Break up, break down

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 feb. 2018
  • Opdateret: 28 feb. 2018
  • Status: Igang
Om at komme videre...

2Likes
3Kommentarer
120Visninger
AA

1. At komme videre, men hvorhen?

 

Det knaser som glasskår på fortovet

Jeg har oplevet to breakups, hvor nogen, jeg holdt af, forsvandt, og de gik bort fra mig på en måde, der nok var mere sørgelig og smertelig, end de fleste har oplevet. Siden er jeg kommet videre, men jeg ved ikke helt, om det er til et bedre sted.

 

Mit første break up var, da jeg var 15 år gammel, og min familie, mig, søster, mor og far var ude at køre en vinterdag, hvor alt var dækket af sne. Jeg kan ikke huske, hvor vi skulle hen, men vi var ikke nået langt hjemmefra, før bilen pludselig gled rundt i sneen. Der kom en anden bil imod os og ramte der, hvor min mor sad.

 

Når man ser et bilsammenstød på film, er det jo altid noget med et enormt brag, hvorefter begge biler straks står i flammer, men sådan var det ikke den dag. Der lød bare en knasende lyd, som når man træder på nogle glasskår på fortorvet. Året før, i 8. klasse, havde jeg haft førstehjælp som valgfag, så jeg vidste præcis, hvad man skal gøre I tilfælde af en trafikulykke. Først skal man stoppe bilernes motorer, for hvis der er hul på benzintankene, kan den kørende motor sætte ild i benzinen, og så kan det jo gå frygtelig galt.

 

Så jeg lænede mig frem imellem de to forsæder og hev nøglen ud, så motoren straks slukkede, og så trådte jeg ud på vejen og løb hen til den anden bil. Der sad en mand med et stort sår i panden. Han holdt fast i rattet med begge hænder og prøvede igen og igen at rette sig op, men hver gang faldt han forover med hovedet ned i rattet. Jeg hev nøglen ud, og så løb jeg tilbage til min egen bil og rev fordøren op. Der sad min far, og knoglen i hans ene arm stak ud. Nede under huden er der et lag fedt, som hjælper med at holde på kroppens varme, og jeg kunne se det gule fedt det sted, hvor knoglen stak ud. Han så igen og igen på sin skadede arm, imens han klynkede og var kun halvvejs ved bevidstheden. På bagsædet sad min søster også og klynkede. Hun havde fået et stort sår i panden, og hun bøjede hele tiden hovedet bag over, som om hun forsøgte at se op på såret. Sædet foran, hvor min mor sad, var blevet presset tilbage, så min søsters ben var klemt fast. Min mor sad der, hvor den anden bil havde ramt, og hende kunne jeg ikke komme til, så jeg kunne ikke se, hvilke skader hun havde fået.

 

Der var kommet andre biler til, og folk snakkede om, hvad de skulle gøre, og jeg kan huske, at en kvinde sagde, at vi skulle lade de tilskadekomne sidde i bilerne og vente på ambulancen, som de havde tilkaldt. Jeg vidste fra mit førstehjælpskursus, at man i stedet skal have folk ud og lægge dem i en bestemt stilling, så de nemmere kan trække vejret. Derfor skulle de helst ind i et af husene ved vejen, så de kunne ligge varmt og blødt og ikke ude i kulden. Men jeg sagde ikke noget, for jeg var jo kun en stor dreng, og det var ikke sikkert, at de voksne ville lytte til mig. Desuden havde jeg mistet energien og initiativet til handling og følte, at jeg svigtede mit ansvar, men jeg sagde til mig selv, at der nok ikke var mere at gøre.

 

Da ambulancerne kom, savede falckredderne vores bil i stykker med nogle elektriske rundsave, så de kunne få min mor og søster ud. Derefter fik de dem ind i en ambulance, mens min far kom ind i en anden. Falckredderne var ved at glemme mig, da de ville køre afsted i ambulancerne, men der var nogen, som fortalte dem, at jeg også havde været med i bilen, så jeg kom på samme ambulance som min far. Egentlig var jeg ligeglad med, om jeg kom med til Holbæk Hospital, for jeg havde bare fået nogle glasskår i ansigtet, som ikke havde gjort nogen skade, og der var kun tre-fire kilometer at gå hjem, men falckredderne ville have mig med.

