Kidnapped By A Mistake 3 - "Life Behind Bars" - Jason McCann Fanfiction.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 mar. 2018
  • Opdateret: 16 sep. 2018
  • Status: Igang
Knap to år er gået siden Jason kom i fængsel på Fox River, og meget er gået stærkt for Rachels vedkommende - særligt efter hun med sorg i hjertet havde måttet fortælle, at hun var blevet afskåret til at se ham nogensinde igen og at hun var blevet sendt til en kostskole for piger i England. Det kom selvfølgelig som et stort chok for Jason, men alligevel kom det heller ikke bag på ham, at Rachels far havde kunnet finde på sådan en lumsk idé. Særligt ikke efter Rachels far havde prøvet at bestikke Jason med en stor sum penge. Opholdet på pigeskolen blev kortvarig for Rachels vedkommende, da hun fandt ud af, at hun ventede Jasons barn, og til trods for, at hendes familie ville tage imod hende hjemme i Miami, så tog Rachel en drastisk beslutning – Hun flyttede til Chicago i Illinois, for at skabe et nyt liv med hendes kommende lille baby.

21Likes
27Kommentarer
4079Visninger
AA

6. En joke?


Rachels synsvinkel:

The Westin Michigan, 909 N Michigan Ave, Chicago, IL 60611, USA. Lørdag d. 16/7-2016, kl:15:21

Jonah var helt sikkert pænt træt efter strandturen, for han var faldet i søvn i barnevognen på vej hjem, og nu lå han i dejlige kølige omgivelser i hans tremmeseng og tog sig sin velfortjente eftermiddagslur.

Jeg smilede kærligt ned til ham, og strøg ham blidt over hans småfugtige varme pande og hovedbund. Ventilationen kørte godt, og inden længe, skulle han nok opnå en passende kropstemperatur.

Han suttede et par gange på hans ergonomiske sut, og slappede derefter af i munden, så hans sut nok snart røg ud af hans mund, hvis han da ikke suttede igen i løbet af hans søvn.

Jeg vendte mig roligt omkring på hælen og tog den ene babyalarm med mig, hvorefter jeg begav mig hen til døren til soveværelset, der i forvejen havde været åben, hvorefter jeg roligt og forsigtigt lukkede døren til efter mig, dog kun til den stod på klem, og jeg begav mig ned ad gangen mod trappen, der førte nedenunder til stueetagen i min to-plans lejlighed, hvor jeg vidste at Dylan opholdte sig. Ja, det var kommet lidt bag på mig, at han var dukket op så pludseligt uden overhovedet at give mig besked om det på forhånd, men der var absolut ingen tvivl om, at han var så hjertens velkommen.

"Sover han stadig som en sten?", udbrød Dylan pludseligt, da jeg skulle til at træde ned fra det næstsidste trappetrin, så jeg spejdede hen mod sofaområdet, hvor han sad på kanten af chaiselongen for den ene ende af min sofa.

Jeg nikkede med et svagt smil, "Ja, strandluften og oplevelsen i sig selv har slået ham helt ud..", svarede jeg roligt, så Dylan nikkede med et skævt smil.

"Tørstig?", spurgte jeg yderligere, så Dylan nikkede med et charmerende smil, "Jo tak! Det ville være skønt."

Jeg nikkede med et smil, "Nogle ønsker?", spurgte jeg yderligere.

Dylan nikkede med et smil, "En øl, hvis du har?" 

Jeg nikkede med et lille smil og vendte mig bort fra ham og begav mig hen mod mit køkken, hvor jeg nåede hen til køleskabet og åbnede det.

Jeg greb ud efter en Heineken til Dylan og tog den åbnede rosévin i køleskabslågen til mig selv. Jeg havde allerede taget hul på den for nogle dage siden, men der var stadig til et par glas i den, så hvorfor ikke få den drukket færdig?

Jeg stillede øllen og vinflasken på kogeøgen, hvorefter jeg valgte at åbne én af skabslågerne og fandt en pose saltet og spicy nøddemix frem, som jeg proppede ned i en lille glasskål. Ja, selvom der var dejligt køligt herinde takket være mit skønne ventilationssystem, så var det alligevel rart med noget salt her i sommervarmen.

