"Ukendt"

En mystisk pige forsvinder, og bliver fundet af en ældre, mindst så mystisk ældre kvinde.

0Likes
0Kommentarer
62Visninger
AA

1. "Hende, der er ukendt"

Det var en varm sommermorgen. I fjernsynet og radioen kørte en efterlysning af en pige, der var forsvundet fra sit hjem en uge tidligere. Pigens hår var lyst, og hendes øjne var krystal blå, som ingen andres øjne var. Hun var let genkendelig. Men ingen havde set hende. Forældrene havde været efterlyst i 20 år, siden pigens 1 års fødselsdag. De var forsvundet sporløst, men havde ingen venner eller fjender som havde set dem. De var som slettet fra jordens overflade, ligesom pigen også var for en uge siden.

En ældre kvinde sad foran sin radio, med sin søndags avis og kaffe der indeholdt lidt sukker og kaffefløde. Hun tog en lille sip af sin varme kaffe, før hun langsomt satte den varme kaffekop på bordet igen. Hun læste annoncen om efterlysningen af pigen. Billedet i avisen må mindst have været 5 år gammelt, men hun genkendte en ting på billedet. Hendes øjne. Hun havde set dem for nylig, men kunne ikke komme i tanke om hvor. Det var ikke fordi hun lavede ret meget i sin hverdag.

Om morgenen gik hun ned til bageren forenden af vejen, for at købe morgenbrød til to personer. Den ældre kvinde købte altid morgenbrød med til hendes mand. Hun kiggede på ham hver dag, mens hun sad og spiste sin del af morgenbrødet ved køkkenbordet. Da hun var færdig med at spise, gik hun ud på sit badeværelse og tog sig et koldt bad. Varme bade fik altid hendes krop til at ryste og svede, og så nød hun det kolde sus det gav i kroppen ved et koldt morgenbad. Så tog hun et par af de sorte leggins hun var så glad for at gå i på, og en sød blomstret tunika som hun havde så mange af. Hun elskede blomster. Da hun havde taget tøjet på, og det sad rigtigt, tog hun sit yndlings magasin og satte sig ud i sin have. Hun kunne læse magasinet hver dag, så længe hun sad i sin have. Den var fyldt med en masse forskellige blomster og buske. ”Farverig og velduftende” hviskede hun altid med lukkede øjne mens hun tog en dyb indånding så hun rigtig kunne dufte alle sine smukke blomster på én gang. Så åbnede hun magasinet og begyndte at læse.

Men en lettere kølig formiddag var anderledes end de andre. Hun kunne fornemme, at noget ville være anderledes. Og hun havde ret. Da hun den formiddag sad udenfor i sin velduftende have, kunne hun høre hurtige fodtrin på den anden side af det lave metal hegn. De kom nærmere og nærmere, indtil hun kunne se hvad det var. Først troede hun, at det var et eller andet form for dyr, men det kunne hun ikke få til at passe. Men det hele gav mening for den ældre kvinde, da hun så hvad det var der kom halvløbende over mod metal hegnet. Det var en ung lyshåret pige, med de smukkeste klare krystal øjne. Den ældre kvinde rejste sig roligt op, og gik ned til metal hegnet for at hilse på pigen, som hun altid gjorde når nogen endelig kom forbi hendes smukke have. ”Hvad skyldes al den travlhed, mit smukke barn?” spurgte den ældre kvinde, da pigen stod foran hegnet. ”Må… Må jeg låne nogle af deres blomster? Mine forældre skal begraves…” sagde pigen tavs. Den ældre kvinde kiggede smilende rundt på sin smukke have. ”Disse blomster gør gavn for både min mand og jeg. Og selvfølgelig skal de også gøre gavn på dine forældres grav. Kom du bare ind og pluk en lille håndfuld, mit smukke barn” smilede den ældre dame, og åbnede den lille halvrustne metal låge. Pigen skyndte sig ind, med ansigtet hængende mod jorden. Men det eneste pigen plukkede, var en lille blodrød rose, som var den mindste på hele krattet. ”Er det den eneste du vil have?” spurgte den ældre kvinde blidt. ”Ja, tak. Det er længe siden nogen har været så venlig mod mig. Jeg kan ikke være taknemmelig nok” sagde pigen tavs og skyndte sig ud af den smukke have igennem den halvrustne metal låge. Den ældre kvinde undrede sig kort. ”Hvad er dit navn, smukke barn?” spurgte hun pigen inden hun nåede for langt væk. Pigen vendte sig om i en så hurtig og chokeret vending, at hun var ved at snuble over sine ben. ”Tara.” smilte hun blidt. Pigen skyndte sig at vende sig om, og løb ud mod det nærliggende skovareal.

