Rubinrød-trilogien Fanfiction (arbejdstitel)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2018
  • Opdateret: 5 mar. 2018
  • Status: Igang
I min version af serien har jeg ændret lidt på noget af faktaen for at få det til at hænge mere sammen.
Gwendolyn og Gideon er nu (vigtige) bipersoner.
I stedet er hovedpersonen Gideon og Raphaels (opdigtede) lillesøster, Isabelle de Villiers.
En dag bliver hun svimmel og før hun ved af det, befinder hun sig i det 20. århundrede! Det burde ikke være muligt for en kvindelig de Villiers, men det er det for Isabelle. Ikke længe efter bliver hun introduceret for den flotte og charmerende genbærer William Ashmore, der er i familie med Gwendolyn!
Der er noget specielt omkring de to i forhold til de andre genbærere, det ved alle, men hvad er det mon?




0Likes
0Kommentarer
89Visninger
AA

3. Kapitel 3

Hvor pokker er de andre blevet af? Dragesalen er fuldstændig tom for mennesker. Ud over mig, selvfølgelig. Så bemærker jeg noget andet, der i mine øjne er meget velkomment: min hovedpine er ovre.

Jeg rejser mig og begiver mig ud på gangen. Er her ikke lidt mørkere end før? Nej, det er sikkert bare min hjerne, der spiller mig et puds. Det er jo præcis de samme gange, som for fem minutter siden.

”… og hvad sagde greven til jer?” lyder det fra én af tre mænd, der går længere nede af gangen i retning mod mig. Hvad er det for noget tøj, de går i? De ligner nogle fra... fra før min tid. Åh, nej. Jeg er nødt til at spørge dem bare for at forsikre mig selv om, at det er noget, jeg bilder mig ind.

”Undskyld, d’herrer. I ved vel ikke tilfældigvis, hvilken dato det er i dag, vel?” spørger jeg.
”Hvem er du og hvordan er du kommet herind?” nærmest råber den ene af dem. Okay. Måske var det en dum idé at spørge dem om noget.

”Svar på mit spørgsmål, kvindemenneske”. Hvad kaldte han mig lige? Og hvordan skal jeg besvare hans spørgsmål? Hej, jeg hedder Isabelle. Jeg er fra fremtiden og har måske, måske ikke arvet tidsrejsegenet fra en slægt bestående udelukkende af mandlige tidsrejsende. Øh, not gonna happen.
”Du kommer med mig” siger han og griber pludselig fat i min arm. Hans greb er hårdt og jeg prøver at rykke mig fri.

”Hvad laver du?” siger jeg panisk.

”Hvis ikke du vil tale frivilligt, skal Ordenen nok få dig til det”.

”Hvem er du?” spørger jeg.

”Det er du overhovedet ikke i position til at spørge mig om”.

”Hvis bare du… De vil besvare mit ene ydmyge spørgsmål, så lover jeg at tale” beder jeg.

”Hvad er spørgsmålet? Så vil jeg vurderer det derefter” siger han og stopper op. Jeg ånder lettet op.

”Hvad er datoen for i dag?” spørger jeg.

”16. december 1891” siger en af dem. Jeg gisper. Åh, nej. Jeg skulle aldrig have sagt det, jeg sagde til Gwenny tidligere. At jeg ikke ville have noget imod det, hvis jeg var ligesom hende og Gideon. Måske ville det forbedre mit karakterblad en hel del, men det ville stadig ikke veje op for den fakta, at jeg overhovedet ikke passer ind i fortiden.

”Mange tak, sir” siger jeg så. Man sagde sir dengang, ikke? Det håber jeg virkelig. Ellers er det lidt pinligt.

Nu, hvor jeg ser nærmere på dem, ser to af mændene fuldstændig ens ud. De må være tvillinger, tænker jeg. Flot, Einstein, siger negative mig og rakker ned på mig selv.

Da mændene skal til at føre mig ind i Dragesalen, kommer jeg i tanke om noget, Gideon altid har sagt til mig, at han har fået at vide af Ordenen: ændr aldrig på fortiden, hvis andet er muligt. Jeg er ikke sikker, men jeg er rimelig sikker på, at det vil ændre på fortiden, hvis der pludselig dukkede en pige op ud af den blå luft, som ikke ville fortælle, hvem hun var. Derfor beslutter jeg at ty til andre midler. Please, lad mig huske, hvordan man gør, beder jeg. Så går jeg ellers i gang: den ene af de formodede tvillinger får et spark mellem benene (av!), den anden får et slag i brystet. Den sidste af mændene giver jeg et knæspark i maven.