Jeg placerede skålen med nødderne og drikkevarerne, samt et højt almindelig glas til Dylan og et rødvinsglas på en bakke. Det var jo ikke fordi at jeg ikke kunne drikke af almindelige glas. Vinen smagte bare langt bedre i de rigtige vinglas, så smagen rigtigt fik lov til at ilte.

Jeg begav mig tilbage mod stueområdet, men bemærkede hurtigt, at Dylan havde trukket sig udenfor på min store altan, hvor han havde slået sig ned på min udendørs sofa under min ret store markeds-parasol og røg en smøg, så jeg trak en anelse på skuldrene og tænkte, at vi lige så vel kunne nyde vejret udenfor - også selvom det var her fra 31'te etage. Ja, udsigten var jo smuk, og selvom der var mange skyskrabere omkring, så spolerede de ikke udsynet her, eftersom The Westin lå et kort stykke fra strand og lystbådehavn, så udsigten var spektakulær med solen der glimtrede ned i vandoverfladen og alle de biler og mennesker jeg kunne se heroppefra var bare små myrer, men intet værre end at jeg i sin tid var faldet for den fantastiske udsigt ud til vandet, da jeg valgte at flytte ind her med stadig højgravid mave, da jeg ventede Jonah.

"Så er der forfriskninger!", udbrød jeg smilende, da jeg trådte ud på altanen, eller en terrasse var det nok nærmere eftersom den fungerede som en lille have for mig.

Dylan så hen mod mig med et skævt smil og pustede ud af hans smøg, "Lyder skønt.."

Jeg nikkede med et fnis og placerede bakken på det lave træbord jeg havde stående herude til samme formål, og Dylan var ikke sen til at åbne sin øl og hælde op til sig selv i hans glas, hvorefter han greb rosévinen og trak vinproppen af i sølv fra flasken, hvorefter han hældte lidt op i mit vinglas.

Jeg satte mig ned på den store firkantede puf, der stod på modsatte side af sofaen, som han sad på.

Jeg betragtede ham lettere nysgerrig, "Hvad får dig til at dukke op, uden vi havde aftalt noget som helst?", spurgte jeg roligt, så Dylan nikkede med et svagt smil.

"Jeg forstår godt, at du spørger søs.. Og for at være helt ærlig, så kom jeg ikke kun for at besøge dig sådan uanmeldt, som jeg ellers påstod nede på stranden tidligere..", forklarede han roligt, så jeg nikkede med et svagt smil.

Ja, det anede mig ligesom også! Hvad ville han have gjort, hvis jeg i så fald ikke havde været hjemme eller ligefrem bortrejst? Dylan kom jo ligesom helt fra Miami, og det var altså et pænt stykke på godt og vel 2200 km, og selvom Dylan rejste med flyet, så det kun tog ham lidt over tre timer, så var det altså en lang rejse at tage ud på gang på gang - særligt, hvis jeg slet ikke var hjemme.

"For at være ærlig Rach, så syntes hverken far eller mor om, at du valgte at flytte hertil..", begyndte han, og jeg sukkede opgivende og himlede med blikket. 

Ærligt talt, så havde jeg hørt den smøre ret mange gange efterhånden, men intet kunne rokke mig ud af stedet. Jeg havde boet her i lidt over et års tid, og jeg trivedes med at bo her sammen med Jonah. Vi var i ret trygge omgivelser, og jeg havde ikke lang rejse til Fox River eftersom den lå lidt udenfor byen, så det var passende og eminent for mit vedkommende.

Og ja, det var sgu hårdt til tider, at skulle leve med, at man kun kunne ses med kæresten en gang til to om ugen og kun kunne være seksuelt sammen med ham én gang om måneden, men hellere det, end at skulle undvære ham helt, for jeg elskede Jason så forbandet højt, at jeg var mere end villig til at skulle leve mit liv med ham både nu, men også den dag om fire års tid, hvor vi endelig ville kunne være i stand til at få det perfekte forhold og familieliv sammen, så jeg ville skide højt og helligt på hvad mine forældre syntes om det her!

Jeg var ligesom 20 år gammel og voksen nok til at bestemme hvad jeg ville..

