Regn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 mar. 2018
  • Opdateret: 7 mar. 2018
  • Status: Færdig
Mie står midt i en teenagekrise og må håndtere sin irriterende lillesøster, så godt, hun nu kan. Men selv når hun går i stå, spiller sangen stadig videre...
Mit bidrag til Movellas Talent Show.

1Likes
5Kommentarer
65Visninger

1. Regn

Why does it always rain on me? Is it because I lied when I was seventeen, klinger Travis ud af bilens højtalere. Det kunne være mig. Jeg er sytten. Og jeg lyver. Men det regner ikke.

De store sandbanker fanger mit blik ud af vinduet. Sandet fyger, og planterne nede ved jorden er grå og tørre og indeholder ikke meget liv. Sandbankerne er alt, der adskiller os fra havet. Og støvet bevæger sig op fra vejen og ind ad vores åbne vinduer, hvor det klistrer sig fast til vores svedige hud. Jeg fortryder shortsene og T-shirten – de tillader for meget hud at klistre sammen. Mor kører bilen ind til siden, så vi kan klatre over klitten og mærke havet. Det er én af de biler, hvor der er en enkelt skydedør til bagsædet, så jeg må klatre over de andre sæder for at komme ud. Jeg skal lige til at træde ud på vejen, da en bil fanger min opmærksomhed. Da den er kørt forbi, stiger jeg ud, og den varme asfalt brænder mine bare fødder. Jeg trækker hurtigt bildøren i og er snart omme på den anden side, hvor resten af familien allerede står. Grøften er fuld af sten, der gør ondt under fødderne, men snart påbegynder vi bestigningen af klitten. Klitgræsset skærer tæerne, og det bløde sand er brændende varmt. Luften er hed, men der strømmer en behagelig brise fra havet, så snart vi når toppen. Da jeg har frit udsyn over havet, slipper jeg tøjlerne i mig selv, og med armene ud til siden løber jeg ned mod havet. Det føles, som om jeg flyver, hvilket jeg næsten også gør. Jeg flyver, lige indtil jeg nærmer mig vandkanten, og en gren spærrer mig vejen. I sig selv er det ikke noget problem, havde jeg blot set den. Men jeg går på næsen, så alt fra brystet og opefter lander i det våde sand. Kort efter kommer bølgen, og sand og salt blander sig i mit hår. Panisk kommer jeg på benene og forsøger at få vandet ud af næsen, mens min lillesøster, Lea, står ved klittens fod og ler. Mascaraen lægger sig under mine øjne, og jeg kan aldeles ikke se det sjove. Jeg vil hjem. Men så stemmer også mine forældre i med en latter, og i arrigskab løber jeg tilbage op i klitten. Men jeg har for meget fart på, og pludselig er mit ansigt dækket af en blanding af endnu mere sand, saltvand og mascara. Men ingen tårer. Jeg kan ikke græde. Da jeg når bilen, går det åbenlyse op for mig – den er låst. Da jeg ser mig i ruden, genkender jeg ikke mig selv for den maske, der har dannet sig på mit ansigt. På grund af det varme vejr, er det snart en indtørret maske. Jeg ser op mod himlen og beder om regn. Regn til at vaske mit ansigt til genkendelighed. Regn til at vaske mit dårlige humør væk. Regn, så også de andre vil hjem. Men der kommer ikke så meget som en dråbe. Himlen er blå uden en eneste sky.

Stenen under mig er hård og uformelig. Himlen er stadig blå og jeg har ikke set skyggen af min familie, selvom mindst 10 minutter er passeret. De er simpelthen ligeglade med mig. Jeg ved godt, hvad jeg må gøre, og jeg har jo egentlig også lyst til det, men jeg vil bare ikke virke ynkelig. Alligevel tørrer jeg masken af med mine hænder, så godt jeg kan, og begiver mig tilbage til de andre. Denne gang går jeg forsigtigt og langsomt ned af klitten, selvom det tørre sand brænder. Da jeg når de andre, ser jeg mig omkring og tager så T-shirten og shortsene af, så min bikini kommer frem. Jeg går ned til vandkanten, hvor Lea sidder, for at vaske mit ansigt. Men så ser jeg, hvad hun ser. Noget jeg overså før. Mariehønerne. De er over det hele. I vandet. Det er næsten ikke til at vaske ansigtet, uden at vaske det med mariehøner. Så vi begynder på det umulige – at hjælpe mariehønerne op af vandet. Vi tager dem op på hænderne, og sætter dem så af på en sten inde på stranden. Men vi kan ikke tage ret mange ad gangen, før de begynder at falde af igen. De er bittesmå og så nemme at skade. Som alt andet, der er skrøbeligt, kræver de uendelig forsigtighed. Mens vi gør det, føler jeg mig pludselig utroligt barnlig. For fem år siden var det måske gået, men nu? De mariehøner jeg har på hånden, sætter jeg af i vandet igen, og så begynder jeg at svømme. På trods af de mange mariehøner jeg rammer, når jeg gør det. Da Lea ser mig, protesterer hun.

