Now I see

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 15 mar. 2018
  • Status: Igang
Historien er en dystopisk kærligheds fortælling om en dreng og en pige, der kommunikerer på en utrolig måde.

0Likes
0Kommentarer
31Visninger

Author's note

Det er den første jeg laver, så vær sød ikke at hate<3
AA

1. Kapitel 1 - intro

Now I see

 

Et spejl

Du er mit spejlbillede

Når du smiler

Smiler jeg

Når du græder

Græder jeg

 

 

Det var en søndag. En søndag ligesom alle andre søndage. Slutningen på en uge, der havde været ligesom alle andre uger. Grå og kedelig. Alting var gentagelser. Stå op, mad, arbejde, mad, gå i seng. Vi havde ikke noget valg. Det var bare sådan, tingene var. Hvis vi stillede spørgsmålstegn, undrede os over noget, eller gud forbyde sagde det til andre, så blev vi smidt ud. Smidt ud af Edens Have. Det var hvad det hed. Ironisk nok. Det var som vores eget lille helvede.

Jeg kiggede ud af vinduet, hvis man kan kalde det det, ind til de mange andre, der var kommet hjem efter en hel dag med hårdt arbejde. De prøvede at give os god samvittighed ved at kalde det frivilligt arbejde, men i virkeligheden var det slavearbejde. De udnyttede vores håb og drømme om, at hvis vi bare blev ved længe nok, så skulle alting nok løse sig. Hvor var vi naive.

Folk var ved at gøre sig klar til at sove. Dem der ikke kunne sove, tog piller. Alle skulle sove på samme tid, og stå op samme tid. Det nyttede jo ikke noget, at vi havde hvert vores liv. De styrede os.

 

Jeg hentede min bog. Det var en bog jeg skrev i, en slags dagbog, hvor jeg skrev alt muligt i. Intet af det handlede om mig. Jeg kunne godt lide at observere andre. Når jeg stod ved glasruden, og kunne se de andre, skrev jeg de tanker ned, som jeg troede, de tænkte. Jeg var efterhånden blevet god til det. Det var min måde at være social på, og det fyldte en del i min hverdag. På en måned fik jeg fyldt en notesbog op. Jeg kendte ikke engang deres navne. Nogle gange tænkte jeg på, om de også gjorde det. Altså, tænkte på, hvad andre tænkte. Om de tænkte på mig. Det var en underlig tanke. At andre kunne have det ligesom mig.

 

Det var specielt én person, som fyldte det meste af mine bøger, og tanker også. Jeg kendte ikke hendes navn på det tidspunkt, men jeg kaldte hende for Aurora. Det lyder nok underligt. Hun lignede overhovedet ikke Tornerose. Tværtimod. Men navnet passede perfekt til hende alligevel. Hun havde skulderlangt mørkebrunt hår. Jeg havde aldrig set så tykt hår før. Hendes hud var bleg som porcelæn, og hun have så mange fregner, at jeg kunne se dem her ovre. Hun var smuk. Når hun gik rundt, var det som om solen fulgte efter hende, som om hun var en slags gud, og ikke omvendt. Det var svært at regne ud, hvad hun tænkte på, når hun sad og kiggede ud i luften. I de få timer vi havde tilovers, malede hun. Jeg har aldrig set noget lignende. Det var som om, at hun malede med sit hjerte. Ting, som kun hendes hjerte kunne huske, fra tiden før. Hun malede tit mennesker. Jeg tror, det var hendes familie. Hun var i gang med at male en kvinde, med tykt brunt hår og et blik, man kunne se, der altid var på vagt. Hun holdt en lille dreng, der ikke var malet færdig.

Da jeg havde skrevet et par sider i min bog, som snart var fuld, gik jeg ind for at hente mine piller på badeværelset. Jeg var en af dem, der ikke kunne sove. Der var for mange tanker, og det var nemmere bare at tage nogle piller, og så sov man. Det var alligevel også det, de anbefalede.

 

Badeværelset var lille. Det var svært at få plads til så mange mennesker, på så lidt plads. Jeg var en af de heldige, der havde et vindue ud mod opdelingen. Jeg kunne kun se ind til dem, der var i den anden side. Der var flere dele af bygningen. Faktisk så mange, at de blev nød til at dele dem op i sektioner og fløje. Ligesom på et hospital. Mit bosted bestod af et lille rum, som fungerede som arbejdsrum, spisestue, køkken og almindelig stue, hvis man nogensinde fik gæster på besøg. Jeg havde et lille badeværelse, med en bruser, håndvask, et lille metalskab og et toilet. Jeg havde også et værelse, hvor jeg tilbragte det meste af min tid. Det var nemlig dér, hvor vinduet var. Det var mit eget lille hellige rum. Der havde aldrig været andre end mig, der havde været derinde.

 

Jeg skyndte mig at tage mine piller, og lægge mig ind i min seng.

 

Der var ikke særlig mange, der fik gæster på besøg, for man kunne kun snakke med dem fra sin egen sektion. Det eneste tidspunkt, hvor man mødte dem fra andre sektioner, var når man var nede i servicen, eller stod i kø til at hente det, som man havde bestilt. Det var ting, man kunne bruge i sin fritid, for eksempel (notes)bøger, alt muligt, skriveværktøjer eller hvis man havde meget kredit, en computer. Det var det, jeg sparede op til. Jeg kunne nu meget godt lide at skrive i hånden, men det var hurtigere og nemmere på computeren. Desuden skulle jeg bruge mine hænder, til mit arbejde, så det nyttede ikke noget, at mine håndled sved, eller at mine fingre gjorde ondt. I længden, tænkte jeg, er der vel også noget at spare. Det var vel egentlig også rigtigt. Jeg brugte blyanter i ét væk, og notesbøgerne kostede mig også en del kredit.

 

Jeg kunne mærke pillerne trække mig ind i drømmeland. Eller, ikke rigtigt. Vi drømte ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...