Hvis du skulle vælge?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 mar. 2018
  • Opdateret: 12 apr. 2018
  • Status: Igang
Hvid du skulle vælge, ville du så helst..? // Deltager i Oscars 2018, mulighed 2. Coveret er lavet @Subangi og deltager i konkurrencens mulighed 3.

4Likes
2Kommentarer
374Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg stopper brat op, da jeg får øje på hende. Pigen, der står lænet op ad væggen ved siden af døren til dametoiletterne. I et øjeblik tror jeg, det er hende. Men da hun kigger op, kan jeg se, at de faktisk slet ikke ligner hinanden. De blonde krøller mindede mig bare om et billede, jeg er kommet forbi på Facebook. Jeg føler mig dum. Nadia er heller ikke typen, der går med hat og i blomstrede sommerkjoler om vinteren.

Det plejede hun i hvert fald ikke at være.

Et øjeblik står vi bare og kigger på hinanden. Stilheden står i kontrast til larmen af musik og snak ovenpå. Så smiler hun, og det går op for mig, hvor dum jeg må se ud, som jeg bare er stoppet op her midt i gangen. Jeg stikker hænderne i lommerne og er udmærket klar over, at jeg nu er nødt til at sige noget.

Helst noget sjovt.

Men der kommer ikke noget til mig.

”Du behøver ikke vente herude,” siger hun. Hendes stemme er dybere, end jeg forventede. Et svagt hint af en munter tone i den matcher glimtet i hende øjne. Hun er faktisk ret køn. På en naturlig og stilfærdig måde. ”Jeg tror ikke, der er kø derinde.” Hun nikker i retning af herretoilettet.

”Det er der måske hos jer?” spørger jeg, bare for at gøre det hele værre for mig selv.

Hun ruller med øjnene, men ikke af mig. Tror jeg ikke. ”Altid.” Hendes ansigt fortrækker sig i en grimasse. ”Det er et af de områder, hvor det virkelig er en fordel at være en dreng. Toilettbesøg.”

Jeg rynker næsen. ”Udover at der stinker på herretoilettet.”

Hun ryster på hovedet. ”Det er altså ikke altid bedre på dametoilettet. Nogle gange synes jeg faktisk, det er værre. Det er bare engang imellem lidt nogle andre ting, der er problemet.” Jeg er ikke helt sikker på, hvordan hun kan vide, hvordan der er på herretoilettet. Jeg undlader at kommentere det.

”Såeh.” Jeg flytter på mig. ”Har du stået her længe?”

”Føles sådan. Her er ikke superinteressant.”

”Nej.” Det er mest bare grå vægge og dårlig belysning. Jeg skæver til døren med mandeikonet. Jeg skal faktisk virkelig tisse nu. ”I virkeligheden kunne du vel bare gå dérind.” Jeg tror alle ville være pisseligeglade. Til gengæld var der nok nogen, der blev utilfredse, hvis det var omvendt.

”Har overvejet det.”

Stilhed. Igen.

Du burde eventuelt gå derind,” fortsætter hun.

”Yeah.” Jeg skal virkelig, virkelig tisse. Og det giver ikke rigtig mening, at jeg bliver stående. De andre venter vel også på mig. Hvis de overhovedet har lagt mærke til, hvor længe jeg har været væk. Jeg tilbagelægger afstanden mellem mig selv og døren, men kan ikke lade være med at kigge mig tilbage over skulderen, inden jeg skubber den op.

”Jeg ville sige, at det kan være, vi ses, når du kommer ud igen.” Hun klør sig på næsen. Hendes ansigt er en anelse for firkantet. ”Men jeg håber det faktisk ikke.”

Jeg kan ikke rigtig bebrejde hende det. Jeg lader døren falde i bag mig, inden jeg får fortalt hende, at det sådan set ikke ville gøre mig noget.

Hun er væk, da jeg kommer tilbage.

Jeg går op ad trappen til selve baren og kan ikke lade være med at kigge efter hende, da jeg begiver mig tilbage til de andre. Stefan har hentet en ny øl, og Diana har fundet sin telefon frem. Han får øje på mig, og de holder op med at tale, da jeg sætter mig. Stefan drikker af sin øl, Diana kigger ikke engang op.

