Stormet af Magnetisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 19 aug. 2018
  • Status: Igang
En remse, så nem. Med den vil han gøre al hvad du beder om. Du spørger hvordan remsen lyder? Du vil godt vide det?
-
Hvad ville du gøre hvis du fik adgang til en voodoo dukke der ville klare alle dine problemer? Vil du kunne klare ansvaret bag, eller vil du tage al magten?

William er bare en normal teenager, der passer skole og venner, men en nat kommer en drøm. En så klar en drøm, med så klart et budskab. Find din dukke, ikke hvilken som helt dukke, men en dukke af ham.
Men hvem er "Ham"?
Og hvad sker der for den nye mystiske dreng Graham som stirrer en masse, men som ingen ord har?

3Likes
0Kommentarer
446Visninger
AA

8. Ikke en drøm

Da mine øjne endelige går op, er det første jeg ser Graham der står lænet ned over mig.

Var det ikke kun en drøm? Har jeg lige kysset en dreng!?

Hans finger røre blidt ved min læbe, men bliver hurtigt trukket til sig, da han ser, at jeg er vågn.

En ny stirrer konkurrence begynder. Har han virkelig ikke noget at sige til det her?

"Hvad laver du, Graham?" Jeg prøver at lyde hård, men min stemme ryster for meget. Han bider sig i læben og ser på et punkt bag mig. Så ryster han på hovedet og rejser sig op. Han skal til at gå, men denne gang lader jeg ham ikke.

Jeg hopper op på benene og tager fat i hans arm. Han vender sig om mod mig og ser afventene på mig.

  "Vil du ikke nok svare mig? Skrive det ned, eller tegnsprog, et eller andet jeg er ved at blive skør."

Graham tager et skridt bagud og finder noget frem fra inderlommen i læderjakken. Han skriver en kort besked på en seddel og roller den ind i et stykke mørkt stof.

Han går overimod mig igen. Han lader en hånd ligge på min kind imens tommelfingeren køre over min tænding.

Par automatik lænder jeg mig ind imod ham. Hans anden hånd glider ned af min ryg og standser ved min numse. Han ligger beskeden i min baglomme på mine cowboybukser og jeg suger kraftigt en mundfuld luft ind.

Han morer sig meget over det og udslipper en let latter. En lyd så skøn, at jeg ville offerer min hørelse for alle andre lyde, for kun at høre den resten af livet.  

Hans hånd falder og jeg griber ud efter den. Vi står helt stille, jeg har et greb omkring hans håndled og hans blik flakker imellem vores hænder og mit ansigt. Han havde helt sikkert ikke forventet det.

Han ænder stillingen på vores hænder så vi nu holder i hånden. Han giver min hånd et blidt klem og smiler så til mig, før han giver slip og med hurtige skridt forlader den lille skovåbning vi befinder os i.

Min mobil flår mig ud af min trance. Jeg kaster mig over min taske der ligger lidt fra mig. Det er en besked fra Zoe.

Forklaring forlanges . 

Det er det eneste der står og jeg ved med det samme, at hun har opdaget, at der er noget der går mig på.

Jeg skriver kort tilbage:

Hos mig - 30 minutter.

Jeg griber min taske og den cowboyjakke jeg havde på i morges og begiver mig ud af paradis.

***

20 minutter senere går jeg ind i entréen med Puppy lige i hælene på mig.

Jeg råber et "Hej" og forsætter så op på mit værelse og venter på Zoe.

Jeg finder brevet i min baglomme og tager mig selv i at lugte, til det læder-agtige stof. Det lugter, som ham, af pebermynte.

Jeg ryster på hovedet og ligger stoffet fra mig og ser på det papir der er gemt i den:

Du er ikke skør  - står der.

Først nu følger jeg mig virkelig skør. Hvad er der med den dreng? Han provokere mig virkelig. Hvorfor vil han ikke sige noget til mig? 

Han har kun skrevet det her for at få mig til at håbe.

For at få mig til at jagte ham og kæmpe mere for det.

Han vil havde mig til at blive sindsyg over at tænke på ham.

Det er allerede lykkes ham og det ved han.

En bakken på døren stopper mit flip. Zoe er inde af døren inden jeg når at sige noget.

"Helt ærlig Zoe, man venter altså på svar. Hvad ville du gøre hvis jeg var nøgen?"

