Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
378Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg sidder i sofaen i resterne af min mormors stue, da min mor finder mig. Hun har en papkasse i favnen. ”Der er du!” Hendes stemme er gennemsyret af falsk munterhed. Jeg bebrejder hende det ikke. Hun sætter kassen på det tomme sofabord. Der plejede altid at stå en skål med karameller eller bolcher. Den er nok blevet pakket ned sammen med billederne, der skulle have hængt bag mig. Hun klapper på kassen. ”Jeg fandt den her i bunden af skabet på gæsteværelset. Dit navn står på den. Ved du, hvad det er?”

Jeg ryster på hovedet og kommer over til hende for at se, hvad der er i den. Det er hovedsageligt bøger, men øverst ligger et krus med blåt mønster og et lille skår i kanten over hanken. Et krus, der har varmet mine hænder på kolde vinteraftener i netop denne sofa så længe jeg kan huske. Det har selskab at et slidt sæt spillekort fra Schweiz. Solskin og bjerge med sne på toppen pryder bagsiderne. Hjerter es er fra Netto. Det gør det lidt nemmere på forhånd at forudsige, hvorvidt ens kabale går op.

Jeg lukker kassen igen. På den ene side virker det mest rigtigt at kigge tingene igennem her, men jeg er ikke sikker på, jeg kan. Bare det at være her, i huset der ikke længere ligner sig selv, er en alt for stor påmindelse om, at min mormor er væk.

”Skal vi tage den med hjem i dag? Der kan vist godt være en kasse mere i bilen.”

”Det kan vi godt.” Jeg kører en finger henover mit navn, skrevet med min mormors runde blokbogstaver. Da jeg var lille, skrev hun altid fødselsdagskort i blokbogstaver, fordi jeg ikke kunne læse hendes skråskrift. Jeg samler kassen op og vender mig mod min mor. Hendes øjne er store og triste. Måske stod hun også og tænkte på fødselsdagskort. ”Er vi på vej hjem?”

Hun nikker. ”Vi kan ikke have mere, og det er ved at blive sent.” Hun puster ud og giver min skulder et klem. ”Tak fordi du tog med.”

Jeg kigger ned på kassen. ”Selvfølgelig.”

”Er det de sidste ting?” spørger jeg, da vi sætter kassen ind på det allerede fyldte bagsæde.

”Næsten. Jeg mangler stadig at rydde op i nogle ting på gæsteværelset. Og så skal vi finde ud af, hvad vi gør med møblerne.”

”Jeg synes, vi skal beholde lænestolen.”

Hun retter sig op på den anden side af bilen og holder døren åben med den ene hånd. ”Vil du gerne det?”

”Yeah.”

Hun smiler det der trætte smil, der trækker hendes læber tynde henover læberne. ”Så gør vi det. Vi kan nok godt have den ved siden af sofaen.” Hun bliver stående og kigger op på huset. Hendes barndomshjem. Jeg tror stadig ikke, hun har lyst til at sælge det. Men da jeg foreslog, at vi kunne flytte derind, rystede hun på hovedet. Det lå for langt fra hendes arbejde, hun ville ikke længere kunne cykle, og jeg ville få alt for langt til gymnasiet. Jeg mindede hende om, at jeg kun har et halvt år tilbage. ’Netop’, svarede hun. Det ville blive alt for stort, når jeg flyttede, og der kun var hende tilbage. Jeg påpegede, at mormor havde boet der alene, og til sidst gav hun sig endelig og fortalte mig, at hun ikke ville kunne holde ud at bo der. Slet ikke alene. Det ville være alt for tomt, og hun ville konstant blive mindet om alt det, der ikke længere var. Jeg forstår hende godt. Jeg er heller ikke sikker på, jeg egentlig har lyst til at flytte ind i det. Jeg har bare heller ikke lyst til at sælge huset, der var rammerne for mine bedste barndomsminder. Men jeg ved også, at det aldrig ville være det samme. Det ville blive andre møbler, en ny indretning, en anden duft og stemning. Jeg hader allerede at se det, som det er nu, tømt for ting, men med møblerne stående samme sted, som de altid har stået.

