Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
373Visninger
AA

7. Kapitel 7

”Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke fik lavet det der fysik i weekenden.” Emilie smider sin taske på gulvet og trækker stolen ved siden af min ud. Hun er tidligt på den i dag. Hvilket betyder, at hun er her tre minutter før vores lærer i stedet for efter. Hendes ånde stinker af cigaretrøg. Efter at have siddet ved siden af hende hver dag det sidste halve år ved jeg, at det, hun roder sine lommer igennem efter, er tyggegummi. Hun finder pakken og holder den spørgende i min retning efter at have trykket en lille, hvid firkant ud i håndfladen. Jeg ryster på hovedet.

”Det er okay,” siger jeg, selvom det irriterer mig. Det er ikke engang så meget, fordi hun ikke har lavet det. Jeg har ikke noget i mod at lave det hele. Så ved jeg, at det bliver lavet ordentligt, og det er ikke fordi, jeg havde noget bedre at give mig til søndag. Problemet er, at det denne gang er hende, der har alle vores forsøgsresultater, og når hun nu ikke kunne tage sig tid til at lave sin del, kunne hun i det mindste have sendt dem til mig, som hun sagde, hun ville.

”Jeg skal nok lave det i aften.” Hun piller ved tyggegummipakkens flossede ender. ”Det lover jeg.”

”Okay.”

”Du havde fødselsdag i fredags, ikke?” spørger hun. Først forstår jeg ikke, hvor hun kan vide det fra. Så kommer jeg i tanke om, at Facebook er en ting.

”Jo.”

”Tillykke.” Hun var der ikke i fredags. Hvorfor ved jeg ikke. Det sker engang imellem, at hun er væk en dag. Også dage midt på ugen. Det er altid kun en dag ad gangen, så jeg er holdt op med at gå ud fra, at det bare er fordi, hun er syg. ”Lavede du noget spændende?”

”Ikke rigtig. Min far kom til aftensmad. Jeg var til en fest hos en folkeskoleveninde.” Det virker underligt, at kalde Nadia for min veninde. Jeg ved ikke, om vi reelt er venner igen.

”Cool.”

Det er den eneste ikke-skolerelaterede samtale vi har ind til sidste pause, hvor jeg spørger hende, om hun vil med i kantinen.

”Ikke lige i dag,” siger hun som om, der er andre dage, vi følges i kantinen. Jeg har ikke været der på et eneste tidspunkt det her skoleår, medmindre man tæller juleafslutningen med. Men vi havde ikke flere boller tilbage i morges, og jeg tog fejl, da jeg konkluderede, at jeg havde mad nok med alligevel. ”Jeg vil gerne lige nå at kigge på det her inden timen.” Hun laver en håndbevægelse der indbefatter hendes computerskærm. Hun har matematiklektierne til i dag åbent.

Bordene uden for kantinen er næsten altid fyldte, når man kommer forbi. Men klokken er næsten to, der er mange, der allerede har fået fri, og i dag sidder der kun en enkelt. Lyden af mine skridt får ham til at kigge op. Han er ikke ligefrem den første person, jeg ville forvente at se her Han hæver øjenbrynene en anelse. Kun lige så meget at det ligner, han heller ikke havde forventet at se mig. Ikke nok til at se overrasket ud. Nok til at det kun kan betyde en ting: han genkender mig, så det er ham. Og det må betyde, at det også var ham, jeg så i fredags.

”Hej,” er den bedste samtalestarter, jeg kan komme på.

”Hey.” Han smiler, og jeg går helt hen til det høje bord, han sidder ved.

”Jeg så dig i fredags,” fortæller jeg ham.

”Ja,” svarer han, og det går op for mig, at det ved han nok godt. Han så mig kigge på ham, inden Nadia dukkede op. Ikke at jeg kunne se ham ordentligt. Det kan jeg nu. Og han er pænere, end jeg huskede ham. Han har et regnbuestribet halstørklæde viklet om halsen, og under det har han bare en helt normal lysebrun sweater på over helt normale bukser. Altså ingen kjole. Det er ikke fordi, jeg forventede det. Nærmere fordi, jeg ikke rigtig aner, hvad jeg skal forvente. ”Du talte os med mig,” fortsætter han.

Jeg stirrer på ham. Hvad gjorde jeg? Jeg har en dårlig fornemmelse af det her. Han tipper hovedet en anelse til den ene side, og der er en munter tone i hans stemme, som om det morer ham, da han siger: ”Du husker det ikke, gør du?”

Jeg ryster på hovedet.

”Nå. Så er der i hvert fald ingen grund til at fortsætte på dén samtale.” Det ser ikke ud til at genere ham. Han ligner stadig en, der finder det sjovt. Der er det der glimt i hans øjne. Forhåbentligt er det en god ting. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge, selvom jeg er bange for, at jeg ikke vil høre svaret:

”Jeg sagde ikke noget virkelig dumt, vel?”

Han tænker rent faktisk over det et øjeblik. Ryster så på hovedet. ”Det tror jeg ikke.” Han smiler. Et smil, der er så varmt og ægte, at det næsten gør ondt. Var han virkelig også så køn, sidst jeg så ham? ”Det var ikke en særlig lang samtale. Jeg tror, du forlod mig for i stedet at blive meget gode venner med en toiletkumme.”

Mine kinder brænder. Jeg håber ikke, de er så røde, som de føles. Så kan han i hvert fald umuligt undgå at lægge mærke til det. Hvis han gør, reagerer han ikke på det.