 

I ambulancen var jeg sikker på, at det hele ville blive godt igen. Det havde jeg jo set på film, hvor det tager nogle måneder for sår og brækkede knogler at vokse sammen, hvorefter alle er glade.

 

Vi nåede til hospitalet I Holbæk, og min far, mor og søster kom på operationsstuen, mens jeg blev overladt til mig selv. Så kom der nogle sygeplejesker, som ville have, at jeg skulle have hvidt hospitalstøj på og ligge i en seng. Men det syntes jeg, var noget pjat, for jeg var jo ikke kommet til skade, og jeg ville hellere sidde i venteværelset og læse blade. Men jeg fik hvidt tøj på, blev lagt i en seng og kørt ind på en stor hospitalsstue.

 

Senere kom en portør kørende ind med min far i en seng, og han spurgte, hvordan det gik. Min far havde fået morfin og var helt ør, så jeg kunne ikke tale med ham, og på samme måde var det med min søster, da hun blev kørt ind lidt efter. Da lægen senere kom ind og forklarede min far, at min mor var død, svarede min far ved at sige tak.

 

​Et frit liv i et frit kaos

Min far brød sammen menneskeligt, efter min mor var død, så for mig og min søster gik de næste par år med at passe på ham, så jeg blev gammel i en tidlig alder. Ikke voksen, men gammel. Heldigvis var det ikke værre, end at jeg en dag blev ung igen og kunne komme videre, og så bestemte jeg mig for at tage studentereksamen på Hf.

 

Vi boede på Midtsjælland, men jeg gad ikke gå på Stenhus Gymnasium i Holbæk eller Amtet, Katedralen eller Himmelev Gymnasium i Roskilde, som det var normalt, hvor jeg kom fra. Nej, jeg ville prøve noget andet og møde nogle mennesker, som var helt anderledes end mig selv, så jeg begyndte på Det Frie Gymnasium på Nørrebro i København.

 

På Det Frie Gymnasium var der elevdemokrati, og det var noget, der satte sit præg på dagligdagen. Hver torsdag eftermiddag var der fællesmøde, hvor der blev diskuteret forskellige problemer og opgaver, der skulle løses, og hvor lærere og elever havde en stemme hver, når der skulle træffes en beslutning ved afstemning. Faktisk havde eleverne mere at skulle have sagt end lærerne, for det var os, der ansatte nye lærere, planlagde budgetterne, vedtog regler for rygning og meget andet. Imens jeg gik på gymnasiet, blev det for eksempel forbudt at ryge i klasselokalerne i pauserne, men den debat og derpå følgende beslutning, jeg husker bedst, var da gymnasiet fik en alkoholpolitik. Lærerne havde længe ønsket sig regler på området, og for at være lidt søde ved dem vedtog eleverne en politik med retningslinjer for indtag af alkohol. Og det var netop retningslinjer og altså ikke rigtige regler for, hvad man måtte og ikke måtte, når det kom til at drikke alkohol. Det blev vedtaget, at eleverne skulle holde sig fra at drikke alkohol på gymnasiets område indtil klokken 14, men om fredage måtte man gerne drikke fra klokken 12. Der var dog den undtagelse, at man i juni, hvor der var eksamener, gerne måtte drikke fra klokken 10. For hvis nogen havde fået en høj karakter ved en eksamen klokken 10, var det jo urimeligt, hvis man skulle vente med at skåle til klokken 14. Dermed havde lærerne fået deres alkoholpolitik, og så havde de ikke ret til at brokke sig mere, men det skal samtidig siges, at os elever var bedøvende ligeglade med de nye retningslinjer. På et tidspunkt var der endda en, som klokken 8 om morgenen kom kørende ind I kantinen med tre kasser øl på en sækkevogn. Hun havde nemlig fødselsdag og ville gerne give en omgang, så hvorfor ikke gøre det allerede inden undervisningen gik i gang?