-Nej, Mie! Du kan ikke svømme ind i mariehønerne. Det er synd for dem! Kan du ikke finde et andet sted at svømme?

-Der er jo mariehøner overalt, og vi er trods alt på stranden for at bade, ikke?, svarer jeg surt igen.

-Jo, men de stakkels mariehøner har jo ikke gjort dig noget?

-Det gør da ikke nogen forskel, om nogle enkelte mariehøner dør. Der er så mange.

-For den enkelte mariehøne gør det.

Hvorfor skulle hun sige det? Nu kan jeg jo ikke gøre det uden at få dårlig samvittighed. Nu er jeg nødt til at gå på land og solbade i stedet for. I virkeligheden er det ikke så slemt, for jeg vil jo gerne have lidt mere farve på kroppen. Men jeg skal selv bestemme hvornår. Jeg lægger mig ved siden af mine forældre, lukker øjnene og mærker, hvordan solen prikker på huden. Hvordan den brænder sig igennem min hud og ind til mit kød, som den griller, ligesom far griller bøfferne om lørdagen. Men det er ikke solen, der brænder. Det er tusinder af knive, der bliver kastet ned i ryggen på mig. Og da jeg ser op, er det Lea, der kaster dem. Jeg kommer på benene, løber af sted og gemmer mig bag et træ, hvorfra jeg kan se hende løbe forvildet rundt efter mig. Jeg klatrer op i træet for at få et bedre udsyn, men da jeg næsten er oppe, knækker grenen under mig, og jeg falder ned. Det giver et brag, og pludselig står ikke bare Lea over mig, men også både min mor og min far. Og de har ekstra udstyr med. Mens min far tager fat i mig og binder mig, tænder de andre et bål og sætter en stor gryde med orangerød suppe over. Langsomt sænker de mig i fællesskab ned i gryden og danser derefter en indianerdans rundt omkring mig. Da jeg ser op, kan jeg se regnen komme, og jeg længes efter den eftertragtede væske. Jeg åbner munden, klar til at tage imod de første dråber. Men de rammer mig ikke. Det er som om, en glaskuppel fejer regnen væk fra mig. Jeg kan se den komme mod mig, men jeg kan ikke mærke den. Og så hører jeg tordenskraldene. ”Bang! Bang!”

-Mie! Mie! Vågn op! Vi skal hjem.

Med et sæt slår jeg øjnene op, ruller rundt og møder Leas blik. Forskrækket trækker jeg mig tilbage, parat til at tage imod et angreb. Men der kommer intet. Ikke andet end en lille latter.

-Hvad er det, du laver?

-Ikke noget, svarer jeg smågnavent.

-Vi skal af sted, så pakker du ikke dine ting sammen?

-Jo. Hvor længe har jeg egentlig sovet?

-Næsten en time, svarer hun, og jeg vender mig om og samler håndklædet op. Pludselig rører hun mig på ryggen.-Hold da op, du er blevet solskoldet!

Med et smerteudbrud trækker jeg mig væk. Hastigt hiver jeg T-shirten over hovedet og shortsene op. Og sammen bevæger vi os tilbage til bilen. Jeg kan tydeligt mærke nu, at Lea har ret. Jeg er blevet solskoldet. Huden er mør, og det gør ondt overalt på skuldrene, hvor min T-shirt rør den. Det tager så meget opmærksomhed, at jeg næsten ikke bemærker, hvor brændende varm asfalten er. Og bilen er også blevet opvarmet og fuld af varm luft, der får én til at hive efter vejret. Snart begynder en dunkende hovedpine at trænge sig på. Sådan en gennemtrængende kvalme, som bare ikke kan ignoreres. Irriteret gnider jeg tindingerne og skynder på min mor, så vi kan komme hurtigere hjem. Som svar får jeg en kommentar fra min far om, at det ikke går hurtigere af, at jeg ikke har sele på. Så jeg tager den på, selv om den brænder og skærer mig i halsen. Hvorfor laver man også seler sorte? Hvis de var hvide, ville det være langt mere behageligt. Det mest irriterende er, at der sikkert er en logisk forklaring på det, og at alt sikkert er tænkt igennem. Snart er vi på vej hjem, og efter at have rullet vinduet ned, hænger jeg mig ud af det med hovedet.

