Night & Day - Twilight 3

Alle kender historien om Bella, Edward & Jacob, men kender de også den om Jacob og Renesmee?
Det er syv år siden den berygtede kamp mellem Volturi og Cullen familien fandt sted. Alt virker roligt, men pludseligt sker der noget, som tvinger Quileutes og Cullens til at arbejde sammen. Men vil Jacob være i stand til, at beskytte Renesmee som lovet?
*IKKE MIN HISTORIE*

2Likes
0Kommentarer
243Visninger
AA

3. Selvfølgelig, slip det ikke løs

Jeg forstod aldrig logikken i kærlighed. Det var for kompliceret. For mange hjerter revet fra hinanden, så mange tårer der var blevet spildt, alt sammen bare for kærlighed. 

Hvis jeg ikke kunne få Nessie til at se på mig, på samme måde som jeg havde set på hende så mange gang, ville jeg ikke være i stand til, at give slip på hende. 

Jeg havde allerede opgivet Bella til Edward, det var ikke ligefrem den bedste oplevelse i mit liv. 

"Du ved, at jeg er blevet bedt om, at se efter dig .. din familie," jeg forsøgte at få det til at lyde som om, jeg ikke stalkede hende, men det gjorde jeg. Jeg løj for hende, igen. Jeg kunne kun takke gud for, at jeg havde et meget troværdigt pokker face. Eller også kunne hun se lige igennem det. 

"Jacob, du ved godt vi er vampyrer, vi er i stand til at beskytte vores egen slags," sagde Nessie og rynkede panden. Hun troede ikke på, at jeg kunne være så dum, hvilket jeg jo heler ikke var. 

Hendes egen slags? Jeg vidste det jo godt, men regnede hun virkelig sig selv, som et af de koldblods væsner?

"Hvis noget skete med dig under min vagt, ville dine forældre slå mig ihjel." Det var i det mindste ikke en løgn. 

"Din vagt? Siden hvornår har jeg brug for en bodyguard?"

Siden jeg blev forelsket i dig havde jeg lyst til at råbe. Skulle hun altid være så stædig? 

"Hvis du nogensinde får brug for mig, skal du vide at jeg er her, okay?" svarede jeg stille. 

Hun lo et bemærkelsesværdigt højt grin. Var det virkelig så sjovt, at jeg var bekymret? 

"Jacob se på hvor alvorligt dit ansigt er! 'Hvis du nogensinde får brug for mig, skal du vide jeg er her,'" hånede hun mig ukontrollabelt.

Hun lavede sjov ad mig. Hvordan kunne det overhovedet være sjovt? 

Nogen gange kunne jeg bare ikke forstå hende, det gjorde mig skør. Troede hun virkelig at jeg løj?

Hun fik endelig samlet sig selv. "Jacob," hun rømmede sig. "Undskyld, du skulle bare vide hvor sødt det lød, da du sagde det."

Sødt? Syntes hun det var sødt? Skulle det være en fornærmelse? Selvfølgelig skulle det det. 

Jeg ønskede ikke at hun skulle se mit skuffede ansigt. "Nej.. Undskyld, jeg ..." Jeg var målløs. Utroligt. Normalt var det mig som lavede jokesne, og så stod jeg her uden at kunne få et ord frem. 

Hun afbrød mig før jeg kunne nå at forklare. "Det er okay. Jeg synes, at det er ridderligt af dig".

Okay, ridderlig var en forbedring fra sødt. Jeg ville ikke have hun skal tænke på mig som sød. Det var hvad babyer var til for. At være søde. 

"Jacob jeg er nødt til at gå tilbage, jeg er sikker på, at mine forældre undre sig over, hvorfor jeg har jaget i så lang tid. Plus du ved at Alice hader at hun ikke kan finde mig i det øjeblik, jeg er sammen med dig. Det irritere hende, at hun ikke kan se os sammen" smilede hun. 

Hendes smil var utroligt betagende. De mest perfekte tænder og det onde smil. Det hypnotiserede dine bevægelser, og fik dig til at miste kontrollen over dine tanker. I det mindste påvirkede det mig. Jeg har set det smil hundredevis af gange, men jeg bliver aldrig træt af det. 

Hun stirrede hårdt på mig. "Jacob?"

Hun efterlod mig målløs så mange gange. Hun gjorde mig lidt klodset til tider. 

"Ja Nessie du burde gå tilbage. Jeg vil gå med dig. Jeg er sikker på, at dine forældre ikke vil have noget imod at se mig". 

Bella bød mig altid velkommen. Edward var der imod ikke altid begejstret hver gang, for når jeg kom, var det kun for at være sammen med Nessie. 

