Make You Feel My Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Og det er det øjeblik, at månelyset rammer hende midt i ansigtet, og hun slipper min hånd. Der følger nogle fastfrossede sekunder, som jeg ikke når at registrere, før skrigene begynder.

Wolfstar Genderswap (Siriya Black og Reme Lupin)
Deltager i konkurrencen om alternative kønsroller, mulighed 1.

1Likes
0Kommentarer
103Visninger
AA

2. Det gode

I know you haven't made your mind up yet
But I will never do you wrong
I've known it from the moment that we met
No doubt in my mind where you belong

Hun fletter mit hår. Jeg hader, når det er flettet, men jeg lader hende gøre det. Hun har brug for det. Der lyder lavmælte, irriterede grynt fra Jamie, som øver sig på en røgbesværgelse, hun vil bruge som udvej til næste eksamen.
 Petra har pakket sit tegnegrej sammen. “Nogen der vil med på toilettet?”
 Jeg ser op fra den bog, som jeg ikke på noget tidspunkt har læst i, og fanger Jamies blik. Hun er min bedste veninde, og selvom jeg ikke har sagt meget den sidste uge, ved jeg, at hun kan se det. Måske har hun opdaget det, før jeg selv gjorde. Hun kender mig - og hun hjælper. Jeg lader hende gøre det, selvom jeg kan se på hende, at det gør ondt, det der måske sker mellem Reme og mig. Hun nikker umærkeligt til mig, og jeg smiler taknemligt.
 “Ja, selvfølgelig, søde. Ses, piger.” De forlader biblioteket.
 Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun lægger tryk på piger. Har hun noget imod os? At vi begge to er piger? Jeg virrer med hovedet, og Reme kommer med et udbrud. “Kan du så sidde stille?” Jeg tænker for langt. Der er ikke noget os endnu. Endnu. Tanken sender gnister gennem mig.
 “Hvad griner du af?”
 “Ikke noget.” Jeg havde slet ikke opdaget, at jeg smilede.
 “Nej, hvad?” smiler hun, og jeg læner hovedet tilbage for at se på hende. Der er noget lykkeligt i hendes øjne, som jeg ikke har set i lang tid.
 Nu kan jeg ikke stoppe med at smile. ”Det er ligemeget.” Det er det eneste, der ikke er ligemeget.
 “Okay så.”
 Og så er det slut, det gyldne øjeblik, før jeg når at opdage, at det er der. Større og vigtigere ting end hendes smil indhenter mig. Krigen. Min familie. Hendes… sygdom. En bange del af mig ved godt, at det er nu, jeg skal spørge hende. Nu har jeg chancen. “Reme?”
 “Hmm?”
 Jeg rømmer mig og vender mig på taburetten, så hun slipper mit hår. “Jeg vil gerne være med. Næste gang… ved næste fuldmåne.”
 Hun griner kort og bittert og kigger ned på sine hænder. “Du tør ikke engang sige ordet.”
 “Varulv.” Jeg løfter et hoverende øjenbryn, som skjuler, at jeg et øjeblik ikke kan få vejret. “Må jeg ikke nok?”
 “Nej,” bider hun, og hendes stemme er så kold, at jeg ikke ved, hvad jeg skal svare. Hun rejser sig nu, samler sine bøger sammen og mumler noget over skulderen, før hun efterlader mig alene mellem de høje bogreoler.