"Ja, det kommer virkelig ikke bag på mig Dyl.. Men de kan hugge og stikke i mig så meget de har lyst til, for jeg rører mig ikke ud af flækken, og det ka..." "De har fundet en jurastuderende til dig.", afbrød Dylan mig, så jeg så meget undrende hen på ham.

"Undskyld, hvad mener du med, at de har fundet en jurastuderende til mig? Hvad snakker du om?", spurgte jeg pænt lost.

Dylan sendte mig et skrævende og ret mystisk blik, mens han satte sit glas med øl på bordet, "Han er treogtyve, høj og flot, som mor betegner ham, og så kommer han fra en ret fornem familie. Far mener bestemt, at han er et godt parti for di... " "Jeg skal aldeles ikke giftes væk! Nu må de fandeme stoppe!", fnøs jeg irriteret, så Dylan så med et lettere tomt blik hen på mig.

"Giv ham en chance Rachel... Jeg har mødt ham én gang, og jeg fik absolut kun et godt indtryk af ham.. Han virker flink, og han har virkelig styr på livet og det er kun kloge ord der kommer ud af hans mund..", forklarede Dylan roligt, så jeg sad og så skulende hen på ham.

"Sig mig, har du spist søm?!", spurgte jeg koldt, så Dylan sukkede svagt og satte sig tilbage i afslappet stilling op ad sofaryglænet.

"Rachel.. Jeg sværger, at han er lige din type.. Ha..." "Dyl!", udbrød jeg hårdt, så han så forstummet hen på mig.

"Jeg er sammen med Jason, og jeg vil skide på om denne jurastuderende lige er mig! Jeg elsker Jason og jeg ville ikke kunne drømme om at svigte Jason ved at gå fra ham til fordel for en anden!", skældte jeg tørt og greb mit vinglas og drak al indholdet i glasset i et drag. Det var ikke fordi jeg som sådan var tørstig. Jeg var bare godt sur i skralden, over at mine forældre blev ved på den ene eller anden måde - Det trættede mig.

Dylan pustede tungt ud og trak en hvid lille kuvert op fra hans brystlomme i hans kortærmede skjorte og han smed kuverten ned på bordet, så jeg gloede tørt ned på den og så derefter hen på ham igen, "Hvad er det?", spurgte jeg tørt.

Dylan bed sig svagt i underlæben, "Åben den, så finder du ud af det..", svarede han roligt.

Jeg fnøs svagt, og med et svagt suk lænede jeg mig frem for at række ud efter kuverten, som jeg samlede op og åbnede let, eftersom den ikke var limet til og jeg trak de enkelte foldet ark papirer ud og gispede chokeret over det vedhæftede billede, der sad fast i klipsen oppe i hjørnet af papirene.


Jeg måtte ærligt indrømme at jeg sad med skuffen i gulvet over det her! Var det en joke det her? Mine forældre havde formået at finde frem til en fyr, som de ville have jeg skulle date, og ikke nok med at han var jurastuderende, så var hans udseende alt for tæt på Jasons! Var det så bare kun tøjstilen, men nej.. 

Denne "Christopher Wilkins" på 23 år lignede virkelig Jason bortset fra øjenfarven og kropsudsmykningen!

Stadigt med skuffen godt i gulvet skimmede jeg ned over papirene, der åbenbart var en fortrolighedskontrakt og diverse oplysninger om Christopher og om hans baggrund, uddannelse, økonomi, interesser, og sådan blev det ved, så det var mere end tydeligt, at det havde været min egen far "personligt", der havde udformet denne specielle kontrakt, så jeg åbenbart skulle vide så meget som muligt om denne "dobbelgænger" af Jason, men bare udstillet i mine forældres øjne, som et passende parti for mig. Ja, det var helt sikkert chokerende for mig, og det kom slet ikke bag på mig, at der nærmest stod alt om denne Christopher. Ja, selv hans seksuelle præferencer og hvor mange piger han havde datet og hvor mange han havde haft seksuelle omgange med stod sort på hvidt.

Det var jo vanvittigt!

Jeg så målløs op fra kontrakten og hen på Dylan der sad lettere tålmodigt og ventede øjensynlig på min reaktion.

"Sig mig Dyl, er det her en joke?!"

