Kidnapped By A Mistake 3 - "Life Behind Bars" - Jason McCann Fanfiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2018
  • Opdateret: 19 jul. 2018
  • Status: Igang
Knap to år er gået siden Jason kom i fængsel på Fox River, og meget er gået stærkt for Rachels vedkommende - særligt efter hun med sorg i hjertet havde måttet fortælle, at hun var blevet afskåret til at se ham nogensinde igen og at hun var blevet sendt til en kostskole for piger i England. Det kom selvfølgelig som et stort chok for Jason, men alligevel kom det heller ikke bag på ham, at Rachels far havde kunnet finde på sådan en lumsk idé. Særligt ikke efter Rachels far havde prøvet at bestikke Jason med en stor sum penge. Opholdet på pigeskolen blev kortvarig for Rachels vedkommende, da hun fandt ud af, at hun ventede Jasons barn, og til trods for, at hendes familie ville tage imod hende hjemme i Miami, så tog Rachel en drastisk beslutning – Hun flyttede til Chicago i Illinois, for at skabe et nyt liv med hendes kommende lille baby.

21Likes
25Kommentarer
3786Visninger
AA

3. "Life goes on"


Rachels synsvinkel:

The Westin Michigan, 909 N Michigan Ave, Chicago, IL 60611, USA. Fredag d. 15/7-2016, kl:13:12

"Jonah.. Nej, sagde mor!", udbrød jeg for snart tiende gang overfor Jonah, der havde fat i min iPhones opladerkabel igen, så jeg med et suk, måtte gå hen til ham og løfte ham op fra gulvet.

Jeg smilede kærligt til ham og gav ham et trutkys ved hans ret buttede hals, så hans dejlige lille grin brød ud i rummet.

"Ved du hvilken dag det er i dag?", udbrød jeg lavt med glæde i stemmen og jeg stod og hoppede en smule med ham, mens han sad på hoften af mig. Ja, selvom han var en dejlig buttet baby på knap et år gammel, så vejede han stadigt ikke for meget til, at jeg snildt kunne bære rundt på ham.

Jonah kom sædvanligvis bare med hans skønne babylyde, mens han holdte med begge sine buttede hænder om hans flerfarvede bløde babybold, som han ihærdigt suttede og savlede på. Han kunne dog godt komme med enkelte små ord, som dada, mama, mam, se, hej, bol, bi, vov-vov, og andre små betydelige ord og baby-ord. 

Nu var Jonah ganske vist mit første barn, så jeg vidste ikke helt om han fulgte godt med, som andre tumlinger i hans alder, men jeg regnede da med det.

Jeg så opmærksomt ned på ham, mens jeg stod og vuggede roligt fra side til side med ham på min hofte, "Det er blevet fredag.. Og ved du hvad det betyder?", forklarede jeg med glæde i stemmen, så Jonah så opmærksomt op på mig med hans dejlige smukke og mandelformede brune øjne.

Jeg smilede endnu mere til ham, så han stak op i et dejligt smil med hans få tænder, "Vi skal se far i dag!", udbrød jeg yderligere med store opspærret øjne og lavede o-mund til ham, så han stak op i et dejligt glædeshvin med armene i vejret og tabte hans babybold ned på gulvet.

Jeg grinede lidt og kyssede ham gentagende gange på hans runde buttede kind og han vendte straks sin mund tæt mod min mund for at kysse med, men hans åbne mund og hans fem, snart seks tænder i munden fik lettere fat, så jeg jamrede mig med et lille grin.

"Lille skat.. Du bider jo mor.. Bøllefrø!", udbrød jeg i drillende tone og begyndte at trutte ham på brystkassen udenpå hans armygrønne bodystocking. Ja, han havde ikke meget tøj på, fordi graderne stod på de 31 grader i dag.

Jeg vidste seriøst ikke hvad jeg skulle have gjort uden det fantastiske ventilationssystem vi havde i lejligheden her..

Det var en god og smådyr penthouselejlighed jeg havde, men ja.. Jeg havde jo råd til det, og det var til trods for, at Jason ikke behøvede at yde børnebidrag. Han kunne jo heller ikke rigtigt med hans sølle 15 cent i timen i fængslet. Ja, det var jo ikke andet en småkravl og bundskrab. Selv en hjemløs kunne blive rigere ved at tigge på gaden, end det Jason og de andre indsatte sled for. Derfor var den "løn" heller ikke en rigtig del af de penge, som jeg satte ind til ham, så han trods alt havde lidt til sig selv.