”Farvel, mandschauvinistiske skiderikker!” siger jeg og så vender jeg ellers om og begynder at løbe. Heldigvis mærker jeg svimmelheden igen. Jeg siger heldigvis, fordi jeg håber, den omgør sin effekt og fører mig tilbage til nutiden. Få sekunder senere går mit ønske i opfyldelse. Min krop går i opløsning og bringer mig tilbage. Tror jeg da.

”Hvor kan hun være? Hvad hvis hun er i fare? Hun er sikkert bange”. Stemmerne bag den lukkede dør til Dragesalen summer i mit hoved. Jeg åbner døren og træder ind.

”Jeg er lige her”.

”Åh, Isabelle, for fanden” siger Raphael. Han har tydeligvis også fået adgang til salen, måske grundet min mystiske forsvinden.

”Sæt dig ned, Isabelle, og fortæl os alt, hvad du har oplevet, som kan have noget med det her at gøre. Så kan vi måske få opklaret det”. Jeg starter med at forklare det, der skete på vejen- svimmelheden, ikke det med tacklingen af den lækre fyr. Så fortæller jeg dem, at jeg mødte tre mænd i fortiden og at jeg spurgte, hvilken dato det var, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg rent faktisk var i fortiden. Det virkede umuligt. Dernæst skal jeg til at sige det med, at jeg brugte mine karate-skills på dem alle tre, men så dæmrer noget for mig. Pis. Jeg er på spanden nu.

”Øh, I har et arkiv med annaler for alle dagene siden den første tidsrejsende, ikke?” spørger jeg i stedet. Det havde Gideon i det mindste måttet fortælle mig.

”Det er rigtigt” siger Mr. George.

”Ved I, om der står noget mærkværdigt omkring 16. december 1891?” spørger jeg anspændt. Please, lad der ikke være nogle ændringer, please.

”Ikke medmindre du har lavet ravage” siger onkel Falk alvorligt. Jeg bider mig i læben. ”Har du det, Isabelle?”. Så er det ud med det.

”Tæller det at slå tre mænd fra Ordenen som ravage?” spørger jeg. Gwendolyn begynder at grine.

Hvad gjorde du? Mr. Marley, hent bogen hvori optegnelsen for 16. december 1891 står” siger Falk.

”Hvorfor gjorde du det?” spørger Mr. George og jeg kan se et lille smil i hans mundvig. Han finder det humoristisk. Puha. Han er ikke sur.

”De var ikke så flinke mod mig” siger jeg dum, som jeg er. Nu lyder det overhovedet ikke alvorligt.

”Og hvad skal det så betyde?” spørger Falk skarpt. Han er skræmmende, når han er vred.

”De var truende og kaldte mig et kvindemenneske, som om jeg ikke havde nogen hjerne, og de ville have mig ind i Dragesalen foran alle de andre af Ordenens medlemmer. Altså, ikke for noget, men det er uhyggeligt nok at være her i nutiden og der har jeg mødt nogle af jer. Hvis det var i fortiden, havde jeg sgu da skidt i bukserne af skræk”.

”Her er den, sir” siger Mr. Marley og rækker Falk bogen, der er dækket af støv. Han slår op i den og efter nogle lange sekunder, finder han den rette side.
”Her er det: onsdag d. 16. december.

Mr. Timothy de Villiers, Mr. Jonathan de Villiers samt Mr. John Miller blev klokken kvart over elleve overfaldet af en indbrudstyv. Mr. Jonathan de Villiers ligger i skrivende stund på infirmeriet efter overfaldsmanden ramte et særdeles ømt sted. Desuden udstødte hun flere ord, der aldeles ikke hører til i en kvindemund. Derfor går vi ud fra, at hun var fattig med hang til småtyveri og prostitution.

Hun flygtede ned af vest fløjen og burde have været fanget der, men da man ledte efter hende, var hun forsvundet sporløst. Hun havde langt, mørkebrunt hår, hendes øjne var grønne og hendes kropsbygning var slank. Man gennemgik hele Hovedkvarteret, men ingenting var stjålet” afslutter Falk. ”Ifølge vores arkiv er vores perle nu både overfaldsmand, tyv og prostitueret. Og af ren nysgerrighed, hvilke ord var det, du brugte?”. Jeg rødmer, da alles øjne rettes mod mig. Hov, og hvad mener han med ’deres perle’? Det noterer jeg ved siden af det med at elapsere.
”Jeg brugte altså kun to. Og de overdriver helt vildt i den der rapport” forsvarer jeg mig selv.