~


Jasons synsvinkel:

Ude i gården, Fox River, 410 Woodruff Rd, Joliet, IL 60432, USA. Lørdag d. 16/7-2016, kl:16:43

"Så Dylan er altså dukket op i dag?", gentog jeg lettere tørt. Ja, jeg sagde det sgu ikke højt, men jeg havde aldrig været helt tosset med Rachels adoptivbror.

Sådan som hun ofte omtalte ham på, så virkede det som om at de havde et meget tæt bånd til hinanden. Ja, det skulle fandeme ikke undre mig, hvis Dylan var varm på Rachel. 

Man kunne jo aldrig vide?

"Ja, det er jo det jeg lige har sagt.." Hendes stemme lød en anelse irriteret, så det irriterede mig endnu mere.

"Lad dog fucking være med at bide af mig man!", udbrød jeg surt og hørte et suk i røret.

"Skat...", sukkede hun i den anden ende, "Jeg bider jo heller ikke af dig.. Hvorfor skulle jeg dog gøre det?"

Jeg himlede irriteret med blikket, så jeg flygtigt opdagede Chris' blik på mig, mens han stod tæt op ad hegnet på modsatte side af hvor jeg sad på bænken og pulsede løs af en smøg, og jeg så væk fra ham og de andre igen, der hovedsageligt befandt dem ovre ved træningsområdet.

"Ja, jeg ved det ikke for fanden..", mumlede jeg lettere tørt. Ja, jeg sagde det ikke til hende åbenlyst, men det frustrerede mig faktisk en del at vide, at hun i øjeblikket var alene med Dylan. Det var bare et eller andet ved ham, som jeg slet ikke kunne lide. Personligt havde jeg kun mødt ham én gang for et lille års tid siden, hvor han tilfældigt havde besøgt mig sammen med Rachel, men ellers vidste jeg ikke meget mere om ham end det "glansbillede", som Rachel udstillede ham i.

"Skat.. Vær nu sød.. Jeg kan ikke magte de tidspunkter, hvor der opstår gnidninger og misforståelser mellem os... Jeg ønsker bare at vi får det hele til at fungere, på trods af at du sidder ind..." "Og det skulle du selvfølgelig lige pointere, hva'?!", afbrød jeg hende olmt og hørte et suk fra hende.

"Jason... Der er ingen, der har påstået, at det skulle være let for os, men jeg må virkelig indrømme, at du gør det ekstra svært for mig at elske dig lige nu.."

"Har jeg måske bedt dig om det, hva'?!", udbrød jeg hårdt.

"Jason! Nu opfører du dig fandeme ordenl..." "Glem det man!", afbrød jeg hende surt og jeg valgte at afbryde samtalen med hende.

Det var måske ikke ligefrem mit bedste træk i øjeblikket, og jeg kunne nok godt have udvist større respekt for hende, men det frustrerede mig at Dylan var hos hende i øjeblikket, for de gange han havde været hos hende, så var der opstået et problem på den ene eller anden måde, og siden han bare var dukket op hos hende i dag uden de havde aftalt noget på forhånd om at ses. Ja, det kunne jeg selvfølgelig ikke vide, men Rachel plejede ligesom og fortælle om den slags, når der skete den slags begivenheder, og hun havde jo intet sagt om noget som helst i går - ikke engang om Dylan.

Så bare det, at han pludseligt var dukket op i dag med en lang rejse bag sig, fik mig til at fundere endnu engang over, om der nu var trouble in paradise?

Jeg sukkede frustreret og sank en klump over, at jeg nok havde været ret unfair over for Rachel ved vores samtale før. 

Jeg gloede ned på min slukket skærm på min iPhone og håbede lidt, at hun ville ringe mig op, men det virkede ikke til det.

Jeg bed mig frustreret i underlæben og bandede mig selv ad helvedes til i øjeblikket. Hvorfor fanden kunne jeg ikke lære at respektere min dame lidt mere ordenligt? Havde jeg seriøst et vredesproblem eller hvad?

"Hva' Jason - Er du okay?", lød det afbrydende et stykke til venstre for mig, og jeg så op fra min iPhone og bemærkede Ryan sætte sig ned på bænken ved siden af mig, hvor han tydeligvis så spørgende på mig.