Ja, jeg havde flere gange forklaret fængselsinspektøren, at Jason altså ikke behøvede at arbejde derinde, eftersom jeg havde penge nok til at kunne forsørge både Jason, mig og vores lille Jonah uden problemer, men inspektøren var principfast; Ifølge ham, så skulle alle indsatte i fængslet arbejde med visse opgaver derinde.

De havde flere faste og mindre faste tjanser derinde, og jeg vidste at Jason for tiden var på rengøringsholdet i denne måned, så jeg havde fået den opfattelse, at rengøring hang ham langt ud af halsen - særligt når han nævnte baderummene og toiletterne. Yup, jeg kunne snildt forestille mig det med alle de hørmende mænd, der var i fængslet - nok ikke lige det lækreste sted i verden.

Men ja, jeg kunne intet gøre, for de indsatte havde alle opgaver at udføre på skift derinde, eftersom de ifølge inspektør Brandfort skulle vise, at de godt kunne begå sig i et ordenligt samfund, når og hvis de kom ud i den virkelige verden igen, for det var ikke ligefrem alle, der i Fox River ville blive løsladt. Flere havde livstid derinde og nogle havde ligefrem nedtælling til dødsstraf i den elektriske stol, så det var ikke alle med sådan en "mild fortid", som Jason havde.

Der var blandt andre voldtægtsforbrydere, mordere og pædofile derinde, som Jason til daglig var i nærheden af enten i fængselsgården, eller hans afdeling hvor han sad i celle eller når de skulle spise i fængselskantinen. Yup, mange af de indsatte var bestemt ikke i småtingsafdelingen.

Kunne jeg, så havde jeg også for længst betalt kaution for Jason og hans venner, men det var lettere sagt end gjort. Jason havde afsonet næsten to år nu, og stadigt syntes jeg, at der var lang tid endnu til der var gået seks år. Jeg havde hidtil været til tre møder med Jason, og min private advokat Mike Browns, fængselsinspektør Brandfort og dommeren inde på Fox River og søgt om kaution og løsladelse på Jason, men det var endnu ikke lykkedes mig, og jeg nægtede at give op af den grund. Mike kørte også ihærdigt videre med Jasons sag, og selvom han kostede godt og grundigt kassen, så afså jeg det dyre shopping til Jonah og mig selv, blot for at have råd til at betale Mike hans månedlige salær. Ja, jeg nægtede som sagt at give op. Kunne jeg få Jason ud af det fængsel før tid, så gjorde jeg det fandeme også.

Jeg skulle gerne indrømme, at jeg tit havde ligget og grædt mig i søvn over hvor uretfærdigt jeg syntes, at skulle være adskilt Jason på den måde. Men jeg kæmpede videre, og Jonah var helt klart mit livs lys på de mørke nætter uden Jasons stærke arme omkring mig.

Jeg havde skam kontakt med familien og de elskede Jonah højt, ligesom jeg, men de havde stadigt mange gange prøvet at overbevise mig om, at jeg burde komme videre med mit liv sammen med Jonah og så glemme alt om Jason, men jeg kunne ikke, for jeg elskede Jason og kæmpede hver eneste dag for at holde liv i vores forhold. Og det var som sådan ikke et problem i sig selv, at holde gnisten i live mellem os, for den var der hele tiden, som om Jason og jeg var på en nyforelsket rus konstant, og hver gang Jason og jeg fik vores private enerum, så elskede vi også med hinanden, som var det den sidste dag i livet vi havde at leve i hver eneste gang.

Jeg havde aldrig Jonah med mig på Jasons og mine intime møder, så der blev Jonah passet af Jonahs barnepige Ella, som jeg selv bad komme, når der var brug for det, for jeg klarede for det meste alt selv med Jonah, og jeg mente også kun at det var bedst, at vi havde det tætte bånd mellem os. Jeg satte i alt fald meget pris på min lille søn. Han var min lille kærlighed.

Nå men, som det kunne fornemmes, så var min familie stadigt meget imod, at jeg stadigt var kæreste med en indsat og kriminel, men det var mit valg - ikke deres, og den eneste herude, der støttede mig hundrede procent var Jeremy, Jasons far.

Det skulle lige tilføjes, at trods hans knap så heldige fortid, så var han den dag i dag en hårdtarbejdende betonarbejder og en pokkers god farfar for Jonah, som han forgudede at bruge tid med, når Jeremy endelig var på besøg hos os, eller når vi sammen besøgte Jason i fængslet.

- Men i dag var det bare Jonah og mig, der skulle besøge Jason...

~


Jasons synsvinkel:

Baderummet, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA.Fredag d. 15/7-2016, kl:15:41

"MacCann.. Du overså en plet!"

