HJEMME I ET FREMMED LAND

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2018
  • Opdateret: 6 mar. 2018
  • Status: Igang
Historien er anstødelig og indeholder meget voldelige billeder.

Dette er en beskrivelse af, dengang jeg var fredsaktivist i Palæstina, der er besat af Israel, og hvor der halvvejs var krigstilstande. Samtidig handler historien om, hvordan det er at komme hjem igen, hvor alt er, som det plejer, mens man selv er langt borte og ikke til at finde igen.

3Likes
6Kommentarer
428Visninger
AA

4. MÆLKEBØTTERNE VAR I FRØ


Da jeg kom hjem, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Så jeg besluttede mig for at tage til det mest stille og fredelige sted, jeg kendte, nemlig hjem til min bedstefar, der boede på en lille gård udenfor Skanderborg.

 

Men jeg undslap ikke mine oplevelser fra Palæstina så let, og det var som om, det hele var vævet ind i landskabet omkring mig, da jeg gik de 12 kilometer langs vejene, der var fra Hammel til Dalby, hvor min bedstefar boede. Det var i midten af maj, og de første mælkebøtter var gået i frø, og de små, grå fnug svævede af sted med hver sit lille brune frø i midten. Det blæste og regnede, luften var kølig, og alt var grønt. Regnbyger drev ind over mig og væk igen, og på himmelens grå nuancer kunne jeg se, hvilke skyer, der gav regn, og hvilke der ikke gjorde. Pludselig kunne jeg høre en kampvogn, og jeg bukkede mig lidt ned og så mig om til alle sider, men kunne ikke se den. Så fik jeg øje på en traktor, og det var dens motor, jeg havde hørt, og jeg blev lettet og rettede mig op igen. Et bål brændte i nærheden, og røgen kom drivende op over engen, der skrånede ned i en dalsænkning på venstre side af landevejen, så bilerne måtte sætte farten ned i den dårlige sigtbarhed. De brændt halm af, men af og til lugtede det af brændende gummi og petroleum, så det sved i øjnene, men køerne på engene
græssede upåvirket af røgen.


Længst nede i dalen løb Dalby Bæk, og her voksede siv og store tuer af
mosegræs, og imellem dem var der mudrede pytter. Når solen varmede det
stillestående vand, blev hestebremser og tordenfluer udklækket. De kom frem
hen under aften og stak i køernes yver, hvilket gav store hævelser, og gik
der infektion i hævelserne, skulle koens yver skæres op og betændelsen
klemmes ud. Mennesker blev også stukket, og når køerne søgte væk fra bækken
ved ottetiden om aftenen, kunne man lige så godt gå hjem, for den slags kryb
og kravl kunne stikke igennem alt, selv en regnfrakke.

Engang havde der været små ørreder i bækken, men det var mange år siden.
Først blev fjerkræslagteriet i Holmstol bygget. De lukkede deres
slagteriaffald ud i bækken, så den flød med afhuggede hønsefødder, indvolde,
fjer og hele vinger. Hønsehovedernes øjne blev hvide, når de havde ligget i
vandet nogen tid, og deres tarme var lilla eller blå, når de var friske, men
de, som hang fast i tang og siv og var nogle dage gamle, blev grå og til
sidst helt hvide og føltes slimede og kolde som regnorm. Vandet stank, og
der sad hundredvis af krager, måger og enkelte fiskehejrer i
elletræerne langs bækken, og fuglene var fede af al det slagteriaffald, de havde ædt.                                               Udslippene stoppede hurtigt igen, men så blev bækken rettet ud, så der kun kunne leve hundestejler og vandkalve i det lille vandløb. Nu var bækken helt død, vandet var rødt af okker og lugtede af svovl.


Klintrup bestod af nogle få gårde ved landevejen, og jeg kom forbi den gård,
hvor de første ni Niels Gjern'er var født. Jeg var den ellevte Niels Gjern.
Gården var ikke meget værd, alt træværk var råddent, og lofter og døre var
bygget til små mennesker i 1700-tallet og var alt for lave. Min onkel
forsøgte at restaurere bygningerne, men det bedste, der kunne ske, var, hvis
hele skidtet brændte ned, så forsikringsselskabet skulle betale for at få
resterne bulldozet og murbrokkerne kørt væk. Hver gang jeg hørte en bil bag
mig, sprang jeg over grøften ved vejkanten og stod og kiggede, indtil den
var passeret.

Jeg drejede af fra landevejen, hvor en sidevej førte op ad en bakke til
Dalby. Til højre var en tæt skov af fyrretræer. De havde klaret
novemberstormen i 99 godt, og kun nogle få steder var et træ faldet og havde
trukket andre med. Oppe på bakken kom jeg først forbi Dalbygård, som lå
skjult inde bag fyrretræerne og havde et stort svinehus og en grøn silo, som rakte op over træerne. Ved vejstenen ved indkørslen til Dalbygård lå fire døde svin og ventede på at blive afhentet af dyredestruktionen, så de kunne blive kørt til sæbefabrikken. Der var lagt et tykt, gennemsigtigt stykke plast over
dem, så kragerne ikke skulle hakke i dem, og nogle bildæk var lagt ovenpå,
så plaststykket ikke blæste væk. Fluerne havde fundet vej ind under plasten,
og man kunne se dem svirre rundt og gå på indersiden af det fedtede,
beskidte plast. Svinene var blevet skudt med haglgevær, hvilket havde lavet
meget store huller i deres hoveder. Det svin, som lå yderst, havde fået bidt
sit øre af og havde store bylder på trynen. Skuddet var gået ind lige over
det ene øje, og fluerne kravlede ind og ud af hullet, der var sort af
størknet blod.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...