Parkbænken

En novelle om at finde kærlighed, i nutidens verden.
Bidrag til Movella konkurencen "Movellas talent show"

2Likes
2Kommentarer
142Visninger

1. Parbænken

Parkbænken

Det var en tidlig forårsdag, og parken blomstrede af liv på årets første dag med en smule solskin. Rundt omkring løb smilende børn, der skulle bruge al den energi, de havde samlet over vinteren. Dette gav de voksne en privat stund, som de fx kunne nyde ved en picnic i det grønne. Hvis man oplevede denne forårsdag, ville de fleste nok kun opleve et idyllisk billede, men hvis man gik tættere på og virkelig optog omgivelserne, ville man måske ligge mærke til en enkelt dreng. Her sad han alene og ensom, på en bænk for sig selv og beskuede sine omgivelser med en mere dystert glimt i øjet. ”Typisk” tænkte drengen, da han langsomt så sig omkring. ”Sikke en overraskelse”, han sukkede. Alt hans øjne hæftede sig ved, var de mangfoldige par. Der var utallige, alle de såkaldte lykkelige kærestepar, der løber rundt og klamre sig til hinanden. ”Honey Moon stadiet”. Der hvor de gør alt det pladderomatiske pjat, og knap nok kan tage øjnene fra hinanden. Det stadie hvor alle folkeskoleeleverne tror, at de har oplevet den sande kærlighed, og tror at den første kæreste, vil være deres for evigt.

Drengen himlede med øjnene og vendte sig mod et andet par, der var ved at fortære hinandens ansigter. ”Ad” Der var selvfølgeligt sådan nogle par, dem der ikke engang kaldte sig et par, de slags mennesker der gjorde alt på første date, muligvis gentog succesen et par gange, og så går videre til den næste. Drengen hadede ikke kærlighed, han hadede hvad menneskeheden, havde gjort ved den. De havde forpurret den, alt skulle hastes, intet varede evigt. Ægteskaber gik i stykker størstedelen af gangene, og der var snart intet sødt tilbage. Alt hvad de havde ”brug for” var åbenbart et par minutters nydelse, og så kunne partneren ellers rende og hoppe. Der var intet galant med at holde døren, for så var man manchuvanist. Ikke noget med et kys på hånden, så er man klam. Ringe må man heller ikke, for så har man intet liv, og ægteskab? Ha! Det er jo bare en formalitet, måske når vi er flyttet sammen og har 2 børn, men kun hvis vi har tid. Drengen fik det næsten helt dårligt, hvad var det galt med denne verden?

En kvinde og mand kom gående imod ham, så han valgte at sætte sin koncentration på dem. De gik i samme tempo og hånd i hånd endda, men da de kom tættere på, opdagede drengen hurtigt, hvad der var galt. Begge havde en kæmpe telefon i hånden, og ænsede ham knap nok, da de med et bump satte sig på bænken. Han ventede på at høre deres samtale, men det eneste han kunne lytte til, var lyden at deres fingre, der tappede på skærmen. Tap, tap tap, - tap, tap, tap- tap, tap - tap, tap, tap, tap. Remsen gentog sig igen og igen. Han skulle til at rejse sig, da den brun hårrede kvinde endeligt åbnede munden: ”Skat?” Fyren svarede uden at kigge op. Hans sorte hår hang ned over hans ansigt, og fik ham til at ligne en stor hårtot. - ”Ja?”. Kvindens læber pressede sig sammen til en streg: ”Synes du, jeg burde tabe mig”. Drengen kendte godt til det spørgsmål, det var en standartreplik hos kvinderacen. Svaret var enkelt. Alle vægt-relaterede og/eller andre pigers skønheds relaterede spørgsmål svares nej eller laveste score. ”Det ville ikke skade, du har haft lidt af en hængevom efter graviditeten” Drengen var ved at falde bagover, af frygt for hvad der nu ville ske. ”I det mindste har min hængevom en grund, imod sætningen til visse andre”, sagde kvinden, som var det, det mest naturlige at svare.  Endeligt rejste fyren hovedet, men hans øjne lynede af vrede. ”Det er sgu da altid det samme med dig, jeg er så træt af dig, hvis du ikke vil høre sandheden, så lad vær med at spørge, hvor mange åndsvage humørsvingninger kan en person dog have?’” Så rejste han sig op og stormede væk.

