Og jeg sagde farvel

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 mar. 2018
  • Opdateret: 2 mar. 2018
  • Status: Færdig
Jeg er klar nu. Jeg kan gøre det her. Krydserne er sat, jeg har nået det, jeg skulle nå. Jeg kan sige farvel nu. //Bidrag til talentkonkurrencen//

2Likes
2Kommentarer
100Visninger
AA

1. Og jeg sagde farvel

Det lyder okay. Men det behøver ikke lyde okay længere. Det skal stoppe med at bippe. Og det skal begynde at hyle. Det skal hyle, så de alle sammen kommer løbende, og de skal stå og kigge på mig, og de skal græde, og de skal hulke, og de skal sørge. Og så skal de mindes. En dag skal de bare stoppe med at græde, og så skal de i stedet mindes. For det er okay nu. Jeg har gjort, hvad jeg skulle.

   Jeg kigger op i det hvide loft. Jeg bare ligger og stirrer, mens bippene luller mig hen i den trygge søvn. Jeg falder lidt hen, uden rigtig at lade søvnen overtage. For der er alligevel en frygt indeni mig, en frygt for, at bippene holder op. Frygten har altid været der, det er svært bare at slippe af med den nu.

   Selvom jeg siger, at det er okay.

   Bippene fortsætter. Mit liv kører stadig. Og jeg stirrer stadig op i det hvide loft, med den hvide dyne over mig, i mit hvide tøj. Det hele er så hvidt, så uskyldigt, så rent, men det behøver det slet ikke være mere.

   Jeg har krydset det hele af. Jeg er færdig. Jeg er klar til at tage af sted. Jeg troede aldrig, at jeg skulle blive klar, men jeg har gjort, hvad jeg skal. Hvert et kryds er sat, der er ikke flere at sætte, hvorfor så blive ved med at ligge her og bare vente? Og mindes. Men det er ikke mig, der skal mindes, det er dem. Det er dem, der skal mindes, hvem jeg var. Dem der skal sørge, og dem der skal græde.

   Jeg skal bare have biplydene til at stoppe.

De kiggede bedrøvet på mig. Og jeg vidste allerede, hvad de ville sige, inden de åbnede munden. Det var ville også det, de håbede på. At de kunne forberede mig, inden ordene kom ud, og der ingen vej var tilbage.

   ”Der er desværre ikke mere, vi kan gøre.” De sagde ordene, jeg havde frygtet, ordene jeg slet ikke var klar til på det tidspunkt. Jeg kunne nu bare ligge og vente, men jeg ville. Jeg ville ikke bare se, hvordan livet fløj forbi ved at se på den konstant skiftende dato, min telefon hver dag spyttede ud. Jeg ville se den verden, jeg stadig ikke havde nået at opleve.

   Samme aften gennemgik jeg de punkter, der stadig ikke var krydset af.

”Hvordan har du det skat?”. Mor sætter sig på siden af min seng. Hun stryger mig langsomt over armen, prøver ikke at lade sig stoppe af ledningerne, der snor sig fra min arm til bippene ved siden af mig. Til maskinen der holder bippene kørende, mig kørende. Hun giver mig et kys på panden. Hun er begyndt at kysse mig alt for meget på panden. Hun er begyndt at kærtegne min hånd alt for meget. Men hun gør det, fordi hun kan. Fordi hun stadig kan.

   ”Helt fint,” svarer jeg, og jeg mener det. Jeg har det fint. For selvom der er lidt smerter, så er det fint. Det er fint, fordi jeg er rolig. Fordi jeg er klar. Men det kan jeg ikke sige til hende, hun vil ikke høre det.

   Hun vil kun høre de ord, der aldrig vil komme.

   ”Mai når ikke herover i dag.”

   ”Det er altså helt i orden.” Jeg prøver at berolige hende, men hun er ikke glad for det. Hun synes ikke, de skal være væk en hel dag fra mig, men jeg vil ikke stoppe deres liv. Deres liv skal ikke standes, bare fordi mit snart stopper. Der er grønt lys hele vejen ned for dem, jeg står stadig og venter, mens den røde farve skærer i øjnene.

   ”Hun ville gerne. Det ville hun altså,” hun hører mig ikke mere. Hun er røget væk, hun er røget ind i en anden verden, og jeg vil så utrolig gerne hive hende ud derfra. Sige at det er okay, men hun vil ikke forstå, at det er okay. For hende vil det aldrig blive okay. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne give hende den samme fred, som jeg har fået, men hun vil ikke finde sig til rette med det. Hun vil kæmpe med håbet, selvom det er en ulige kamp.

   For der er ikke mere håb.