Da den ældre kvinde kom i tanke om hvor hun havde set pigen, gispede hun kort for sig selv. Hun greb telefonen der stod i vindueskammen ved siden af hende, og ringede politiet op. Hun var den eneste der havde informationer om den forsvundne pige. ”Ja, du har ringet til politiet?” sagde en mandlig stemme i telefonen. Hun forklarede at hun havde set den forsvundne pige, og hvad der var forgået. Politiet takkede mildt og sagde at de ville vende tilbage med flere detaljer hvis der kom noget nyt i sagen. Den ældre kvinde var ikke særligt begejstret for deres korte samtale, da hun lagde røret på. Så da besluttede hun sig for, at hun ville prøve lidt selv.

Eftermiddagen nærmede sig den dag. Den ældre kvinde havde siddet ude på sin stol i haven, og tænkt meget over hvordan hun skulle lede efter den forsvundne pige, da det slog hende. Hun kunne tage og lede i skovarealet, som hun havde set pigen gå ud mod. Hun rejste sig op fra stolen, og gik ind i sit soveværelse, hvor hun gik hen til sit store klædeskab. Den ældre kvinde skubbede lidt tøj til siden, og fandt noget gammel vandrer tøj, som var det perfekte sæt til den lille gå tur hun havde planlagt. Så hun skiftede sit tøj, mens hun nynnede hendes mands yndlings melodi fra deres bryllupsdag. Da hun havde skiftet tøj, gik hun ud til hoveddøren, hvor hun nervøst tog fat i dørhåndtaget. Hvad hvis nu at hun fandt hende liggende død i skovarealet? Den ældre kvinde rystede på hovedet for at få tanken ud af hovedet. ”Tag nu ikke sorgerne på forskud, gamle” sagde hun stille til sig selv, da hun åbner døren og forlader sit hjem for at gå en lille tur op i skovarealet.

Den ældre kvinde gik langsomt og usikkert hen til skovarealet. Det var mange år siden, at hun havde været oppe i skovarealet. Hver et træ, hver en gren og hver en sten var mange år siden hun havde set, så hun trådte forsigtigt, da hun bevægede sig stille længere og længere ind i skovarealet. Pludselig stopper den ældre kvinde. Hun havde aldrig været så langt inde i skovarealet, heller ikke for de mange år siden, med hendes mand. Skulle hun fortsætte? Den ældre kvinde valgte at fortsætte ind i skovarealet. Hun måtte se om hun kunne finde den smukke forsvundne pige.

 

