Vision

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2018
  • Opdateret: 1 mar. 2018
  • Status: Igang
En rejse starter med et syn. Et syn, som fortæller en historie, men ingen ved, om det er sandhed, som bliver fortalt.

0Likes
0Kommentarer
145Visninger
AA

3. Kapitel 3

Måltidet er ovre og jeg ligger i min seng. Jeg er klar til at kalde det en ende på dagen, men det er min hjerne ikke enig i. Hjerner køre tit der ud af, når man prøver at sove. Min far sagde engang, at hvis man ikke kunne falde i søvn, så var det fordi, at man var vågen i en andens drøm. Ingen tanke kunne fortælle mig hvem drømmen tilhøre. Det kan være enhver person, måske endda en fremmed. I morgen vil det være min 16 års fødselsdag og alle ved hvad der sker når et barn med gaven fylder 16. I morgen skal jeg vise mit værd til samfundet. Alle 16 årige med gaven skal gå igennem nogle prøver. Sjovt nok lige i morgen på min fødselsdag. Jeg forventer ikke rigtig noget fra min mor eller noget. Hun er nok ligeglad med det hele. Min hjerne har kørt længe nok, så mine øjne klapper sammen og væk er jeg.

 

Jeg falder... alt er stadig sort. Intet er at se, men jeg ved, at jeg falder. Jeg kan mærke det. Mærker følelsen af suset i maven. Følelsen som hvis man sad i en hurtig kørende rutsjebane. Vinden der går mod en jo længere ned man falder. Vinden der bare er der, den kan jo ikke gøre får det. Køligheden i faldet er til at mærke. Jeg når hurtigt at tænke hvad nu hvis jer skal til at dø. Jeg tænker mit liv igennem. Mit liv dengang min far levede. Dengang med lys og latter som fyldte vores hoveder og sjæle. Dagen han døde fyldt med gråd og sorg. Og derefter ensomhed. Mor var aldrig snaksalig efter fars død. Måske bliver hun det en dag. Hvem ved? Det er der ingen der ved, alt er sort nu.

 

Lyset skinner ind på mig fra vinduet. Fuglenes kvidren er smuk og dejlig at vågne til. Til gengæld er følelsen af, at nogen kigger på en ikke. Mine øjne er sløret, så jeg blinker for at vænne mig til lyset. Jeg drejer mig og opdager drengen fra igår. Han står i den anden ende af værelset og kigger på mig. Jeg åbner munden for at skrige, da han tager et enkelt skridt. Ingen lyd når ud af min mund, fordi han står og holder for min mund. Han er ca på min alder og egentlig meget køn. Da jeg intet sagde fjerner han hånden fra min mund og ånder lettet ud. 

“Hvem er du?” Spurgte jeg med rystende stemme.

“Mit navn er Noah” sagde han med et perfekt smil med et perfekt sæt hvide tænder. Et smil, som nærmest er umenneskelig. Hans smaragd blå øjne som stirre ind i mine nødebrune. Jeg stirre meget på ham. Selv hans ansigtsform er perfekt. Han griner.

“Er du færdig med at stirre og giver mig dit navn eller hvad?” Jeg griner også lidt med ham.

“Jo selvfølgelig. Mit navn er Lea"

Ikke mange ord kommer efter det. Jeg stirre bare på ham og han stirre på mig. Han tager en lok af mit lange bølgede sorte hår i hans hånd for at mærke på den. Med et forsvinder han ud i den blå luft. Og jeg sidder der tilbage helt alene. Tomheden sammen med stilheden fylder hurtigt rummet, men jeg kan høre min mor stå og råbe inde fra hendes værelse. Jeg lister lydløst ud af døren og går over til hendes lukkede dør. Jeg gjorde mit bedste for ikke, at sige bare en lille bitte lyd. 

"Det kan da ikke være rigtigt, at du ikke kan komme!"

Hendes stemme er fyldt med had og vrede. Jeg kender det.

"Jeg er så træt af, at du ikke kan tage dig sammen og være en far for dem!" 

Ikke mere snak kom der inde fra. Hun har nok lagt på derefter. Døren åbner og jeg gisper. 

"Har du stået og lyttet. Din dumme lille lorte unge!" 

Nu er det nok. Jeg kan ikke klare dette mere. Også hvis hun taler med vores far, så skal hun da ikke sige at han er død.

"Lever far!?"

"Ja det gør han." Svare hun stille med et suk. Vreden fylder min krop. Jeg fatter hende ikke.

"Det kan ikke være rigtigt, at du som vores mor har holdt det hemmeligt. Hvordan kan du overhovedet holde dig selv ud!?!"

Jeg stormer ud af huset. Ingen kan måle hvor rasende jeg er. Da jeg var lille ledte jeg efter ham. Jeg kaldte og græd, da jeg fandt ud af, at han ikke kom tilbage den dag. 

 

Jeg går. Jeg går længere og længere væk. Bump! Jeg vælter og opdager, at jeg var gået ind i en mand, men ikke bare hvilken som helst. Jeg var gået lige ind i den gamle mand. Han vender sig om.

"Undskyld frøken, kom du noget til?"

Han rækker hånden ned til mig. 

"Nej, det er mig der undskylder."

Jeg tager hans hånd og rejser mig op.

"Jeg vil faktisk gerne tale lidt med dig Lea." Siger han efter kort tid

"Øh okay, men hvor kender du mit navn fra?" Jeg står som et kæmpe spørgsmålstegn og stirre lige ud i luften.

"Der er mange ting du ikke ved endnu..." 

"Øhh okay?" Hvorfor det. Nu er jeg mere et spørgsmålstegn. Jeg fatter intet og venter på, at han forklare mig hvad der sker.

"Jeg høre også lidt om at du har fået dine kræfter med syn. Er det sandt?"

"Ja det er det, tror jeg... men hvor ved du det fra?"

Han svare ikke. En skygge bag ham former sig. Det er Noah. 

"Nå ok derfra..." Et suk slipper ud fra min mund. Uden jeg ved af det er jeg begyndt at gå sammen med dem. Ingen sagde noget. Vi går bare. Jeg ved ikke hvor vi går hen, men det ved de nok. 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...