Paparazzi | Justin Bieber

Den 17-årige Diana Chris lever livet i skyggen af sine forældres karriere. At have to skuespillere som forældre er ikke altid let og især ikke, når resten af verden ser på. Diana er ikke fascineret af Hollywood-verdenen og vil gerne prøve at leve et liv som en normal 17-årig pige nu ville leve det. Hun får endelig chancen og starter, for førstegang i sit liv, på en normal skole i Californien, hvor de normale udfordringer og nye udtryk skal sættes på prøve - er det, det hele værd? Og måske er det ikke så let, som det ser ud.

(Midlertidigt cover)

8Likes
2Kommentarer
756Visninger
AA

3. Hollywood High

Hollywood, Californien, mandag kl. 06:00 - Hjemme hos Diana 
"Bib, bib, bib, bib, bib". Jeg åbne øjnene og kiggede træt hen på min mobil, som lå på mit natbord og slukkede den. Jeg satte mig op i sengen og tjekkede de sociale medier. Jeg havde fået en masse nye Instagram-følgere og en masse likes på mine forrige billeder, som jeg havde postet. Folk vidste godt, hvem jeg var, men jeg var meget påpasselig med, hvilke ting jeg delte på de sociale medier.  Efter lidt tid havde jeg sat noget musik på, og jeg dansede rundt på mit værelse. Jeg havde fundet noget tøj frem, som jeg ville have på, og det have jeg lagt på sengen. Mit outfit bestod af min sorte ripped v-neck sweater og mine blå mom-jeans fra Levi's. Min mor havde købt mig nogle nye Alexander McQueen sneakers, så dem tog jeg på. Jeg vidste godt, at mine sko ikke lige var i den lave prisklasse, og jeg var lidt nervøs for om jeg ville udstå forkert, hvis jeg lignede en, som ville show-off. Men nej. 

Min mor havde stillet morgenmad frem til mig, men jeg spiste ikke så meget af det, da jeg ikke var særlig sulten. Jeg børstede mine tænder, tog min taske og mobil med, hvorefter jeg satte mig ind i bilen til John. 

"Hvordan har vi det så i dag Diana?" spurgte John og sendte mig et smil. "Tjo. Jeg har det meget godt indtil videre. Jeg glæder mig bare helt vildt meget til at se skolen og alt det." "Det kan jeg godt forstå" smilede John og satte foden på speederen.   

 

Hollywood High School, Californien, mandag kl. 7:30.
John drejede ind af en vej, og med det samme blev jeg mødt af et stort skilt, hvorpå der stod Hollywood High School. "Wow!" udstødte jeg og fik øjenkontakt med John. "Skal jeg gå med ind?" spurgte han så. "Nej. Nej tak John. Det behøver du ikke" sagde jeg og trådte ud af bilen. "Vi ses John". "Vi ses. Ha' en god dag" sagde han og kørte væk. 

Jeg tog min mobil frem og kiggede på uret. Klokken sagde 7:30. "Okay Diana, nu sker det" hviskede jeg stille for mig selv og begyndte at bevæge mig ind mod indgangen. Da jeg åbnede døren, var jeg lige ved at blive løbet ned, da to fyre kom hujende imod mig. "Uh". Jeg skyndte mig væk fra indgangen og fulgte skiltene, der var. 

Allerede efter et par minutter fandt jeg lærerværelset, hvor der sad rigtig mange lærere. Jeg bankede på, på dørkarmen og ventede på et signal. "Kom ind! Kom ind!" kom det fra en ældre mand, som viste sig for at være rektoren. Mr. Wells hed han. "Goddag. Hvad kan jeg hjælpe med?" spurgte han. "Jo, jeg er ny. Jeg fik besked om, at jeg skulle henvende mig til dem" svarede jeg flinkt. "Diana Chris?" spurgte han, og jeg nikkede. "Goddag" sagde han og rejste sig fra stolen. Mr. Wells gav mig hånden, og derefter gav han mig mit skema, og et kort over skolen, så jeg kunne finde rundt på skolen. "Ja, vi er alle store fans af dine forældres arbejde... Bla bla". Åh nej. 

Mr. Wells fulgte mig ned til mit klasselokale, hvor jeg skulle være i den første time. Han bankede på døren og trådte så ind. Det var som om han havde magten over alt og alle. "Godmorgen elever" sagde han og stillede sig foran katedret. Læreren stillede sig over i siden og så på. "Der er måske nogen af jer, der har hørt, at der ville starte en ny på skolen, og ja det er rigtig. Må jeg byde jer velkommen til Diana Chris" sagde han og kiggede på mig. Jeg kunne høre nogle hviske nede bagved. "Nårh ja. Jeg må heller komme videre. Tag nu godt i mod hende. Vi ses" sagde Mr. Wells og forsvandt ud af døren. 