”Nå, men tillykke med fødselsdagen, Simon.” Stefan trommer fingrene mod bordet. ”Jeg er altså ked af, at vi ikke kan dagen,” siger han for tredje gang. Jeg har talt.

”Det går nok. Min far kommer alligevel.”

”Derfor er vi stadig kede af det.” Han ser over på Diana, men hun siger ikke noget. Hun lægger blot telefonen fra sig og stikker sugerøret fra sin drink ind mellem sine mørkmalede læber. Et langt og pinefuldt øjeblik er den eneste lyd mellem os den, der opstår, da hun suger glasset tomt. Så skubber hun det henover bordet og kaster sit sortfarvede hår om på ryggen. ”Jeg trænger til en smøg,” siger hun og gennemroder lommerne på læderjakken, hun har hængende over stoleryggen. Hun hiver en cigaret op og giver den pladsen, der før tilhørte sugerøret. Hun rejser sig og trækker jakken på.

”Skal I med?” Et tyndt, mørkt øjenbryn forsvinder op under hendes pandehår. Stefan strækker sig og kommer langsomt på benene. Jeg har vist ikke noget valg. Medmindre jeg har lyst til at sidde her alene, og det lyder faktisk endnu mindre tiltalende end at stå i Dianas røg. Det viser sig, at der i forvejen er så mange rygere udenfor, at Dianas bidrag ikke rigtig gør den store forskel. Januarkulden smutter ind under min jakke, og da jeg lyner den, er jeg pludselig meget glad for den trøje, det var alt for varmt at have på indenfor. Jeg hiver mit halstørklæde op af jakkelommen og får det viklet om halsen, så det dækker min næse.

Diana styrer direkte mod en gruppe rygere, der har sat sig ved et af de borde, jeg ikke helt forstår er fremme på den her tid af året. Så var det en smøg, hun trængte til, eller bare noget lidt mere interessant selskab? De virker i hvert fald ikke overraskede over at se hende. Alle rykker lidt, så der lige akkurat kan mases en stol mere ind mellem dem, og i mellemtiden bliver Diana rakt en lighter. Hun sætter sig på skødet af Stefan, og jeg må nøjes med en stol ved det tilstødende bord.

Dem i nærheden hilser på mig, men vender hurtigt opmærksomheden tilbage til deres venner. Jeg forsøger at følge med i deres samtale, men jeg aner ikke, hvad de snakker om, så til sidst giver jeg bare op. Jeg finder min telefon for at fordrive tiden med Facebook, men den er næsten løbet tør for strøm, og desuden tror jeg, mine fingre fryser af, hvis jeg har dem oppe af lommen for længe ad gangen. Diana skodder sin cigaret med den ene hånd og finder en ny med den anden.

Stolen ved siden af mig bliver trukket ud. Jeg når at gå ud fra, det bare er en, der mangler en stol, men så sætter hun sig ved siden af mig. Pigen med hatten. ”Vær sød at fortæl mig, du ikke brænder rigtig meget for at diskutere den politiske situation og dyrerettigheder i den vestlige verden lige nu.”

”Hva’?”

Hun ryster på hovedet. ”Du ligner også lidt mere en, der enten trænger til en meget stærk drink eller at tage hjem i seng.”

”Det er vist også lidt sådan, jeg føler mig.”

”Her. Du må gerne få den her.” Hun sætter et halvfyldt glas ved siden af mig. Indholdet skvulper op ad kanten. ”Du kan i hvert fald ikke være bekendt at tage hjem nu, hvor jeg endelig har fundet en, der ikke har tænkt sig at diskutere politik. Desuden er det alt for tidligt at tage hjem.” Hun skubber glasset helt hen til mig. Jeg tipper det, så jeg kan se ned i det, men det er for mørkt til, at jeg kan vurdere farven og det mulige indhold. ”Jeg må dog advare dig og sige, at det smager hæsligt,” tilføjer hun.

Jeg vipper det tilbage og kigger op på hende. Hendes ansigt ligger i skygger. ”Hvorfor har du købt en drink, der smager hæsligt?”

”Det har jeg heller ikke. Jeg har været uheldig nok til at få den foræret.”

”Man skulle ellers tro, at regel nummer et, når man køber drinks til piger i byen, er at købe noget, der faktisk smager godt.”

