Why Brother Why?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 mar. 2018
  • Opdateret: 18 jul. 2018
  • Status: Igang
To brødre, den ene populær og perfekt den anden kedelig og normal, to modsætninger under samme tag, men da den ene personlighed forsvinder, falder verden sammen. den tilbagestårende bror, Cameron, finder et lille håb da en seddel dukker op og åbner en dør til en helt ny verden hvor hemmeligheder har gemt sig i evigheder. Cameron kommer ud for sin livs rejse hvor kriminalitet og bandemedlemmer bliver en del af hverdagen i sin søgen efter hans højt elsket bror.

5Likes
2Kommentarer
1068Visninger
AA

10. Kapitel 10

Jeg ser surt på ham, jeg sætter hænderne i lommen og bliver ved med at stirre surt, han smiler bare og sætter spillet på pause “hvor har du været” surmuler jeg og gnider min ene fød mød gulvet, han ryster på hovedet og klør sig i det brune krøllede hår “det er lige meget… jeg er hjemme nu” svare han koldt og fraværene, jeg sukker højt lyt og sætter mig ved siden af ham uden egenligt at få lov til det, han kigger underligt og forbavset på mig men inden  han når og sige noget lukker jeg munden på ham “ hør! Det er ikke lige meget, Logan, Vanessa og mig har sgu brugt alt vores til på at finde dig og ikke så meget som en forklaring kan du give tilbage! Så ud med det brormand!!” Råber jeg vreden suser igennem mig selvom at jeg burde være over lykkelig over at der ikke er sket ham noget, at han sidder her på hans værelse og spiller som i gamle dage, men det er jeg ikke, jeg kan ikke, at se de grønne øjne stirrer tomt på mig fortæller mig at der er et eller andet der er helt galt, han ser over på computeren som underligt nok stadig er tændt, han rejser sig og små løber over til den og står foroverbøjet og klikker på musen.  Der er stille i nogen minutter kun lyden af hans fingre der rammer musen rammer min øre gang og giver mig en smule gåsehud, han vender sig langsomt om i mod mig, vreden stråler igennem ham, han knytter hænderne langsomt, hans åndedrag bliver hurtigere og mere skrammene for vært sekund der går, vreden forlader min krop men bliver hurtigt fyldt  frygt og angst da han kommer tættere på mig, hans langsome skridt gør mig utilpas og for mig til at fortryde at jeg råbte af ham “DU HOLDER DIG VÆK FRA HENDE!”  Skriger han, jeg prøver at sige noget men hans varme ånde stopper mig og for mig til at indse at det er bedst at holde min mund “hun er min fatter du det! Det er sidste gang at du raver i mine ting for ikke og tale om mine venner, jeg er røv lige glad med hvem du dater og alt det er lort men du holder dig fra min Vanessa!” hvæser han, hans ansigt  er ikke mere end et par centimeter væk fra mig hvilket er skrammene taget i betrakning af  at vi aldrig nogen sinde har været så tætte.

Han kigger på mig uden at sige noget, men hans blik kunne dræbe, jeg prøver at slippe væk, men det er umuligt, han sukker dybt og jeg mærker igen hans åndedrag, men denne gang er det anderledes, denne gang er den mere frisk og let

Jeg vågner med sæt og mærker mit hjerte slå i dobbelt tempo, jeg ser op og kigger direkte på Vanessas smukke ansigt, hun smiler til mig og råber et eller andet ud af døren som jeg når at få fat i, mine tanker ligger stadig i drømmen, tanken om at Ben ville blive så sur og aggressiv gør mig utilpas og dårlig, selvom at det bare var en drøm føltes den alt for virkelig, Ben vil aldrig opfører sig sådan over for mig eller andre for den sags skyld.. eller ville han? Vanessa smiler til mig spænder min sikkerhedsele op, “var den så slem?” Visker hun og kigger på sædet, jeg rynker brynene og vender mig lidt om for at se på mit ryg læn som er plader vådt af sved, jeg nikker stille og undgår hendes blik, “hvor lang tid har jeg sovet?” Spøger jeg og forsøger at komme ud af bilen, hun flytter sig og jer over på Logan som står og venter på os, han smiler da jeg for øje på mig, han tager lange skridt over i mod os “DUDE! Du er fucking våd på ryggen, hvad fanden har du drømt!” Udbryder han og flækker af grin,  jeg prøver at gøre det samme selvom at jeg overhovedet ikke finder det morsomt, Vanessa Slår han i baghovedet og får ham til at stoppe, han kigger på hende og tager sig til det sted hvor hun slå ham.