Jeg pustede irriteret ud over Banes stikpille, mens han stod og lænede sig op ad den ene flisevæg med hans højre skulder og fandeme røg! Ja, jeg vidste, at der ikke måtte ryges hverken her eller andre steder, end ude i gården, fordi der var indtrådt en rygepolitik for otte måneders tid siden, og nu rygtedes det fandeme, at regeringen snart ville skære så hårdt ned, at Fox River heller ikke ville kunne slippe gennem nåleøjet længere, så det formentlig snart ville være forbudt at ryge her i Fox River.

Den regel havde også bare vendt op og ned på folk herinde - særligt på mig, mine venner og alle de andre indsatte, der røg. Vagterne var vidst lidt ligeglade, eftersom de så bare kunne ryge, når de smuttede hjem fra vagt, men noget sagde mig, at Banes og garanteret nogle af de andre vagter sked på reglementet.

Jeg valgte at ignorere Banes stikpille, og  jeg dyppede skurebørsten endnu en gang ned i gulvspanden, for derefter at fortsætte et nyt sted på gulvet, hvor jeg skurrede rundt i cirkler, så jeg mistænkte min venstre arm snart var en del større end min højre på grund af det her lorte slave arbejde. Ja, så hellere spille pik hundrede gange om dagen eller træne ude i gården med vægtløft end den her lortetjans!

"McCann! Hørte du ikke hvad jeg sagde?!", gentog Bane i en nedværdigende tone, men jeg ignorerede ham, eftersom den "plet", som han nævnte var en genstridig mørk kalkplet, der ikke kunne fjernes helt, eftersom den havde været der siden jeg kom ind at sidde og garanteret siden nittenhundredegrønhvidkål man! Så han kunne fandeme ikke forlange, at jeg skulle slide mig selv til døde med den fucking plet, og det vidste Sean, Taylor og Harry sgu også godt, eftersom de også var på rengøringsholdet med mig i øjeblikket.

De kendte til Banes nedværdigende attitude, og havde vi ikke været i fængsel og havde jeg mødt Bane tilfældigt med den attitude der, så havde jeg sgu eksploderet for længst man! Narrøv man!

"McCann.. Jeg advarede dig, ikke?", tilføjede Bane og straks blev jeg afledt af et rygende cigaretskod på gulvet foran mig, hvor jeg kraftedeme lige havde skurret gulvet, og en sort finpoleret lædersko trådte på skoddet og gned skoddet rundt på gulvet.

"Ups McCann.. Der må ikke ryges.. Du må hellere fjerne det i en fart, ellers kan du forvente et døgn eller mere i isolationen..", lød det i en flabet tone fra Bane over mig, og jeg hørte hans brummende klamme grin over mig, mens han vendte sig omkring og gik hen mod døråbningen der førte ud til gangen.

Jeg følte vreden boble i mig, så jeg var så tæt på at eksplodere! Men jeg bed det hårdt i mig.

"Og nu gør I det ordentligt piger, ellers stryger jeg jeres aftensmad!", udbrød Bane henne ved døren, hvorefter han gik ud af baderummet.

"Hold kæft en nar man!", udbrød Taylor kort efter Bane var forsvundet, så jeg med et suk så op fra det ulækre gule skod på gulvet, der havde efterladt en blanding af gul, sort og brun sværtede farve på det grå flisegulv.

Jeg så hen på Taylor, der stod ovre ved håndvaskene og rengjorde dem med kalkfjerner.

Jeg nikkede svagt med en smal streg om læberne, "Yup.. Tro mig, der har været mange gange, hvor jeg glædeligt har ville tikke ham én, men jeg skal fandeme ikke i det lortehul igen..", mumlede jeg i svar og så ned på skoddet på gulvet og fjernede det, mens Harry kom hen til mig og bredte en skraldepose ud foran mig, så jeg kunne smide skoddet ned i det og nikkede med et svagt smil op til ham, som et "tak".

"Mener du som for fire måneder siden der ude i gården?", spurgte Sean pludseligt, så jeg så hen på ham med et svagt nik.

Sean var flink nok, men ikke som sådan en del af kliken, eftersom jeg ikke rigtigt kendte til ham. Ikke siden vi begyndte at gøre rent i hold sammen. Sean var en kraftig fyr på 27 år og var røget på Fox River for ca et års tid siden for bankrøveri og hvor han havde såret en betjent ved pistolskud, men betjenten havde overlevet og Sean havde sluppet billigt. Ja, han skulle kun afsone et års tid endnu, jo mindre han ville blive løsladt noget før for god opførsel. Så ja, Sean var ikke én af de hårde bananer herinde, så han for det meste holdte sig for sig selv eller i nærheden af Harry, Taylor og mig, eftersom vi arbejdede sammen med ham.

