Mokka

Afhængighed kender vi nok alle tid.

0Likes
0Kommentarer
51Visninger

1. Mokka

Hun er til kulsort mokka, som man kan spejle sig i.
Gerne så mørk at den kradser i halsen og stadig er til at smage dagen efter.
Duften er stærk. Den sætter sig i vægpanelerne og næsehårene. Spreder sig helt op til loftspladerne.
Hun finder den euforiserende. Den får hende til at hallucinere om George Clooney i et par stramme boxershorts, som får underlivet til at dirre.
Hun skolder tungen. Får blister. Hun drikker den kogende, så den bobler i maven og giver hende en mæthedsfornemmelse fyldt med tredjegradsforbrændinger.
Det fremhæver aromaerne, siger hun fornøjet med benene over kors og en indestængt ånde af kaffeplantage. Giver en indre ro, der får hende til at lette.
En meter. To meter. Men aldrig tre. Hun har trods alt højdeskræk.
Den første tår er som altid et sip. Rutinedyr. Den anden forvandler sig hurtigt til en glubsk slurk. Så er hun en grådig kælling. Begynder at bælle og hælde. Mere, mere, giv mig mere!
Kort tid efter er hun i færd med at fylde frisk på en ny kande.
Sådan starter processen, trangen og manien. Med én kop og et døsigt sind.
Hun har kaffegrums i arterierne. For meget koffein i fødderne. Hun spurter med mere end hundredogtyve heste.
Det er på det tidspunkt, at hendes tanker dyrker intervalløb. Hun træner til maraton.
Forbløffer sig selv med mageløse idéer og fylder flittigt op i rækken af kopper.
Cykelparaplyen, handskeposen, rumraketskoen.
Hun tegner og maler. Det hele ned på papir. Med noter, kasser, cirkler og endnu flere kruseduller. Picasso, hvem er han egentlig?
Det fortsætter, nogle gange til langt ud på natten. 1, 2, 3. Viserne drejer og drejer og drejer lidt mere. Uret smelter. Men hvem har nævnt Salvador Dali?
Men så kortslutter hun så også. Endelig. Går i stå, i sort og systemet lukker ned. Bip, bip, bip. Dvaletilstand. Mere kaffe?
Så er det kun den tarvelige eftersmag af nostalgiske tanker, der ligger tilbage på tungen og får den til at svulme.
Hendes første latté. Mor på intensiv med kritiske læger. Det foregik med en rysten på hovedet og påtagede smil. Ih du milde og åh hvor slemt.
Det var alt for klinisk og syntetisk. Kunstigt men uden at være kunst. Og det lugtede langt væk af sprit og knuste drømme. Puha, den latté var lunken og fæl.
Cappuccinoen på arbejdet. Marketingschefen, der ikke værdsatte hendes visioner. Hendes stakke med mappedrenge, der bonede med formler og kurer. Han ville bare røre helt op ad låret, og hun ville bare gerne til tops. Den kop sukker var alt for sød, så det endte med at blive helt bittert.
Og så kom overforbruget. Sukker og fløde, de tre kilo tungere hofteben. Bukseknappen der ikke ville lukke, og mormor der ikke ville forsvinde fra overarmene. Året efter blev det udskiftet med Stevia, skummetmælk og sondemad. Se, se, se mine ribben.  
Hun ved godt, at hun er gået en kaffetår for vidt. At hendes forbrug er skræmmende stort. Det minder de plettede tænder og sprækkede læber hende om. Men alle har vel en last.
Hun vågner tit om natten med hedeture. Har det som om, at hun har spist sand. Hun drukner i Niagara falls. Farer vild i Sahara.
Kroppen ryster. Måske er det jorden, måske er det hende. Noget skælver. Hvad måler Richterskalaen?
Forleden græd hun til og med også. Men bare rolig, det er ikke første gang.
Én kop. En lille. En mellem. En stor. Bare at smage. Hun ville ikke tigge, og hun ville ikke bede, men ynkelig var hun nu alligevel.