"Ja, du sætter dig bare, hvor du har lyst" sagde kvinden, som nu var min engelsk lærer. Mrs. Ross hed hun. Jeg kiggede rundt i klasselokalet, og så at der var fire ledige pladser. To helt forrest og to nede bagved. Bare for at gøre det mindre akavet valgte jeg en af pladserne helt forrest, så jeg ikke skulle gå forbi dem alle sammen helt ned til de bagerste pladser. "Godt, jamen lad os gå i gang" sagde Mrs. Ross og vendte sig mod tavlen. 

Jeg sagde intet gennem hele lektionen, og og det gjorde resten heller ikke. De havde alt for travlt med at nærstuderer mig. 

Da lektionen var overstået, begyndte folk at pakke sammen, og jeg kunne høre nogle hviske. "Ej kom nu?" En flok piger kom gående hen til det bord, som jeg sad ved. "Hej?" sagde jeg nervøst. "Hej, Olivia" pigen præsenterede sig, og det samme gjorde de andre piger. Jenna og Jennifer hed de. De var tvillinger, det var lidt at se. Olivia, Jenna og Jennifer fulgtes med mig ud af lokalet. De virkede meget søde. Vi gik og snakkede lidt, men vi blev hurtigt afbrudt af nogle råb nede fra enden af gangen. Jeg fik øje på en gruppe drenge, som stod og snakkede til en anden fyr. Drengegruppen havde på en eller anden måde omringet ham, og fyren som stod helt skræmt op af sit skab prøvede af kæmpe imod. "Hvem er det?" spurgte jeg Olivia og de andre piger. "Det der? Det er Justin. Justin Bieber. Han er skolens største taber" svarede Olivia og udstødte et lille fnis. Jeg kiggede forvirret på Olivia, og min opfattelse af hende og de andre to piger ændrede sig. "Arh, nu forstår jeg". Jeg tog fat i min taske, og gik målrettet over mod drengene og Justin. "Eyy! Det er Diana Chris!" Drengene vendte sig om og kiggede på mig. Det samme gjorde Justin. Man kunne se, at han svedte. "Hvad har I drenge ikke andet at tage jer til?" spurgte jeg og lagde armene over kors. "Uhh feisty!" sagde en af drengene. "Jeg skal lige snakke med Justin" sagde jeg og skubbede dem væk fra ham. Jeg tog fat i Justins ene arm og hev ham forsigtigt med mig. Drengene gjorde ingen modstand. "Kom". Justin fulgte overraskende let med og jeg hev ham med udenfor. 

Jeg løsnede grebet på Justins arm, og vi fik øjenkontakt. Han var tav. "Diana Chris, men kald mig bare Diana" sagde jeg og smilede til ham. "Hey. Du ved du behøvede ikke at hjælpe mig" sagde han irriteret. "Undskyld. Jeg ved ikke helt, hvordan det her High School-halløj fungerer" sagde jeg. "Hvaaa… har du aldrig gået i skole før?". Hans så helt chokeret ud. "Nej eller... Altså jeg er blevet hjemmeundervist, men nej ellers ikke" svarede jeg. Justin kiggede sig omkring. "Hvordan kan det være, at man ikke har set dig udenfor i byen?" spurgte han. "Jeg har aldrig haft nogen grund til at gå udenfor. Ikke på den måde". Det var helt mærkeligt, at dele dette med en, som jeg aldrig havde mødt. "Jamen, tak for hjælpen. Til en anden gang vil jeg gerne klare det selv.” Han mente det, men han stemme var ikke hård. Jeg nikkede kort til ham, og han forsvandt.   

Der var nu gået et par timer, og jeg havde klaret de første 3 timer. Det var ikke så slemt, og jeg kunne overraskende følge godt med. Det kan jeg takke min hjemmeunderviser for. Så var hun alligevel til lidt hjælp. 

Til frokost følte jeg mig lidt forvirret, da jeg ikke helt vidste, hvor jeg skulle sætte mig. Da jeg for det første havde fundet ud af at få fat i noget mad, stod jeg i noge minutter og bare kiggede rundt. Mit øje opfangede en masse nye ansigter, og jeg nærstuderedede dem med nøje. Der var en gruppe med både piger og drenge, som sad i midten af kantinen. Eftersom at jeg kunne se, at pigerne havde cheerleader-uniform på, og at drengene havde ens hættetrøjer og t-shirts på med skolens logo på, kunne jeg gætte mig til, at det var skolen populære gruppe. Dog havde jeg ikke gået i skole før, men jeg havde set nok film og serier til at vide, hvem disse mennesker var. Det gjorde mig ikke noget, men det gjorde mig bare klar over, at det ikke var dem, som jeg ville begynde at danne bånd med. Det var helt klart.   

