeg til at tænke på Alex. Og jeg ved, at jeg kommer til at kigge efter ham mandag eftermiddag, selvom han ikke var der de andre dage, jeg kiggede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...