Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
372Visninger
AA

11. Kapitel 11

”Jeg troede, pointen med at tage i byen var at havde det sjovt, men jeg kan tage fejl.”

Det tager mig et øjeblik at opfatte, at han snakker til mig. Jeg kigger væk fra en eller anden brochure, jeg har samlet op. Jeg tror ikke, jeg er overrasket over at se ham. Jeg kan til gengæld ikke vurdere, om jeg er glad for at se ham eller ej. Okay, jeg er ikke ked af det i hvert fald. Jeg havde nok bare lige vænnet mig til tanken om at være alene hele aftenen. Eller natten. Eller hvor længe jeg nu har tænkt mig at blive siddende.

Alex kravler op på barstolen ved siden af mig. ”Er dine venner ude at ryge igen i dag?”

”Nej. Ikke denne gang.”

”Så.” Han svinger med benene. Han kan lige præcis ikke nå fodstøtten. ”Må jeg spørge dig, hvorfor du sidder alene på en gaybar en fredag nat og ser ud som om, der er en, der er død.”

Jeg krymper mig. For der er faktisk en, der er død.

”Jeg ved det ikke,” siger jeg i stedet. Jeg samler min øl op og kan ikke lade være med at rynke på næsen, da den lunkne væske rammer min tunge. ”Jeg tror, jeg havde en plan om at drikke mig fuld, men der var vist noget, der gik galt.”

”Tip: Hvis du har planer om at drikke dig fuld forholdsvist hurtigt så drik noget stærkt.” Han peger på min øl. ”Regnede du faktisk med, at det der ville virke?”

Jeg vender flasken i hånden. ”Næh.”

”Man skulle ellers tro, du vidste, hvad der skulle til.” Han lægger hovedet en anelse på skrå. Jeg forventer at se det der glimt i hans øjne, men det er der ikke.

”Hva’?”

”Ja, nitten shots så da ud til at fungere meget godt sidst.”

”Hvordan ved du, at jeg drak nitten shots den aften?” Faktisk var det ikke kun nitten. Det var mindst enogtyve med blå hårs velkomstshots.

”Betyder det noget?”

”Det gør det vel ikke.” Jeg kradser i mærkatet på flasken. Bare for at have et sted at kigge hen. ”Det virker bare lidt for sørgeligt at sidde og drikke shots alene.” Jeg føler allerede, at jeg er sunket til et helt nyt niveau ved at gå herind alene. Jeg har ikke tænkt mig at synke endnu dybere. I hvert fald ikke på én aften.

”Tip nummer to: Find nogen, der gider drikke shots med dig.”

Jeg udstøder en lyd, der lyder som en blanding af et grin og et fnys. Jeg ved ikke, om han har opdaget det, men jeg er ikke typen, der bare lige går op til fremmede mennesker på en bar. ”Og hvordan finder man så lige sådan nogen? Det kan være, jeg skal tjekke ind på Facebook og spørge, om der er nogen, der har lyst til at joine mig?” Jeg forsøger at holde den sarkastiske tone ude af min stemme. Det er ikke hans skyld, at min fredag stinker.

”Altså, nu ved jeg ikke, hvilke venner du har på Facebook, men det kunne faktisk virke.” Han rækker ud efter et af de stykker papir, jeg har revet af min ølflaske, og krøller det sammen. Han har mørkegrøn neglelak på.

”Ikke den slags venner i hvert fald.”

”Nå.” Han sender den lille papirkugle hen over baren. Den når ikke særlig langt. ”Men,” fortsætter han, ”jeg kender den her fyr, du ved. Hvis venner snart har diskuteret den samme, meget kedelige og meget ligegyldige ting i sådan, tre kvarter snart. Og han keder sig helt afsindigt efterhånden. Især fordi de rent faktisk diskuterede præcis den samme ting for to uger siden, da de var til den her fest.” Han bider sig i læben og fanger mit blik. Jeg kan ikke lade være med at smile.

”Og du tror, han har lyst til at hænge ud med mig?”

”Jeg er af den overbevisning,” siger han, ”at folk, der keder sig, burde hjælpe hinanden noget oftere, og du ligner virkelig en, der keder dig.”

”Det gjorde jeg i hvert fald.”

Han smiler. Et af de der smil, der når hans øjne og minder mig om, hvor urimeligt pæne de er.

Han glider ned fra barstolen. ”Kom.” Jeg følger efter ham og lader min halvfulde øl stå på bardisken.

”Ved du, hvad den allerbedste ting ved det her sted er?” spørger han, da jeg følger ham til den anden ende af baren.

”Næh,” svarer jeg, ”jeg har aldrig i mit liv været her før.”

”Det har jeg.” Han sender mig et grin. ”Så mange gange, at det er en smule overraskende, at jeg ikke er blevet forvandlet til en regnbue endnu.”

Jeg undlader at fortælle ham, at jeg har på fornemmelsen, at det allerede er sket. Han virker som en meget farverig person.

”Men,” fortsætter han,” det bedste ved det her sted er, at man kan drikke sig fuld, mens man spiller brætspil.” Vi er stoppet op ved en reol fyldt med alle mulige forskellige spil. Mindst halvdelen er noget, jeg aldrig har hørt om. Men der er også mange, jeg kender. Spil, jeg har spillet med min mormor. Jeg tror ikke, jeg har spillet brætspil siden, hun blev meget syg.

Og jeg har faktisk helt sindssygt meget lyst til at spille brætspil.

Også selvom det minder mig om hende.

Måske netop fordi, det minder mig om hende.