”Det burde det i hvert fald være.”

Jeg har været nødt til at trække mit halstørklæde lidt ned for at kunne tale, og nu er røgen fra det tilstødende bord blevet markant værre. Jeg kan mærke, at jeg er ved at få ondt i halsen, og jeg ved ikke, om det er det, eller om det er kulden.

Jeg kigger ned på glasset igen. ”Hvad er det overhovedet?” spørger jeg i mangel på bedre. I et forsøg på at drukne lyden af Dianas latter.

”Aner det ikke. Smag på det, hvis du ikke tror på, det er hæsligt.” Hun lægger hovedet på skrå. ”Der er ikke andet galt med det. Du kan roligt drikke det. Det værste, der kan ske, er, at du faktisk kan lide det, og så slipper jeg af med den.”

Jeg samler glasset op og lugter til det. Det lugter ikke som noget, jeg kan lide. Whisky tror jeg. Alligevel sætter jeg plastikken til læberne. Jeg kan mærke, at hun kigger på mig i mens. Væsken rammer min tunge, og jeg fjerner glasset med det samme, kan ikke lade være med at skære en grimasse, da jeg synker. Whisky og et eller andet meget surt.

Hendes læber krøller i et smil. ”Det var jo det, jeg sagde.” Jeg sætter glasset mellem os og stikker min hånd tilbage i lommen. Kulden fra stolen er for længst trængt gennem mine bukser. Det kan godt være, den der forkølelse faktisk bliver til noget. Diana griner ikke længere, men jeg kan til gengæld høre Stefan.

”Var du faktisk på vej hjem?” spørger pigen med hatten. Hun må fryse mindst lige så meget som mig. Sommerkjole og strømpebukser kan umuligt være den bedste påklædning en vinternat.

Jeg ryster på hovedet. Så trækker jeg på skulderen. ”Jeg ved det ikke rigtig.” Stefan og Diana ville nok ikke sige noget til det, hvis jeg bestemte mig for at smutte. Jeg havde nok også gjort det, hvis ikke hun havde sat sig.

”Jeg ved ikke engang, hvad klokken er.” Hun piller ved glassets kant. ”Så jeg ved faktisk ikke, om det rent faktisk er for tidligt at tage hjem.”

Jeg tjekker uret om mit håndled og fortryder i samme øjeblik, jeg trækker mit ærme op. ”Den er lidt over to.”

”Åh. Så er det måske næsten acceptabelt at tage hjem.”

”Yeah.” Jeg ved ikke, hvornår man normalt tager hjem fra byen. Jeg har ikke rigtig drukket siden dengang, jeg ikke var gammel nok til at komme ind, og folk holdt fester i stedet. Det gør de sikkert stadig. Jeg er bare ikke inviteret.

”Er du sammen med dem?” Hun nikker i retning af de andre.

”Det er jeg vel.”

”Det er du vel?” Tonen i hendes stemme lyder som et løftet øjenbryn.

”Altså. Jeg kom her sammen med to af dem, men jeg kender ikke de andre.”

”Okay. Min veninde er indenfor. Jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg syntes, det var en god idé at gå udenfor. Her er virkelig koldt.”

”Yeah.” Jeg er virkelig blevet dårlig til at holde en samtale i gang. Jeg kigger over på Stefan og Diana og når frem til, at jeg i det mindste er nødt til at forsøge. ”Så.” Hun kigger op på mig, og jeg kan se, hun venter på, jeg fortsætter. Jeg sukker. ”Må jeg stille dig et meget kedeligt spørgsmål?” Jeg kan virkelig ikke komme på noget bedre.

Hun trækker lidt på det. ”Okay?”

”Hvad hedder du?”

”Alex.” Hun ser ned på sine negle. Nedbidte. “Mine forældre er glade for unisex-navne.”

“Det er ikke kort for noget så, går jeg ud fra?”

“Nope. Min tur.” Hun gnider håndfladerne mod sine lår. ”Vil du med indenfor? Jeg har ingen sans for ansvarlig påklædning, og jeg trænger til en drink.” Hun kigger på glasset. På trods af mørket er væmmelsen tydelig på hendes ansigt. ”Noget der ikke får mig til at fortryde, at jeg har en smagssans.”

