Glemslens søde benægtelse


0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. ONESHOT

 

 

 

”Kender du til Stockholm-syndromet?”

     Ordene får min kvalme til at stige. Mine fingerspidser presser sig ned i det blå stof i min stol, og jeg forsøger at bevare fatningen. Det er altid det samme spørgsmål. Som om ét ord kan beskrive hvad jeg var igennem. De ved intet om hvordan det var. Min pulserende vrede får mit hjerte til at slå hurtigere, og jeg forsøger at trække vejret dybt ind for at bevare fatningen.

     ”Jeg er stødt på ordet engang eller to,” svarer jeg, og fortryder min indebrændte tone. Jo vredere jeg er, jo længere tid tager det at blive fri for hendes medlidenhedsfulde øjne. Jeg læner mig tilbage i min stol, og sukker højlydt. ”Men du kan spare dig besværet. Jeg lider ikke af det.” Min stemme er blidere nu, så jeg belønner mig selv med en mental high-five.

     ”Så du vil ikke mene at du dannede et bånd med … med ham?” Hun tøver med at sige hans navn højt. Måske er hun bange for hvordan jeg vil reagere? Om jeg vil bryde ud i gråd og slå i væggen, og få et eller andet vanvittigt reaktions-anfald, fordi jeg er – åh – så medtaget.

     Jeg snøfter. ”Selvfølgelig ikke.”

     Jeg kigger hende direkte i øjnene, og hun rykker sig usikkert i sin stol. ”Kan du forsøge at gennemgå hvad der skete, mens du var der?”

     Jeg ved at hun frygter det værste. Det gør de alle sammen. Jeg har ikke tal på hvor mange undersøgelser politiet fik lavet, for at se hvor han havde gjort mig ondt. For at se om han havde gjort mere end bare slået mig. Men han rørte mindre ved mig, end de læger gjorde, da de undersøgte verden inden i mig.

     Jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle hende. Om jeg bare skal lyve, og få det overstået hurtigt. Intet skete, han rørte mig ikke, alt var ok. Han var ok.

     ”Ingen har brug for dig, andre end mig.”

     Jeg kigger forundret op. Kvinden smiler forventningsfuldt til mig.

     ”Hvad sagde du lige?” spørger jeg chokeret. Hun rynker undrende brynene.

     ”Jeg spurgte om du ville lave en gennemgang af hændelser fra da du kom til du slap fri.” Hun smiler alt for medgørligt. Jeg stivner i min stol. Fandtes den sætning kun i mit hoved? Min selvsikkerhed falmer, og jeg mærker hvordan mine læber begynder at bævre.

     ”Kan jeg få noget vand, tak?”

     ”Ja, selvfølgelig.”

     Hun rækker mig et glas, og virker på en måde lettet over at jeg endelig reagerer på et eller andet. Jeg ville ønske det var vodka og ikke vand. Eller cognac, som han plejede at skænke mig på de kolde nætter. Noget stærkt til at få varmen tilbage i kroppen. Og til at glemme. Jeg synker alt vandet i én tår, og jeg kan mærke kvindens studerende øjne følge hver bevægelse.

     ”Hør … jeg ved det er svært at snakke om,” begynder hun, da hun ser at jeg har tømt mit glas. ”Men det er vigtigt at få snakket om. Så du kan komme videre.”

     Jeg sender hende et ondt blik, og stiller glasset ekstra hårdt på bordet. Jeg har lyst til at spørge hende hvad jeg så skal gøre, hvis jeg ikke har lyst til at komme videre.

     ”Der er ikke så meget at snakke om.” siger jeg tvært.

     Hun nikker tænksomt. ”Hvad med at fortælle lidt om ham.”

     ”Om ham?”

     Det har jeg på ingen måder lyst til.

     ”Ja. Hvordan var han?”

     Jeg tøver, og synker den klump der har samlet sig i min hals. Hvordan var han? Han var så mange ting. Så meget forskelligt. Så meget af alting. ”Han var ok,” svarer jeg. Men ok er en underdrivelse. Ok kan slet ikke beskrive hvem han var.