Se en solopgang.

Nøgenbade.

Besøge alle 7 kontinenter.

   Jeg skrev videre på min liste. Den blev længere, og den blev længere. Og den skulle være lang. Jeg havde et helt liv til at udfylde den. Jeg skulle opleve alting i denne verden, nu hvor jeg var blevet så heldig at blive født ind i den. Jeg ville ikke lade denne chance, alle disse oplevelser, gå min næse forbi.

   Så jeg skrev, og jeg skrev.

Jeg hiver listen frem. Og jeg kigger på de røde krydser, de blå krydser, de sorte krydser. Jeg kigger på alle de oplevelser, jeg har haft, alle de minder jeg har givet mig selv, som jeg nu kan ligge og tænke på, mens jeg ligger her. Mor er gået ned for at hente kaffe. Hun er blevet lidt træt af det tynde sjask ude fra automaten på gangen. Og jeg er igen alene med biplydene, der fortsætter, og mine lunger der bliver ved med at hæve og sænke sig.

   Jeg troede ikke, jeg ville nå det. Jeg turde ikke håbe på det. Men den kunne mærke, at jeg ikke var klar, så den lod mig få lidt mere tid. Den lod mig sætte hvert et kryds, tage hvert et skridt, og hver en indånding. Den lod mig suge kold luft ned i lungerne, da jeg besøgte det sidste kontinent, og den lod min krop gyse, da det kolde vand ramte min krop. Den lod mig mærke det lille sus i maven, da jeg kørte fars bil rundt på den tomme parkeringsplads, og den varme fornemmelse der bredte sig i hele min krop, da jeg kyssede Thomas i regnen.

   Jeg mindes alle disse ting, og jeg mindes mit liv inden denne liste. De sidste mange måneder har alt handlet om krydserne. Lægebesøg, indlæggelser og krydserne. Jeg måtte hele tiden se, hvordan jeg skulle få krydset næste punkt af. Og jeg udnyttede alle muligheder jeg havde. Da jeg fik muligheden for at få et ønske opfyldt, valgte jeg en rejse fra Sydamerika til Antarktis, og jeg havde besøgt alle jordens kontinenter. Jeg havde altid været bid af andre kulturer, andre lande, andre sprog, men vi havde aldrig været i Sydamerika, og Antarktis havde kun været en drøm. Og endelig blev denne drøm virkelighed, og jeg fik sat det kryds, jeg aldrig havde troet, jeg skulle få mulighed for at sætte.

Jeg satte mig ud på terrassen. Og jeg så solen stå op. Og det var ikke bare lidt lyserødt over i østen, jeg så hvordan solen først dukkede frem, og jeg fulgte den hele vejen, indtil den stod og tronede midt på himlen. Det var så utrolig smukt, så jeg græd. Jeg græd, fordi jeg aldrig ville se noget så smukt igen. 

   De andre begyndte at stå op, mens jeg sad derude. De kom ud til mig, og de holdt om mig, og de troede, at jeg var ved at sige farvel til verden, så de græd sammen med mig. Og det var jeg jo egentlig også på en eller anden måde. Men jeg var ikke færdig med at sige farvel endnu. Der var stadig flere verdner tilbage.

   Jeg betragtede solen, der har rejst sig hver eneste dag i snart alt for mange år. Dag efter dag, nogle dage gemt væk, andre dage står den der majestætisk og blot spreder sin magt. Hvis den blot forstod, hvor meget betydning den har. Hvis den blot vidste, hvor vigtig den er for al glæden.

   Men måske forstår den det alligevel. For den kommer hver dag. Den kæmper sig frem i mørket, og den lyser op for os. Så måske forstår den, at vi er afhængige af den. For hvorfor skulle den ellers gide kæmpe hver dag? Hvorfor skulle den gide bruge sine kræfter?

   Jeg stirrede på denne sol, og jeg forstod, at den havde betydet meget for mig, men jeg forstod også, at jeg måtte sige farvel til den nu. Jeg havde nu støttet den i en af dens kampe, men jeg ville ikke kunne støtte den mere. Det eneste ønske var, at jeg havde opdaget lidt før, hvor smuk den var. Selv når den græd.

En sygeplejerske kommer ind. Hun måler mit blodtryk. Hun piller lidt ved maskinen. Hun siger nogle beroligende ord om, at det ser godt ud. Jeg siger ikke noget. Jeg ligger bare og stirrer op i det hvide loft, mens jeg tænker på alt det, jeg stadig burde skulle nå.

   Men sådan må jeg ikke tænke.

   Du har nået det, du skal nå. Jeg prøver at banke ordene ind i hovedet på mig. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det er rigtigt. At det er okay. 

