En ting følger ofte en anden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 mar. 2018
  • Opdateret: 4 mar. 2018
  • Status: Færdig
Asta er perfektionist - hun har styr på det hele. Men en dag kommer hun hjem, og noget er, som det ikke burde. Pludselig er det velkendte ukendt. Hvad er det, hun ikke har set?

"På det tidspunkt tænkte jeg ikke det mindste over, at Johanne ikke har, aldrig har haft og heller aldrig vil komme til at få en nøgle til min lejlighed - som selvfølgelig havde været låst, også den dag."

-Bidrag til talentkonkurrencen.

1Likes
2Kommentarer
83Visninger
AA

1. En ting følger ofte en anden

En ting følger ofte en anden. Denne gang var det første, der overraskede mig, døren. En tynd stribe lys trængte ud gennem den åbne sprække, og fik gulvet i lejlighedsopgangen til at få et gulligt skær. Låste jeg ikke døren inden jeg tog hjemmefra? Det mente jeg nu, at jeg havde gjort. Min første tanke var indbrud. Men i en lejligheden? Måske var det bare mig, der havde været glemsom i morges. Forsigtigt hev jeg i håndtaget og skubbede langsomt døren op. Hele lejligheden var badet i lys. Jeg plejer ellers at slukke hver eneste lampe, inden jeg tager hjemmefra. Dette var derfor min anden overraskelse.

Jeg kiggede mig omkring. Møblerne stod hvor de plejede, ikke engang tv’et var rykket så meget som en tomme. Medmindre en tyv ventede på lur et eller andet sted, så var det nok ikke indbrud. En anelse beroliget trådte jeg ud af mine støvler og hang jakken op på knagen. Det var måske bare den hårde uge, der lige så langsomt havde tæret på mine kræfter og gjort mig lidt små forvirret. Det kan vel ske for selv den bedste, tænkte jeg.

Sultent ville jeg tage mig en bid mad, men da jeg kom ud i køkkenet blev jeg mødt af den tredje overraskelse. To tallerkner stod i håndvasken og en tom pizzabakke fyldte en god portion af spisebordet. Her slog det mig, at min intuition måske havde været berettiget, og at alting bestemt ikke var, som det burde.

Med rystende fingre gik jeg hen og åbnede køleskabet. Vinen, som jeg havde købt i forgårs - dyr, men en fredag værdig - var væk. Enten måtte jeg være blevet meget skør, eller også var min lejlighed blevet invaderet af en fremmed.

Egentlig havde jeg lyst til at gå i gang med at vaske op. Rod har aldrig været min bedste ven. Men den altoverskyggende nervøsitet gjorde, at jeg ikke kunne. I stedet tog jeg dyb indånding, og forsøgte at berolige mig selv. Det var ikke til den store hjælp, men hvad pokker.

Nu, med ben, der føltes som gele, gik jeg tilbage til stuen. Sofaen var ren, puderne rystet, billedet på væggen hang lige så snorlige som altid. Men fra denne vinkel opfangede jeg noget, der ikke var, som det burde. Døren til toilettet stod åben og brættet var slået op. Endnu en ting, der undrede mig. Men det var ikke lige så overraskende, som det næste mine øjne fangede. En bordeaux rød blonde BH lå og solede sig hen over sæben og mine semi gode parfumer. Hvad lavede den dér? Min fjerde overraskelse var måske egentlig den mest overraskende. Altså hvis man ser bort fra det, der senere skete. Jeg har aldrig brugt flotte BH’er, jeg mener, at undertøj er til for at være behageligt og ikke pænt. Og ligegyldigt hvor fordomsfri, jeg end ønsker at være, så havde mit billede på en mulig indbrudstyv, eneboer eller Christiania hippie hele tiden været en mand. Men denne BH fik mig pludselig på andre tanker. Selvom jeg nok ikke burde, gik jeg ud på toilettet, tog BH’en og duftede forsigtigt til den. Det var ren og skær intuition. Jeg ved ikke hvorfor, jeg gjorde det. Det føltes ligesom bare som det mest detektiv agtigt, måske. Duften fik i første omgang mit hjerte til at slå lidt langsommere. Jeg kunne kende dén duft, dén parfume. BH’en måtte være Johannes. Johanne, min livlige, krølhårede veninde, der altid er ude på ballade. Selvfølgelig. Jeg åndede lettet op. På det tidspunkt tænkte jeg ikke det mindste over, at Johanne ikke har, aldrig har haft og heller aldrig vil komme til at få en nøgle til min lejlighed - som selvfølgelig havde været låst, også den dag. Det var altså min femte overraskelse. Det var bare Johanne, der havde været på spil. Ironisk nok skulle min overraskelse nummer seks være noget, der lyder nøjagtig som selvsamme tal, men det vidste jeg jo ikke på dét tidspunkt. Da jeg havde lagt BH’en fra mig, selvfølgelig pænt foldet sammen, troede jeg, at det hele var ovre.

