RUN

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2018
  • Opdateret: 11 mar. 2018
  • Status: Igang
Året er 2087. 3. verdenskrig brød ud for 15 år siden.
Ronni Williams, var blot 5 år gammel, da krigen brød ud. Hendes far som var soldat var allerede udsendt og blev dræbt i krig. Hendes familie skulle nå til en sikkerhedsbase som lå under jorden, DOWNUNDER, hedder stedet. Hendes mor når ikke frem. Hendes søskende heller ikke. Hun når alene frem, hvor hendes fars bedste ven Pope tager sig af hende. Han kan dog ikke beskytte hende for evigt.
Pope står for missioner, som sker hver tredje måned. Kun Pope og Kyle har overlevet turene. Nu skal Ronni for første gang ud af DU, siden hun ankom. Ingen aner hvorfor folk dør, når de kommer derud, ud over Pope og Kyle.
Overlever Ronni? Hvorfor dør folk? Hvad er grunden til krigen?
Læs med i RUN!

0Likes
0Kommentarer
78Visninger

4. 2

Jeg sad på bagsædet, sammen med Rita, Collin og Luke. Pope kørte bilen og hans næstkommanderende, Kyle, sad ved siden af. De 2 eneste som stadig vag i live, som havde været herude, efter krigen var døset hen, fordi de fleste var døde…

“Vi ankommer til målet om 10 minutter. Collin og Rita, når vi ankommet, så går vi ind i bygningen og op på 1 sal. Jer andre, stueetagen.”

“Yes, sir!” Blev der sagt som det eneste på turen. Rita kendte jeg fra markerne. Normalt var kvinder ikke med, men det var de nød til nu, ellers var der snart ikke flere mænd tilbage. Collin var en af de få som havde et barn. Han gjorde sit og passede sit barn og ikke mere. Jeg havde aldrig hørt ham grine. Luke…han var et par år ældre end mig. Han var vagt på stedet, så alle gjorde som de skulle og at der ikke pludselig kom nogen ind…hvilket der ikke var kommet i 12 år. Han var en hård nød.

Bilen bremsede op og vi hoppede alle ud af bilerne med en pistol i hånden.

“Alle ved hvad de skal?” Vi nikkede. Vi skulle se om vi kunne finde medicin. Der var næsten ikke mere. Jeg fik bagerst og gik baglæns. Her var mørkt og lommelygterne hjalp ikke meget. Stedet var totalødelagt. Loften var næsten faldet ned. Gulvene var i stykker. Alt lå på gulvet.

“Tjek derovre” hviskede Kyle og pegede mod en lille afdeling. Jeg nikkede og bevægede mig med forsigtige skridt derover. Jeg kiggede mig tilbage og kunne ikke længere se Kyle eller Luke. Det eneste jeg kunne høre var lyden af mit eget hjerteslag, hvilket gjorde mig endnu mere utryk, for jeg følte jeg ikke kunne høre hvis nogen kom.

Jeg gik ind af den ødelagte dør og ganske rigtigt, her var medicin. Jeg puttede hurtigt min pistol i sit hylster og jeg gik hen til hylderne, som næsten var tomme. Jeg sukkede da der faktisk ikke var andet end kondomer. Hvad skulle vi dog bruge det til. Baglokale!

Jeg gik hurtigt hen til døren, som måtte føre til et baglokale. Jeg kiggede rundt og ja her var en masse skuffer.

Da jeg skulle til at åbne en skuffe kunne jeg mærke noget metal som blev presset mod mit baghoved.

“Hænderne, hvor jeg kan se dem!” Hvæsede stemmen. Det var helt klart en fuldvoksen mand. Det var tydeligt. Med rystende hænder tog jeg dem op imens jeg holdet på lommelygten, der hurtigt blev taget ud af hånden på mig.

“Vend dig!” Igen gjorde jeg som stemmen sagde igen bestemt. Jeg vendte mig lige så stille rundt, stadig med mine hænder oppe. Mit syn blev først mødt en af brystkasse indtil jeg kiggede lidt op. En mand med strittende hår, store læber, høje kindben og brun hud, stod foran mig. Hans øjne var smalle og mørke, uden nogle former for følelser i dem. Han havde tatoveringer på halsen og hans arme, som ikke var dækket. Mod min pande var en pistol trykket.

“Du er jo kun et barn” mumlede han for sig selv og så næsten helt forvirret ud. Som om det ikke var det han havde regnet med.

Lyden af stemmer som jeg ikke kunne genkende, lød et stykke væk. Jeg blev trykket ned og en hånd blev lagt for min mund. Mit hjerte bankede hårdt, imens jeg kunne mærke hans muskuløse krop, som var trykket helt tæt op af ryggen på mig. Jeg kunne mærke hans ånde som blæste mod min nakke. Hvad gemte vi os for? Kunne det være det som dræbte folk? Eller var ham her en af grundene til folk ikke kom tilbage?

Lyden og fodtrin kunne høres ude på den anden side af døren. Dog på vej væk igen.

Da der igen blev stille slap han mig og jeg kom hurtigt væk fra ham. Han lignede ikke en der havde været i nærheden af vand i meget lang tid! Han var beskidt og lignede faktisk en der havde vandret rundt i lang tid.

Han rejste sig op og kiggede en ekstra gang ned på mig.

“Måske er det en ide at tage tilbage der hvor du kom fra!” Snerrede han imens han gik længere ned af gangen. Han åbnede nogle skuffer og tog noget medicin.

“Skulle du ikke det?” Spurgte jeg så imens jeg rejste mig. Han kiggede hen mod mig og lagde nogle pakker ned i sine lommer.

“Du ligner en der rent faktisk har et sted at tage hen. Du er alt for ren” for ren? Den var i hvert fald ny. Jeg var blevet vasket her til morgen. Vi havde ikke mere sæbe eller noget.

“Og du har ikke?” Spurgte jeg og kunne ikke lade være med at blive en smule nysgerrig.

“Jeg leder efter noget. Jeg har ikke noget sted at tage hen før” jeg nikkede bare og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Hvad ledte han efter? “Men jeg behøver ikke svare på flere af dine spørgsmål” han begyndte at gå længere ned og nu opdagede jeg han haltede.

“Du er skadet” konstaterede jeg. “Der hvor jeg er fra, er der en læge” jeg kunne høre en lettere falsk grin imens han igen kiggede mod mig.

“Jeg klare mig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...