   At det faktisk er okay, at jeg ikke får de 50 år mere, som jeg ellers altid havde troet.

   Måske var det hele bare en fejl fra starten. En fejl at jeg troede, at der stadig var så meget tid foran mig. En fejl, at jeg talte år, når jeg i stedet burde havde talt måneder, dage, minutter. Men jeg må ikke fortryde nu. Det er for sent at fortryde, for jeg talte årene, og nu er der bare ikke flere år at tælle.

   Hvorfor skulle jeg også leve længere? Jeg har proppet et helt langt liv ind i mine 25 år. Jeg har oplevet verden, jeg har testet mine grænser, og jeg har fundet mennesker, jeg elsker. Hvorfor skulle jeg tage plads her på jorden, fylde den op, når alle min livsmål er nået? Hvorfor fordele dem og kun sætte et kryds om året, hvert andet år, eller måske kun hvert tredje år? Når krydsene faktisk kunne sættes måske hver uge.

   De ofrede alt for, at jeg kunne få den bedste sidste tid. Jeg har måske dårlig samvittighed over det. At de står tilbage uden nærmest noget udenover hinanden. Men de har dog hinanden. Og de er i live.

   Men jeg kan også sige farvel i fred nu. Og det var det, de ønskede. Så måske er det okay, måske burde jeg ikke have denne nagende fornemmelse i maven. For jeg tog meget fra dem, men jeg gav den en ro. Fordi jeg nu er rolig.

De fortalte mig, at de ville indlægge mig fast. Jeg ville ikke. Jeg råbte og skreg. Jeg opførte mig helt urimeligt for min krop var enige med dem, så jeg burde bare nikke. Den kunne ikke mere, den ville tilbage under den hvide dyne, og den ville først forlade den, når den var fri for min sjæl. Den ville først forlade den, når den skulle videre ned i en bomuldsbeklædt kiste. 

   Så jeg blev indlagt. For ingen tårer kunne heale smerterne i min krop. Ingen tårer kunne få kræften til at forsvinde, så ville den allerede have været væk for længst. Men jeg vidste, at jeg ville være oppe igen, før jeg skulle lægges godt til rette blandt det bløde bomuld. Jeg kiggede på listen, når overskuddet var der. Det var det eneste, der stadig holdt mig oppe. Den var den motivation, der gav mig lyst til at kæmpe for at trække vejret, den motivation som fik mig til at sikre mig at mit hjerte bankede, inden jeg lagde mig til at sove om aftenen.

   Jeg prøvede at overbevise mig selv om, at jeg skulle nok nå det. Det ville jeg. Jeg ville ikke sige farvel før. Jeg ville blive ved med at pumpe blod til mit hjerte og hive luft ned i lungerne indtil jeg havde levet mit liv præcis som jeg ville. Ingen kræft skulle fratage mig den glæde.

   Det var det, der gjorde, at jeg overlevede kræften. Ikke i nogen fysiske forstand, for den åd mig stadig op. Men jeg overlevede den psykisk. Jeg klarede hver eneste dag, og jeg prøvede ting, oplevede ting, så ting, jeg måske først troede, jeg skulle glo på om tredive år, men nu så jeg dem der i stedet, og det handlede om, at jeg så dem. Ikke om, hvor gammel jeg var.

Mor kommer op. Hun har far og Mai med.

   ”Jeg troede ikke, at I kom i dag.” Jeg kigger på Mai, der kigger tilbage på mig. Hun smiler forsigtigt. Mor har friske blomster med fra butikken udenfor. Jeg er sikker på, at de er derfra. Det er nærmest alle disse natbordsblomster, der står rundt omkring ved de syges side.

   ”Lægen sagde, han synes det ville være en god ide, hvis vi alle var her,” siger far. Jeg synker en klump, jeg ikke vidste, jeg havde i halsen.

   ”Så det er farvel nu?”. Jeg vil ikke græde, jeg vil holde mig tapper, men det er så forbandet svært. Det er så forbandet svært, når de står der med deres røde øjne og flossede læber.

   Far nikker. Mor prøver at overbevise mig om, at det ikke er farvel. Jeg kalder Mai over til mig.

   ”Min sødeste Mai. Nu går du ud og erobrer verden, ik?”, siger jeg, hun nikker, ”godt, for jeg ved, at du kan. Jeg ved, at du har det i dig, der skal til. Jeg elsker dig utrolig højt, og det vil jeg altid gøre. Du er den sejeste lillesøster man kan tænke sig.”

   ”Jeg elsker også dig,” svarer hun.

   Bagefter siger jeg farvel til mor og far. Og så falder jeg i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...