Manuskrift (Movellaer)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 mar. 2018
  • Opdateret: 24 mar. 2018
  • Status: Igang
(UDKASTS)

Færdige projekter (som udkast)
- Anastasia (teater)
- Howard (teater)

--------------------------

Andre projekter, jeg er i gang med.
- Djævlekrigen "Djævlens lærling" (Film) - baseret på en bog
- The Evil Within (Serie) - baseret på et spil
- Unremembered (Film-trilogi) - baseret på en bog

0Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

10. Howard (5)

31 Scene

 

(Howard træner med William, da Filip kommer ind.)

 

Filip: Nej, der er jo vores kommende konge, i egen høje person.

 

Howard: Sir. Filip, sikke en ære.

 

Filip: Ja, det skulle også være også at det skulle være.

 

William: Sådan kan man ikke tale til...

 

Howard: William... hvad mener de sir. Filip.

 

Filip: I har vel nok ikke hørt den nyhed der tales om her omstunder. Det er således at jeg har fået pladsen som første general for ridderne her på slottet.

 

William: De ord kan ikke være sande... Hvordan kan det lade sig gøre.

 

Filip: Ganske vist fordi jeg er den bedste ridder inde for vores kors.

 

(William skal til at række ud efter Filip men Howard stopper ham.)

 

Howard: Jeg ønsker dem en lykønskning med den nye plads, de vil sikkert gøre et fremragende arbejde.

 

(Filip går og sender et djævelsk blik til William)

William: Sir, de kan da ikke mene de ord, de sagde som jeg var vidne til.

 

Howard: Jo... En konge, må ikke vise had til små, de vil senere bare styre ens sjæl, og da det kunne bringe...

 

(Dorothea kommer ind)

 

Dorothea: Howard!

 

William: Åh nej (Kigger rundt) Sir, dette vil ikke...

 

Howard: Dorothea!

 

(Han løber hen til hende)

 

Dorothea: Vi er nødt til at tale sammen.

 

Howard: Hvad er der dog hent dig.

 

William: Sir, dette ville ikke være det rigtige sted, at gøre det.

 

Dorothea: Han har ret, men jeg ved hvor.

 

(Howard og Dorothea løber ud)

 

William: Nej.... dette vil få følger for dem begge, hvis deres følgen på hinanden fortsætter.

(William går ud.)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

32 Scene

 

(Dorothea og Howard kommer ind)

 

Howard: Hvorfor kan jeg se tårer trille ned af deres røde kinder.

 

Dorothea: Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre for at finde trøst. Gud straffer mig for det vi har gjort. Ulykken er hent mig dybt.

 

Howard: Dine ord giver ikke nogen mening for mig... hvad?

 

Dorothea: Jeg venter barn Howard... Dit barn.

 

(Maven kommer tydeligere til syne.)

 

Dorothea: Beviset er her... Jeg fandt ud af det nogle dage efter bryllupsnatten, hvor vi var sammen.

 

Howard: Er det mit.... Det er mit... barn.

 

Dorothea: Ja, det er dit, selvfølgelig er det, det.

 

Howard: De græder stadig.

 

Dorothea: Howard... Jeg kan ikke klare det alene. Min far ligger op sit dødslejer, og jeg venter barn. Alle vil tale. Selv flere byer længere væk. Alle vil vide hvem faderen er og jeg har ingen til at forsøge barnet og jeg. Howard... jeg kan ikke.

 

(Howard trøster hende)

 

Howard: Vi stikker af.

 

Dorothea: Jeg undskylder, hvad?

 

Howard: Vi stikker af sammen, i aften.

 

Dorothea: Howard (Sødt, venligt)

 

(De kysser)

 

Howard: Vi må finde William.

 

(De løber ud og lyset slukkes)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

33 Scene

 

(William kommer ind)

 

William: Mine øjne ser ingen sir.

 

(Howard og Dorothea kommer ind)

 

William: Sir... jeg håber i finder den rigtige vej, som i deler imellem jer.

 

Howard: William (tager hånden på hans skulder) Du har altid været der i de mørke tider, der overtog mit sind. Hvis der skulle være noget... så

 

(Lyden af soldater kan høres)

 

Dorothea: Howard, soldaterne kommer!

 

William: I må af sted

 

(Howard står lidt og tøver)

 

William: Sir (bukker)

 

(Howard nikker igen, og løber ud sammen med Dorothea.)

 

William: Jeg gør dette med ære og med samme grund skal det også ende.

(Filip kommer ind sammen med soldater)

 

William: Sir. Filip hvad bringer dem til denne del af byen.

