Alexander

06-03-2018

3Likes
5Kommentarer
141Visninger

1. 06-03-2018

Til Alexander

*01-03-2000 +02-03-2018

For helvede, Alexander. Jeg savner dig så sindssygt. Jeg savner dine kram og din varme, jeg savner din stemme. Kun du kunne snakke på den der måde, hvor intet andet i verden betød noget, på den måde, hvor alt, der før var skidt, pludselig blev godt. Vil du ikke godt tale til mig nu? Jeg har brug for stemmen, der forvandler skidt til godt. Jeg har brug for dig, for at se dig, i det mindste bare en sidste gang, men jeg ved, at det ikke er muligt.

Jeg har snakket med Liam. Han savner dig også, men det ved du måske allerede. Du ved, jeg har ikke snakket så meget med ham før. Jeg snakkede med ham i timer i lørdags. Han var en god ven, det ved jeg. Det var godt, du havde ham og omvendt. Han virkede så smadret. Vi savner dig begge to. Kunne du ikke have sagt det? Jeg følte ikke, du var der ude længere. Da du flyttede til Norge var du så trist, du sagde du savnede os hele tiden, og vi savnede også dig. Alex, jeg ville ønske jeg kunne være kommet til Norge, jeg ville så gerne have set lejligheden og udsigten, du fortalte om, snelandskabet. Det fik jeg aldrig gjort. Jeg savner, når du kom til Vejle i sommerferien, og vi rendte rundt som små børn på flugt fra hvepsene på stranden med en is i hånden. Det lyder så dumt nu, så ligegyldigt, men det er den slags ting, jeg savner ved dig.

Jeg ville ønske, jeg kunne komme til begravelsen, det ville jeg virkelig. Liam har lovet mig at printe det her til dig, så jeg håber, du får det, hvor end det er, du er nu. Du betød så meget for mig, Alex, ved du godt det? Jeg fik det slet ikke sagt nok, overhovedet ikke. Kan du huske, da vi mødtes? Det var hjemme ved Cecilie. Hende, vi begge to droppede at snakke med efterfølgende. Jeg kan huske, du sad på hendes seng, og jeg sad på gulvet, men så kom du ned til mig, og vi spillede Mikado, og vi begyndte at ses. Du var den bedste ven, jeg havde på det tidspunkt. For fanden, hvor har vi spillet meget Mikado og snakket om al ting, om alt det, du synes var træls, om alt det, jeg synes var træls, om det vi elskede at gøre.

Alexander, jeg lover dig, at der vil være en blomst fra mig i morgen. Måske bliver den også fra Liam, jeg har ikke helt fundet ud af det endnu. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne være der, det ville jeg virkelig. Hvis bare du stadig havde boet her, så skulle jeg nok være kommet. Jeg er med i tankerne, Alex, det er jeg virkelig. Det tror jeg også godt, du ved. Du er i mine tanker hele tiden. På den ene side er der så fyldt, på den anden side er der helt tomt. Det føles underligt. Jeg havde aldrig troet, at det første tab, jeg skulle opleve, skulle være dig. Ikke i min vildeste fantasi eller i de mest skræmmende drømme havde jeg forestillet mig det.

Du var jo kun 18 år, Alex. Du havde endda lovet mig, at vi skulle fejre din fødselsdag, næste gang vi sås, du ville have mig til at komme til Trondheim, så jeg kunne møde Liam, Sondre og Marcus, så jeg kunne se byen, se dit nye liv, der var så anderledes og samtidig så ens som det, jeg har her.

Alex, vil du ikke nok se ned på alle de andre mennesker, der har det, som du havde, og fortælle dem, at deres kære tænker på dem, vil du ikke nok sige til dem, at de skal være stærke. Jeg ved, at du var stærk, men du manglede det sidste, og jeg tilgiver dig for det. Jeg forstår det ikke helt, men jeg tilgiver dig, for jeg er sikker på, at du ikke længere så nogen anden udvej. Jeg skulle hilse fra min familie, selvom de ikke kender dig så godt, så savner de dig også. Det er så underligt, at du er væk nu. Jeg savner dig, men om 80 år ses vi nok igen, og så håber jeg, at du vil spille engle-mikado med mig. Har du prøvet det? Jeg tror, det er sjovt. Vi ses, Alexander. Jeg vil ikke sige farvel, for det er ikke et farvel. Men vi ses, pas godt på dig selv, hvor end du er nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...