Jeg fortalte mig selv, at jeg var nødt til at være fair. Jeg blev nødt til at minde mig slev om, at Nessie selv skulle bestemme sin fremtid.

Det havde været så hårdt for mig, at lade Bella gå fordi jeg vidste at jeg ville miste hende til Edward, og her kom Nessie. Bella og jeg vidste, at træk mellem os kom fra Nessie, som om hun blev født kun for mig. 

Vi kom tættere på Cullen familiens hus. Deres hjem var majestætisk som altid, og perfekt i enhver form. 

Bella var allerede ude af døren, og kom hen og slog armene omkring mig. 

"Jacob! Jeg er så glad for at du kom forbi. Vi har lige gjort klar til at høre Edwards nye komposition." 

Selvfølgelig. Edward var en mester på piano. Jeg var imponeret over hvor godt han spillede. Han fik mig til at ønske, at jeg var lige så god, men mine hænder var så store, at hver finger ville ramme to tangenter på samme tid. 

Bella kiggede hurtigt over på Nessie. 

"Har du givet Jacob en hård vagt igen? Du ved han bare er beskyttede for os." 

Hun svarede hurtigt: "Mor hver sød, at lade være med alle de beskyldninger. Jeg er meget taknemmelig for, at Jacob er der for at holde mig med selskab." 

Nessie sagde det så robot agtigt, at man skulle tro, hun havde øvet sig på den sætning igen og igen, bare for at behage Bella. 

"Godt, jeg vil ikke have, at Jacob spilder sin tid på dig, når han har en hel skov at beskytte". 

"Det er hvad jeg bliver ved med at fortælle ham. Jeg har ikke brug for beskyttelse. Jeg er sikker på, at der er mange mennesker derude som er fanget eller faret vild. Han skulle bruge sine nætter og dage med dem."

Det var for enkelt en opgave og iøvrigt kedeligt. Nogle gange var det irriterede at hjælpe vandrere som var farret vild fordi de ikke vidste hvilken vej nord var eller også, havde de vendt kortet forkert. 

"Renesmee, stop det," svarede Bella skarpt. Hun var så moden nu. Ikke den Bella, jeg engang kendte da hun var menneske. Moderskabbet passede hende godt. Hun var beskyttende for hende datter. 

"Det er okay Bella, virkelig, desuden vil Nessie engang græde mig navn, og så vil jeg ikke være der. Så vil hun huske denne samtale, og at jeg hjælper forvirrede vandrere." Denne erklæring var ikke sand, jeg ville aldrig forlade hende. Jeg ville altid høre hende sige mit navn. 

Det lød godt når Nessie sagde mit navn med oprigtighed, men hvis hun nogensinde kaldte mit navn for at komme ud af problemer. Uh. Bare tanken om det og jeg fik kvalme. Jeg ville aldrig se hende i problemer. 

"Det passer ikke Jacob," sagde Nessie hidsigt. 

Jeg nød at se hende med den attitude. Det glædede mig at se, at hun altid havde et svar parat. Hun var opmærksom på mig. 

Min mave begyndte at knurre, pinligt nok. Jeg havde ikke fået noget at spise hele dagen, fordi jeg skulle se efter Nessie hele dagen, mens hun jagede. 

"Jacob, glemte du, at du havde en appetit?" Edward havde læst mine tanker. "Det er ikke sundt at springe måltiderne over, du har brug for energien." 

Edward kunne ikke lide de tanker jeg havde om Nessie. Jeg tror at enhver far, ville føle sig utilpas. Han forsøgte ved enhver lejlighed, at få mig til at tænke på noget andet. Før, plejede jeg at nyde at drille Edward med billeder af Nessie, men det føltes uretfærdigt, da det er hans datter. Jeg kontrollerede det så godt jeg kunne. 

"Tak for din bekymring Edward. Jeg fulgte bare Nessie hjem". 

"Jeg er sikker på at du kan blive i et stykke tid, Bella ville elske dit selskab". 

Nessie var ikke ligefrem ivrig efter at tilbringe mere tid med mig, da hun hurtigt svarede: "Far han skal hjem, jeg er sikker på, at Billy er bekymret for hvor han er. Far, det ville du da være hvis jeg ikke kom hjem til tiden". 

Gjorde hun det bevist så indlysende at hun ville af med mig? En skarp smerte jar igennem mit bryst. Det gjorde lidt ondt, jeg var nødt til at lære, at kontrollere disse følelser. 

"Selvfølgelig Renesmee, men Jacob er en ansvarlig voksen". 