"Det var fandeme et mareridt at være i det hul i to uger i træk.. Det er bestemt ikke noget jeg kan anbefale.. Jeg troede seriøst jeg var begyndt at blive skør derinde og det mad jeg fik? No way, så hellere sulte.", forklarede jeg med bare tanken om, at jeg troede, at jeg skulle begraves levende i den isolationscelle der tilbage. Jeg mindedes at jeg ikke havde en skid styr på dagene og døgnets timer, andet end de gange vagten kom med det mugne og fordærvede mad, så jeg vidste nogenlunde hvad klokken havde været, og havde det ikke været på grund af mine tanker om Jonah og Rachel og mine venner, så havde jeg fandeme nok bukket under før tid.

~

Det offentlige besøgslokale, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA.Fredag d. 15/7-2016, kl:16:30

Smilet bredte sig på rekordtid på mine læber, da jeg blev fulgt ind i besøgslokalet af Johnson, da jeg så Rachel stående henne ved siden af et bord med ingen ringere end min skønne lille knægt i hendes arme og hun stod og vinkede med hans lille buttede arm i min retning, mens Johnson stod bag mig og åbnede håndjernene bag min ryg.

Jeg småløb hen til dem og Rachel rakte straks Jonah til mig, som jeg ikke tøvede at give en lille trutter, for derefter at kysse ham på munden, "Av av av..", grinede da jeg mærkede hans små bitte tænder bide mig om overlæben.

"Ja, du skal passe på skat.. Han er ikke helt ufarlig!", grinede Rachel, så jeg så med et smørret smil på hende, mens jeg lod Jonah sidde på min venstre hofte og jeg bøjede mig en anelse ned mod hende og mødte hendes dejlige mund i et lille blidt tungekys.

"Mmh.. Jeg har savnet dig skat..", smilede Rachel med et dejligt smil i det sekund vi trak os fra hinanden. 

Jeg smilede sikkert som et fjols i øjeblikket med synet af hende og Jonah. Ja, sådan var det fandeme hver eneste gang, kun fordi vi ikke kunne ses så tit.

Jeg gav hendes balle et lille klem og lagde derefter min højre arm om hendes hofte og trak hende ind i endnu et dejligt tungekys.

"McCann! Afstand tak!", brød Rocks stemme råbende ind ovre fra hjørnet i lokalet, eftersom han åbenbart havde vagt herinde i dag.

Rachel trak sig fra mig med et svagt trist smil mod mig og hun satte sig ned, mens jeg valgte at sætte mig ned over for hende med Jonah på skøddet. Ja, det var en fucked up regel, at man ikke måtte stå og kysse eller kramme i mere end et skide øjeblik.

Mange dødssyge regler var trådt i kraft det seneste års tid, og der var tydeligvis flere dødssyge regler på vej. Forhåbentligt ville de ikke bortskaffe reglen om vores to timers intime samvær i privatrummet, som bland andet var et af vores goder i denne dødssyge tilværelse i fængslet. 

Ja, jeg vidste seriøst ikke hvordan jeg ville reagere, hvis mit månedlige intime samvær med Rachel ville blive fjernet. Jeg ville ikke kun komme til at savne at mærke hende tæt på. Jeg ville fandeme også ende med blå nosser, på trods af at jeg selvfølgelig ville fortsætte med at spille pik, men det ville aldrig blive det samme, hvis jeg ikke ville kunne være sammen med min dejlige kæreste.

No way..


Jeg vil lige have lov til at undskylde, at der ikke kommer så meget ud i øjeblikket, som der gjorde for et par ugers tid siden, men problemet er, at jeg lige har ligget syg med både influenza og virus i knap fem uger i træk. En hård medfart, der havde gjort mig ude af stand til at være ajour med mine lektier til skolen, så jeg i dag er en del bagude med lidt af hvert fra mine skolefag. Dette er så skylden i at jeg ikke får skrevet så meget på movellas lige for tiden, da jeg har en dansk aflevering til d 4 april og andre mindre opgaver og læsning i de andre fag, så jeg ikke kommer for meget bagud med det hele for snart står eksamen for døren, og så vil det virkelig ikke være fedt for mig, at jeg er gået glip af en masse relevante emner, som jeg i givet fald ville kunne risikere at komme op i eksamen med. Så ja, den går sgu ikke ;) Men her kom det første kapitel ud her i tredje del af serien, så jeg håber ikke, at kapitlet skuffede for meget og kunne leve nogenlunde op til de to foregående dele af serien.

God påske!

Ida. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...