Make You Feel My Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Og det er det øjeblik, at månelyset rammer hende midt i ansigtet, og hun slipper min hånd. Der følger nogle fastfrossede sekunder, som jeg ikke når at registrere, før skrigene begynder.

Wolfstar Genderswap (Siriya Black og Reme Lupin)
Deltager i konkurrencen om alternative kønsroller, mulighed 1.

1Likes
0Kommentarer
107Visninger
AA

3. Black

I'd go hungry; I'd go Black and blue
And I'd go crawling down the avenue
No, there's nothing that I wouldn't do
To make you feel my love

“Jeg gør det her for dig, det ved du godt, ikke?” ryger det ud af mig, da jeg krammer hende farvel foran Hogwartsekspressen.
 “Så siger vi det,” svarer hun bare, og jeg anstrenger mig for at få alle nuancer i hendes   stemme med. Jeg skal til at lukke øjnene for at nyde hendes duft, bare et øjeblik, men så har krammet varet for længe, og hun slipper mig. Hun vil ikke have, folk kigger. “Vi ses,” siger hun, bider sig i læben og tilføjer så: “Til fuldmåne.”
 Jeg løfter et spørgende øjenbryn, og hun nikker. Endelig. Det er vel hendes måde at betale mig tilbage for de dage, jeg nu skal gå igennem. På Grumsted plads. Jeg har stadig ikke helt forstået, at jeg virkelig giver afkald på en vinterferie på Hogwarts, kun fordi hun beder mig om det. Det virker dumt, men også helt rigtigt.
 “God tur, Siriya,” piber Petra, og jeg kan pludselig mærke, jeg kommer til at savne, hvor enkel hun tror, verden er. Jeg kommer til at savne det hele. Det er kun en uge.
 Jamie trækker mig ind i et kram, som puster luften ud af mig. “Send en ugle, hvis der er noget, vi kan gøre. Hvad som helst, ikke?”
 Jeg nikker og blinker til hende. “Tak, søde. Tag dig nu sammen og få snakket med Lilian, mens jeg er væk.”
 “Jeg aner ikke, hvad du snakker om. Mor siger, du er velkommen hjemme hos os når som helst. Pas på dig selv, okay?”
 Toget hyler utålmodigt.

 

Mine hænder ryster, og jeg spilder vand på det ternede sæde i min kupé. Det er først nu, det rigtigt går op for mig, at jeg er bange. At frygten for at komme hjem, for hvor ondt det kommer til at gøre, har sat sig så dybt i mig, at jeg ikke længere lægger mærke til den. Jeg græder lidt, men ikke så meget som jeg har lyst til. Damen med slikvognen kigger underligt på mig, da jeg takker nej til de multismagsbønner, jeg ellers altid køber.
 Når jeg er på skolen, når pigerne og jeg lægger planer for at tyrannisere lærerne, når Reme ler, kan jeg glemme hvor kolde mine forældre er. Men når alt det er væk, og huset er overalt omkring mig, og jeg kan lugte, høre, mærke problemerne så tæt på, så kan jeg ikke flygte. Alt minder mig om de uskyldige år, hvor Regula og jeg øvede os i at neje, og hvor vores forældre stadig smilede, når jeg trådte ind ad døren.
 Bare uglen kommer frem, før jeg gør, så jeg ikke behøver forklare dem, hvorfor jeg er der. Landskabet ændrer sig, og til sidst sætter toget farten ned. Jeg tager et par tunge vejrtrækninger. Nu skal jeg være Black. Ikke Gryffindor, ikke bare Siriya.

 

Jeg klemmer øjnene i, da han slår. Det er ikke slagene, der gør ondt. Det er Regulas øjne, som er stift rettet mod sofabordet. Hun sidder foran pejsen og spiller skak med vores mor, mens jeg modtager en lussing, fordi jeg ikke kunne lade være med at sige noget dumt.
 “Jeg vil ikke høre dig være næsvis i mit hus, Siriya.”
 Dit hus? Jeg bider mig i læben og mumler i stedet en undskyldning, før jeg haster op ad trappen, hvis klagen under mine fødder er så velkendt, at det gør ondt. Døren til mit værelse lukker jeg lydløst, før jeg låser, selvom jeg har lyst til at smække den hårdt i. Så dumper jeg ned på sengen. Kræ har ikke redt den.
 Jeg giver mig selv en lussing, fordi jeg tænker som min mor. Fordi jeg går op i, om nogen har redt min seng for mig. Remes bebrejdende øjne toner frem for mit blik, mens min kind summer af de to slag. Jeg rejser mig, åbner døren igen, før jeg smækker den så hårdt i, at det runger ned ad gangen.

 

 Ved morgenbordet siger jeg ikke noget, selvfølgelig ikke. Men det gør ikke ondt, som det gjorde i går. Det er snarere tomheden, som skræmmer mig. Hvor ligeglad jeg er, når jeg endelig er her. Jeg var bange for at tage hjem, fordi jeg troede, jeg ville miste dem endegyldigt.
 Nu forstår jeg, at jeg har mistet dem for lang tid siden. Og på en eller anden måde føles det bedre at vide det. Som om monsteret, når man ser det i sin fulde højde, ikke er nært så uhyggeligt, som det var, da man kun kunne forestille sig det.
 Min mor spørger ind til undervisningen (selvfølgelig ikke til venner, Gud forbyde det), og jeg smiler ned i tallerkenen, fordi jeg forestiller mig Reme svare på spørgsmålene. Hendes ivrige stemme overdøver Kræs mumlen fra hans hjørne i køkkenet.
 Hun ville gøre rede for de opgaver, vi har for i ferien, nævne et langt latinsk begreb for det magiske dyr, vi nu lige har om, og fortælle at vores lærer i Forvandling desværre virker meget stresset, hvorefter hun ville give mig et drilsk spark over skinnebenet, så jeg ville se op på hende, og min familie ville ikke forstå, hvorfor vi pludselig ikke kunne stoppe med at grine, men der ville ikke være noget, de kunne gøre, for hvis Reme var her, ville vi være urørlige, og hun ville kysse mig igen-

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...