Jeg pustede hårdt ud og så atter ned mellem mine ben og direkte ned på jorden under bænken, "Egentligt ikke..", mumlede jeg med et hårdt pust og gned mig i panden med min frie hånd.

"Er der kurre på tråden?", spurgte Ryan roligt, og jeg valgte ikke at se på ham lige med det samme.

Jeg trak opgivende på skuldrene, mens jeg endnu engang gloede på min iPhones sorte skærm, og jeg valgte at trykke på homeknappen, bare lige for at tjekke, om signalet skulle være forsvundet, og derfor være årsagen til at Rachel ikke ringede igen, men nej... Der var fuldt signal, så desværre kunne det ikke være en undskyldning for at hun ikke ringede.

Havde det bare været det..

Ja, jeg fortrød allerede vores lille kontrovers. Jeg vidste at hun elskede mig, og det var hundrede procent gengældt, men for pokker hvor var hun sommetider god til at få mig til at hyle helt ud af den, og jeg kunne være så grov i munden over for hende, at jeg hver eneste gang det skete, frygtede at hun ville forlade mig. Sådan havde jeg det igen, og takket være mit stædige jeg, så kunne jeg bare ikke få mig selv til at skulle være den første, der krøb på knæ og bad om forladelse. Det kunne jeg bare ikke få mig selv til!

"Det er måske så slemt?", tilføjede Ryan lidt efter, eftersom jeg slet ikke havde svaret ham endnu.

Jeg trak igen på skuldrene og så endelig op på ham med et falsk påklistret smil, eftersom jeg bare ikke havde lyst til at snakke om det her med ham. Ja, jeg skammede mig vel et eller andet sted, at jeg havde flegnet ud over nærmest ingenting. 

Hvor dybt kunne man synke man!

Havde jeg virkelig en åbenlys grund til at frygte, at Rachel ville forlade mig til fordel for Dylan - eller en anden?

Ryan klappede mig på min skulder længst væk fra ham et par gange, "Okay.. Du kommer bare til mig, hvis det er? Du ved hvor jeg er...", forklarede Ryan roligt ved min side i en opmuntrende tone og han rejste sig igen fra bænken og trådte ned ad de to andre bænke. Ja, det var en høj bænk med fire rækker, så den passede fint til, når vi for eksempel havde baseball, fodboldkampe eller lignende herude i gården, så de bænke der var her også fungerede som tilskuerpladser for dem, der ikke var med i kampene, men gerne fulgte med på sidelinjen.

Jeg sukkede tungt, mens jeg med sænket blik fulgte Ryan gående hen mod de andre over ved træningsudstyret, og selvom Ryan var én af dem der ikke gik ligeså hårdt til den, som for eksempel Chris, Khalil og jeg, så kunne jeg sagtens se en vis forandring på Ryans overkrop, da han stod og smed sin grå t-shirt og lagde den som en bylt på den støvede jord op ad én af træningsbænkene, som han lagde sig ned på ryggen på og begyndte kort efter at lave bænkpres med en vægtstang, der havde en del vægt på hver side. Hvor meget den havde kunne jeg ikke se herfra, men vel nok til, at Ryan lå og koncentrerede sig pænt meget, hvorefter Harry stillede sig ved hovedenden af ham og hjalp ham med at løfte vægtstangen sikkert væk fra ham.

Jeg blev pludseligt revet lettere ud af mine tanker ved en vibrerende følelse i min venstre hånd, så jeg straks så ned på min iPhone og havde virkelig håbet på, at Rachel ringede, men jeg så kun en besked fra hende, som jeg med en god portion mod i maven valgte at åbne for at læse:

"Jeg ved ikke hvad der går af dig Jason? Måske vi skulle holde en pause for en tid til du lærer at forstå hvad gensidig respekt betyder :( - Rachel."

Jeg spærrede blikket op og bed mig hårdt i kinden og valgte at svare hende igen, "Det mener du fandeme ikke? Er det din måde at slå op på eller hvad?! - Jason."

Jeg sad med tommelfingeren svævende over skærmen til sendknappen i mange sekunder, så mit hjerte nåede at slå hårdere i brystet og en knude der bare voksede sig større og større i maven på mig selv.

- Det her.. Det skete fandeme ikke - Hell no...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...