 

I øvrigt vedtog elevrådet aldrig nogen retningslinjer for rygning af hash, selvom der var en lille gruppe elever, der jævnligt kom skæve til timerne og sad med rødsprængte øjne og gloede ud i luften. De røg nemlig deres joints ude på gaden, og det var jo uden for gymnasiets område, så det havde elevrådet ingen ret til at blande sig i, ligesom det heller ikke angik nogen, hvis de havde stået derude og drukket en cola eller spist et æble.

 

Og så var der grafitti overalt på gymnasiet, og jeg mener overalt! For eksempel opdagede jeg en dag, at der var nogen, som havde malet et anarkisttegn med en spraydåse nede i toilettet. Det blev selvfølgelig hurtigt slidt væk, når toilettet blev skurret hver morgen, men jeg var godt nok imponeret over, hvor fantasifulde grafittimalerne var, når det kom til at finde blanke overflader, der ikke var malet til endnu.

 

Som sagt kom jeg fra Midtsjælland og havde igennem årerne færdedes iblandt mennesker, der var meget forskellige fra dem, jeg mødte på Det Frie Gymnasium. Men det var jo også meningen, og frygten for, at jeg skulle falde udenfor fællesskabet og blive moppet, var mindre end min lyst og nysgerrighed til at komme ud og møde mennesker, der var fuldstændig anderledes end jeg selv.

 

Ud over mine klassekammerater var nogen af de første anderledes og fremmedartede mennesker jeg mødte 8-10 unge, der havde boet i et besat hus. Men politiet var en dag kommet og havde sendt dem væk, og så rykkede de ind i gymnasiets kantine og boede der et par dage med deres soveposer, rygsække med tøj og tamme rotter, indtil de fandt et nyt, tomt hus, hvor de kunne brække døren op og flytte ind. Nogen af dem var elever på gymnasiet, og jeg tror, det var derfor, de havde fået ideen om at bo i kantinen. To af pigerne havde rigtig meget tøj, for de havde været ude at 'shoppe' for nylig. En tidlig morgen tog de alt tøjet op af en tøjcontainer foran en Røde Kors genbrugs, og så lagde de det i en lang række hen ad fortovet. Det tøj, de syntes om, prøvede de for at se, om det havde en passende størrelse, og da de til sidst havde taget det, de gerne ville have, smed de resten af tøjet op i containeren igen. Nogen ville måske kalde det tyveri, men man kunne jo også kalde det et 'fem-fingers-udsalg.' I øvrigt havde Det Frie Gymnasium også en hensigtserklæring om, at man gerne ville samle unge op, som havde sociale problemer, og så ville det jo være ret usselt, hvis ikke man lod nogle hjemløse bo i kantinen et par dage.

 

Dog var jeg ikke rigtigt en del af fællesskabet på gymnasiet, fordi jeg måtte bruge to timer hver dag på at køre frem og tilbage i tog for at komme til København og hjem til Midtsjælland igen, så jeg kunne ikke være med til alle de ting, der skete om aftenen. Men efter et halvt år fik jeg min egen lille lejlighed, og jeg har aldrig boet så usselt et sted som der. Faktisk har jeg aldrig besøgt nogen, hvor alting var så smadret som I min lejlighed. Jeg prøvede ikke at gøre noget ved lejlighedens elendige tilstand, for det ville ikke være særligt kunstneragtigt med tapet, der sad fast på væggen, et badeværelse uden rust på vandrørene og uden et køkkenbord af spånplader, der var begyndt at smuldre, fordi de var begyndt at suge vand til sig. Der var aldrig blevet lagt varmt vand ind i min lejlighed, men der var en vandvarmer over køkkenvasken, der bestod af en lille vandtank, hvor vandet blev varmet op. Man skulle passe på ikke at røre ved vandtanken, for den var brandvarm af det kogende vand indeni, og når man skulle vaske hænder, skulle man være meget nøjagtig med at dreje på den kolde og varme hane, så de var indstillet helt præcist, for ellers kunne vandet være alt for varmt, så man fik skoldet hænderne, når man stak dem ind under vandet.