Drengen sukkede højlydt, det var vel sådan kærligheden var i virkeligheden, et kort visit. Han løb efter manden for at få et bedre kig på ham. Andet end det sorte hår, der have fyldt hans dækket hele hovedet, havde han ikke rigtigt set ham. Manden havde placeret ved et træ, han fødder var strakte og han lange ranglede ryg var rettet mod trækronens top. Kvinden havde overdrevet, mandens form var meget gennemsnitlig, og da han lagde armene bag nakken, vidste der sig en antydning af hans armmuskler under trøjen. Manden træk vejret ind gennem munden og ud gennem næsen et par gange, før drengen ture nærme sig.

 ”Hej” Mandens øjne havde et forvirret udtryk. ”Snakker du til mig?”. Drengen kløede sig i nakken, ”øhm ja… Jeg hørte bare dig og din” kæreste, kone, bofælle? ”din partner skændes, og jeg tænkte bare om jeg kunne hjælpe.” Manden rejste sig, og med sin fulde højde, var han som en kæmpe i forhold til drengen. ”Skal du komme her og blande dig i mit ægteskab? ”Kone” Magen til frækhed, find et andet sted at blande dig!” Hans hoved var knaldrødt, og drengen overvejede at makke ret, men hans fornuft tabte, og igen åbnede han sin mund: ”Hør nu her, undskyld mig at jeg blander mig, men i talte så højt at jeg ikke kunne undgå det, og nu kommer jeg så og prøver at hjælpe, fordi du åbenbart ikke ved hvordan man opfører sig.” ”Hvis nu idioten ikke havde opført sig sådan, havde hun ikke fortjent at jeg talte sådan til hende.” Manden talte så højt, at han spyttede, ”hun er selv udenom det, så hyklerisk hun er”. ”Den eneste idiot lige nu er dig, der er intet modent, ved at opfører sig sådan, burde du ikke hellere være lykkelig for, at der er en, der kan holde dig ud, når du opfører dig så dumt?” Da han havde udtalt det sidste ord, fortrød han med det samme. Manden kunne nemt havet givet ham en på siden, der var ikke engang nogle mennesker i nærheden i denne del af parken, men overraskende nok satte han sig ned ved træet igen. ”Det var dumt gjort, var det ikke?” Hans vrede udtryk var blevet erstattet af skyld, som var han en hund, der var blevet fanget i at ødelægge noget. En fugl havde endda sat sig i toppen af træets snoede græne for at kigge med. ”Jo”.

Så var det som om en tung sten faldt fra han hjerte. ”Jeg er bare så træt af det. Af det hele. Verden er blevet så forskruet, det er som om vi bare hungre konflikter. Du ville aldrig kunne forstå. Når man er ung, er kærlighed den her fantasi. Men realiteten er blot endeløse dage med skænderier, indtil en af os bliver trætte af hinanden. Der er intet tilbage. Når man endeligt finder den, er det bare en nedtælling til den dag den ophører. Det hele er bare en illusion.” Drengen fnøs, hvor ironisk kunne det blive, når nogen ville påstå, at han ikke forstod, hvad han oplevede dagligt. ”Jeg tror, at jeg forstår mere end du aner”, svarede han stille. ”Så det tror du, hvad ville du så gøre, hvis du var i mit sted kærligheds orakel?” Sarkasmen kunne skæres i luften. ”Tja…” Han kiggede sig omkring og observerede børnene der legede skjul. Deres latter og glæde burde indrammes. ”Hvis kærligheden er væk, er det eneste du skal gøre, er at finde den igen, tro ikke, at du bare kan få den uden at prøve. Lige med denne slags færdighed er der ingen du kan kigge efter, du er nødt til at prøve selv.” Manden gloede underligt på drengen. ”Jeg tror, at jeg glemte, hvem jeg talte til.” ”Prøv nu bare” Manden sukkede højlydt: ”Vi ses” Han vandrede bare afsted, og efterlod drengen måbende, med et opgivende blik. Selv fuglen havde givet op, og ændret kurs mod et andet æbletræ, langt væk fra dets deprimerende omgivelser, mod de glade børn, der var uvidende om de kommende ulykkelige tider.

