Til store piger som mig.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2018
  • Opdateret: 22 mar. 2018
  • Status: Igang
Dette er til store piger som mig. Faktisk også store drenge. Eller små piger og drenge.

Et igangværende langsigtet tankemylder forsøgt på skrift.

3Likes
1Kommentarer
89Visninger

1. Kapitel 1 vel?

torsdag den 22. marts 2018

23.13

Jeg føler mig indespærret i et liv jeg ikke kan løbe fra. Ikke at jeg løber særlig hurtigt, men mine fødder gør hurtigt ondt, og når jeg prøver at løbe fra dét, vil jeg falde og slå mit hoved, som da jeg var barn. Jeg vil komme på sygehuset, men ende på den forkert afdeling. Jeg vil ende på skadestuen, fordi jeg har slået mit hoved. Og de vil tage sig af det. Men når jeg går derfra vil jeg sætte i løb igen. For det gør stadig ondt indeni mit hoved.

Jeg har været hos utallige læger, på ualmindeligt mange sygehusbesøg. Jeg nød det. Nu er sandheden gået op for mig. For hver gang jeg ar været der, har de givet mig et håb. Håbet om at jeg ville blive normal, at jeg kunne vokse fra at være fanget i en krop som min. Men som jeg vokser, vokser jeg ikke fra det. Og så begyndte jeg at prøve og løbe. Ligesom min tankestrøm lige nu. Men mine tanker snor sig sammen til en umenneskelig kluddermor og som jeg snubler i mit løb fra virkeligheden, falder mine tanker over hinanden i et uforståeligt virvar der er svært t sætte ord på. Men det er det jeg prøver på nu. Igen.

Jeg kan ikke formulere mig. Jeg kan ikke sige hvad jeg mener. Og jeg prøver. Men det er ikke det samme her, som i mit hoved. For i mit hoved har jeg hele historien, min historie. Men jeg ved ikke hvor jeg skal starte, jeg ved ikke hvad der er vigtigst for mig at få med. Jeg ved ikke hvad jeg vil sige. Og derfor kan jeg ikke formulere det.

Jeg vil fortælle om min selvmedlidenhed. Jeg vil have i har ondt af mig. For jeg har ondt af mig selv. Og jeg troede ikke det var selvforskyldt, men jeg ved snart ikke længere om jeg i virkeligheden fortjener min situation.

Jeg føler mig indespærret i et bur. Et bur med myrer -mildt sagt. Det skifter hele tiden med hvor mange myrer der er i mit bur. Nogle gange er der ingen myrer, og det tror jeg at jeg tager for givet. Det er ofte om natten jeg vågner og mit bur er fyldt. Så prøver jeg at stå op og åbne mit vindue. Jeg stiller mig midt i værelset og lader vinden børste myrerne af mig. Men når jeg ligger mig i sengen igen, er de straks tilbage. Jeg ved jeg ikke er den eneste der har et sådan bur. Men hvis jeg kunne, hvis jeg virkelig kunne, ville jeg tage alles myrer og putte dem i mit bur. For tanken om at jeg ikke er den eneste med myrer i mit bur, er værre end dét at mit bur, lige nu mens jeg skriver dette, er halvt fyldt. At jeg ved det om lidt vil være helt fyldt. Men hvis jeg kunne få alles myrer i mit bur, ville mit bur være fyldt så meget, at jeg ville drukne i dem, og så ville alle være fri for deres myrer. Og jeg ville være fri, helt fri. Fri for at mærke noget mere, og nogle gange vil jeg hellere være lam i mit myrebur. Men lamhed ophører ikke. Det gør myrerne dog heller ikke. Selvom lægerne lovede mig det som barn.

Da jeg var barn lå jeg i min fars seng når der var mange myrer i mit bur. Dengang skreg jeg at jeg ville dø. Det gjorde min mor ked af det. Nu har jeg blot svært ved at trække vejret. Men jeg kan ikke klare at se min mor være ked af det længere. Derfor fortæller jeg hende heller ikke når der er myrer i mit bur. At være i mit myrebur er dog ikke det værste. Det værste er når der både er myrer i mit bur og i mit hoved. Og ligesom med buret, er der altid forskelligt hvor mange myrer der er i mit hoved. Myrerne gør at jeg har mistet håbet. Ikke alt håb, men håbet for nogle ting som egentlig var de vigtige ting. De er stadig vigtige, men jeg har snart indset, at det er spildt at bestræbe sig efter det umulige. I mit hoved er det umuligt at klare myrerne alene. Men det er en af de få ting jeg ikke har givet op på endnu. For uanset hvor ihærdigt jeg prøver at fortælle folk om mit myrebur, forlader de mig med dét, og med da endnu flere myrer i mit hoved. Det værste er nok, når alle myrerne forlader mit hoved. For at være tom er absolut yderst mere ubehageligt end myrerne. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...