Solen skinnede skarpt ned igennem trætoppene, den varme eftermiddag. Jeg prøvede at åbne mine øjne, men solen var for skarp til at jeg kunne åbne mine øjne. I en besværlig bevægelse fik jeg vendt mig om, uden at falde ned fra det store væltede træ jeg lå ovenpå. Da jeg fik åbnet mine øjne, kiggede jeg ned af mine arme. De var dækket med tatoveringer. Jeg anede ikke hvordan jeg havde fået dem, jeg var imod tatoveringer, og jeg ville da slet ikke have hele vejen ned af armene. Jeg gik i panik, jeg skreg op. ”HJÆLP MIG!” råbte jeg, mens jeg kunne mærke tåre presse på. Det var et chok. Jeg kunne mærke et lille blidt blik stirre forbavset på mig. Det var den ældre kvinde, som jeg havde fået den lille blodrøde rose fra. Hendes blik bevægede sig ned af min blege, tatoverede krop. ”Er du okay?” spurgte hun venligt. ”Jeg.. Jeg ved ikke hvor jeg er. Hvor er jeg?” gispede jeg kort. Jeg dækkede mig til med det lille brune pels tæppe, jeg havde over mig. ”Kom, mit smukke barn. Kom med og få dit et bad og noget rent tøj, du ser ud til at fryse” sagde den ældre kvinde blidt og rakte sin hånd ud efter mig. Jeg tog hendes hånd, og fik rejst mig langsomt op. Det var sjovt at stå op, det var som om mine ben slet ikke kunne støtte. ”Ih, hvor er du kold mit barn. Hvor længe har du ligget herude?” den ældre kvinde virkede lettere chokeret, da hendes hånd var varmere end min. Det var hun ikke vant til. ”Jeg ved ingenting. Jeg løb herud for tre dage siden, og ramte vidst et træ. Andet husker jeg ikke” svarede jeg kort, mens jeg koncentrerede mig om at holde på pelstæppet jeg havde omkring mig. Det hele var et stort chok.

Da vi ankom til den ældre kvindes hus, havde vi gået i ren stilhed. Men den ældre kvinde slap ikke min hånd i et sekund. Den ældre kvinde kiggede dog heller ikke på mig i et sekund, men et splitsekund havde hun kigget kort på mig. Hun vidste det var mig der fik den blodrøde rose for et på dage siden.

Jeg kiggede koldt ned i jorden, da hun låste hoveddøren op til sit lille hus. ”Er din mand hjemme?” spurgte jeg stille, mens jeg stadig kiggede ned i jorden. ”Han er altid hjemme. Han er faktisk kun hjemme” svarede hun kort, men smilende. ”Kan han ikke gå? Hvis jeg må spørge” sagde jeg så lavt men tydeligt jeg kunne. Hun svarede ikke, men åbnede blot døren og sendte mig et smil mens, hun holdte døren for mig. Jeg gik ind i gangen i det søde lille hus, mens jeg holdte tæppet stramt omkring mig. ”Jeg har nogle klæder fra mine unge dage, jeg kan finde det frem til dig hvis du vil have dem?” spurgte den ældre dame venligt, da hun selv var gået indenfor. ”Jo tak, mange tak” svarede jeg, mens jeg bare stod og kiggede rundt.

Den ældre kvinde gik ind i sit soveværelse, og rumsterede lidt rundt. Jeg kunne høre at hun åbnede sit skab og lukkede det flere gange, som om hun glemte nogle ting hver gang hun havde lukket skabet. Mens jeg stod i gangen, fik jeg øje på en fin porcelænsskænk, hvor det eneste der stod, var en urne. Kunne det være hendes mand? Jeg tænkte lidt for mig selv, hvem det kunne være indtil den ældre kvinde kom ud til mig i gangen. ”Så har jeg lagt tøjet frem til dig, jeg har også lagt et håndklæde frem til dig så du kan få dig et bad” smilede hun, og gik ud i køkkenet hvor den flotte porcelænsskænk stod. ”Mange tak” svarede jeg blidt, og gik ind for at tage mig et langt bad.

Da jeg havde været i bad, gik jeg ind i soveværelset for at klæde mig på. Tøjet lå pænt foldet sammen på sengen. Der var en fin lys rød top, og en mørkerød blazer. Det var et nøje udvalgt sæt. Bukserne var et par helt lyseblå jeans, lige i min størrelse. Det var lidt skræmmende alt sammen, men jeg måtte tage i mod venligheden, for jeg havde ikke andre end den ældre kvinde. Jeg var nødt til at give hende en chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...