 

Filip: Glem det William, hvor er han?

 

William: Hvor er hvem?

 

(Soldaterne tager fat i ham)

 

Filip: Mine øje så tydeligt at kronprinsen gik igennem byen, samt dem.... og pigen... Dorothea... Hvor er de?

 

William: Så nu er det de?

 

Filip: Den underholdende del, er overstået William. Tiden er klar. Sandheden skal frem og du skal give mig den.... LIGE NU!

 

William: JEG NÆGTER. MIN RESPEKT ER PÅ KRONPRINSENS SIDE.

 

Filip: TAG HAM MED, VI SKAL NOK FÅ VORES FORTJENESTE FRA DIG NÅR VI ER FÆRDIGE (Henvendt til soldaterne)

 

(Soldaterne trækker William ud mens Filip går forrest)

 

 

(PAUSE)

34 Scene

 

(Howard står i et spotlys midt på scenen. Han er lænket og beskidt.)

 

Howard: Mørket vender sig om mod, lysets sidste stråle og brænder. Den brænder til den bliver til kul og sætter sine små glimtende stjerner fast på den glødende hede. Livet eller døden, det er ikke meningen ved livet. Meningen er der når man er i midten. Det er der alt er foregår. Man vokser, man trækker vejret, føler alt, mærker på alt. Det er alt. Alt, mellem liv og død er meningen.

 

(Gaius kommer ind, samt soldater. De låser ham op fra lænkerne)

 

Howard: Gaius

 

Gaius: Howard... Velkommen tilbage.

 

Howard: Velkommen (Griner) Velkommen tilbage. Jeg må så sandlige hentyde til det rum jeg blevet velkommen tilbage til.

 

Gaius: Kongens ordre.

 

Howard: Ja, hvordan har han det?

 

Gaius: Han været ud for en hård tid. Alle her har været igennem en hård tid. Han ønsker at tale med dem. Tingene må diskuteres.

 

Howard: Selvfølgelig må vi det... Dorothea! Hvor er hun.

 

Gaius: Jeg må beklage, at det er mellem deres far og mig.

Howard: Jeg ser... Og... William.... Er han!

 

Gaius: Ja, sir. Han er her ikke længere, den ordre var sir. Filips.

 

Howard: Jeg ser... Jeg ser...

 

Gaius: Sir... Er de klar?

 

Howard: Ja, det må jeg vel hellere være ikke?

 

(Howard skal til at gå ud, men Gaius stopper ham)

 

Gaius: Ingen af os ønskede at dette skulle ske.

 

(Howard nikker, og de alle går ud)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

35 Scene

 

(Kongen kommer ind til mange andre folk. Howard står op i hjørnet med vagterne bag sig.)

 

Alexander: For alles skyld vil jeg dele denne nyhed med jer. Rygter har spredt sig. Og jeg må tilstå at de rygter passer. For min søns vejne, fra kongeriets families vejne, tilstår jeg at vores fremtid her var fanget i mørket. Vi var blinde. Min søn, var blevet blind. Og den person der stod bag var en af vores egne. Dorothea, datter af Martin, familien Herming. For at bryde forhekselsen på min kommende arvtager. Kongerigets kommende konge. Må jeg gøre hvad jeg kan som konge og far, og lade det gå retfærdigt til. Jeg dømmer Dorothea, af Herming familien til døden. Hun vil i morgen ved daggry blive brændt på bålet.

 

(Folk klapper. Howard bliver trukket væk. Lyset går ud)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

36 Scene

 

(Howard bliver ledt ind på et kontor)

 

Vagt: De må vente her på deres far, deres højhed.

 

(Filip kommer ind bag fra)

 

Filip: Deres højhed.

 

(De vender sig om mod Filip)

 

Howard: Dig (Skal til at angribe Filip, men vagterne stopper ham)

 

Filip: I kan gå de herre. Der er styr på det, ikke Howard?

 

(Vagterne går ud)

 

Howard: Dine valg har gjort dig til en forræder.

 

Filip: Mig (Griner).... jeg giver dem ret, der en forræder her hvor vi står men den hånd er ikke rettet mod mig.

 

Howard: Jeg er udmærket klar over hvem de har i tankerne Sir. Filip

 

Filip: Og de frygter det. De frygter langt inde i resterne af din sjæl, at alt nu vil ramme dig

Howard: Vil de våge den påstand.

 

(Filip skal til at sige noget, da Alexander kommer ind.)

 

Alexander: Ja, det er nok.... Sir. Filip de kan gå.

 

Filip: Ja, min konge.

