Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
368Visninger
AA

3. Kapitel 3

Jeg bliver mødt af duften af pizza, da jeg går ned ad trappen til kælderetagen hos Stefan søndag aften.

”Hej,” siger jeg, da jeg lukker døren til tv-rummet. Stefan er der ikke, men Diana har slængt sig i sofaen. Hun kigger op fra sin telefon og puster en tyggegummiboble. Der lyder et lavt smæld, da den sprænger.

”Hey,” mumler hun og vender blikket tilbage til den lille skærm. ”Stefan er stadig i bad.”

”Okay.” Jeg dumper ned i lænestolen ved siden af. På bordet står tre coladåser ved siden af bakkerne med pizza. Fjernsynet er tændt, og på skærmen kører en filmmenu i ring. Lyden er taget af.

Jeg prøver at finde på noget at sige, mens vi venter, men jeg kan ikke komme på noget. Jeg aner ikke, hvad der egentlig foregår i Dianas liv. Heldigvis går der ikke ret længe, før jeg kan høre trappetrinnene knirke. Døren bliver igen skubbet til side, og Stefan kommer ind. Hans hår er fugtigt og krøller endnu mere end det plejer. Han har et håndklæde hængende over skuldrene og er ved at knappe skovmandsskjortens sidste knap.

Han sender mig et nik. ”Jeg syntes nok, jeg hørte dig komme.” Han puffer til Dianas ben, så han kan sætte sig ved siden af hende. Han hiver pizzaerne hen til sig og fordeler dem. Jeg får bakken i skødet. Pizzaduften forstærkes, og det går op for mig, at jeg faktisk er ret sulten. Jeg åbner låget og bliver mødt af synet af ost, skinke og champignon. Som sædvanligt. Stefan har arbejdet hos sin far, siden vi begyndte i 8. klasse, og en eller anden dag var der en, der fik den idé, at hvis han tog pizzaer med hjem, når han fik fri om søndagen, kunne vi spise dem, mens vi så film. Vi plejede at gøre det hver uge. Efter vi begyndte på gymnasiet blev det til den første søndag hver måned i stedet.

Diana begyndte at være med i slutningen af 8., da hun og Stefan blev kærester. Efter det blev de film, vi så, betydeligt mærkeligere. Både hun og Stefan har udviklet en kærlighed til underlige, halvgamle film, jeg ikke altid forstår.

Det gør mig ikke noget.

På nuværende tidspunkt ville det virke forkert, hvis tingene var anderledes.

Desuden er vi for nyligt begyndt på Quentin Tarantinos samlede værker, og det har jeg ikke noget i mod.

”Har du set, at Nadia har inviteret os til en fest på fredag?” spørger Stefan, mens han vælger undertekster.

”Yeah.” Jeg fik en fin notifikation om det på Facebook, som jeg valgte at ignorere. Jeg har heldigvis en god undskyldning for ikke at komme. Det er min fødselsdag, og min far kommer. At det er min fødselsdag, ved hun nok godt, så hun forventer nok ikke ligefrem, at jeg dukker op. Faktisk tror jeg ikke, hun ville forvente det, selv hvis det ikke var min fødselsdag.

”Vi mødte hende i fredags. Efter du var gået,” fortsætter han.

”Åh.” Jeg har på fornemmelsen, at det burde interessere mig, men jeg er faktisk ret ligeglad. Jeg har ikke selv snakket med hende, siden vi gik ud af folkeskolen og gav hinanden et akavet farvel-kram. ”Såeh.” Jeg piller ved hjørnet af min pizzabakke. ”Har hun det godt?”

Stefan skæver til mig. ”Det tror jeg nok. Jeg ser hende af og til ude på gym, du ved.”

”Hun har ændret sig en del,” tilføjer Diana, ”og nogle af de mennesker, hun omgås, er faktisk helt okay.”

Jeg havde aldrig Nadia med til vores ugentlige filmaften, mens vi var kærester. Jeg forsøgte at bilde de andre ind, at hun ikke ville kunne lide det, at hun ikke ville have lyst. Jeg lod som om, jeg var overbevist om, at hun ikke ville bryde sig om de film, vi så, selvom jeg egentlig ikke havde den fjerneste anelse om, hvorvidt jeg havde ret.

Jeg fortalte mig selv, at det var fordi, det ikke ville fungere. Hende og de andre sammen. Inderst inde vidste jeg godt, at det ikke ville blive et problem. Også selvom Diana til tider brugte meget energi på at have noget i mod mange af Nadias veninder.

I virkeligheden var det bare fordi, jeg ikke havde lyst til, at hun var med. Fordi jeg lidt prøvede at undgå hende.

Men det kunne jeg ikke indrømme over for nogen.

Heller ikke mig selv.

Jeg burde allerede på det tidspunkt have indset, at jeg aldrig ville komme til at elske hende. Ikke på den måde i hvert fald. Problemet var, at jeg virkelig godt kunne lide Nadia. Jeg var bare også ved at indse, at jeg måske ikke skulle være kærester med en pige.

Stefan starter filmen, og jeg lader en ung Samuel L. Jackson bruge et par timer på at bilde mig ind, at alting er, som det plejede, i selskab med Uma Thurman, John Travolta og Bruce Willis. Som altid når jeg sidder i den slidte stol i Stefans kælder, virker den virkelige, komplicerede verden meget langt væk.

