Vovehals

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2018
  • Opdateret: 3 mar. 2018
  • Status: Igang
hun er en vovehals; men i ordets allerbedste forstand - og hvordan er man egentlig det? det skal jeg fortælle dig

4Likes
5Kommentarer
337Visninger
AA

3. Forandringernes ikon

Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg ingen idé om hvornår, jeg så Kristine for første gang. Der er intet ved hende, som rigtigt er mindeværdigt, i hvert fald ikke ved første glimt. Men til gengæld kan jeg huske første gang, jeg bed mærke i hende. 

Hun er en del af samlingsudvalget, og hundrede procent også elevrådsformand i hendes klasse. Hendes udstråling var noget af det, der fik mig til at lytte efter. Egentlig er jeg en del usikker over, hvad hun snakkede om, men når jeg kender hende; så ved jeg, det var noget omkring samfundet og uretfærdighederne, der bombarderer vores hverdage. Kristine er hvad jeg vil kategorisere​ som en 'forkæmper for samfundet'. Hun går op i alt fra fattigdom, til økonomiske kriser, til politik (hvor hun uden tvivl stemmer Radikale Venstre), til genbrug, og bekæmpelsen af regnskovens fald. Enhver sag du kan komme på, har hun allerede undersøgt grundigt, og skrevet flere siders notater med idéer om forandring. Og selvfølgelig er hun feminist med stort F. 

Jeg ved ikke, om hun er smuk, altså hun skiller sig ikke decideret ud i en forsamling; medmindre det er for at reklamere omkring Røde Kors indsamlingen, som hun så generøst plukker fire timer ud af sin søndag for at deltage i. 
Det kunne også være for at snakke om det arrangement, hun har sammensat, hvor man indleverer gammelt tøj, der skal videresælges; hele budgettet går selvfølgelig ubeskåret til Verdens Skove, der kæmper for at bevare skove både i Danmark og Latinamerika. Hun er noget for sig.

Til trods for alt hendes frivillige arbejde i diverse weekender, så stopper det hende aldrig fra at gå i byen, hvor hun bunder det ene tequila shot efter det andet. Under hendes briller, der minder om nogle man brugte i 90'erne med ultratyndt stel, gemmer hun ikke på det mindste snert af make-up. Kristine er altid naturál. Hendes fregner er spredt henover kinder plus næse, og hendes halvgule tænder bliver altid fremvist i et gigantisk smil. Der er intet ved hende, som hun prøver at gemme væk; og det er smukt.

Til gengæld havde jeg ingen idé hvilken øjenfarve, hun havde. Jeg fantaserede fra alt mellem en dyb, rustik brun til blåbær blå. Det var først, da jeg stod lige overfor hende, at jeg så, hun bar rundt på halvkedelige næsten grå øjne. Det kunne også være skæret fra lyset og reflektionen af hendes tårer, der spillede en rolle i hendes uninteressante øjnefarve; eller måske mine skøre forventninger omkring uumodståelige øjne med en skønhed ulig alle andre.

I et desperat forsøg på at kamofluere hendes tårer endte hun i stedet med, at få skubbet sine briller af. Vi bukkede os begge to ned efter dem, og som i en dårlig romantisk komedie, fik vi banket vores pander mod hinanden. Et grin med så meget volume, at det rystede hele hendes krop udbryd fra hendes mund. Jeg trak blot lidt på smilebåndet, tog fat omkring de tynde briller og fik rejst mig op. Efter at have udstrakt min hånd til hjælp, gav jeg hende brillerne tilbage og hun placerede dem igen, så de sad perfekt henover næseryggen. 

"Tak for hjælpen," hendes stemme var mørk på en sådan rigtig behaglig måde. Sådan en slags stemme man gerne vil have godnathistorier oplæst af. "Og undskyld. Jeg kom vidst til at banke mit hoved ret hårdt ind i dit, det var ret klodset af mig."

"Det var også min skyld, det skal du ikke tænke på." Hun sendte mig et klassisk Kristine-smil med smilehuller og fremvisning af hele gebisset, hvor efter hun vendte sig mod en af de håndvaske, der hang op ad væggen. Der stod et glas med isterninger fra en tidligere købt drink og en smule konfetti ved hanen. Jeg kunne godt føle, det var hendes måde at afslutte samtalen på, men jeg var ikke færdig med at snakke, når der var et helt mysterium i luften, der manglede en løsning. 

Hvad var grunden til at Kristine, forkæmperen for samfundet, stod og græd på et klamt toilet på byens diskotek helt alene?

"Jeg hedder forresten Astrid." Hun vendte sig om med et forunderligt blik.

"Hm, undskyld hvad?" 

"Jeg hedder Astrid." Denne gang rakte jeg min hånd frem til hilsen. Hendes adamsæble kørte en hurtig tur op og ned i hendes hals, inden hun tog imod min hånd. 

"Kristine," Hun tog sin hånd til sig, og kørte den en enkel gang igennem hendes almindelige leverpostej farvede hår. "Ja undskyld, jeg troede bare, du var gået." Hendes ånde ramte mig i hovedet med en skarp duft af tequila og gajol shots, en bemærkelsesværdig blanding.

"Det var egentlig også meningen, men øhm," jeg skiftede lidt utilpas vægten på mine fødder. Hvorfor gjorde jeg det her? Hvad forventer jeg at få ud af det? "Jeg ville bare høre sådan, om du er okay." Overraskelsen i hendes øjne kom bag på mig. 

"Hvad mener du?" Det var næsten umuligt for mig at finde ud af, om hun synes, jeg overtrædte grænser. Hun er jo bare en fremmed, men jeg føler mig så forbundet til hende.

"Du må endelig sige hvis, jeg bare skal holde min kæft og skride, for så blander jeg mig bare udenom. Men du står jo og græder, helt alene. Noget må gå dig på." Kudos Astrid, det er første gang i lang tid, du er trådt ud af din lille comfort zone. Det så ud, som om Kristine granskede min kommentar med en ekstrem seriøsitet. Hendes ansigtsudtryk mindede om det, jeg forestillede mig, hun havde hver gang, hun terpede til en eksamen. 

"Du har ret," et usynligt tryk blev lettet fra mine skuldre.
"Du burde holde kæft og skride." Og erstattet med et kæmpe slag i maven.

Jeg hang mit hoved, og bevægede mig mod udgangen af toilettet. Shit, hvor pinligt, mand. Hvordan kunne det komme fra den selv samme pige, der prædiker om girlpower, positivitet og næstekærlighed?
Noget er der i hvert fald galt med hende; og nu er det op til mig, at finde ud af hvad. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...