Efter frokost stod jeg alene ved mit skab og tjekkede de sociale medier. “Diana Chris starter i High School”. Det var en af overskrifterne på de mange sladreblade. “Diana Chris - En normal teenager” stod der også. Jeg udstødte et suk og lukkede øjnene. Jeg vendte mig mod mit skab, lagde nogle ting på plads, hvorefter jeg var klar til at komme hjem. John sad sikkert ude i bilen og ventede på mig lige nu. Jeg tog min taske med mig, lukkede mit skab og derefter bevægede jeg mig ud mod parkeringspladsen. 

Jeg var kommet udenfor. John vinkede til mig inde fra bilen, og jeg skulle lige til at sætte mig ind, da jeg hørte nogen kalde på mig. “Yo Diana!”. Jeg vendte mig om, og så en gruppe bestående af paparazzier og journalister. De kom tættere og tættere på mig og begyndte at tage billeder og stille mig spørgsmål. “Diana, hvad siger dine forældre til, at du er startet i en almindelig skole”. “Øhhmm”. Jeg havde aldrig før været ude for noget lignende, da jeg altid havde været der hjemme, indenfor på mit værelse - alene. Johns ene arm, greb fat om mit håndled, og han trak mig med sig og åbnede bildøren for mig, og jeg satte mig ind. John satte sig ind bag rettet, og trådte speederen i bund. “Mange tak, John” sagde jeg med en nervøs stemme. “Det var så lidt. Vi må have en snak med dine forældre. Det er noget helt andet nu”. Johns stemme var rolig, men bestemt. Åh nej, hvad skulle der nu ske med mig?

 

Hollywood, Californien, mandag kl. 16:45 - Hjemme hos Diana

“Hvad er det her for noget?” spurgte jeg. Begge mine forældre så bekymrede ud og sendte hinanden blikke. “Det var det her, vi var bange for, at der skulle ske”. Min far sukkede og kiggede ned i gulvet. “Er du godt klar over, at det her er grunden til, at du er blevet hjemmeundervist?”. Min mor var lidt små irriteret, og jeg forstod hende egentlig godt. Nu havde jeg fået min vilje, selvom mine forældre var imod mig og mine drømme, og jeg vidste nu hvorfor. “Du kan ikke fortsætte” sag hun. Mit blik fløj op på hende, og vi fik øjenkontakt. Det kunne hun ikke mene. “Hvorfor?!”. “Diana søde skat, det går jo ikke, at du bliver forfulgt af de skide paparazzier! De accepterer ikke et stop, de skal bare have et billede, et citat og så har de en overskrift” sagde uden pause. Jeg havde aldrig i mit liv oplevet min mor på denne måde. Beskyttende. “Jamen… Dig og far er ude for det her hele tiden! Hvorfor kan jeg så ikke?” spurgte jeg vredt. “Det tror jeg godt, du selv ved”. Nu brød min far ind i samtalen. “Jeg gør det ikke! Jeg er endelig ved at få et normalt liv, og I skal ikke tage det fra mig”. Min vrede var steget. “Kalder du at blive standset af paparazzier normalt?!” spurgte min far frustreret. Arhh! Hvorfor! Jeg hader, når de gør det her. ARHHHHH!   Efter at have diskuteret en del omkring, om jeg skulle fortsætte i skole eller blive hjemme og blive hjemmeundervist igen, var vi blevet enige om, at jeg fik en uge, og så skulle jeg hjem igen. De forstod godt, hvor meget jeg ville det, men de vidste også godt, at de i sidste ende, ville blive problematisk for mig, og det gav jeg dem også ret i (tilsidst). Men nu måtte jeg bare holde hovedet højt og se frem for endnu et par dage i skole.    Jeg lå inde på mit værelse i min seng og tjekkede de sociale medier. Min Twitter var fuldstændig vanvittig. @DianaChris Hvad siger dine forældre?! btw love you, stod der. Jeg kiggede tweets’ne igennem og så en tweet, der fik mig helt op i det røde felt. Det var nogle fra skolen, som havde tweetet. @DianaChris Best friends . Det var Olivia fra min engelsk klasse aka mean girl. Uden at tænke kommenterede jeg hendes tweet. @OliviaHenderson Not! Det gik ikke længe før andre tweets kom ind. Fuck.    En time efter, kom min mor og far stormende ind på mit værelse. “Diana! Hvad er det der sker?”. Min mor viste mig hendes mobil frem med hendes Twitter feed på skærmen. Arh… “Du er nødt til at passe på, hvad du lægger på de sociale medier. Alt hvad der ligger derude kan blive brugt imod dig, når du mindst venter det”. “Wow! Take a chill pill” sagde jeg og rullede øjne. “Nej! Jeg vil ikke take a chill pill, Diana!” Hun var rigtig sur nu. Det var helt tydeligt. Måske skulle jeg aldrig have startet…   

 

Så kom kapitel 2! Jeg håber, at I synes godt om den og historien.
Mon Diana overlever ugen? Find ud af det i næste kapitel.
Knus, Marie-Sophie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...