”Det er jeg ked af,” siger jeg. Jeg mener det faktisk. Men jeg er nok mest ked af, at jeg ikke kan huske noget af det. Jeg føler mig lidt snydt.

Han trækker på skulderen. ”Det sker.” Han sidder med en blyant i venstre hånd. Enden banker regelmæssigt ned i bordet. Det er lidt svært at abstrahere fra. Jeg kan ikke vurdere, om han selv er klar over, at han gør det. Foran ham ligger en åben skitsebog, opslået på en side med nogle ret ubestemmelige former. Det kunne være starten på en tegning af hvad som helst. ”Så. Nogen bestemt grund til, at du er her?” Han holder op for i stedet at bruge hånden til at lave en håndbevægelse, der indbefatter området foran kantinen. Jeg nikker i retning af de store dobbeltdøre.

”Jeg var på vej ind for at købe noget at spise.” Jeg når frem til, at jeg godt kan være bekendt at spørge. ”Hvad laver du her?”

”Venter på nogen. Ikke særlig interessant.” Blyanten har fået kontakt med bordet igen. ”Vil du have noget i mod det, hvis jeg gør dig selskab? Jeg mangler at købe min vente-muffin.”

”Vente-muffin?”

”Ja.” Han hopper ned fra den høje stol og kommer om på den anden side af bordet. Jeg havde glemt, at han er et helt hoved lavere end mig. Det er heller ikke fordi, det er specielt lavt for en pige. Det er lidt lavt for en dreng. ”Ved du ikke, at man har ret til en muffin, hver gang man venter på nogen?”

”Nej, det vidste jeg ikke,” indrømmer jeg, da vi går ind i kantinen. Jeg køber en gulerodsbolle, og Alex køber en chokolademuffin.

”Jeg går ud fra, at du rent faktisk går her,” siger han, da vi går tilbage.

”Yep.”

”Så vidt jeg har forstået, skal alle der går på htx have fysik og kemi på absurd højt niveau, er det rigtigt?”

”Alle har det på B?”

”Så jeg har ret. Og det du siger er, at alle der går her enten er nørder eller supernørder.” Han kigger op på mig med sammenknebne øjne. ”Hvilken er du så?”

”Hvornår er man en supernørd?”

”Når man ikke mener at B er totur nok og frivilligt vælger at have det på A-niveau?” foreslår han.

”Så må jeg vel være en supernørd.”

”Jeg respekterer sig,” siger han, ”men jeg er også lidt bange for dig.” Vi er nået tilbage til hans bord, og han sætter sig op igen.

”Jeg tror ikke, jeg er en særlig skræmmende type.”

”Åh jo.” Han piller et stykke chokolade ud af sin muffin og spiser det. ”Den eneste grund til, at jeg bestod fysik, er, at min lærer var meget imponeret over mine skitser af forsøgsopstillinger.”

”Jeg kan ikke finde ud af, om det er en joke eller ej.”

”Det er det ikke.” Han ser ikke ud til at tage det specielt tungt, da han brækker et stykke af sin kage. ”Har du fri eller er der faktisk en time, du skal til?”

”Hvad er klokken?”

”To.”

”Pis.”

”Jeg tager det som et ’ja, Alex, jeg har faktisk en time, jeg skal til’.”

”Yep.”

”Trist. Hvad har du?”

”Matematik.”

”Hvis det var alle andre end dig, ville jeg have ondt af dig.”

”Men ikke af mig?”

”Næh, for du er sikkert glad for det.”

”Det kan jeg ikke rigtig benægte.”

Han ryster på hovedet af mig. ”Underlig type.”

”Hvis du siger det.”

”Det gør jeg. Den er to minutter over nu.”

”Pis.”

”Kommer du for sent?”

”Ja.”

”Jeg bør bede dig om at gå i stedet for at snakke til dig.”

”Ja.”

”Det er bare sådan, at det ikke er mit problem, og her er virkelig kedeligt at sidde alene.”

”Det kan jeg sådan set godt forstå.”

”Har du en skræmmende lærer?”

”Nej.”

”Godt, for du kommer til at været ret sent på den.”

Noget der ikke er sket for mig før i min gymnasietid. Problemet er, at jeg gerne vil blive. Men hvis min time er begyndt, er det lidt svært. Jeg har ikke lyst til, at i dag også skal være dagen, hvor jeg pjækker fra matematik. Eller pjækker helt generelt.

Jeg tjekker klokken på mit armbåndsur, bare for at være helt sikker på, at klokken er over to. Det er den. ”Jeg er virkelig nødt til at gå,” siger jeg, selvom det er meget åbenlyst.

”Ja. Hyg dig i helvede.”

”Jeg tror ikke en matematiktime er helvede.”

”Og du forstår ikke, at jeg synes, du er underlig?”

”Måske lidt.”

”Godt.”

”Vi ses,” siger jeg, for det håber jeg, at vi gør.

”Hvis du overlever,” svarer han og rynker brynene. ”Det gør du nok. Hvis jeg overlever at sidde her alene og vente så?”

”Du har din vente-muffin.”

”Det er rigtigt, så overlever jeg nok.”

”Godt.” Jeg begynder at gå, men når kun et par skridt, før jeg vender mig rundt. ”Vi ses,” siger jeg igen.

”Vi ses,” gentager han. Og så vinker han. Jeg elsker, at han vinker.

Jeg kigger efter ham, da jeg får fri en time senere, men han er væk. En sammenfoldet muffinform ligger tilbage på bordet, og jeg smider den i skraldespanden. Jeg kigger efter ham igen tirsdag, men han er der ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...