HJEMME I ET FREMMED LAND

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2018
  • Opdateret: 6 mar. 2018
  • Status: Igang
Historien er anstødelig og indeholder meget voldelige billeder.

Dette er en beskrivelse af, dengang jeg var fredsaktivist i Palæstina, der er besat af Israel, og hvor der halvvejs var krigstilstande. Samtidig handler historien om, hvordan det er at komme hjem igen, hvor alt er, som det plejer, mens man selv er langt borte og ikke til at finde igen.

3Likes
6Kommentarer
434Visninger
AA

2. HAN TEGNEDE ET OLIVENTRÆ


Efter jeg havde været i Tulkarm en uges tid, blev vi en tidlig morgen ringet
op fra Seida, som var en lille landsby mod nord. Klokken tre om natten var
hæren trængt ind i landsbyen og havde omringet et hus, hvor to eftersøgte,
en fra Al Aqsa-brigaden og en fra Hamas, havde forskanset sig. Den ene
kaldte hæren for Spøgelset, for de havde jaget ham i tre år, og det var
altid lykkes ham at forsvinde. I nattens løb var der blevet skudt og kastet
håndgranater. Nu var der udgangsforbud i landsbyen, Røde Halvmånes
ambulancer blev nægtet adgang, og ingen vidste, hvad der foregik. Vi tog en
gruppe af sted, og forsøgte at finde en vej ind i landsbyen til det
omringede hus, men alle vegne stødte vi på soldater, der truede og tvang os
tilbage. Til sidst satte vi os ned for at spise, og jeg kan huske, at en af de andre sad med sin blok og blyant og tegnede et oliventræ. Så stoppede skyderiet, og det var først en lettelse for os alle sammen, men så kom vi til at tænke på, at nu var der nogen, som var døde. Da vi kom til huset, hvor skyderiet havde fundet sted, var det blevet væltet med en bulldozer. Hæren var stadig i gaderne omkring ruinerne, og på fortovet lå ligene af to mænd. De var pakket ind i tæpper, og kun hænder og ansigter var fremme. Den ene var blevet skudt flere gange i panden, så der var en dyb kløft i midten af hans hoved. Hans hjerne var gul, rød og sort. Han havde støv i ansigtet og på hænderne og hudafskrabninger på knoerne. På venstre hånd havde han et forgyldt armbåndsur og en vielsesring på fingeren. Den anden mand var usædvanlig lille. Han var meget bleg i ansigtet, og fluerne sværmede om ham. Så kom der tre kvinder. Den forreste var meget bange. Først så hun manden

med hul i hovedet og åndede ud, som om hun var lettet, og så fik hun øje på
den lille mand, og så skreg hun. Hun ville løbe hen til den lille mand, men
de to andre kvinder holdt hende fast og trak hende væk. Den lille mand var
hendes søn, og det var ham, der blev kaldt Spøgelset. En mand kom og førte
mig hen over murbrokkerne af det ødelagte hus, imens
en dreng fulgte efter os. Bulldozeren havde slået hul i nabohuset, så man
kunne gå lige ind i stuen. Manden lavede tegn og pegede og ville, at jeg gik
ind i stuen og videre til venstre, hvor jeg skulle fotografere noget. Da jeg
gik ind og ned til venstre, fik jeg øje på en bænk, og jeg kan huske, at der
var to magre og blege menneskeben. Og jeg mener, at det venstre var placeret
med låret på bænken og den sandalklædte fod på jorden, som om det stadig sad
på et menneske, og det højre lå for sig selv i en sø af blod og kødstykker
foran bænken. Det var derfor, den ene dræbte var så lille. Hegnet om en
hønsegård, der hørte til det ødelagte hus, var blevet væltet, og hønsene
pikkede umodne druer af en væltet vinranke med røde blade, imens nogle
store, fede kaniner med hængeører og brun pels gemte sig under vinbladene,
som de gnavede af.

Da de israelske soldater kørte ud af i deres jeeps og pansrede mandskabsvogne, stod de tre kvinder og kastede sten. De var klædt i lange, mørke kåber og bar
tørklæde, og deres mænd græd og prøvede at holde dem tilbage. Jeg stod på
den anden side af gaden og måtte skjule mig bag en stor balje for ikke at
blive ramt af sten.

Den eftermiddag følte jeg mig ti år ældre, men jeg tænkte, at det var værre
at blive sprængt midt over eller skudt i hovedet. Der blæste en jævn og
stille vind igennem Seida, som lå oppe i bakkerne, der havde struttende,
runde og bløde former og var dækket af oliventræer med lysegrønne kroner.
Vinden brusede stille i øret, når man stod med siden til, og det var som om,
at de grædende mennesker kun kunne afbryde blæsten for et øjeblik ad gangen.
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...