Stefan sidder med armene om Diana, hviler kinden mod hendes skulder, mens han snakker med fyren ved siden af. Diana har formået at bytte sin cigaret ud med en øl. Hun er nødt til at tage den fra læberne, fordi hun ikke kan drikke og grine på samme tid.

”Det vil jeg gerne.”

 

”Vent der.” Alex peger på et ledigt bord og fortsætter op til baren. Hun kommer tilbage med to orangerøde drinks. ”Jeg giver,” siger hun og skubber det ene glas over til mig, inden hun sætter sig.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal gøre. Er det meningen, at jeg skal protestere eller blot tage i mod? ”Tak,” mumler jeg til sidst. Hun smiler og krænger jakken af. Retter på hatten og stikker sugerøret ind mellem læberne. Jeg er ikke sikker på, hvad det er, hun har købt, men hovedingrediensen må være appelsinjuice. Det smager ret godt.

”Din tur.”

Jeg blinker. ”Hva’?”

”Det er din tur til at stille et spørgsmål.” Hun trækker på skulderen. ”Det er en leg nu.” Et glimt dukker op i hendes øjne. De er grønne og den slags øjne, der får dig til at love ting, du ikke kan holde. Min morfar fortalte mig, at det er de farligste øjne og grunden til, at han forelskede sig i min mormor. Jeg var ikke gammel nok til at forstå det dengang, men jeg er ret sikker på, at den her pige også har den slags øjne.

”Åh.” Jeg rører rundt i min drink med sugerøret. ”Hvis du skulle vælge, ville du så helst drikke resten af den klamme drink eller gå tilbage og høre din veninde diskutere resten af aftenen?”

”Wow.”

”Du skal vælge,” siger jeg, godt tilfreds med mig selv.

”I know, I know.” Hun ryster på hovedet, skærer en grimasse. ”Drinken så. Det er hurtigst overstået.”

”Så er det ærgerligt, vi ikke tog den med herind.” Vi efterlod den udenfor. Jeg har det faktisk lidt dårligt over bare at lade den stå, at vi ikke ryddede op efter os selv.

Hun sender mig det, der må være hendes bedste bud på et dræberblik. Det er ikke særlig effektivt. Hun er et meget lidt skræmmende menneske.

”Hvis du skulle vælge,” efterligner hun og læner sig ind over bordet,” ville du så helst hente den klamme drink og drikke den eller spørge fyren derover efter hans nummer.” Hendes blik er fæstnet til noget skråt bag mig. ”Den mørkhårede.”

Jeg vender mig i stolen og prøver at finde ud af, hvem hun mener.

”Til højre for trappen.”

Han sidder ved et fuldt, rundt bord. Mellem en højrøstet blond fyr og en pige, jeg har set på gymnasiets gange. Han er attraktiv og ligner ikke en type, jeg nogensinde kunne finde på at gå op til. Han ser op, opdager, at jeg kigger på ham. Jeg vender mig tilbage. Alex har rettet sig op igen.

”Hvorfor ham?” Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvorfor ham frem for en af de andre fyre i lokalet. Nærmere hvorfor en fyr i første omgang. Jeg synker, prøver at sluge panikken, der breder sig i mit bryst. Hun kan umuligt vide det. Jeg kan ikke se, hvad der skulle have afsløret mig.

Hun trækker på skulderen.

”Er det overhovedet stadig en ting? At spørge folk efter deres nummer?”

”Ingen anelse. Nok ikke.” Hun samler sit glas op. Hun trækker sit sugerør op, så hun drikker fra toppen, der er lysere og nok udelukkende er juice. ”Du har ikke svaret.” Glimtet er tilbage i hendes øjne. Hun er helt sikkert en af de piger, min morfar advarede mig om. Eller også gjorde han det modsatte. Jeg er ikke sikker. Jeg var tolv, og min morfar vidste ikke, at det var helt unødvendigt.

”Jeg tror også, jeg nøjes med drinken.”

”Kedeligt. Men det er måske meget godt. Han ser ret straight ud.”

”Du kan altid selv spørge ham?” foreslår jeg.

Hun ryster på hovedet. ”Det ville nok kun gøre ham endnu mere utilpas, end hvis du spurgte."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...