”Er der noget specielt, du kunne have lyst til?” spørger han, mens han roder rundt i spillene. Han er nødt til at stå på tæer for at se, hvad der er på øverste hylde. Jeg burde hjælpe ham med at kigge, men jeg kan ikke lade være med at udnytte muligheden for at betragte ham, mens han er optaget af noget andet. Desværre kan hans ryg ikke give mig svaret på det, jeg egentlig gerne vil vide. Om der er en chance for, at han nogensinde kunne være interesseret i mig. Men han sagde lige, at han ofte kommer her. På en gaybar. Og han går med regnbuestribet halstørklæde. Det er ret gode tegn, ikke?

Der er stadig ingen af os, der har adresseret det faktum, at han var en pige, første gang vi mødtes. Og en del af mig er begyndt at tro, at der måske slet ikke er noget at adressere. Måske misforstod jeg noget, overså noget. Ved baren for lidt siden kaldte han sig selv for en fyr. Jeg husker ikke aftenen i nok detaljer til at vide, hvad jeg skal tro.

Han vender sig rundt og sender mig et vurderende blik, inden han vender tilbage til reolen. ”Du er sådan en klog type.”

Mine kinder føles ekstremt varme. ”Det kommer an på, hvornår man er en klog type?” svarer jeg, selvom det lød som en konstatering.

Han skæver til mig igen. ”Når man er usikker på, om man er en klog type, er man en klog type.” Han rynker brynene. ”Og når man går på htx og frivilligt vælger de fag, du har valgt, og faktisk kan lide det.”

”Ved du overhovedet, hvilke fag det er?”

”Næh. Matematik?”

”Og fysisk.”

Han ryster på hovedet. ”Det er det, jeg siger.” Han hiver et spil ud. Quizspillet Bezzerwisser. Et spil, der ofte bidrog til en meget intens stemning i min mormors stue. Vi kunne alle være meget konkurrencemindede til tider. Min mor er værst.¨

”Ja,” siger jeg.

”Til at du er en klog type?”

”Nej. Til spillet.”

Han sender mig et blik, der minder ekstremt meget om en hovedryst. ”Det er det samme, Simon.”

Vi sætter os ved et tomt bord i et hjørne, hvor vi kan være forholdsvist alene. Baren er ikke særlig stor, men der er sådan set heller ikke så mange mennesker. Der sidder en del ved den ene ende af baren og en del ved et bord i midten af rummet. Så er der også et tilstødende rum ved spilreolen, og så vidt jeg kunne se, sad der også nogle stykker i en sofa derinde. Jeg overvejer, hvem af dem, der er Alex venner. Mit gæt er dem i sofaen. Dem herinde ser lidt for gamle ud.

Alex pakker spillet ud og lægger brættet imellem os. ”Hvilken farve?”

”Blå.” Han smider de blå brikker hen til mig og tager selv de gule.

”Vil du høre, hvordan vi plejer at spille det her spil?” spørger han, mens han putter kategoribrikkerne i den tilhørende pose. Jeg nikker.

”Okay, vi plejer at købe shots, og så drikker man, hvis man svarer forkert.”

”Det lyder lidt ekstremt, men også som en meget god idé.”

Han sætter spillebrikkerne på startfeltet. ”Det kommer an på, om du er god til at svare på spørgsmålene. Har du lyst?”

”Yeah.” Jeg tror faktisk, der er meget få ting, jeg ikke ville have lyst til, hvis han spurgte.

Han rækker mig kategoriposen, og jeg trækker fire. Naturvidenskab, naturvidenskab, film og historie. Det kunne være meget værre, men ikke meget bedre. Jeg forsøger at lade være med at smile, da jeg lægger dem i rækkefølge, men det lykkes ikke. Alex ryster på hovedet, mens han selv trækker.

”Man er en klog type, hvis man bliver glad for at trække to gange naturvidenskab og lægger dem som det, man er bedst til.”

”Så jeg er en klog type?”

”Helt sikkert.”

”Er det en god eller dårlig ting?”

”Det kommer vel an på situationen,” siger han. ”I det her tilfælde kommer det til at betyde, at inden vi er færdige med det her spil, er du pinligt ædru, og jeg er meget, meget fuld, for jeg er pænt dum.”

Jeg kigger på ham, mens han lægger sine brikker op ved siden af hinanden. Han kigger ikke op for at sende mig et smil eller en grimasse.

”Det tror jeg ikke på.”

Han kigger hurtigt op. ”Giv det en halv time.” Han lægger brikkerne i rækkefølge. ”Suk.”

”Hvad så?”

Han ryster på hovedet. ”Jeg tror, der er sådan, to kategorier i det her spil, jeg kan finde ud af, og jeg har ikke fået nogen af dem.” Han kigger på mine igen og sukker. ”Du har dem ikke engang, så jeg kan stjæle dem fra dig.”

”Du må gerne få en ’naturvidenskab’, hvis det skulle være?”

Han sender mig et surt blik, der kun får mit smil til at vokse.

”Jeg henter shots,” mumler han. Da han kommer tilbage, smiler han igen. Han stiller bakken med dybrøde shots på bordet.

”Hvad er det?”

Han trækker på skulderen. ”Ingen anelse. De havde et underligt navn.”

”Aha.”

Han sætter sig over for mig og tager et af spørgsmålskortene. ”Historie?”

Jeg nikker.

”Hvornår blev det første gang videnskabeligt bevist, at kage kan redde liv?”

”Jeg er ret sikker på, at det ikke er det, der står.”

”Det havde ellers været et godt spørgsmål.”

”Det bedste.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...