 

Vinduerne var fra før, der var noget, der hed termoruder og bestod kun af et lag glas, der hverken holdt kulde eller varme ude eller inde. Så om sommeren var der en tung varme i lejligheden, og når der om vinteren var frostvejr, ville vandet i opvaskebaljen fryse til is. Der var dog en gasovn, men den varmede hurtigt lejligheden op til 35 grader, og så var det bedre at tage en masse tøj om vinteren. På et tidspunkt gik en af ruderne i et af vinduerne i stykker, men så klistrede jeg bare en plastikpose for, og så var det godt igen. Nej, det var faktisk bedre end før!

 

Men for at sige det kort: Jeg var flyttet hjemmefra og havde mit eget sted at bo, og Det Frie Gymnasium var et fantastisk sted for en som mig. Havde jeg gået på et af gymnasierne i Holbæk eller Roskilde, havde jeg været iblandt folk, der brugte deres penge på modetøj, dyre drinks på byture, de nyeste mobiltelefoner og computere og andet skidt og lort, der i virkelighed bare var et forsøg på at opbygge en dårlig selvtillid, der aldrig var blevet ødelagt, fordi den aldrig havde eksisteret. Alt det ragelse de købte for at føle, de var noget, havde jeg en klar mening om: Fuck. Dig. Taber.

​Romeo og Julie

Så jeg følte virkelig, at jeg var kommet mig over min mors død og var kommet videre efter alle de sorger, som havde præget mig de sidste par år. Efter dette breakup følte jeg, at jeg havde opnået et 'break free,' men så godt fik det ikke lov at gå.

 

På et tidspunkt lod jeg mærke til, at der var en rødhåret pige, der kiggede efter mig i kantinen i frikvartererne. Ved en fest på gymnasiet en fredag aften gik jeg så hen til hende og sagde hej, og hun så helt skræmt og bange ud, men jeg fik da fat i, hvad hun hed. Efter weekenden et par minutter inde i 10-frikvarteret stod der pludselig en pige foran mig, som jeg aldrig havde talt med, og hun havde tydeligvis taget luske-trusserne på den morgen og smilede skummelt til mig.

 

"Kan du godt lide min veninde?" spurgte hun med et stort smil, og jeg kunne se, at hun havde glædet sig hele weekenden til at stille det spørgsmål.

 

Det sagde jeg selvfølgelig ja til, da hun havde forklaret, at veninden var den rødhårede pige, jeg havde prøvet at tale med ved festen om fredagen.

 

"Du ved godt, at vi kalder dig for Romeo?" sagde hun så.

 

Næ, det vidste jeg ikke, men hvorfor havde de givet mig det navn? Åh jo, forklarede hun og fortalte, at hende og hendes rødhårede veninde havde været i biografen og se filmen Romeo og Julie, der var bygget over Shakespears berømte teaterstykke af samme navn, og som var blevet indspillet som film med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Og da de syntes, jeg lignede DiCaprio, havde de kaldt mig Romeo, fordi de ikke vidste, hvad jeg hed i virkeligheden.

 

Jeg blev så kæreste med hende den rødhårede, der dog ikke var rødhåret så længe, for hun farvede sit hår i en ny farve hver fjortende dag. Hun levede i en helt anden verden end mig, hvor alting var uskyldigt, og hun havde aldrig været tynget af de samme store sorger som mig. Ud over at farve sit hår gik hun i grimt tøj, men var meget optaget af, at det skulle se grimt ud på den rigtige måde, og på den måde var hun ret forfængelig. Hun hørte Jennifer Lopez, Spice Girls, Avril Lavigne og andet popmusik og kunne huske alle teksterne udenad, som hun kunne synge ret godt, imens hun dansede til. Jeg kunne så fortælle hende om britt-pop, der havde været det helt store i 90'erne, med bands som Pulp, Blur, Suede og Oasis. Det var bands fra arbejderklassen, og i de fleste af deres tekster brækkede de sig ud over middelklassen og deres uddannelses-snopperi, statussymboler, karrieredyrkelse og evige bekymring for, om der skulle komme ridser i deres pæne facade. Men de problemer hun havde haft, havde nok virket store, men en dag ville hun kunne grine af dem, fordi det bare var noget teenage-fnidder. Hun havde også to små tvillingesøstre på 10-11 år, der var en ren pest for hende, fordi de var så nysgerrige efter at se, hvad det var for en kæreste, deres storesøster havde fundet. Den nysgerrighed var noget, storesøster blev rasende over, og hun var mester i lynhurtigt at gribe en pude og kaste den af sted med stor præcision og ramme en af de to tvillingesøstre lige i smasken.