 

Vi pjækker fra spådom. Det har Reme aldrig gjort før. Men vi har alligevel snart ferie, og jeg tror, hun kan mærke på mig, at der er noget galt. Jeg prøver at fortælle hende om det. Jeg prøver virkelig, men min hals snører sig sammen, og ord som søster eller hjem ender som hulk i stedet.
 Men så siger hun noget, som gør det hele så meget nemmere. “Jeg ved det godt, Siriya.”
 “Men du-”
 “Jeg ved det godt.”
 Hun klemmer min hånd, trækker mig op at stå og leder os hen til en plet sol, der falder gennem et småsprosset vindue.
 “Regula tager hjem i ferien. Hun er jo… Og jeg...”
 “Du er modig, du er loyal. Du kæmper for det gode.”
 Det er kun hende, der kan sige det på den måde. Med passion. Som om det gode ikke er et tomt ord. Jeg anede ikke, at hun vidste det, slår det mig nu. Jeg troede, jeg var helt alene. Nu behøver jeg ikke forklare noget. “Det er uretfærdigt,” ender jeg alligevel med at mumle ned i hendes hår. “At man ikke kan stoppe med at elske dem. Uanset hvem de er. Uanset hvor gerne man vil.”
 “Din familie?” hvisker hun, og jeg nikker, fordi gråden gennemryster min krop, så jeg ikke kan sige mere. Selvom gråden gør ondt på den særlige, udmattende måde som gråd nu gør, føles det, som om det her er det eneste rigtige. Jeg har aldrig før prøvet at blive trøstet, men nu føles det, som om det er meningen med at græde.
 Efterhånden vinder jeg stemmen tilbage, selvom min vejrtrækning stadig skælver. “Må jeg ikke nok komme med, Reme?”
 Med et er hendes stemme hård igen. “Hvad mener du?”
 “Det ved du godt. Det føles, som om jeg skal være der for dig. Som om det altid har været meningen. Du behøver ikke bestemme dig nu. Men jeg lover, jeg ikke...”
 Hun ryster på hovedet, og jeg klapper i, men jeg synes, jeg ser et svagt smil spille i hendes mundvig.

 

Den aften lytter jeg efter hendes fodtrin på stengulvet, og jeg tror, der går en time fra Jamie begynder at snorke, til hendes kolde hånd endelig finder min. “Endelig,” sukker jeg, og hun smiler.
 “Der er gået ti minutter, du overlever nok,” bemærker hun tørt.
 “Hvad er det modsatte af ‘tiden flyver i godt selskab’?”
 Hun ryster opgivende på hovedet i mørket og bliver stille lidt. “Du?”
 Jeg svarer med en træt brummen.
 “Tag hjem i ferien.”
 Med ét er jeg vågen. Vil hun ikke have mig her? Det er en dum tanke, det ved jeg godt, selvfølgelig vil hun det. Men jeg er nødt til at vide det. “Hvorfor?”
 “Jeg tror, det ville være godt for dig. Jeg tror ikke, det bliver… sådan som du forestiller dig.” Hun rækker ud efter mit hår og snor en sort lok om sin finger.
 Nu er det min tur til at ryste på hovedet. “Det underlige er, jeg faktisk får lyst til at gøre det.”
 Jeg kan ikke helt bedømme, om den forbløffelse, som glider over hendes smukke ansigt er påtaget eller oprigtig. “Fordi det er det mest fornuftige?”
  “Fornuftig?” Jeg vrænger ordet, som om det er fremmed for mig - og så kysser jeg hende. Hastigt og forskrækket, selvom vi har alverdens tid, men jeg gør det, og da jeg trækker mig væk for at se på hende, er jeg så bange, for det er først nu, det går op for mig, hvor ondt det vil gøre, hvis hun nu-
 Men så kysser hun mig på spidsen af næsen og roder i mit hår, og jeg forstår, hvor glad hun kan gøre mig. Hverken i godt humør eller opstemt eller lykkelig dækker over det banale i bare at være så glad for Reme at jeg i et par minutter ikke tænker på andet. Glæden er så ukompliceret, at jeg endelig kan mærke søvnen komme, den mørke, drømmeløse søvn, som jeg for nylig har vundet tilbage, men lige før den tager mig, hører jeg hende hviske: “Siriya… Hvad har vi rodet os ud i?”
 Jeg ler træt, for jeg ved det ikke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...