Trampende var drengen på var ud af parken, mens hans tanker fløj rund i hovedet: ”Nu var det nok, menneskeheden var den samme, det var den sidste dråbe.” Indtil han så kvinden. Hun havde tårer i øjnene, og prøvede at skjule sit ansigt bag den lange hår, der filtrede sig ind i hendes fingre. Nej, han var færdig, kærligheden fungerede uden tvivl ikke længere og han burde bare give op. ”Hun græder”. Det kriblede i hans krop, da han gik forbi, og ved en fejl kom han til at se sig over skulderen. Kvinden var alene og hulkede bare for sig selv. ”erghhhh, fint, kærlighed får en sidste chance.” Han bevægede sig langsomt tilbage mod hende, hun lignede ærligt talt et værre rod, cirka 30 år, tøjet sad sjusket, og trøjen han ned af den ene skulder. ”Hej sagde han, er du okay?” ”Det var dumt sagt…. Selvfølgeligt er hun ikke okay!”

Snøftende kiggede hun op, og tørrede lidt af det løbende mascara væk. ”Jeg har det fint”. ”Er du sikker, jeg hørte dig og din mand og-” Hun afbrød ham: ”Har du siddet og lyttet til vores samtale!” Drengen mumlede: ” kunne man undgå det?” Han tog en dyb indånding og begyndte så at tale igen: ”Jeg vil gerne hjælpe dig”. Kvinden stirrede bare: ”Hjælpe? Jeg kender dig jo ikke engang”. ”Mit navn er Maro og du hedder? Hun tøvede, ”Klara” Nåh Klara, nu kender vi hinanden, så lad mig nu bare hjælpe. Det fik hende til at smile, men hun valgte ikke at svare, hvilket var fint for Maro, han snakkede bare videre: ”Lad mig gætte, i skændes tit, og du er bange for at miste ham, hvilket gør, at du tit kommer til at sige noget dumt” En lydløs pause, blev kreeret imellem dem, og Maro var bange for, om han var gået lidt for hurtigt frem. Klara stirrede på ham, og hendes øjne var helt opspilede ”Han er selv udenom det”, mumlede hun, som et barn der fik skældud. Men Maro kunne se, at han havde fat i noget. ”Må jeg spørge om noget, spurgte han. Hun nikkede lydløst. ”Hvornår sagde du sidst, at du elskede ham?” Klara sukkede og undgik øjenkontakt, som om hun ville undgå spørgsmålet. ”Det er længe siden.” Hun rettede lidt på sit armbånd, og pressede læberne sammen igen. ”Hvad så med om du gjorde det” Klara tænkte sig om, men nikkede så. Maro vidste, at det lød for godt til at være sandt, og grinte en smule da hun til sidst hæv mobilen frem og begyndte at taste, mens hun fnisede: ”Jeg må virkeligt have ramt bunden, for at få råd ægteskabs råd fra en teenager. Men det var vel det bedste han kunne forvænte, af denne skuffende teknologi afhængige generation. Vinden blæste let til hendes hår, så drengen kunne få et ordentligt udsyn til hendes ansigt. Hun havde et smukt ansigt, en spids næse, høje kindben og store mørkegrønne øjne. Selvom han var træt af alle nutidens par, indrømmede han, at de passede godt sammen, de to.  

Klara og Maro ventede på bænken, mens solen steg på himlen, og langsomt blev en nuance mørkere. Da Klara pludseligt livede op: ”Han har set den” Maro vågnede fra sin drømmedøs, og kiggede på skærmen. ”Og?”. ”Han typer!” Klara blev til et miks af glæde og frygt, og Maro var bange for, hvor længe der ville gå, før følelserne kolliderede, og hun ville eksplodere. Pludseligt udstødte hun et hyl, det forskrækkede Maro og han tog sig til ørene. ”Av, hvad skete der” Hun gned sig i øjnene, ”han stoppede med at type og gik ofline”. Maro tænkte sig om, ”måske skriver han om lidt, vendt nu”. Men inderst inde kendte han til dette scenarie, det var en kliche, og oftest en dårlig en. Hun vidste det godt, han kunne se det i hendes blik, men med den sidste smule tro blev hun siddende, og sammen så de på solen og skyerne, mens tiden gik langsommere og langsommere. Måske håbede den også.