 

Efter et par måneder gik vi fra hinanden, men jeg kan ikke helt huske hvorfor. Det skete ligesom bare. Når vi stødte på hinanden i kantinen, så vi vildt vredt på hinanden, og der var ikke noget pjat med at sige ”vi er stadig gode venner,” og ”jeg ønsker hende det bedste,” og alt det andet vås man fortæller sig selv og andre for at skjule, hvor ked af det man i virkeligheden er.

 

Men så skete det en dag nogle måneder efter, vi var gået fra hinanden. En mandag havde jeg pjækket fra de to første timer, og da jeg i 10-frikvarteret kom ind i kantinen og gik hen til det bord, hvor min klasse plejede at sidde, sagde en af pigerne, at jeg skulle sætte mig ned.

 

”Din lille, rødhårede pige er død,” sagde hun.

 

Og så var hun død. I weekenden havde hun været i byen med en veninde, og de havde begge været rimeligt fulde. De skulle over vejen, og min hun jokkede bare ud på vejen uden at se sig for og blev ramt af en bil og dræbt. Mandagen efter klokken 11 var der begravelse, og den slags tager jo som regel 1½ til 2 timer, og da den var færdig, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Så jeg gik tilbage til gymnasiet og nåede at få det meste med af de to timer i billedkunst, jeg havde den eftermiddag.

 

Sorgens sorte engel

Det er jo meget normalt, at mennesker flygter fra deres sorger ved at drikke, og det var også, hvad jeg gjorde. Kort efter begravelsen skulle min klasse nemlig på studietur i Prag i Tjekkiet, og der kunne man købe absint, som er en af de stærkeste typer spiritus, som findes. Blandt andet indeholder det udtræk fra planten malurt, som er mildt hallucinerende, og jeg købte 16 flaske af noget, der hed Hills Absint, som indeholdt 80 % alkohol. Det var så stærkt, at det kunne opløse lakken på en bordplade, og der er flere stedet på mit gamle bord, hvor lakken er væk, fordi jeg har spildt absint på det. Efter turen til Prag begyndte jeg at holde fest med mig selv hver aften, hvor jeg drak en masse og hørte David Bowie og R.E,M. for fuld hammer. Bowies sange indeholder som reglen en længsel efter et andet og bedre sted, mens R.E.M. rummer en bitter-sød melankoli, så den musik passede godt til mit humør.

 

Det år fik jeg 20 % fravær og fik et gennemsnit på 9,5 til mine eksaminer, og siden har jeg mistet tilliden til karaktersystemet totalt, for det burde da ikke være muligt at klare sig så godt, når jeg havde været totalt blæst inde i hovedet og havde haft tømmermænd tre måneder i træk. Men som sagt virker absint mildt hallucinerende, og jeg kan huske, at jeg en dag stod kiggede ud af vinduet, imens jeg var plakat fuld, og nede på gaden kunne jeg se en person, som jeg syntes, jeg kunne genkende. Efter lidt tid kunne jeg se, at det var mig selv, der stod dernede.

 

Og jeg kom videre...

Break up. Break down, Break through. Break free. Break away. Jeg har prøvet det meste, og det har i sidste ende ført til et stort break. Der er noget indeni mig, som er brækket og gået i stykke, men alligevel er der sket det, at jeg kommet videre. Jeg ved bare ikke helt, om det er til et bedre sted.

 

Men der er sket en god ting: Jeg har lært, hvad humor er og kan altid få folk til at grine, og det er meget værdifuldt. Mange mennesker taget nemlig alt for meget langt mere alvorligt, end det fortjener. Og det vil jeg lære dem ikke at gøre,

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...