 

”Vi ses.” Stefan læner sig op ad dørkarmen. Der var engang han ville have tilføjet et ’i morgen’. Eller i det mindste et ’i næste uge’. Men sådan er det ikke længere. Diana står på trappen bag ham. Hun ser ikke ud til at have planer om at tage hjem lige foreløbigt. Men det er selvfølgelig heller ikke fordi, jeg har specielt travlt. Jeg kunne sagtens blive en halv time længere. Jeg er bare begyndt at tage hjem, når vi er færdige med at se film. Så behøver jeg ikke være bange for, at vi ikke har noget at snakke om. Og det var en lang film, vi så i dag. Klokken er omkring ni.

”Vi ses,” svarer jeg og begiver mig mod busstoppestedet. Går ned ad velkendte gader med store, flotte huse. Jeg kommer lige akkurat ikke fordi min fars hus, mit barndomshjem.

Normalt tænker jeg ikke rigtig over, at Stefan og Diana er et par. De er begge mine venner. De bedste jeg har i virkeligheden. Ikke at det siger så meget. Men de opfører sig ikke meget anderledes, end de ville have gjort, hvis de bare var venner. I hvert fald ikke når jeg er der. Men det er nok fordi, de jo netop er virkelig gode venner udover at være kærester.

Men nogle gange tænker jeg over det. I aften er en af de gange. Og jeg har svært ved ikke at være en smule jaloux. Det virker bare så nemt, når det er dem. Som om de bare så hinanden og vidste, at det var det rigtige. Jeg troede også, det var det rigtige med Nadia. Fordi det virkede som det rigtige. Det lød som det rigtige. Det føltes jo så bare ikke sådan.

Men det er åbenbart ikke nok, at man ligner nogen, der passer sammen. Det gør Stefan og Diana sådan set heller ikke. Hvis ikke jeg kendte dem, ville jeg aldrig tro, at de ville fungere sammen. Når man ser dem, er det eneste, de har til fælles, deres mørke hår, men Stefans er ikke engang helt sort, og Dianas er farvet.

Men de har trods alt været sammen siden 8. klasse. Og det ser ikke ud til, at noget ændrer sig lige foreløbigt.

Jeg kommer forbi den italienske take-away, men går på den modsatte side af vejen. Den side supermarkedet ligger på, og jeg ser hende godt. At hun kommer ud derinde fra, at hun kommer direkte i mod mig. Jeg opdager bare lidt for sent, at det er hende. Hun kigger op fra sin taske og får øje på mig, sender mig et smil.

”Hej,” siger hun, da jeg når hen til hende.

”Hej,” svarer jeg og stikker mine hænder i lommerne. Jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg skal kigge hen. Eller hvad jeg skal sige.

Hun er blevet klippet. Hendes hår når kun lige akkurat til hendes skuldre. Men det krøller ikke, som det gjorde på Facebook-billedet. Det klæder hende. Det har min mor ret i. Jeg kigger ned på mine fødder.

”Længe siden, hva’.”

”Yeah,” er det mest opfindsomme svar, jeg kan komme på.

”Du har undgået mig.”

”Nej, jeg har ikke,” siger jeg, selvom det er løgn.

Hun sukker, og da jeg kigger på hende, er det hende, der kigger ned. ”Jeg troede nok bare, at du faktisk mente det,” mumler hun.

Jeg tror ikke, jeg kan komme på et eneste realistisk sted, jeg har mindre lyst til at være lige nu. ”Mente hvad?”

”At vi stadig kunne være venner.” Hun borer næverne ned i jakkelommerne.

Jeg blinker. ”Det gjorde jeg også.”

Hun ryster på hovedet. ”Så ville du ikke undgå mig.” Udtrykket i hendes øjne har en hård kant, men jeg ved, at jeg har såret hende.

”Jeg troede nok bare, at du ville sætte pris på det. Jeg troede vel, at jeg sårede dig.”

”Det gjorde du også.” Hun tager en dyb indånding. ”Ikke så meget fordi du slog op med mig.” Hun forsøger at fange mit blik. ”Men fordi du aldrig fortalte mig hvorfor.”

”Jeg er ked af det,” mumler jeg.

Hun ryster igen på hovedet og flytter sin taskestrop. ”Jeg må hellere komme hjem.”

”Ja,” er alt jeg kan sige. Hun sender mig noget, der minder om et smil og går forbi mig. Jeg når ikke selv at begynde at gå, før jeg kan høre hendes skridt stoppe bag mig.

”Simon?”

Jeg vender mig rundt.

”Hvis du ombestemmer dig,” siger hun, ”så holder jeg en fest på fredag, og du er velkommen til at komme. Du ved, hvor jeg bor.” Hun presser læberne sammen. ”Jeg ved godt, det er din fødselsdag. Hvis du skal være sammen med Stefan og Diana, er de også inviteret. De kommer nogle gange til mine fester, hvis ikke de har sagt det.” Hun sender mig igen det der næsten-smil. Det ser tvunget ud og minder mere om en grimasse, som om hun ikke selv er helt klar over, om hun mener det.

”Farvel Simon,” siger hun så og begynder at gå.

Jeg bliver stående og ser efter hende, ind til hun drejer ned ad en anden gade.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...