“skal vi komme afsted eller hvad” sukker hun og ser på os begge, vi nikker i takt og begynder af gå op i mod den stille og uhyggelige kirkegård, Vanessa tager fat i Logans hånd, jalousien kryber op i mig men Benjamins ord popper op i min hoved hold dig væk fra hende selvom at det bare var en drøm er der noget om det, måske var Ben og Vanessas forhold lidt tættere and hvad hun giver ud tryk for, hun havde selv nævnt tidligere at hendes mor fyrede ben fordi at de blev for tætte men mere havde hun ikke sagt, men måske er der mere? Med på den anden side hvorfor skulle hun skylde det jeg mener et forhold er noget man holder hemmeligt eller er det? Jeg ryster tankerne af mig og små løber op til dem og prøver at ignorere deres hænder, “han lægger lige her over” påpeger jeg og peger over mod det ene hjørne af den lille kirkegård, jeg har ikke været her siden jeg var helt lille, jeg husker tydeligt at min far og jeg skulle her op for at lægge nogen blomster på bedstefars grav, det var hans fødselsdag og min far ville gerne gøre det det specielt , men siden da har han besøgt sin far alene, hvorfor ved jeg ikke, men det er måske også det bedste nu når han er den eneste der sådan rigtigt kendte ham.

Jeg genkender det hele, alle træerne på miden af plænen, de mange gravstene i forskellige farver og former, dog er er der flere forladte grave end jeg husker færre blomster og mere ukrudt rund omkring, “er de alle sammen fra krigen af” visker hun til Logan, jeg ruller øjnene og forsætter med at lede efter bedstefar, jeg høre ikke Logan svare hende men jeg forstiller mig at han havde takt på skulderen og rynket næsen. Jeg får øje på en hvid sten med sorte store bogstaver jeg går med hurtige og faste skidt hen i mod den og smiler for mig selv da navnet Bradlee E. Jones kommer til syne, min glæde over at havet fundet vand bliver hurtigt til en skuffelse, hans føde og døds år er hakket i stykker og halvdelen af sten er knækket af, den hvide sten er ikke så hvid og pæn at se på længere og er nu mere brunlige og beskidt, “GUD” lyder det fra Vanessa da hun støder ind i mig, Logan ser mund larm ned på hans grav som ikke længere er pæn og fuldendt, Stenen er blevet rykket fra sin sædvanlige plads i miden og lægger nu ødelagt i siden, de pæne blomster som far har været oppe med er spædt ud over det hele og jorden er fyldt med hakker og små huller, jeg ryster på hovedet og sætter mig ned på hug, det er som at jeg stadig drømmer og inderst inde ville jeg håbe at jeg stadig gjorde det, så jeg stadig kunne have et billede at min perfekte bror inde i mit hovede, men sådan skulle det åbenbart ikke være.

“her er skovlen” siger Logan og tager en aflang metal skovl frem fra hækken, Vanessa sætter sig ved siden af mig og begynder at mærke på de mange huller, hun ser på miden af gravstedet hvor stenen burde være “jeg tror at han har gravet der, det er det huld der er størst hun peger og tørre jorden af med fingrene og rejser sig op “jeg graver ikke der.. glem det, det er for respekt løst” visker Logan alvorlig som om at han ikke vil have at de døde skal høre ham, jeg rejser mig op og tager skovlen ud ag hånden på ham, “lad mig gøre det” siger jeg og stikker skovlen ned i det bløde jord, jeg får så meget jord jeg kan med op på den og falder det falde af ved siden af gravstenen, men inden jeg når at hakke skovlen ned i jorden igen stopper  Vanessa mig
“ STOP! Tror du ikke heller jeg skal gøre det der?”
“nej hvorfor? Det er fint” svare jeg undrede og gør hullet lidt dybere
“jeg tænker bare på sårene i det ansigt, de skulle nødigt gå hen og blive betændt”
“det er sødt, men tror nok det går” insistere jeg og graver videre.