Hun sparker skoene af og smider sig i min seng, med hænderne bag hovedet som støtte, ser hun tilfreds på mig.

"Så ville jeg kaste nogle bukser over til dig og sige du skulle få fingeren ud. Du inviterede mig selv, så burde du også være klar."

Jeg overgiver mig for hun har jo en pointe.

"Når har du så tænkt dig at fortælle mig, hvad det er du er så meget ude og flippe over?" Hun får det til at lyde så besværligt, som om jeg altid får nervøse sammenbrud, som hun skal tage sig af.

Jeg kaster brevet over til hende og hun læser det.

"Hvem har skrevet det?" Spørger hun nysgerrigt.

"Graham."

"Graham?" Hun rynker brynene, "ham den nye hotte badboy?"

Jeg nikker. 

"Hvorfor har han skrevet det?"

Jeg sukker. Har ikke toldmodigehed til det her mere. 

"Fordi han ligesom syntes det er sjovt ikke at tale med mig og derfor får mig helt ud af flippen. Og bagefter trænger han mig op i en krog og røre ved mig, og får mig til at blive helt rundt på gulvet, og jeg ved ikke hvorfor han er sådan efter mig. Jeg har jo ikke gjort ham noget og..." Jeg stopper op for at få vejret.

"Rolig, rolig Will. Træk vejret." Zoe klapper på sengen og jeg sætter mig på kanten og begraver mit ansigt i hænderne og sukker igen.

"Will." Jeg kigger op på Zoe, som ser meget alvorlig ud. "Nu må du ikke tage det forkert, men er du vild med Graham?"

Jeg stirrer på hende, som om der væltede biller ud af munden på hende.

"Er du helt fra forstanden Z. Nej jeg er ikke vild med GRAHAM!" Jeg ligger tryk på Graham for at få hende til at tro mig, men hvordan skal hun tro mig, når jeg selv er så usikker på de ord?

"Undskyld G, du lyder bare sådan helt ude af den. Og du sagde han rørte ved dig?" Hun løfter øjenbrynet.

"Det gjorde han også." Jeg kan ikke stoppe mig selv. Jeg har altid fortalt alt til Zoe. Hun ved alt om mig. Det er en stor lettelse at få sat ord på mine tanker, men jeg er stadig bange for hvilke ord der kommer ud.

"Og kunne du lide det?" Hun prøver at holde et smil tilbage, men det sidder klistret til hendes mundvige.

"Det burde jeg ikke." Mumler jeg og Zoe udslipper et hvin.

"Du kunne lide det!" Hviner hun så højt, at jeg må holde mig for ørene. Hun kravler over sengen og lægger hænderne omkring mine skuldre.

"Det er ikke pointen. Det handler om hvordan han har adgang til mine drømme og hvorfor han leger sådan rundt med mig." Forklare jeg.

"Han kan ikke have adgang til dine drømme." Griner Zoe. "Det er din indre bevisthed." Hun smiler igen, som om hun keder en stor hemmelighed igen andre kender til.

"Du forstår det ikke Zoe. Stemmerene. De er overalt."

"Sagde du ikke, at han ikke havde talt til dig? Det må være din hjernes form for erstatning. Du ønsker så hårdt, at han vil snakke til dig så derfor får din hjerne den stemme til at snakke i stedet." Zoe stråler, som en sol rigtig stolt over, hvad hun lige har konstateret. 

Hvis hun bare vidste. Måske er det ikke meningen, at hun skal vide noget omkring Malia.

Jeg smider mig tilbage i sengen og gemmer mig bag mine hænder.

"Tag det roligt Will,  det er ikke verdens undergang at elske en dreng."

Jeg mumler noget ubetydeligt. Zoe læner sig ind over mig og kysser mig på panden. "Det skal nok gå. Husk, at jeg er her, ikke."

Jeg kigger igennem mine finger og nikker så.

Zoe rejser sig og går over mod døren.

"Vent!" Zoe drejer rundt og ser på mig.

"Vil du ikke blive? Måske forsvinder stemmerne , hvis du er her."

Zoe nikker og går tilbage til sengen og trækker dynen til side og lægger sig.

"Du må tro jeg er sindsyg." Mumler jeg lavt.

"Ååå Will, det har jeg altid vidst, at du er." Hun griner og jeg slår hende med en pude.

I et kort øjeblik er alt, som det var engang. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...