Stormet af Magnetisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 19 aug. 2018
  • Status: Igang
En remse, så nem. Med den vil han gøre al hvad du beder om. Du spørger hvordan remsen lyder? Du vil godt vide det?
-
Hvad ville du gøre hvis du fik adgang til en voodoo dukke der ville klare alle dine problemer? Vil du kunne klare ansvaret bag, eller vil du tage al magten?

William er bare en normal teenager, der passer skole og venner, men en nat kommer en drøm. En så klar en drøm, med så klart et budskab. Find din dukke, ikke hvilken som helt dukke, men en dukke af ham.
Men hvem er "Ham"?
Og hvad sker der for den nye mystiske dreng Graham som stirrer en masse, men som ingen ord har?

3Likes
0Kommentarer
465Visninger
AA

4. Graham

Jeg kommer selvfølgelig forsent til første time. Jeg mumler undskyld, imens jeg balancere med bøgerne som jeg river op af tasken. Jeg finder min plads og smider bøgerne på bordet og kaster tasken om bag på stolen og smider mig i den.

"Nu hvor vi alle er her, kan vi måske komme igen. Medmindre du har noget at tilføje William?" Vores hæslige krage af en lære skyder med lyn ud af øjnene, der er gemt bag de tykke, brune Harry Potter briller der er så runde, at man kunne blive hypnotiseret, hvis hun drejede dem rundt længe nok.

"Forsæt du bare Pia." Min stemme er let  og jeg læner mig afslappet tilbage. Hun skrammer mig ikke, selvom hun ihærdigt prøver. Men lad dig ikke narre, hun elsker mig, ellers ville jeg ikke have overlevet. Jeg er den eneste der kalder hende ved sit pige navn og slipper godt fra det.

Pia begynder at skrible løs på tavlen, imens alle hektisk prøver at følge med i deres notesbøger. Alle på nær én. Først nu opdager jeg den sorte læderjakke fra selv-samme cykel katastrofe fra tideligere, og chokerene nok stirre han stadig bare.

Kan den fyr overhovedet andet?

En kuldegysning skyder igennem mig da hans blå øjne borer sig ind i mine. Jeg stirre tilbage, prøver at læse ham, men det eneste jeg får ud af det er Pia som råber, "William Wilson! For gud skyld, hvad er det jeg har gjort, siden jeg har fortjent dig i min klasse?" Hun slår ud med hænderne og sukker dramatisk. Det kvindemenneske kan drive én fra forstanden.

Resten af timen stirre Læderjakken bare på tavlen, stadig uden at skrive noget ned, og jeg følger ham. Timen ringer endelig ud og i en storm af elever på vej ud når Pia alligevel at fange mig.

Hvorfor fanden kan jeg ikke være hurtig? Jeg burde efterhånden have lært det, men nejjjj.

"Graham bliv". Hun lyder jo som en hunde-træner, sådan som hun  smider rundt med kommandoer.  Først nu ligger jeg mærke til, at hun har slået en klo i, ingen ringere end den kære Mr. Læderjakke. 

"William, nu hvor du kun har øje for dig selv og dine bekymringer, så tror jeg det er på tide at tage dig lidt af andre." Begynder hun. 

Mig selv og mine bekymringer?

Hvad fanden mener hun med det?

Jeg skal til at forsvare mig selv, men som den dramatiske heks hun er rækker hun bare hånden frem foran sig for at stoppe min protekst, vender sig om og går.

Jeg ruller med øjnene og opdager Læderjakken, Graham, gøre det samme.

"Graham, hva? Så mystiks som du er havde jeg regnet med et navn som Magic Mike eller noget mere dystret som Brad." Jeg trak det sidste navn ud så det lød som "bread" og han løftede det ene øjenbryn spørgerne, og hvis jeg ikke tager helt fejl, vil jeg mene, at jeg kunne ane et lille smil der krusede på hans mundvige.

"Hvad vil du se først?" Bare fordi Pia er en led kælling betyder det ikke, at det skal gå ud over Graham. Han vil få sig en rundvisning i verdens klasse. Alså hvis det ikke var fordi han bare stod og stirrede på mig igen.  

Hvad er der med den dreng og stirren? Jeg får pip af denne skole og de særlinge der går på den, og selvfølgelig skal jeg kun tænke den tanke, før Julia dukker op med næsen i sky og et blik rettet mod mig fuld af afsky. Jeg får grå hår af det pigebarn.

Heldigvis for mig forsvinder hun lige så hurtigt, som hun var kommet, men dette galte også Graham, som var skredet da han opdaget at min opmærksomhed lå et andet sted end på ham. 

Den dreng er verdens mester i forsvindings kunsten. Og han ved helt sikkert hvordan han undgår spørgsmål, for drengen ser ikke helt ud til at bryde sig om dem.

Jeg brugte resten af dagen på at lede efter ham, men hver en sort jakke der gled gennem rummet tilhørte en anden.

Jeg nåde hjem i live, selvom min cykel som valgte at punktere, gjorde det hårdt for mig . Mit hår stritter ud til alle sider, da jeg fjerner cykelhjelmen. ( Og ja jeg er 17. Og ja jeg bruger hjelm for, som sagt tideligere er de cykler de rene dødfælder og jeg har ikke tænkt mig at risikere noget! Hvorfor har vi sele i en bil og ikke på en cykel? Cykler er meget mere farlige! )

Jeg tager trappen op til hoveddøren 2 skridt af gangen og låser op. Puppy, som sjovt nok er vores kat, piler med ind så jeg må hoppe for ikke at træde på hende.  

Jeg forsætter op af trappen til mit værelse og smider tasken på skrivebordet og mig selv i den bløde himmelseng.

Jeg lukker øjnene for at hvile, men en hvis læderjakke bliver ved med at dukke frem for mit indre blik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...