Hurtigt samler jeg mine ting fra bilen og går op på mit værelse. Solen er stadig kraftig. Jeg åbner vinduet og lægger mig på toppen af min dyne, som er nogenlunde kølig. Jeg ruller om på maven, stikker hånden ind under sengen og fisker en bog frem. ”Vi var løgnere”. Alexandra sagde, at den var god, og på et tidspunkt skal jeg vel lære at læse bøger, uden at kede mig ihjel. Jeg prøver. Det gør jeg virkelig. En side af gangen. Men det er sådan en mærkelig start – og den giver ikke mening. Jeg har bladret tre sider og er allerede gået kold. Jeg kan knap nok huske, hvad jeg har læst. Og så falder mit blik på computeren. Den står fuldt opladet på gulvet og føler sig forladt. Måske er der nogen, der har lagt noget spændende op på Instagram eller Facebook. Da jeg først har tændt den, kommer jeg til at gå ind på Netflix, og så dukker et hav af forslag til serier op. Det er så nemt bare at trykke på dem, og så trykke på start. Før jeg ved af det, sidder jeg igen i sengen med chips, sodavand og en ekstremt tøset serie.

-Mie! Vi skal spise. Hvor er du?

-Jeg er på mit værelse. Jeg kommer nu, råber jeg tilbage. Så kigger jeg på uret – den er allerede otte. Ud af vinduet kan jeg se, at det også er blevet mørkere, men solen er stadig oppe. Jeg er allerede nået til episode 4 af serien – og den er faktisk virkelig dårlig. Men jeg vil gerne vide, hvad der videre sker.

-Sidder du på værelset og læser?, spørger min mor.

-Ja, jeg læser den bog, jeg lånte af Alexandra.

-Hvad hedder den?, bryder min læseglade søster ind.

-”Vi var løgnere“, svarer jeg

-Ej, den har jeg også læst. Hvor er du nået til?, spørger Lea videre.

-Jeg er kun lige startet.

-Hvad har du så lavet i alle de timer?

-Jeg lavede også nogle lektier.

-Men det er kun lørdag?

-Det er altid rart at få tingene gjort, svarer jeg uden at fortrække en mine.

-Ja, selvfølgelig er det det.

Hvor troværdig jeg lyder, ved jeg ikke, men vi starter med at spise uden flere spørgsmål.

Da jeg atter træder ind på værelset, fanges mit blik af noget på mit skrivebord. Invitationen til min 18 års fødselsdag. Det ville være både nemmere og billigere at sende den slags ud elektronisk, men jeg har altid haft en svaghed for det fysiske. Så kan man også hænge den op i stedet for at glemme det. Jeg sendte dem ud for to uger siden og har haft min egen liggende på bordet næsten lige siden. Den ligger der, så jeg, hver eneste gang jeg frygter, at der er stavefejl eller andet i den, kan forsikre mig selv om, at den er, som den skal være. Der er blot en uge til, og jeg har planlagt næsten alt ned til mindste detalje. Sidste weekend var vi i Tyskland for at hente alkohol og sodavand. Vi har også købt en masse chips og en masse lyserøde servietter osv. Jeg har valgt at have et barbie-/småpige-tema for at omfavne barndommen. Jeg starter det ud som en børnefødselsdag med varm kakao, kagemand og skattejagt. Hen imod aften skifter temaet til et preteen-party med sodavand, S,P eller K og fællesdans til Rasmus Seebach, Medina osv. Til sidst bliver det til en rigtig fest med alkohol, dans og god musik. Og for at slutte det hele af, sætter vi os til sidst ned sammen, spiser noget mad, drikker vin og forsøger at opføre os som voksne, selvom alle sikkert er pisse stive. Jeg vil prøve at få det til at repræsentere de faser, jeg har været igennem, og den, jeg snart er på vej imod. Pensionist-festen har jeg droppet at forsøge at få flettet ind – den ligger for langt ude i fremtiden. Jeg har også været i gang med en gæsteliste for at finde ud af, hvem jeg skulle invitere. Dem, jeg ikke havde adressen på, måtte jeg invitere over Facebook i stedet. Den eneste, jeg var helt sikker på, at jeg skulle invitere, var Alexandra. Min bedste veninde. Det vigtigste menneske i mit liv. Jeg har valgt at invitere de fleste af dem, jeg var i tvivl omkring. Også nogen, som jeg gennem tiden har mistet kontakten med, men som jeg savner.

