Skridt mod frihed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2018
  • Opdateret: 19 jul. 2018
  • Status: Igang
Et skridt mod frihed. Et skridt væk fra angst. Et skridt væk fra negativitet. Et skridt væk fra livet.

Angst ramt med lænker, og tunge ord.

Et skridt mod min frihed, væk fra angsten , væk fra negativiten, men ender jeg op med at være et skridt væk fra livet?

Der er op og nedture ved livet, men med angst er der kun nedture. Du kan prøve og ændre det.. Men alle angst ramte er klar over konsekvenserne. Det er min kamp, og jeg prøver. Bliv et bedere menneske men lad værd med at såre folk, det er svært, meget svært. Jeg knuser hjerter, men mon jeg gør det fordi mit eget hjerte selv er knust?

Min dagbog om angst, negativitet, kampe, konsekvenser og meget mere.

Louise Krogh Persson

0Likes
0Kommentarer
75Visninger
AA

2. Første lægebesøg

Jeg har altid været en af de piger som går med problemer, dilemmaer og andre ting inden i. Jeg har aldrig været god til at dele ting med andre, og kæmper stadig lidt med det. Det er ikke fordi jeg er bange for at dele ting med folk, ellers dissideret har prøvet at blive udsat på nogen som helst måde, jeg har bare altid tænkt og følt at det ikke rager andre hvad det sker i mit hjem eller i mit hoved. Jeg synes ikke at det er nødvendigt at dele ting med folk, om så det er privat eller ej. Det er en af grunde til hvorfor jeg havde det så svært med at gå til lægen og få hjælp. Jeg har altid været den pige der tror at ingen kan hjælpe mig, jeg tror ikke på at ord kan hjælpe mig, om så det er en specialist eller ej. Måske er det fordi jeg altid har været så stædig, og ikke har gidet at blive hjulpet. Jeg havde svært ved at tage til lægen og få hjælp, men på et tidspunkt gik min angst mig så meget på, den forhindrede mig i at have det sjovt, være ude om aften, lave lidt “ballade” Og være en lille crimerider.  Så jeg bad min mor om at få en tid til lægen. På det her tidspunkt vidste jeg stadig ikke hvad jeg fejlede, men jeg håbede at det var alt andet end noget psykisk jeg fejlede, for hvis det var noget fysisk kunne man jo bare tag en pille også var det, det. Der gik ikke så lang tid før vi kom der op, til jeg fik et angstanfald. Jeg sagde til min mor at nu havde jeg det dårligt, og hun sagde bare “Det er jo godt, så kan du jo forklare hende præcis hvordan det er” Men syntes sku ikke at det var fedt, jeg hadede det jo, og syntes at det var skide ubehageligt. Men vi kom ind til min læge, jeg forklarede lidt om det og fortalte hende at jeg havde det lige nu. Hun sagde at hun ville tage nogle blodprøver af mig for at udelukke alt fra mangel på noget til sygdomme. Vi tog hjem efter blodprøverne og jeg var græde færdig, jeg var så nærvøs for prøvesvarene + jeg havde et anfald som bare gjorde det hele tusinde gange værre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...