Hun sukker. ”Skal vi køre?”

 

”Jeg gider simpelthen ikke lave mad, når vi kommer hjem. Skal vi ikke bare købe noget på vejen?” spørger hun, da vi drejer væk fra den vej, huset ligger på.

”Det er fint for mig.”

”Italiensk? Eller er det dumt, når du skal have pizza derfra i morgen? Du skal om til Stefan i morgen, ikke?”

”Vi kan bare købe pasta.”

”Så gør vi det.” Hun tænder for radioen, og en eller anden popsang spreder sig i bilen. Hun slukker ret hurtigt igen og mumler en irriteret kommentar rettet mod en modkørende, der er lidt for langsom til at blænde ned for det lange lys.

”Havde du en god aften i går?” Hun drejer ikke hovedet, men jeg er ret sikker på, at hun tager blikket af vejen et øjeblik for at skæve til mig.

”Yeah. Det var fint.” Hun forventer, at jeg siger mere. Det ved jeg. Det er første gang i flere år, jeg har været ude. Men jeg ved også, at det ikke er sandheden, hun har lyst til at høre. At det meste af aftenen var lang og pinefuld. Jeg endte med at have det ret sjovt med Alex, men så længe jeg ikke regner med at se hende igen, nytter det ikke noget at nævne hende for min mor. Vi fortsatte med at stille hinanden mere og mere underlige hvad-vil-du-helst-spørgsmål, og det blev også til et par drinks mere. Jeg var ikke klar over, hvor meget jeg har savnet at være halvfuld og skør. Hvor meget jeg har savnet selskab, der ikke er Stefan og Diana.

Min mor trommer fingrene mod rettet. ”Har du inviteret far til på fredag?”

”Jeg vidste ikke, om jeg skulle.”

”Selvfølgelig. Sådan gør vi jo altid.” Hun ligner ikke en, der magter en middag med min far, men jeg gider ikke diskutere det med hende. Jeg får hende aldrig til at indrømme det. Hun bliver nok bare sur, hvis jeg presser emnet.

”Så ringer jeg, når vi kommer hjem,” siger jeg, selvom det nok er unødvendigt.

For som hun selv lige sagde, kommer han jo hvert år på min fødselsdag, så hvorfor skulle i år være anderledes? Jeg går i hvert fald ud fra, at han kommer.

”Godt.”

Jeg kan se på hende, at der er noget mere, hun vil sige. Jeg kan se det på hendes let spidsede læber og måden, hvorpå hendes fingre igen trommer mod rettet.

Jeg venter tålmodigt. Det nytter aldrig at skynde på min mor.

”Har du lyst til at holde noget også? Invitere venner over?”

Jeg er bange for, at jeg godt ved, hvor det her er på vej hen. Og det er virkelig det sidste, jeg magter i dag.

”Mor,” siger jeg, ”jeg er ikke tolv længere.”

Hun ser nærmest fornærmet ud. ”Jeg sagde ikke noget om kagemand og skattejagt, Simon. Jeg giver dig lov til at holde en fest.”

”Men jeg har ikke lyst.”

”Er du sikker?” presser hun på. ”Har du slet ikke lyst til at fejre dig selv?”

”Jeg har jo allerede lavet noget med Stefan og Diana. Vi var i byen, husker du nok.”

”Men derfor kan du da godt holde en fest også. Jeg skal nok købe ind og sådan noget. Du kan invitere dine venner fra gymnasiet. Og også dem fra folkeskolen hvis du har lyst.” Hun smiler til den oplyste vej. ”Det er længe siden, du har set Nadia, er det ikke? Hun vil sikkert gerne komme.”

Jeg stønner. ”Mor, det sluttede for flere år siden.” Tre for at være helt præcis.

Hun retter sig op i sædet. ”I var så unge dengang. Måske er tiden mere rigtig nu.” Hun skæver til mig igen.