”Så du ramte ikke Jonathan ’et særdeles ømt sted’?” spørger han.

”Det har jeg ikke sagt. Jeg siger bare, at det, der står ikke var hundrede procent det der skete. Står der for eksempel noget om, at de greb fat i mig? Nej. Står der noget om, at de talte grimt til mig? Nej. De har kun skrevet det til deres fordel”. Mr. George, der fornemmer den trykkede stemning mellem min onkel og jeg, ændrer emnet.
”Miss Gwendolyn, Mr. Gideon, jeg tror, det er på tide at elapsere” siger han.

”God idé” siger Gwen.
”Tag Isabelle med. Hun har også brug for det nu” siger Falk i en tone, der ikke skal modsiges. Ikke at jeg nogensinde ville gøre det. Jeg kan ikke vente med at komme ud. ”Mr. George. Jeg forventer dig tilbage her, når du har sendt dem afsted. Vi får en gæst, som du måske kan huske?”.

”Selvfølgelig, Mr. de Villiers. Kom med mig, unge mennesker” siger han og puffer mig afsted. Gideon taler ikke med mig undervejs. Det er det værste, han kan gøre. Gwendolyn prøver at smalltalke, men jeg har ikke så meget lyst lige nu. Hvad gør jeg? Kan jeg nægte at rejse tilbage? Jeg er klar over, at uanset hvad, så bliver jeg en kæmpe fiasko. Nu er det bare at finde ud af, hvordan jeg bliver den mindste største fiasko: ved at fejle igen og igen eller ved slet ikke at prøve?

”Det fungerer sådan her, kære: vi skal have dig indlæst i kronografen. Derefter skriver jeg, hvilken dag, måned og år du skal til og hvor længe, du skal være der. Så putter du fingeren ind her, der kommer et lille prik og så tager du afsted”. Det lød meget enkelt. ”Faktisk skulle du normalt have taget en masse prøver og fået nogle indsprøjtninger af Dr. White, men vi vil helst undgå flere lignende... øh... uheld fra dig, så det får vi styr på senere”.

”Ja, angående det: jeg er altså virkelig ked af det. Det var ikke min mening…”. Mr. George afbryder mig.
”Det behøver du ikke at sige til mig. Jeg har aldrig brudt mig om de tvillinger. I rapporterne virker de aldeles arrogante. Nå, så må I til og afsted”. Den første er Gideon. Han putter fingeren i sådan et lille hul og så lyser der en diamant op indeni maskinen. Kronografen, retter jeg mig selv. Jeg tror i hvert fald, det er, hvad tingen foran mig er. Få sekunder senere forsvinder Gideon i den blå luft.

”Vi snakker derinde” hvisker Gwendolyn og så gør hun det samme. Idét hun bliver prikket i fingeren, lyser der i stedet en rubin op. Der sker det samme, som der skete med Gideon: hun forsvinder.

”Nu får vi indlæst dig i kronografen, hvilket ikke burde tage mere end fem minutter” siger den venlige Mr. George. Og han har selvfølgelig ret: det eneste vi skal gøre er, at tage lidt blod fra min finger og dryppe det ned i kronografen. Indeni begynder en kæmpe perle på størrelse med Gideons diamant og Gwennys rubin at skinne. Helt ærligt? En perle? Jeg er skuffet.

”Så er du klar til start. Du kommer ligesom Gwendolyn og Gideon til år 1953, hvor I skal være i halvanden time, men det er faktisk ligegyldigt, siden I bare skal være i kælderrummet. Hvis du har nogle spørgsmål, er jeg sikker på, at de er villige til at besvare dem” siger han. Jeg husker deres samtale om halvtredserne tidligere. Ad. ”Kom hen til mig og læg din finger her”. Jeg gør som han siger og en lille nål stikker op i spidsen af min pegefinger. Det gør lidt ondt, men går hurtigt over.

”God rejse, miss Isabelle” smiler han og så forsvinder han foran mig. 

 

 

Tusind tak, fordi I læste med! Som altid føl jer frie til at kommentere <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...