Når det sker, må hun ud i køkkenet i sin kaffebrune badekåbe og finde sortimentet af kopper frem fra bagerst i skabet med koldsved på ryggen og gabende øjne.
Så sidder hun der roligt til højlys morgen med melodisk fuglesang i ørerne og den beroligende lyd af kaffemaskinen, der kører på fulddrøn.
Non stop. Uafbrudt. Hjælp jeg brænder sammen.
Det giver et lille gys i kroppen, hver gang en nylavet dråbe hæver vandstanden.
Ringene er smukke. Så liflige og dejlige. Hun får helt hud på gæssene.
Når hun nøjsomt skraber det sidste, sørgelige grums sammen i kaffebøtten, føler hun sig som et ubrugt kaffefilter. Hun mangler noget. Noget kostbart. Noget mørkt og varmt. Og der opstår komplekset. For hvem er hun egentlig. Hvad er meningen. Har hun en funktion, eller er hun bare lige så nytteløs og hjælpeløs, som instant kaffe uden kogende vand.
Hun taber gejsten, overskuddet og gå på modet. Hovsa sovsa. Upsedasse.
Det piner hende at se alle kopperne stå tomme med klistrede brunekanter og læbestiftsafmærkninger.
Så griber hun til handling og slikker på fingeren. Nu skal der indsamles smagsprøver for alle pengene. Hmm. Arh. Hvor dejligt. Lidt i bunden og lidt i toppen. Hun sutter og sutter og sutter på de små pølsefingre, til de er ved at falde helt af.  
Den ene gang fik hun et slagtilfælde. Der måtte lægen konkludere, at hun nok havde et problem, og det havde ingen jo set komme.
Da blev hun nervøs og ude af sig selv. Foreslog TUBA, noget måtte gøres, men indså senere, at hendes situation nok var af en lidt anden kaliber. Hun hostede jo kaffe. Av, av, kaffegrums i øjet.
Det var sådan et mareridt, hun havde haft i mandags. Fy for den da.
Indkøbsposerne var uhyggeligt tomme, og hun havde ellers ransaget samtlige supermarkeder. Men hylderne var nøgne. Hverken bønner eller kværnet. Var Afrika gået i strike.
Hun overvejede et splitsekund at lede under neglene. Der var med garanti noget, der kunne have sat sig fast. Hvad enten om det var i sidste uge eller måske ugen før. Kritiker har hun aldrig været.
I stedet inviterede hun sig selv på kaffe hos genboen. Uanmeldt. Bankede på døren med sin kaffekop i hånden. Det var den største, hun havde kunnet finde.
De snakkede om nabolaget og den inaktive pedel, og hun drak en, to, tre kopper kaffe. Fik endelig førligheden tilbage i fingrene.
Hun prøvede at presse sig op på en fjerde, men så blev genboen pludselig utålmodig. Klokken var mange, og han skulle videre. Ud med vennerne eller måske bare væk. Det var lidt træls. Det var lidt øv. Hun skulle jo ikke nå så meget andet, end et par kopper endnu.
Hun kan nævne samtlige gode stunder i løbet af det seneste år. Alle sammen kaffe relateret. Selvfølgelig. Det hun husker bedst er smagen og den rundefornemmelse, der får hendes mund til at føles som universet. Uendeligt.
Hun ved af erfaring, at de bedste oplevelser kommer i store, velduftende, dampende kander.
Derfor er det kun, når litermængderne resulterer i et bulder bragende toiletbesøg, at hun frivilligt stiller kaffen fra sig.  
Så foregår det med en læsning af Politiken og en gennemgang af diverse naturkatastrofer. Jordskælvet får kummen til at ryste, og efterskælvene skaber skår i porcelænet. Tsunamien oversvømmer badeværelset, så hun står i vand til knæerne, og orkanen hvirvler med toiletpapir, toiletbørster og en usammenlignelig odør, der får øjnene til at løbe i vand.
Sådan står det på længe. Meget længe. Alt for længe. Sikke noget lort.
Lige indtil at hun bliver helt skæv af sin egen os.     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...