”Det sker ikke,” fortæller jeg hende. Hun ignorerer mig.

”Hun er sådan en sød pige. Og køn. Jeg så hende inde i byen for et par uger siden. Hun har fået ny frisure. Det klæder hende virkelig.”

Jeg har lyst til at åbne døren og springe ud. Mens bilen kører. Lige nu virker det at være splat i vejkanten faktisk mere tiltalende end det at eksistere.

Mor,” bryder jeg ind, inden hun går i selvsving. ”Jeg. Har. Ikke. Lyst.”

Hun sukker. ”Hvorfor, Simon? Jeg har også været ung engang. Dengang gik vi da alle og ventede på, at vi kunne få lov til at holde den næste fest.”

Jeg ryster på hovedet. ”Det er længe siden. Og jeg er ikke dig. Og vi bor i en by, hvor man faktisk kan gå i byen.” Ikke at jeg gør det. Det ved hun også godt. Hun var meget overrasket, da jeg fortalte, at jeg tog af sted med Stefan og Diana.

Hun spidser læberne igen et øjeblik. ”Så fortæl mig, hvorfor du ikke vil.”

”Jeg har bare ikke lyst,” fortæller jeg hende. For tredje gang.

”Er du bange for, at det bliver pinligt? At der ikke kommer så mange?”

Mor.

”Der er ikke noget galt i ikke at have mange venner,” fortsætter hun. ”Din far havde heller ikke så mange venner, da han var ung.” Hun rynker panden. ”Det har han stadig ikke for den sags skyld.”

Vejkanten lyder mere og mere tiltalende. ”Jeg er ikke far,” minder jeg hende om. ”Ligesom jeg ikke er dig. Kan vi snakke om, hvilken pasta vi skal have i stedet? Vi er der lige om lidt.”

Hun sukker. Og drejer ned af den gade Stefans fars italienske take-away ligger på. Mens vi venter på maden, går jeg udenfor og ringer til min far. På den måde bruger jeg tiden fornuftigt, og hun kan ikke genoptage vores samtale fra bilen.

Han tager den lige inden, den går på telefonsvarer. ”Hej Simon.”

”Hey-”

”Går det godt? Line og jeg-”

Jeg afbryder ham, inden han kommer for godt i gang. ”Jeg skulle bare lige høre, om du kommer på fredag? Mor mente, det var nødvendigt at ringe,” tilføjer jeg.

”Åh. Selvfølgelig. Klokken seks som sædvanligt, ikke?”

”Jo.”

Der er stille lidt.

”Nå, men det var bare det,” siger jeg og gør klar til at lægge på. ”Vi ses.”

”Vent,” siger han, inden jeg når at tage mobilen fra øret. ”Det er okay, at Line kommer med, ikke? Jeg ved godt, at I-”

”Det er helt fint,” skynder jeg mig at sige uden at tænke mig om. Jeg vil bare gerne have den her samtale afsluttet. ”Vores mad er vist klar,” lyver jeg, ”så jeg er nødt til at gå. Vi ses.”

”Jeg glæder mig til at se dig.”

”I lige måde.” Jeg lægger på, inden han kan nå at sige mere.

”Fik du snakket med ham?” spørger min mor, da jeg kommer ind igen.

”Ja. Han kommer klokken seks.” Jeg kigger væk fra hende. ”Han tager Line med.”

”Line?” En dyb rynke dukker op mellem hendes øjenbryn, og hun presser læberne sammen.

”Ja. Du ved. Line.”

”Hvorfor tager han hende med?” Hun lægger armene over kors.

Jeg sukker. ”Spørg ham.” I det øjeblik er vores mad til mit held færdig, og den lyshårede pige bag disken, jeg ikke har set før, rækker os posen.

Jeg er så heldig, at min mor venter, til vi er færdige med at spise, inden hun nævner det med festen igen. ”Husk at overvej det,” siger hun, da jeg flygter ind på mit værelse med den undskyldning, at jeg har lektier. Hun behøver ikke vide, at jeg allerede har lavet dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...