”Han kommer ikke”, sagde hun og ødelagde den lille tidslomme, universet havde skabt. ”Han kommer ikke.” Hun rejste sig op og lagde mobilen i tasken. Selvom universet havet prøvet, kunne det ikke undgå tiden. Det var blevet aften. ”Jeg går hjem nu, babysitteren er alligevel på timeløn, så jeg kan lige så godt gå hjem i stedet for at spilde penge her.” Miro lavede en grimasse og rejste sig op. ”Bliv nu her, jeg er sikker på, at hvis vi venter lidt-” Hun holdt sin hånd frem for at få ham til at stoppe: ”Tak for forsøget Miro, men jeg er en voksen kvinde, og med den lille smule selvrespekt jeg har tilbage, vil jeg gerne slippe for et barns medlidenhed og gå hjem og tænke over tingene. Hun satte håret op i en hestehale, og lukkede jakken med hurtige bevægelser. Miro blev desperat: ”Bliv nu her, det er ikke mellidenhed, jeg ved, at han kommer” Klara smilte halvhjertet, ”åh hvor jeg savner at være ung, jeg har givet op, det samme burde du”. Derefter begyndte hun langsomt at gå. Kunne det virkeligt passe, han vidste, at der var massere dårlige erstatninger af kærligheden i denne verden, men var det virkeligt så slemt, at han ikke engang kunne gøre noget for den mere. ”Havde kærligheden givet op?”

Men før hans tanke nåede til ende, hørte Miro en velkendt stemme: ”Jeg har ikke givet op” Han vendte sig om, og foran ham var manden, denne gang velfriseret og i jakkesæt, og med det største smil Miro nogensinde havde set. Klara vendte sig om, hun smilede ikke, og hendes øjne var blevet blanke: ”Beklager, men jeg kan ikke”. Hun gik, og Miro var sikker på, at det var slutningen, men manden følte efter hende. ”Jeg ved, at vi skændes, jeg ved, at vi gør dumme ting, men vi kan ændre det.” Hun sukkede: ”Vi skændes altid, det var blot et spørgsmål om tid, før bægeret flød over, det her er ikke ægte.” Han tog hendes hånd, og lagde et armbånd i det. ”Kan du huske det her? Vi gik i gymnasiet, og du gav mig det, den dag jeg sagde, at jeg elskede dig.” Klara blinkede med øjnene, ”gemte du det?” Han smilede, ”selvfølgeligt! Jeg ved, at det var ægte dengang, jeg ved, at vi elskede hinanden på det tidspunkt” Klara tøvede igen, ”men nu, vi har intet nu.” Manden nikkede mod Miro: ”Hvis kærligheden er væk, er det eneste du skal gøre at finde den igen”. Så omfavnede de hinanden, og Miro så forbløffet med, da de atter gik afsted hånd i hånd, med hele deres liv foran dem.

Drengen var på vej mod udgangen af den tomme park, mens fuglen fra tidligere sang farvel fra en fjern trætop, da han besluttede sig for noget. Godt nok havde Klara og hendes mand fundet hinanden igen, men han var færdig med at hjælpe folk. Kærligheden var blevet for besværlig, og for få mennesker værdsatte den. Så da han igen gik forbi parkbænken, sagde han højt med stjernerne som vidner: ”Det var det, jeg er færdig med kærligheden”. Der lød en stemme: ”Er du nu helt sikker?” Miro mærkede et lille prik. Foran ham på parkbænken sad den kønneste pige, han nogensinde havde set, i færd med at sætte sin bue og pil tilbage i hylsteret. Hun smilede, og rakte hånden frem: ”Det ville da være en skam”. Og med et smil på læben satte han og pigen sig på bænken, og så på stjernerne der vinkede ned fra himlen.

Okay, kærligheden får én til chance”

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...