Skrammel skriveri

En samling af impulsive kreationer.

0Likes
0Kommentarer
42Visninger

Author's note

Denne samling er ikke en, hvor jeg bekymrer mig om perfektion, men du er mere end velkommen til at give mig konstruktiv kritik, som jeg kan bruge til fremtidige kreationer.
AA

2. Ikke igen

Jeg ved ikke hvorfor jeg er her. Jeg gider slet ikke at være her. At feste har aldrig været min ting. Alligevel har jeg siddet i denne forbandede sofa i to timer. Bassen i musikken har gjort mig lam i hele kroppen og jeg holder stadig på min første øl. Resten af forsamlingen er for længst rykket videre til shots. Tomme gajolflasker i alverdens farver, er sat op på ræd og række på spisebordet. Imellem står der vodka, rom og jeg-ved-ikke-hvad af flasker, der står og savner det sodavand, der ikke var nok af.

Jeg vender blikket mod Theo, der sidder ved siden af mig. Han sipper på en flaske Jack Daniel's, og savner tydeligvis ikke det manglende sodavand. Han har drukket rent, så længe jeg kan huske. Jeg er ikke sikker på, hvor det gik galt for ham. Noget imellem hans første hjertesorg og hans mors indlæggelse. Hvad hun er indlagt for, ved jeg ikke. Han vil ikke tale om det.

Han ser ned i flaskehalsen, som om bunden er ved at suge ham i afgrunden. Jeg rækker forsigtigt hånden ind over. Han ser forvildet op på mig og blinker et par gange, inden han sender mig et svagt smil, og bunder den sølle slat der er tilbage.

”Tak,” lyder det fra ham, idet han stiller den tomme flaske fra sig. Med en brummen læner han sig tilbage i sofaen, med armene over kors, og lukker øjnene. Vipperne hviler sig på hans fregnede kinder. Jeg har altid villet have de fregner.

Et glasskærende skrig river igennem huset. Jeg vender mig forskrækket og ser Magnus, der er i færd med at bære rundt på Karoline. Hendes hår slæber hen ad gulvet som en støvkost. ”Sæt mig ned!” hviner hun. Magnus klapper hende i røven som respons. Hun bliver helt rød i hovedet, og kan ikke skjule sit smil længere. De har været efter hinanden i de sidste fem måneder. Hun har snakket så meget om, hvor god han er til fodbold, at hendes veninder snart ikke gider at høre på hende længere. De står alle tre og ruller øjne ad dem.

Rebekka løber irriteret en hånd igennem sit afblegede hår. De var bedste veninder engang, hende og Karoline. Men siden Karoline og Magnus begyndte deres drillerier, er venskabet langsomt gået fra hinanden. Karoline bruger al sin tid sammen med Magnus og hans fodbolddrenge, hvilket har fået Rebekka til at gå mere sammen med Sasja og Stine. Dem der går mest op i hår og tøj.

Stines forældre er stinkende rige, så hun har altid fat det nyeste af det nyeste, og hele Sasjas personlighed ligger i hendes hår. Hun kæfter altid op om, hvor perfekt in nøddebrun hårfarve hun har. Det er ikke til at holde ud at høre på, og så overfladisk er Rebekka ikke.

Hun slentrer langsomt hen til sofaen og smider sig ned på den anden side af Theo. ”Jeg gider hende snart ikke mere,” brummer hun.

”Kærlighed gør folk åndssvage,” kommenterer Theo. Han har stadig lukkede øjne.

Rebekka fnyser, men nikker i bekræftelse. Kærlighed gør åndssvag. Bedre kunne jeg ikke have sagt det selv.

Magnus har det mest fjogede smil i ansigtet, da han med en hånd om Karolines ene balle, sætter hende ned igen. Jeg kan ikke lade vær med at grine ad det, og Rebekka følger trop. Theo fnyser højlydt: ”Hold kæft I lyder lige nu.”

Vi griner endnu højere, hvilket får Theo til også at bryde ud i grin. Vi er tre efterladenskaber i en gammel sofa, der griner ad kærlighed og af hinanden. Men der går dog ikke længe, før musikken har overdøvet og kvalt vores grin. Den virker tungere end den gjorde før. Så tung, at jeg er nødt til at gå. Der er for meget nu.

Udenfor virker den kolde vind som en befrielse. Jeg trækker vejret dybt og nyder stilheden i et øjeblik, inden jeg træder væk fra huset og ud i mørket. I lyset fra en gadelygte, kan jeg se Christian og Aksel. De fik vidst samme idé som mig. Hjem.

De har heller aldrig været specielt festglade. Aksel bruger tit sine cigaretter som en undskyldning, til altid at gå væk fra folk, og Christian følger som regel bare med Aksel, da han er en af de få der ikke dømmer ham, for hans valg af tøjstil og piercinger.

Da jeg når hen til dem, tilbyder Aksel mig en smøg. Det gør han altid, selvom han godt ved at jeg ikke ryger. Til deres og min egen overraskelse, tager jeg imod den. Han smiler bredt og finder sin lighter så hastigt frem, at jeg ikke kan lade vær med at fnise af ham. ”Du skal ikke grine ad mig, jeg har ventet på det her i et år,” brokker han sig.

”Du vil bare gerne se hende hoste,” kommenterer Christian. Aksel sender ham et skarpt blik, men da han stadig har det brede smil på, er han slet ikke til at tage seriøst.

Han tænder forventningsfuldt min smøg. Jeg fortryder det allerede, da jeg tager et sug. Jeg indhalerer forsigtigt, forberedt på at skulle hoste mine lunger op lige om lidt. De griner begge, da den første hakken kommer. Jeg kan ikke lade vær med selv at grine, hvilket gør min hosten endnu værre. I fortrydelse smider jeg smøgen, og træder den arrigt i fliserne.

”Det gør jeg ikke igen, det der.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...