Jeg følte mig ikke så meget som en ansvarlig voksen. Lige siden min forvandling, var min krop nærmest blevet tidsløs. Jeg var vokset, så jeg var tæt på at være to meter høj, og mine muskler var blevet tre gange så store. Under alt dette, havde jeg holdt min unge alder og udseende. Det var en af varulvenes fordele. Formålet ved at forblive ung, var at man blev ved med at have energien og styrken. 

I alt hemmelighed kæmpede jeg mod min alder. Hun var næsten stoppet med at ældes. Hun blev en kvinde med en alder som et menneskes på 19 år. Hendes vækst var langsomt og kom snart til en ende. Carlisle var begyndt kun at måle hende en gang om måneden, hvor han før havde gjort det dagligt. Carlisle var sikker på, at hendes vækst var stoppet. 

Jeg ønskede ikke at vokse mere. Selvom det var egoistisk ville jeg gerne forblive ungdommelig ligesom hende, så hun ville finde mig fangende. Til tider følte jeg, at hun ignorerede mig med vilje og det knuste mig.

Denne skabning havde fascineret mig.

Jeg kunne hverken tænke eller spise. 

Selv min far latterlig gjorde mig for min kærligheds-syge. Flokken kendte alle mine tanker om Nessie og følte kvalme over mig, men de støttede mig, så længe jeg ville holde mine tanker for mig selv. 

Jeg indså at Edward stadig kunne læse mit sind. 

"Edward tak for invitationen, men jeg er nødt til at spise middag med min far. Det har været noget tid siden vi har snakket sammen". 

Jeg vendte mig hurtigt om mod hoveddøren, men så følte jeg en varm hånd på min arm. Jeg vidste at kun en i denne husstand besad en sådan varme. 

"Jacob, jeg det var ikke min mening at skræmme dig væk. Du ved jeg nyder din tilstedeværelse her". 

Prøvede hun at torturere mig? Hun var ligesom nat og dag. 

Jeg ønskede at spille kølig, og få det overstået hurtigt. 

Jeg vendte mig så mine øjne mødte hendes. 

"Jeg vender snart tilbage Nessie, men jeg bliver virkelig nødt til at gå". 

Jeg krammede hendes lille skrøbelige krop. Ville jeg nogensinde kunne lade hende gå? 

Jeg tvang mig selv til at træde væk, og gå mod døren, som jeg havde planlagt. 

"Du giver så hurtigt op på mine bemærkninger, Jacob Black." 

Jacob Black, hun brugte altid mit fulde navn når hun var vred eller ked af det. 

Hvilket spil spillede hun? Jeg troede, hun ville slippe af med mig, nu vil hun pludselig have mig til at blive. Jeg følte mig så plaget, fordi jeg ikke kunne forstå hvad hun ville have mig til. 

Jeg ønskede at gribe og ryste hende, og fortælle hende, at hun ikke forstod, hvordan jeg havde det. Hvordan jeg havde det i hendes nærhed. Hvordan min krop blev opvarmet, hvis blot jeg hørte hendes navn. Jeg ville have hende til at vide, at hvert sekund vi var adskilt, var som en dolk der blev stukket ind i mit hjerte. 

"Hvis du vil have mig til at blive, så gør jeg det" jeg kiggede tilbage på hende.

Hun holdt en kort pause, for at tænke over, hvad hun skulle sige som det næste. 

"Tænk ik' på det, du har allerede givet nok. Hver sød at gå og have en god aften." 

Hun var igen stille for et lille øjeblik, før hun tilføjede: "Hils Billy og sig hej."

Jeg skyndte mig at gå ud af døren, før hun kunne torturere mig endnu mere. 

Jeg løb så hurtigt jeg kunne, så hendes duft forsvandt i vinden. Det var uhyggeligt at forlade hendes side. Hendes kommentarer forvirrede mig. 

Hun tiggede mig, som om hun nød at se min sjæl blive plaget. 

Hvorfor skulle kvinder være så vanskelige, jeg kunne ikke forstå deres følelser. 

Troede hun virkelig at jeg ikke ville bekymre mig om hendes følelser? I de sidste syv år, har det eneste jeg har kunnet gøre, være at vente til den dag, hun følte det samme som mig. Jeg ville ikke være i noget andet forhold end med Nessie. 

Hun var mit aftryk, hun var min skæbne. 

Men jeg have lovet at vente. Nessie skulle have chancen for at føle sig menneskelig. Jeg kunne have kidnappet hende, og gjort hende til min for evigt. Det var en plan, som ofte strøg gennem mine tanker. Jeg vidste det ville forenkle mit liv, men det kunne aldrig falde mig ind at gøre det. 

Jeg ville have hende til at ønske mig. 

Jeg var nødt til at indse en ting. 

Jeg ville ikke give op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...