Ud og væk

Liva’s tvillingesøster er blevet kidnappet men uden sin søster ved hun ikke hvad hun skal gøre af sig selv. Så hun stikker af og vælger at finde sin søster på egen hånd.

0Likes
3Kommentarer
48Visninger

1. Ud og væk

Jeg går slentrende ned ad den mørke sidevej. Der er mange gustne huse, som sikkert står uden ejer. De er menneskeforladte og jeg er mutters alene. Jeg føler mig ikke hel uden hende. Jeg hører nogle små skridt bag mig. Nogle følger efter mig! Jeg sætter farten op. Pludselig trækker nogle i mit håndled bagfra, og holder mig tilbage. Først går jeg i panik. Jeg kender ikke personen, og jeg ved ikke, hvad han vil mig. Jeg skubber så hårdt, jeg kan, og løber min vej. “Efter hende!” Kan jeg høre en stemme råbe som i et ekko, længere nede ad gaden. Nu er der pludselig 3 drenge efter mig. Jeg drejer ned ad nogle Forskellige sideveje for at ryste dem af. Jeg løber rundt om et til hjørne. Min puls er helt i top. Her stinker af affald i mange af gyderne. Jeg sænker farten. Det er en blindgyde! Jeg vender mig om for at finde tilbage til den store vej.... Der står de 3 drenge, og spærrer min vej ud. Deres hænder er knyttede. “Vær nu sød... lad mig gå!” Siger jeg bestemt men ude af stand til at trække vejret almindeligt. De står lidt, og udveksler blikke. Ikke vi-lader-hende-gå blikke. Jeg kan heller ikke se deres ansigter ordenligt her i mørket. En ad dem går langsomt hen til mig. Giver mig elevator-blikket. Nu kan jeg se hans ansigt bedre. Han ligner en på 16 eller 17. De er i hvert fald ældre end mig. De er klædt i sorte hættetrøjer. Den ene af dem står stadig lige foran mig, og pludselig trækker han hætten af, og spørger “Er det dig Elina?” Elina? Kender han min tvillingesøster! Det må han gøre, og jeg SKAL finde hende. Han virker ikke bekendt. Jeg tager mod til mig, og siger så “nej... Elina er min tvillingesøster! Ved du hvor hun er?” De ser skeptiske på mig. Jeg kan høre, de fniser ad mig. “Tror i ikke på mig?” Spørger jeg. De 2 drenge der stadig har de mørke hætter over hovedet, kommer tættere på. “Du er virkelig stædig hva? Du vil ikke tilbage!” Siger drengen, der står lige foran mig nu, ondskabsfuldt. Han sender et lille håndtegn til drengene bag ham, og de går med det samme hen ved siden ad mig. De tager hårdt fast om hver af mine arme, og slæber mig med ud af mørket og de forladte stræder. 

 

“Hvor skal vi hen?... hvem er i?... hvor er Elina! Jeg ved, du ved, hvor hun er!” Skriger jeg i lang tid, før en af dem finder ud af at holde mig for munden. “Ti stille Elina!” Råber en af dem. Jeg prøver at snakke, men det kan være svært, når man bliver holdt for munden. De fortsætter i raskt tempo, lige indtil de slipper mig, og skubber mig ind i en faldefærdig bygning. De går med. “Mit navn er Liva, og jeg forlanger at vide hvem i er!” Råber jeg. De går ind. Sørger for at blive lige ved siden ad mig. Indenfor er der nogle sofaer, vi sætter os i. Jeg er bange men jeg flygter ikke. For han ved hvor min søster er! “Jeg hedder Luka... jeg tror stadig ikke -på dig men jeg skal undersøge det. Indtil da lader vi dig ikke ude af syne.”

 

Luka snakker i telefon med en eller anden. De snakker om Elina. De to andre drenge sidder i lang tid, og nedstiger mig. Jeg kan mærke deres stikkende blik i nakken hvert sekund. “Vi møder dig i morgen ved det gule slot” siger Luka diskret til manden i telefonen. Jeg er 99% sikker, på at han har min søster. Hvis jeg tager derhen før Luka, og hans bande kan jeg måske redde Elina, og tage hjem inden vi kommer i flere problemer. Men jeg kan ikke flygte nu og her. Jeg må vente, til jeg er alene. 

 

For 5 måneder siden blev min tvillingesøster Elina kidnappet. Jeg så det med mine egne øjne. En grå varevogn tog hende med sig. Og hvorfor er jeg så besat af at finde hende? Tænker du nok. Jeg er den glemte. Jeg løb hjemme fra en måned efter hændelsen. Jeg er virkelig tæt på at finde hende, så jeg giver ikke op. Derhjemme handlede alt om Elina. Hvis nogle kom hen for at snakke med mig, var det om Elina. Ved morgenbordet derhjemme var jeg usynlig. Jeg fik nok, og besluttede selv at finde hende.

 