Lettet og måske også lidt små flov over mine unødvendige bekymringer, åbnede jeg døren til soveværelset. Og med et enkelt, kort skrig sprang jeg tilbage. For hvem lå der, i den store dobbeltseng? Johanne. Men ikke bare hende. Rasende vældede tårerne op i mine øjne, og jeg var meget tæt på at smække med døren og gå min vej igen. Det gjorde jeg bare ikke. I stedet stod jeg som naglet til stedet og så på de to mennesker, som på det tidspunkt i mit liv var netop de to, jeg holdt allermest af. Jeg var ude af stand til at bevæge mig, og det var de to kroppe i sengen tydeligvis også. Fire øjne stirrede chokeret tilbage på mig. Først senere, det føltes som flere timer, men havde nok bare været få sekunder, åbnede Elias munden og sagde: “Jamen Asta, du plejer da først at være en time senere hjemme, gør du ikke?” Tænk engang, at dét var det eneste han kunne mande sig op til at sige. At han i det hele taget kunne få sig selv til at sige det, må være en bedrift i sig selv.

“Senere hjemme?” Hvislede jeg spagt. Mine hænder dirrede. “Og det skulle komme fra dig?” Elias åbnede forsigtigt munden, men sagde ikke noget. Johanne kiggede væk. Hendes mørke krøller stod vildt omkring hendes fine porcelæns ansigt. Jo, hun var smuk. Men alligevel.

“Jeg synes, at det ville være på sin plads med en forklaring, Elias.” Jeg ved ikke hvorfor, at jeg lige pludselig kunne tænke nogenlunde rationelt. Det var som om, at jeg for en kort stund glemte det faktum, at det var en anden end mig, der lå der ved siden af ham. “Du sagde, at du først ville være hjemme d. 17. Tre dage fra nu.” Jeg kunne se hvordan han besværet sank en klump. Skyldbetynget forsøgte han at fjerne sine øjne fra mine, men det var som om, at han alligevel ikke rigtigt kunne lade være med at holde øjenkontakten. Måske i et svagt forsøg på ikke at miste mig helt.

“Jeg…” han tøvede. Jeg fik næsten helt medlidenhed med ham, men kom hurtigt på bedre tanker. For egentlig vidste jeg jo godt, hvad han ville sige. Han skulle aldrig have været kommet hjem om tre dage. Han havde løjet for mig, helt fra starten, så han kunne være sammen med Johanne. Og så oven i købet i min lejlighed. Eller vores lejlighed. Men den var jo min. Min seng, mit tv, mine parfumer, min vin. Han havde ikke ret til at invadere mit hjem på den måde!

“Du har udnyttet mig, Elias,” sagde jeg forsigtigt, “og nu vil jeg gerne have, at du går.” Der gik lidt tid før han begyndte at rykke på sig. “Og jeg vil også gerne have din nøgle, tak.”

“Jamen…” begyndte han, “hvor skal jeg så bo?!”

“Du må vel flytte ind hos Johanne. Så behøver I ikke at lyve for at være sammen. Det må da alligevel være lidt af en befrielse, går jeg ud fra.” Et hulk undslap Johannes læber. Søde, søde Johanne, der altid er ude på ballade, der bare gerne vil have det lidt sjovt. Ja, det havde så bidt hende selv i røven denne gang.

“Også dig, Johanne,” sagde jeg nemlig, “du kan også skride ad helvedes til, og fandme nej om jeg nogensinde igen vil hjælpe dig med dine afhandlinger, som du er alt for doven til selv at få lavet.” Jeg ved slet ikke hvor sådanne kraftfulde ord kom fra. Jeg plejer at være meget tilbageholdende. Men mit blod var i kog og jeg var meget, meget tæt på at eksplodere.

Elias rejste sig op. Som han stod der, nøgen og med et forvirret udtryk i øjnene, virkede han utroligt sårbar. Nærmest som et lille barn. Men det var vel også netop det, han var. I hvert fald i denne situation. Han trak i et par bukser, og Johanne fulgte grædende hans eksempel. “Undskyld, undskyld, undskyld!” Hviskede hun konstant, som et slags mantra. Jeg lod som om, at jeg ikke hørte det. Det gjorde alligevel ikke nogen forskel.

Da de begge var i tøjet, sagde jeg resolut “farvel” og så dem forlade lejligheden. Så gik jeg i gang med at vaske op, og har stået med hænderne i håndvasken lige siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...