     ”Talte i nogen sinde sammen?”

     Jeg sukker. ”Nej han kidnappede mig, så han kunne ignorere mig,” er mit provokerende svar.  For første gang kan jeg se en smule irritation i hendes øjne, men hun får det hurtigt væk med et smil. Professionelt.

     ”Jeg mener, om mere personlige ting.”

     Jeg holder en pause. Jeg fortalte ham alting. Alt hvad jeg indebar. Og han gjorde det samme til mig. Sent om natten, når vi krøb ind under tæpperne foran pejsen, og delte en flaske cognac. I mørket, hvor vores ansigter dannede skygger, og hvor pejsen og stearinlysene var det eneste der oplyste vores kroppe. I alkohollens rus og glemslens søde benægtelse.

     Et mærkeligt savn rammer mig.

     ”Nej,” svarer jeg. ”Vi snakkede kun overfladisk.”

     Hun nikker og noterer i sin notesbog.

     Jeg indser at det er det jeg er blevet til. Nogle notater i en bog, i journalerne og undersøgelserne. En nyhed på overskrifterne i aviserne og et spændingsmoment i nyheds-udsendelserne. Jeg er pigen der overvandt et mareridt. Pigen der undslap et monster. Pigen der mistede sig selv i et hav af journalister og psykologer, og som nu længes efter det ene menneske, som hun forbydes at savne.

     Kvinden foran mig løfter blikket mod mig igen. ”Var der nogen voldelige hændelser?” spørger hun, og stemmen knækker fortrydeligt en smule.

     ”Nej,” svarer jeg. Lidt for hurtigt. Mine øjne blinker for aggressivt. Jeg forbander mig selv for at være en så dårlig løgner. Kvinden ser det også. Hun kniber øjnene let sammen, og studerer mit ansigt nøje.

     ”Det er okay. Du kan sige det til mig.” Hun smiler så venligt hun overhovedet kan, og jeg bliver næsten overbevist om, at hun bekymrer sig for mig.

     ”Jeg lyver ikke. Han gjorde aldrig noget.” Jeg er mere vred i tonen nu, og håber at det forhåbentligt får hende til at stikke kløerne ind. Hun dunker sig nervøst på overlæben med sin blyant. Det var kun i starten. Kun få gange. Det betød ingenting. Han stoppede hurtigt, og han gjorde det kun når jeg opførte mig allerværst. Han var ikke et dårligt menneske. Det var han ikke.

     ”Bliv hos mig.”

     Denne gang er det hans stemme, og jeg farer sammen, forvirret. Jeg ser mig omkring, men han er her ikke. Hvad er det der sker? Mit hjerte pulserer adrenalin gennem min krop.

     ”Er du okay?” spørger kvinden i stolen. Men jeg er ikke okay.

     Jeg rejser mig op. Rummet snurrer rundt, og jeg har svært ved at finde fodfæste. Jeg er sikker på at jeg hørte hans stemme. Han er her et sted. Han fandt mig.

     Jeg har lyst til at skrige.

     Alt inden i mig falmer.

     ”Hey, hvad sker der?” spørger kvinden, men hendes stemme runger i et fjernt univers. Jeg forsøger at finde en væg at holde fast i, men indser pludselig at jeg ligger på gulvet. Hænder tager fat i mig, og hjælper mig op. Stemmer runger i det fjerne. Intet er klart, bortset fra ham. Jeg ser ham tydeligt. Han står og smiler, dét smil der fik hjertet til at smelte. De dybe smilehuller og det pjuskede hår, der levede sit eget liv.

     ”Ingen har brug for dig, andre end mig,” siger han.

     Jeg indser at han har ret.

     Han var den eneste der nogensinde kendte mig, som andet end et nummer i et register. Han så mig. Det gjorde han.

     Jeg mærker tårerne der gennemvæder mine kinder, da stærke hænder trækker mig ud af rummet, væk fra ham. Han står bare og ser efter mig med skuffede øjne. ”Hvorfor flygtede du?” råber han efter mig. Men jeg kender ikke svaret. Jeg ved det ikke længere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...