Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
373Visninger
AA

10. Kapitel 10

Det bedste ved fredag er, at fredag betyder, at torsdag er overstået, hvilket betyder, at torsdagsmiddag med min far er overstået. Line var der heller ikke i går. Hun kan åbenbart ikke om torsdagen. Min far snakkede om at flytte torsdagsmiddag til en anden dag. Jeg sagde, at torsdag nok passer bedst for mig, men at jeg lige kan kigge på det. Det var bullshit. Der er ingen dage, der passer bedre eller værre. Jeg havde bare ikke lyst til at flytte det, så Line kan være med.

På vej hjem nåede jeg frem til, at det måske i virkeligheden godt kunne være en god idé. For hvis hun er der, er jeg ikke alene med min far, og måske kan jeg næsten lade som om, jeg ikke er der. Så jeg overvejer at tage det op igen næste torsdag.

Det værste ved fredag er, at jeg er alene hele aftenen uden noget at give mig til, fordi min mor er hos min moster. Så jeg har sat mig til at genlæse passager i min yndlings af bøgerne fra min mormor. Jeg er ved at bladre frem til bogens første kyssescene, da jeg kan høre, min mor komme hjem. Det var ikke gået op for mig, at klokken er så mange. Men hun er også lidt tidligere hjemme, end hun plejer. Jeg sidder helt stille og lytter for at vurdere, om hun er på vej mod mit værelse. Jeg kan høre, at hun er i stuen, at hun kommer tættere på. Jeg lægger bogen ind under min hovedpude og samler min telefon op.

Håndtaget bliver trykket ned, og hun kommer ind. ”Er du på vej i seng?”

Jeg ryster på hovedet.

Hun kommer helt ind og lukker døren til bag sig. Det kan kun betyde en ting: der er noget, hun vil snakke om. Og det er vigtigt. Eller i hvert fald alvorligt. Noget med Marianne?

Hun sætter sig på kanten af min seng, og jeg lægger min telefon fra mig, inden jeg sætter mig ved siden af hende. ”Hvad så?”

”Skiferien, du ved?”

Jeg nikker. ”Hvad med den?”

”Jeg tager ikke med,” siger hun.

”Men- Hvorfor?”

Hun sender mig det der tynde smil. ”Din far og jeg kommer ikke så godt ud af det med hinanden for tiden. Det har du nok opdaget.”

”Men… Der er jo allerede betalt for dig?” Jeg ved godt, det er åndssvagt at nævne. Hun er nok udmærket klar over det selv. Men jeg er desperat.

”Line tager med i stedet.”

Jeg stirrer på hende.

Hun sender mig et nyt smil, der skal forestille at være oprigtigt. ”I skal nok få en hyggelig tur.” Så rejser hun sig og går.

Jeg stirrer videre på den lukkede dør. Det kan hun ikke. Hun kan ikke bare bakke ud nu og efterlade mig alene med min far i en uge. Jaja, Line er der, men hun har nok ikke noget i mod at høre ham tale om sig selv. Så ville hun ikke være blevet så længe.

”Mor,” kalder jeg, selvom hun sikkert ikke kan høre mig. Jeg rejser mig og følger efter hende. Hun er i soveværelset. ”Mener du det?”

Hun ser en anelse forvirret ud. ”Ja?”

”Fuck.” Det værste er, at jeg kender hende. Jeg ved, at hun forsøger at bilde sig selv ind, at det er for min skyld. Fordi det ville være åh så synd for mig at skulle af sted med dem begge, hvis de ikke kan finde ud af det med hinanden. Det her er mere synd for mig. Det er ikke en skid for min skyld. Det er fordi hun ikke gider være sammen med ham. Så nu efterlader hun mig alene med ham i stedet.

Og med et er det hele bare for meget.

Jeg har brug for at komme ud. Jeg har brug for at komme væk fra den her åndssvage lejlighed og hende og hendes flaske vin på bordet. Og jeg ved godt, at det ikke kun er hendes skyld. Det er det hele. Alt det, der er sket den sidste måned og alt det, der ikke er sket.

”Simon?” kalder hun efter mig, da jeg marcherer tilbage til mit værelse. Jeg tager min pung og min telefon og sætter kurs mod entréen.

Simon?

Jeg flår min jakke ned fra knagen og hiver den på. Hun dukker op bag mig, mens jeg tager sko på.

”Hvor skal du hen?”

”Ud.”

Hun sukker. ”Okay.”

Jeg kigger ikke på hende, da jeg går.

Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvor jeg er på vej hen, så jeg går blot mod busstoppestedet. Sætter mig på bænken i det graffittipyntede plastikskur. Herfra har jeg de fleste muligheder.

Udover at jeg ikke har særlig mange steder at tage hen.

Jeg tager ikke hjem til min far. Normalt ville mit bedste bud være at ringe til Stefan, men dét virker heller ikke særlig tiltalende lige nu. Han finder nok på en eller undskyldning der gør, at jeg ikke kan komme forbi, alligevel.

Jeg har bare lyst til at slippe væk fra det hele et øjeblik.

En bus holder ind til siden, kurs mod midtbyen. Jeg kigger på den et øjeblik, mens en mand står af. Så rejser jeg mig og står på. Jeg har lyst til at drikke mig fuld og være ligeglad og bekymre mig en anden dag.

Det er sent nok til, at der er folk, men ikke rigtig sent nok til, ar der er gang i den nogen steder. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvor jeg skal gå hen. Jeg kender ingen steder. Så i stedet kigger jeg bare på alle stederne, jeg går forbi i håbet om, at jeg pludselig får øje på et sted, jeg har lyst til at være.

Jeg stopper op, da jeg får øje på regnbueflagene.

Why the hell not?

Dér møder jeg sgu ikke nogen, jeg kender.

Og hvis jeg gør, har de lige så stort et forklaringsproblem som jeg.

Og måske, hvis jeg nu er rigtig heldig, er det stedet, der kan hjælpe mig med et af mine problemer.

Måske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...