De skjulte

I jagten på en sjælden medaljon, kommer Elly & Kaja ud på en farefuld og risikabel færd, hvor de må undslippe de skjulte og overleve det umulige.
Med den sjældne medaljon, vil magtfulde besværgelser kunne tages i brug og uopdagede steder bliver opdaget.
Den medaljon må ikke ende i de forkerte hænder, ellers kunne det gå grueligt galt!

1Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

1. Zarakit-medaljonen

“En Zarakit-medaljon siger du…” manden løftede et øjenbryn, og stirrede skeptisk på mig,“er du ikke lidt for ung til brug af magi med sådan en genstand? “

Jeg smilede skævt, og trak ligegyldigt på skuldrene, “en magiker er vel en magiker uanset alder” svarede jeg forlegent.

Han nikkede tænksomt, og hev en lille antik æske ud fra træhylden bag ham.

“Det skulle gerne være den her” fastslog han, og lagde æsken i mine fremstrakte hænder.

Jeg tog den lille grå medaljon op, og betragtede forundret de elegante indgraveringer den havde… “Det er den” konstaterede jeg, og lagde forsigtigt medaljonen tilbage i æsken, mens jeg smilede venligt til manden.

Jeg rakte ham min egen medaljon, og kiggede afventende på ham.

"Er det en Klitravs-medaljon?" spurgte manden, mens han grundigt studerede den sandfarvede medaljon han havde mellem hænderne.

Jeg nikkede kort som svar,  mens jeg stod og vippede utålmodigt på tæerne.

Endelig traf han en beslutning, og skubbede æsken med Zarakit-medaljonen over til mig...

Jeg greb resolut fat i æsken, og forlod stedet uden at tøve.

Natteluften var kold og klar, og brostensgaderne lå tomt og stille hen.

"Elly fik du Zarakit-medaljonen?" - jeg vendte mig om, viste hende antik æsken.

Kaja smilede anerkendende, og rakte mig Faxi's tøjler.

Vi red gennem en smal brostensgade, og videre ned af den stejle skrænt, som førte ned til skoven vi skulle igennem.

Skoven virkede faretruende i mørket, og der var bestemt ingen af os der havde behov for at skulle igennem den... Men vi havde beklageligvis ingen anden mulighed, så vi satte begge i galop gennem den mørklagte skov, og holdte varsomt øje med de eventuelle farer.

Jeg rev hårdt i tøjlerne, og Faxi stoppede med det samme.

”Hvad er der? ” Kaja red op på siden af mig… ”Jeg er ikke sikker, men jeg har på fornemmelsen at vi ikke er alene” svarede jeg lavmælt, og skævede diskret bagud.

Jeg stivnede.

Det var svært at se i mørket, men det var umuligt ikke at spotte de mange flimrende skygger bag os.

”De har fundet os! ” Mumlede jeg sammenbidt.

Kaja holdte vejret ”Hvordan? De kan umuligt have fund… ”

”Shh” jeg lagde hånden hen over hendes mund, og sendte hende et advarende blik.

Hun rynkede brynene, og fjernede min hånd med en irriteret bevægelse.

”Når jeg siger nu, så sætter du i galop” hviskede jeg anspændt, Kaja nikkede og bed sig nervøst i læben.

Jeg strammede tøjlerne en anelse, og lænede mig frem for at klø Faxi bag øret.

Kaja holdte øje med mig ud af øjenkrogen… Hendes hænder rystede, og det så næsten ud som om hun havde svært ved at holde på tøjlerne.

Jeg rakte ud og tog hendes hånd… ”Er du klar? ” spurgte jeg.

Hun nikkede kort, og vi satte begge i galop igen gennem den tætte skov.

Vi hostede, og havde halv lukket øjne, mens vi desperat prøvede at undgå at få mere mudder og blade i ansigtet.

Faxi prustede, og var tydeligvis ligeså irriteret af det som vi var!

Jeg kiggede bagud… Skyggerne var tættere på! De vidste at vi havde set dem.

”Ind her! Hurtigt” Dirigerede jeg, og red ned af en anden skrænt på venstre side af skovstien.

Kaja fulgte efter… Jeg lagde mærke til at hendes hest haltede voldsomt, men lige nu var der ikke meget at gøre ved det.

Vi nåede besværet ned af skrænten, og endte på toppen af en bakke.

”Herned! ” jeg kastede et blik bagud, for at være sikker på at hun hørte mig.

Vi red ned af bakkeskråningen, som førte ned til en lille sø.

”Elly? ” Kaja havde godt regnet ud hvad jeg ville, og hun var ikke meget for det.

”Det er vores eneste chance! ” mumlede jeg i et stift tonefald, mens jeg med hurtige bevægelser begyndte at tage mine sko af.

Kaja sukkede højlydt, og gjorde det samme.

Vi bandt hestene til et træ, bag nogle høje buske, og sprang ned i den grumsede sø.

”Adr! ” udbrød Kaja og skar en grimasse, der fik mig til at knække sammen af grin…

Jeg holdte hurtigt op, da jeg kunne ane skyggerne oppe på toppen af skrænten.

”Ned! ” Jeg tog en dyb indånding, og dykkede ned under vandet.

Der var grænser for hvor længe jeg kunne holde vejret, og der gik ikke lang tid før jeg måtte op og have luft.

Jeg stak hovedet op af vandet, og hev desperat efter vejret… Skyggerne var væk, og en enorm lettelse skyllede ned over mig.

Jeg stak min hånd under vandet, for at gribe fat i Kajas arm, så jeg kunne hive hende op til overfladen, men hun var der ikke! Panikken greb mig endnu engang, og jeg udstødte en lille halvkvalt lyd… Jeg tog en dyb indånding og dykkede under vandet... Mit hjerte bankede så hårdt i brystet at det næsten gjorde ondt!

Jeg var helt nede på bunden af søen og rode rundt i det snaskede bundsand, før jeg fandt hende.

Jeg greb fat i begge hendes arme, og svømmede besværet op mod overfladen.

Det føltes som om mine lunger skulle til at sprængtes, og min krop begyndte ligeså stille at give efter.

Jeg nåede lige akkurat at kaste mig hen til vandkanten, med hende i armene… Og så sortnede det for mine øjne.

 

 

 

  

   

 

  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...