Jeg sætter mig i sengen, klar til at se videre på serien, da mobilen ringer. Det er Alexandra.

-Hej!

-Hej, svarer hun.-Hvad laver du lige nu?

-Jeg har lige spist aftensmad og sidder lige og tænker lidt på min fest. Jeg glæder mig så meget.

-Ja, jeg tror også, at det bliver en god fest.

-Ja, det håber jeg. Selvom der er kommet nogle afbud, så tror jeg på, at den bliver god.

-Hvor mange har meldt afbud?

-Omkring 8, tror jeg. Men jeg er glad for, at du kommer.

-Ja. Det er faktisk det, jeg ringer om, siger hun, og lader mig derved allerede gætte, hvad det næste, hun siger, bliver.

-Hvad er der da?

-Jeg er altså virkelig ked af det, men jeg kan ikke komme. Du ved, at mine forældre har 20 års bryllupsdag om onsdagen, ikke?

-Jo, siger jeg, selvom jeg overhovedet ikke var klar over det.

-Og de har lige fortalt os, at vi tager på en ekstra bryllupsrejse sammen alle sammen. Vi tager allerede af sted tirsdag, så vi er der på dagen. Vi kommer først hjem igen mandag aften, så jeg kommer hverken på gymnasiet fra onsdag til fredag eller om mandagen efter weekenden. Og jeg kan altså heller ikke komme til din fest, selvom jeg virkelig gerne ville. Du får selvfølgelig din gave alligevel, og så må du fortælle mig alle detaljerne fra festen, når jeg kommer hjem.

-Ja, selvfølgelig, svarer jeg nedtrykt.-Hvor skal I hen?

-Toscana. Der, hvor mor friede til far.

-Hvor romantisk, svarer jeg og forsøger at skjule, hvor såret jeg er.

-Er du okay med, at jeg ikke kommer.

-Ja, selvfølgelig. Det er jo ikke sådan, at verden ikke fungerer, hvis ikke du er der. Jeg kan godt klare mig, og der er mange andre, som kommer, siger jeg og ved med det samme, at jeg har ladet følelserne løbe af med mig.

-Jeg tænkte bare, at nu hvor jeg er din bedste veninde, ville du måske gerne have, at jeg var der.

-Selvfølgelig vil jeg gerne have, at du kommer, men når du nu har andre og vigtigere ting at tage dig til, så er det fint. Det er jo ikke fordi, du er det vigtigste menneske i mit liv, vel? Jeg har også andre venner.

-Jeg troede bare...

-Du troede bare, at jeg ville være sønderknust over, at den smukke Alexandra ikke vil være der til at snuppe opmærksomheden fra mig? Så tror du forkert! God tur til Toscana!, siger jeg surt og lægger på. I det samme falder mit blik på døråbningen, hvor Lea står.

-Er det sådan du taler til dine venner? Så er det ikke noget under, at du næsten ingen venner har, siger hun irriterende nøgternt.

-Fuck af!, råber jeg og kaster ”Vi var løgnere” efter hende. Da hun er gået, lukker jeg døren.

Noget i mig forventer, at Alexandra vil ringe tilbage, forsøge at gøre det godt, rede det ud. Men hun ringer ikke. Noget, som irriterer mig endnu mere. Med tørre øjne sætter jeg serien i gang. Snart har jeg næsten glemt opkaldet. Og episoden med Lea. Jeg har set næsten et helt afsnit, da jeg ser døren gå op igen. I en fart tager jeg hørebøfferne af, formindsker vinduet med Netflix og åbner elevintra, så det ser ud som om, jeg laver lektier.

-Hej Mie.

-Hej mor.

-Hvad laver du?

-Lektier.

-Du er godt nok flittig. Husk også at holde lidt fri, ikke? Se en film eller sådan noget.

-Okay, det skal jeg nok. Og mor?

-Ja?

-Alexandra kommer ikke til festen alligevel.

-Hvorfor ikke?

-Hun skal til Toscana med sin familie – hendes forældre har 20 års bryllupsdag.

-Det lyder da ellers lækkert. Men jeg er ked af at høre, at hun så ikke kommer. Hvordan har du det med det, skat?