Da jeg når lang nok ned kaster jeg skovlen fra mig og sætter mig ned på hug igen, de andre gør det samme og vi der på hinanden uden at sige et ord, jeg bider mig selv i læben og tager mig sammen til at åbne den brune, gamle kiste, jeg forventer det værste og håber på det bedste da Logan hjælper mig at få låget op, jeg ser over på Vanessa som holder sig for næsen og kryber øjnene sammen, jeg ser ned og kigger på de ødelagte brune knogler og de mange kryb som har bosat sig i min bedstefar

“Hold nu kæft hvor er det klamt” visker jeg bøjer min længere ned for at få et bedre overblik på hvor skrinet er,
“han er sgu en lækker fyr! bare en skam at du ikke har avet noget det var Cam” griner Logan og klapper mig på hovedet, jeg ser kort op på ham og ruller øjne.
“er det der her?” Spøger Vanessa og tager fat i et gammelt og beskadiget skrin, jeg tager hurtigt fat i det og river det ubevidst ud af hendes hænder, hun kigger overrasket på mig men jeg lader som ingen ting.  vi alle rejser os og ser på hinanden, Logan begynder at dække det store hul til med det jord vi har fjernet fra det, Vanessa rykker sig tættere på mig og ligger hånden på min skulder, jeg ser ind i hendes Bambi store brune øjne og smiler til hende, hun viser mig hendes smilehuller og lægger den anden hånd på skrinet, jeg mærker varmen fra hendes berøvering og bemærker hvor rolig den gør mig, hendes smil gør mig blød i knæene mens jeg gør alt for at virke rolig.

vi åbner det lille skin uden problemer, Logan smider skoven og stiller sig bag hende, han lægger hånden på hendes mave og omfavner hende som om han vil vise mig at hun er hans, hun fjerner hånden fra mig og kærtegner hans, jeg sukker og ser ned i skrinet uden at sige noget, jeg bliver forbavset og mundlam ved syndet og håber på det er er noget jeg bilder mig ind,

“hvad fanden!?” Udbryder Logan og slipper Vanessa, han stiller sig ved siden af mig og tager skrinet ud af hånden på mig, jeg står stadig helt stift og stirrer,
“var det ikke mening at der skulle være noget i?” Spøger Vanessa usikkert og stille, Logan nikker og giver hende skrinet.
“han tog det… Ben har været her! Han FUCKINIG tog det hvad det så end er så TOG HAN DET SGU” råber jeg og sparker ned i jorden, knytter mine hænder og slår ned på min bedstefars sten. tårerne triller ned af mine kinder selvom at jeg gør alt hvad jeg kan få at holde dem tilbage, blodet fra mine knogler i hænderne skriger om at jeg skal stoppe, men jeg lytter ikke, vreden har overtaget mig, mine knæ hyler om at jeg skal rejse mig, men jeg adlyder ikke, jeg bliver siddende.
“så gør da noget din idiot!!” Skriger Vanessa, hendes stemme er hård og bestemt, Logan gør som hun siger og sætter sig ned ved siden af mig, han tager fat i hånd og gør alt hvad han kan får  at holde den, han bliver rød i hovedet, jeg knytter mig ind til ham og begynder at græde åbenlyst, jeg holder intet tilbage, hans lyse trøje bliver mørkere for hver dråbe men han er lige glad, jeg lægger sin arm rund om mig og klapper mig på ryggen “det hele er okay Cam, vi kommet til bunds i det, vi finder en forklaring, det er okay.. Ben har sikkert en god grund, vi skal nok finde ham!” Visker han ind i min sarte øre, men for første gang lytter de ikke til hans velkendt stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...