 

(Filip bukker til Alexander og går ud)

 

Alexander: Min søn, hvad måtte jeg have gjort for at en opførsel som denne skulle finde sted. Dit hjerte kunne ikke styre dens tørst, og det fik de konsekvenser som det gjorder. Men hvorfor? HVORFOR?

 

Howard: Mit hjerte fortryder intet, fader. Jeg fulgte med det, med ære og glæde.

 

Alexander: Og nu... Hvad har du tilbage?

 

Howard: … Kun fornedrelse og sorg. Men hvad ved de.. Hvad de om ens hjertets banken, hvad de om kærlighed. INGENTING. Hvis mor var her, ville hun sige det sa....

 

Alexander: HUN ER DØD.... Dronningen... er død.

 

Howard: Hvad?

 

Alexander: Og jeg ønsker ikke at se endnu en falde væk fra mine øjne.

 

(Alexander går ud)

 

Howard: Fader.... Dorothea...

 

(Howard løber ud, og lyset slukkes)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

37 Scene

 

(Dorothea ligger på gulvet i fangehullet.)

 

Dorothea:

 

-Ohhh the sun will rise

and show us the way to paradise

A man showed up, but never left

what would he say, death

 

(En vagt kommer ind, sammen med Howard)

 

Howard: Dorothea!

 

Dorothea: Howard, du... er...

 

Howard: Lige her, jeg er lige her....

 

(Howard kærtegner hendes kind, da Dorothea sætter sig ned på gulvet)

 

Dorothea:

 

-Ohhh the moon are coming up

then will the rights be dropped

my desire is now a drink chopp

Let the last day be with the sun

before it all is gone.

 

(Dorothea begynder at græde, og Howard sætter sig ned ved siden af hende og lægger sin arm om hende.)

 

Howard: Du er så smuk

 

(De krammer)

 

Dorothea: Vi gjorder det rette... ikke?

 

(Howard nikker)

 

Dorothea: Lad være med at glem.... Lad være med at glem (Grædende)

 

Howard: Aldrig.

 

(Lyset slukkes)

 

 

 

 

 

 

 

38 Scene

 

(År er gået. Howard står midt på gulvet, iført kongeklæder og krone. Han ser ældre ud.)

 

Howard: Ej er lykken, hvor end man ønsker det. Der findes ingen retfærdighed, ingen ånd til at vejlede en, selv når mørket har valgt dommen. Et spinkelt håb kommer der dog, men den kværkes af mørkets lang strækkende, hvide blegende hånd. Ingenting kunne stoppe, mordet, ikke engang en advarsel kunne nå at blive sendt til lysets sidste stråle før han var over den. Før..... det første mordet. Tre mere tilbage, før balancen vil vende. For nok, er Sir Filip gået bort men tre mere skal gå.... Det lyder det fra herren, og derved skal det ske.

 

(Howard går ud, og det svage lys slukkes)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

39 Scene

 

(Leonora sidder og taler med Jessabelle og Markus, da Howard kommer ind. Stilheden falder hurtigt. Howard går stille hen til Jessabelle)

 

Howard: Hvad har du lavet der min kære

 

Jessabelle: Det skulle blive til en blomsterkrans, men har ikke nået så langt endnu.

 

Howard: Jeg synes nu den ligner....

 

Leonora: Jessabelle, kom her og lave kransen færdig før blomsternes stokke bliver for svage til at flette.

 

(Jessabelle sætter sig hen til Markus)

 

Howard: Hvad? Må jeg nu ikke engang tale med mine egne børn længere?

 

Leonora: Der kommer jo aldrig noget godt ud af det.

 

Howard: DET ER FOR MEGET

 

(Silhed)

 

Leonora: Jeg synes du skal gå... nu... Howard

 

Howard: Markus.... Jessabelle... (Kigger opgivende på Leonora, da børnene ikke kommer hen til ham)

JEG NÆGTER AT BLIVE SMIDT UD AF ET AF MIT hjertebankende rum PÅ MIN EGEN EJENDOM!

 

Leonora: Fint... som de vil... Markus, Jessabelle kom...

 

Jessabelle: hvad med min blomsterkrans?

 

Markus: Kom nu, vi skal være her lige nu.

 

(Leonora, Markus og Jessabelle forlader rummet. Efter de er gået begynder Howard at græde. Lige indtil et sendebud kommer ind)

 

Victor: Deres majestæt, ansøgerne er ankommet.

 

Howard: Hvad …. Ja, ja jeg kommer nu.

 

(Howard går først ud med sendebuddet efter sig.)

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...