-Fint.

-Årh skat da, det er okay at græde. Jeg ville være fuldstændig sønderknust, hvis min bedste veninde ikke kunne komme til min 18 års fødselsdag. Det er en stor dag.

-Jeg græder ikke, siger jeg stadig uden tårer i øjnene. -Og lad være med at tale til mig, som var jeg en baby.

-Det gør jeg da heller ikke.

-Jo, det gør du. Og jeg vil faktisk gerne have, at du går ud af mit værelse, så jeg kan komme videre med mine lektier.

-Jeg skal nok gå lige om lidt, men du skal altså sige til, hvis der er noget, du vil tale om. Du skal ikke gå med det alene, vel?

-Nej, jeg skal nok sige til, hvis der er noget, jeg vil tale om. Men lige nu er der ikke noget.

-Okay så, svarer hun og forlader endelig værelset, så jeg kan se videre.

Jeg står først op ved 12-tiden, hvilket er acceptabelt på en søndag. Solens skarpe lys ville have gjort det umuligt, havde det ikke været for mine tykke, mørke gardiner, der lukker alt ude. Dog lukker de ikke varmen ude. De lukker den nærmest ind. Så hele natten har jeg ligget og vendt og drejet mig. Taget dynen af og på. Gjort hvad jeg kunne for at blive kølet ned uden at fryse.

Far er optaget af sin cykel, mor laver havearbejde og Lea hjælper til. Alle har de været oppe i lang tid. Vores perfekte familie. Jeg spiser morgenmad og går så udenfor. Solen står højt på himlen og bager kraftigt. Jeg er stadig øm efter solskoldningen og holder mig i skyggen hele dagen. Men det er varmt. Både inde og ude. Så varmt, at det er umuligt at tænke. Vejrtrækningen er tung i denne varme, men de andre virker upåvirkede af den og arbejder støt videre. Dagen snegler sig af sted, og lektierne laver ikke sig selv, så jeg ender inde ved computeren igen.

Hele ugen passerer i sløvhed, og vinduerne i klasselokalerne står åbne dagen lang. De sidste detaljer falder på plads, og flere konflikter finder sted. Alle irriteres over varmen, og små bagateller bliver grundlaget for store skænderier, både i gymnasiet og i hjemmet. Fredag forlader jeg gymnasiet i et forfærdeligt humør. Læreren tog fejl af meningen med min stil, og gav mig 4, selvom jeg burde have fået mindst et 10-tal, hvis man spurgte mig. Men ingen spørger mig nogensinde om noget. Samtidig får en stor, selvfed idiot, som jeg ikke kan udstå, 7. Hele ugen trasker jeg rundt uden at være i noget humør. Jeg hverken smiler, græder eller råber. Det føles som om, mit ansigt er udtryksløst, men ingen andre opdager det. Denne følelse har også overtaget i mig fredag, indtil det dårlige humør sætter ind. Tanken om den nært forestående 18-års fødselsdag hjælper betydeligt i forsøget på at bekæmpe det dårlige humør. Jeg gør det sidste klar til den følgende dag, men uanset hvor meget jeg forsøger, virker det fuldstændigt umuligt at smile. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre.

Gæsterne kommer ved 12-tiden, så jeg står op ved 8-tiden og fejrer fødselsdag sammen med min familie. Den slags er obligatorisk. Ved 10:30-tiden ifører jeg mig det udvalgte outfit. Det er en poset, hvid trøje med lidt blondeværk og en sort nederdel til. Så lægger jeg make-up'en, neglenakken og dækker bordet. Først få minutter i 12 får jeg tid til at gå udenfor. Som jeg går ud ad døren, flyver et insekt ind i mit øje. Desperat forsøger jeg med mine klodsede fingre, at få det ud. Men jeg kommer blot til at prikke mig selv i øjet med neglen, der ikke er vant til at have neglelak på sig, og øjet løber i vand. Da der først er åbnet for tårekanalen, kan jeg ikke lukke for den igen, og alle de gemte tårer løber ud sammen med insektet. I det samme ser jeg op, og de store, mørke skyer, der har samlet sig over mig, lader regnen strømme ned i tykke stråler. Da de rammer mig, spreder jeg armene ud og drejer rundt. Smilet breder sig på mit ansigt, og en forfærdelig latter forlader mine læber. I samme øjeblik som jeg ser ned ad mig selv, og ser, at min trøje nu er gennemsigtig og farvet af min make-up, ankommer den første bil med gæster.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...