“Okay gutter. Følg hende ind til sit værelse.” Siger Luka udmattet. De to drenge tager adlydende fat i mig, og følger mig ned ad en gang og hen til et lille mørkt rum. De skubber mig derind, og låser døren.  Der stinker af støv og indelukkethed. Jeg kan hører dem grine ude på gangen. “Godnaat Elina” råber de der ude fra. I rummet er der temmelig mørkt. Der er en lænestol og et lille kaffebord i midten af rummet. Jeg føler mig frem, og sætter mig i lænestolen. Jeg sidder lidt, og prøver at trække vejret regelmæssigt. Tårerne presser sig på. Hvordan kommer jeg ud? Hvad gør jeg? Jeg tværer desperat tårerne væk fra øjnene, og ser, at ligefremme er der lys. Helt kridhvidt lys som sikkert kommer fra et vindue. Et vindue! Måske kan jeg komme ud. Jeg flyver op ad lænestolen (som jeg faktisk sad virkelig godt i). Jeg ser mig omkring, og der højt oppe under loftet er der et lille vindue, som jeg måske kan klemme mig ud af. Først skal jeg derop, og derefter bare krydse fingre for at det ikke er låst. Jeg rykker forsigtigt lænestolen hen under vinduet, stiller mig op på den (en fod på hvert armlæn), og rækker op efter et sted at åbne det. Der er et lille håndtag, som forhåbentlig åbner vinduet. Jeg trækker så hårdt, jeg kan op i håndtaget. Det hjælper ikke. Jeg har lyst til at skrige eller råbe, men så ville de jo, hører at jeg ikke sover. Der er heller ikke noget at sove på herinde. Medmindre man vil sove i en hullet gammel lænestol. “Aaah den åbner ikke!!!” Hvæser jeg. Jeg banker hårdt én gang på ruden i frustration, og falder ned med et bomb. Jeg ligger et øjeblik, og stirrer ind i væggen. Pludselig kan jeg mærke de varme tårer pile ned ad mit ansigt. Gulvet er iskoldt. Jeg trækker ærmerne fra min mørkeblå jakke ned over knoerne, og tværer tårerne væk fra mit ansigt. De tror ikke på mig... de vil bare spærre mig inde... og hvem ved hvor længe, jeg kommer til at være her alene... vreden den blusser op i mig, og jeg begynder at sparke til muren. Jeg rejser mig op, og fortsætter i vrede. “Hvad sker der derinde!” Råber Luka. “Ikke noget jeg har bare brug for lidt privatliv” svarer jeg. Jeg sparker en sidste gang hårdt til muren, og griber i en hurtig bevægelse fat om det lille kaffebord. Kaffebordet ryger med al kraft op mod vinduet. Lyden af tusinde glasskår som rammer det kolde stengulv, skærer i mine ører, og jeg springer ud i natten.

 

 

 

Mine øjenlåg er tunge, men jeg tvinger dem åbne. Mit syn er fuldstændig sløret. Jeg kæmper med at se, hvor jeg er henne. Her stinker af skrald og benzin. En skikkelse dukker op i det fjerne. Jeg holder mine hænder frem for mig. Jeg fokuserer, og ser de mange sår fra glasskårene, som er fyldte med blod, skidt og snavs. Det svir, og mine hænder ryster. Jeg sænker paraden, og foran mig ser jeg et ansigt. Et ansigt som jeg har set før. Skal jeg være bange? “Hej Liva” siger han. “Hvorfor kalder du mig det?” Spørg jeg. Det er Luka, som har fundet mig. “Er det da ikke det, du hedder?” Spørg han undrende. “Jo!” Svarer jeg, og mine øjenlåg falder i igen. “Det var noget af en dumdristigt flugt i forgårs.” Siger han tålmodigt. Først rynker jeg pande af ham, som jeg ligger der (sikkert med dobbelt hage). “Nåh ja... det er sådan jeg havnede her. Jeg flygtede ud ad det sprængte vindue. Jeg skar mig meget.” Siger jeg for mig selv. “Du har da ikke kun skåret dig. Hvad er der sket?” Spørg han bekymret. “Jeg faldt ned derfra” siger jeg, og peger op på taget af et skur. Hvorfor er han så bekymret for mig. Han lyder næsten som en far... eller en mor for den sags skyld. Men i det her morgenrøde lys skulle man næsten tro, at han så sød ud. Sådan nuttet. Jeg kigger drømmende op på ham, da han pludselig tager mig under ryg og knæhaser, og løfter mig ud af den beskidte gyde... min helt...

 

 “Jeg må altså finde min søster. Elina!” Siger jeg, da han slipper mine ben, så jeg selv kan gå. Han er iført en rød hættetrøje og et par hullede jeans, mens jeg har den samme gamle mørkeblå jakke på med mine sorte jeans. “Du giver aldrig op hva?” Siger han først. Jeg svarer ham ikke. “Du kommer skam også til at finde hende.” Siger Luka roligt. “Nej jeg ved jo ikke hvor hun er!” Siger jeg oprevet. “Det gør jeg.” Siger han langsomt. “Hvor?” Spørg jeg. “Det siger jeg ikke endnu, men jeg vil gerne hjælpe dig.”

 

 

 

 

“Det er politiet hvem er i?” Siger en dame med en lommelygte lige fremme. Luka, Elina og jeg går langsomt derhen. Nu kan vi se, at hun er iført en politiuniform. Vi er på en mørk gade. En hovedvej.“Elina Josefine Pedersen, Liva Maria Pedersen og Luka Andersen” siger Luka højt og tydeligt. Politikvinden skynder sig at skrive det ned. Luka smiler til mig, og nigger. Vi hjælper Elina lidt med at stå oprejst. “Følg med mig...” siger politikvinden professionelt. 

 

Ved politibilen er der 2 andre betjente. Damen vi snakkede med, sidder, og taster vores navne ind i deres computer. Hun sidder med en telefon for øret. “Elina Josefine Pedersen... meldt savnet den 29 November 2017... Liva Maria Pedersen... meldt savnet den 20 December 2017... ooog Luka Andersen... meldt savnet Deen 19 juli 2014.” Siger damen til personen i den anden ende af røret. Det sidste siger hun meget langsomt. Luka? Er han også meldt savnet. Selvfølgelig er han det. Ingen bliver glemt. Jeg ser hen mod Luka, som sidder inde i politibilen. Han sover. Det er rart at vide, at folk bekymrer sig for en. Nu skal vi hjem. Jeg håber, det hele vil blive som før, selvom jeg ved vi vil huske dette for evigt.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...